torsdag den 23. marts 2017

As I collapse...

Med As I Collapse sætter Recoil Performance Group menneskets selvsyn og eksistens under lup. En spændende performance med en meget lille hovedrolleindehaver.

As I collapse er skabt med et ønske om at udfordre menneskets selvsyn og vores opfattelse af hvad liv og krop er. I en scenografi af sort gulv og store goblelignende vandposer mødes 5 dansere og millioner af små lysende alger.

Foto: Søren Meisner


Det er 5 utroligt dygtige dansere, koreograf Tina Tarpgaard har samlet til forestillingen. De udviser enorm og næsten uvirkelig kropskontrol, mens de i sorte latexdragter interagerer med hinanden og de enorme vandposer.
Men forestillingens egentlige hovedperson må være Pyrocystis Fusiformis; den lille bitte alge, der i samarbejde med NaturkKRAFT i Ringkøbing og Teknologisk institut er blevet skabt til forestillingen. I pressematerialet til forestillingen står der om algen:

"Pyrocystis fusiformis er algen, som recoil performance group i samarbejde med biologer og forske-re på Teknologisk institut har opdyrket i store mængder, og som har inspireret de menneskelige kroppe på scenen. Algen er desuden selv en integreret og levende del af forestillingen. Det bemær-kelsesværdige ved Pyrocystis algen er, at den kun lyser, når den bliver berørt. Tilgengæld inviterer dens fortryllende blå skær igen og igen til interaktion. En ellers usynlig organisme, der synligt kom-munikerer, når man rører ved den."
Og det er netop her magien opstår. Ved forestillingens start får alle udleveret en sort kuvert indeholdende en pose, med hvad der ligner almindeligt vand. Men når lyset går ned og man vipper den lille pose i hånden, begynder de små at lyse. Det er som at sidde med en million små stjerneskud i hånden. Og langsomt; ganske langsomt begynder dansen. Som en verden der opstår ud af mørket. Halvvejs er det desværre som om, at forestillingen taber pusten en smule. Men den bliver fanget igen. Og da lyset gik op efter en lille time, havde jeg det, som om jeg havde været vidne til en forunderlig og ny verdens fødsel.  
Og hvad min lille kuvert af Purocytis fusiformis angår, så endte det med, at jeg adopterede den. Nu står den i min vindueskarm og lever sit eget, lille, forunderlige liv.
As I Collapse er første del af en triologi, der efter planen skal efterfølges af Masse (2018) og Extended Falls to Humanity (2019).
Komponist/forsker: Till Bovermann Lysdesign: Minna Tiikkainen Forskende kunstner/konsulent Pei_ying Lin Scenograf Sille Dons Heltoft Koreograf: Tina Tarpgaard Dansere: Hilde I. Sandvold, Sam Denton Nelly Zagora, Edward Lloyd & Joy Kammin Alger: Pyrocystis fusiformis


torsdag den 16. marts 2017

Vredens Druer...

Med Vredens Druer på Betty Nansen Teatret bliver nutidens flygtningeproblematik sat under lup i dramatiseringen af John Steinbecks klassisker. For findes det forjættede land? Og er det overhovedet værd at drømme om?

Foto: Natascha Rydvald
Da Tom Joad, efter fire år i fængsel vender hjem til sin families gård er intet til at kende igen. En voldsom tørke har ødelagt landet og de tidligere beboere er tvunget til at flygte, hvis de vil overleve. I en lille, gammel lastbil flygter familien Joad, i selskab med den frafaldne prædikant Jim Casey nu mod Californien og drømmen om mad, sikkerhed og fast arbejde. Men drømmen krakelerer jo længere de rejser og familien får hele tiden sværere ved at holde sammen.
Foto: Natascha Rydvald
Det er en voldsom og stor historie der rulles ud. Og heldigvis er der blevet samlet et solidt og sikkert hold skuespillere til at formidle de mange karakterer og den bastante fortælling. Det er en ensembleforestilling i sin reneste form, hvor historiefortællingen er i fokus.
Olaf Johannessen leverer et rørende portræt af den frafaldne prædikant Jim Casey, der ofrer sig og påtager sig skylden for sønnen Tom Joad, da denne i vrede har slået en politimand ned. Særligt imponerende er det, fordi Johannessen halvvejs i prøveforløbet måtte overtage rollen fra en stemmeskadet Nicolaj Kopernikus.
Kristian Halkens portræt af den desillusionerede og fordrukne Onkel John, der kæmper med skyld over at have slået sin kone ihjel, rører dybt.

Instruktør Katrine Wiedemann er en eminent historiefortæller og billedskaber. Og sammen med scenograf Maja Ravn har hun begået en genistreg. Ved at reducere dybden af den betongrå scenografi, så der kun er 1,5 m. spilleplads i dybden, kommer historien og skuespillerne meget tæt på. Og det hele kommer til at foregå lige på afgrunden, så vi i salen må holde vejret.
Med Vredens Druer fortæller Betty Nansen Teatret og det fantastisk velspillende ensemble flygtningenes historie og gør den klassiske Steinbeck fortælling hyper aktuel. Her får den voldsomme flygtningemasse et ansigt og en historie.

Jeg vil ikke spoile noget, for det er en forestilling der skal opleves og mærkes på egen krop. Men specielt slutningen rammer hårdt og trak tårer i mine øjne. Det er en fortælling og en forestilling der sidder i kroppen, længe efter lyset i salen er gået op igen. Og her er det kun på sin plads at slutte med Mor Joads ord: "Vi er det levende folk. Vi bliver ved med at komme."

Manuskript efter roman af John Steinbeck Dramatiseret af Frank Galati Dramaturg og oversætter: Karen-Marie Bille Instruktør: Katrine Wiedemann Scenografi og kostumer: Maja Ravn Medvirkende: Kristian Halken, Marie Bach Hansen, Joachim Fjelstrup, Laura Bro, Olaf Johannessen, Jens Jacob Tychsen, Lars Simonsen & Joen Højerslev


tirsdag den 21. februar 2017

Livsens Ondskab...

"Livsens Ondskab er et mareridt forklædt som komedie(...)" Som Direktør for Nørrebro Teater og dramatiker til forestillingen, Mette Wolf skriver i programmet. For er det virkelig lykken at få det, man ønsker sig allermest?

Foto: Ulrik Jantzen

I den lille provinsby, Gammelkøbing knokler Emanuel Thomsen (Thummelumsen) afsted for at tjene penge nok til at købe den færdre Møllegård tilbage, efter den 15 år tidligere røg på tvangsauktion. Han er en lille forkrøblet, selvretfærdig nærrigrøv, der ikke lader sig gå på af, at alle i byen griner af ham. For han har sine drømme. Men en dag vinder han i lotteriet og nu kan alle hans drømme gå i opfyldelse. Men er det nu også lykken? 

Der sidder de så, alle skuespillerne, på en kiste, klædt i hvidt undertøj. Alle på nær stakkels Thummelumsen. Ham er der lige præcis ikke plads til. Og frem kommer Klæd ud-kassen, kunstige skæg, lange frakker, skøre hatte. Og så er legen igang...
 
Det er en modig dramatisering og iscenesættelse, lagt i hænderne på henholdsvis Mette Wolf og Christoffer Berdal. Det er tydeligt at fortællingen fra Gammelkøbing i 1899 bestemt kan og skal sige os noget om, hvordan vi i dag vælger at leve vores liv.
 
Det er i høj grad en ensemblebåret forestilling, hvor næsten alle spillerne får lov til at lege med flere karakterer i det rablende og pantomimiske univers, de sammen skaber.
Og når skuespillerne ikke er i spil, står de på bagscenen i deres hvide grundtøj, som en slags observerende scenisk tilstedeværelse.
 
Peter Zandersen leverer en pragtpræstation som den stakkels og alligevel helt ulidelige Emanuel Thomsen. I tidligere filmatiseringer og iscenesættelser af Livsens Ondskab har vi oftest set Thumelumsen fremstillet som en lille, skæv særling, der lunter rundt i sin egen lille selvretfærdige verden. Peter Zandersen tager figuren helt andre veje. Han står aldrig stille og al gang foregår nærmest i løb. Det er en fysisk krafpræstation og et dejligt nyt tag på karakteren.
Så er der Thummelumsens udkårne Wulfdine, så fint og samtidig hylende morsomt spillet af Marie Knudsen Fogh. Stakkels, stakkels Wulfdine, der næsten ikke kan være i sin egen krop af bare ren forelskelse, befippelse og mindreværd.
Og midt i det hele står Tom Jensens rødskæggede toldkontrollør Knagsted. Han puster liv og sympati i den ellers ganske kyniske og drilske og gammelkendte figur. Han trækker afsted med stakkels gamle og pre-døde Mørch, helt vidunderligt gestaltet af Peder Holm Johansen. Hen på kirkegården for at tale om død, forrådnelse og ormenes kommende ædeorgier. Han er hele byens Peter-modsat, for som han siger: "I er nok om at mene det samme.". Og man kan ikke andet end at elske ham for det.

Foto:Ulrik Jantzen


Palle Steen Christensen er manden bag forestillingens scenografi og kostumer. Han har skabt et skævt og ganske gakket univers, hvor alt bliver forstørret, både det smukke, men i lige så høj grad det grimme. Og her lander vi midt i en af forestillingens største styrker, men samtidig støreste svaghed. For kombineret med spillernes energiske, nærmest commedia dell' arte inspirerede spillestil, giver det forestillingen en fantastisk ironisk tilgang til Wieds lille, lukkede og selvhøjtidelige provinshul. Men samtidig mister historien, på den bekostning, desværre, også nærvær og nerve. Nærvær og nerve, der ville kunne have fået os til at holde bare en smule af karaktererne.
 
I enkelte scener gearer forestillingen  til gengæld helt ned. Gamle Mørchs dødscene ramte mig med sin pludselige ro lige i tårekanalerne. Og når Clausen og Knagsted til slut drager på besøg på Møllegården hos den nyslåede gårdejer Thummelumsen, forstår vi, at det ikke altid er lykken at få sine ønkser opfyldt. Der går han i cirkler, stakkels Thummelumsen, og indser, at livet ikke er meget anderledes på Møllegården, end det var i det lille skæve hus i Gammelkøbing.
 
Og måske har han ret, ham Knagsted, når han siger "Man skulle aldrig have sine ønsker opfyldt". For så er der i hvert fald plads til at drømme...
 
Livsens Ondskab, Nørrebro Teater Dramatisering (Frit efter Gustav Wieds roman): Mette Wolf Instruktion: Christoffer Berdal Scenografi og kostumer: Palle Steen Christensen Medvirkende: Peter Zandersen, Tom Jensen, Ole Lemmeke, Ditte Gråbøl, Laura Kvist Poulsen, Peder Holm Johansen, Jeanette Lindbæk Birk, Johanne Dal-Lewkovitch, Marie Knudsen Fog


lørdag den 31. oktober 2015

For Enden af Kærligheden...

Med gæstespillet For Enden af Kærligheden fra Aarhus - og Odense Teater, byder Husets Teater indenfor til et ægteskabsdrama af dimensioner. En mand (Lars Simonsen) og en kvinde (Sarah Boberg) står ansigt til ansigt i en sidste konfrontation, inden de skilles. Og måske skulle de have gået fra hinanden for mange år siden. For den kærlighed der var engang, er nu kun bebrejdelser og dyb had og afsky. Alt bliver sagt og ingen går fri.

Foto: Morten Kjærgaard


Og shit, hvor er det godt. Det er som at være spæret inde i Bergmanns Scener fra et ægteskab. Det er nærmest Norénsk ondskab fra den franske dramatiker og skuespiller Pascal Rambert, der også har iscenesat forestillingen.

Teksten er bygget op som to lange monologer. Først taler manden uafbrudt i tre kvarter, mens hun står naglet til gulvet og tager i mod, hvorefter hun nødvendigvis må svare. Det gør hun så i tre kvarter, mens det så er hans tur til at tage imod. Og det er en fantastisk tekst. Det er muligt at argumentere for, at mandens tekst er stærkere end kvindens, for hendes tirade må nødvendigvis være et svar på tiltale til hans ditto. Ordene bliver våben og de er dræbende; dræbende for kærligheden og forholdet. Han taler om hævn og hun svarer rungende igen. Men hun åbner samtidig en lille sprække af håb om forsoning, men han nægter… 

Og det er en kraftpræstation af de to skuespillere. Lars Simonsen spiller sig igennem hele sit følelsesregister, med fråde om munden og er både forsmået barn og ulykkelig mand. Sarah Boberg spiller kvinden med først en voldsom sårbarhed, når hun, sømmet til gulvet af hans hårde ord, står og tager i mod. Derefter med et endnu voldsommere had og sarkasme, når det endelig er hendes tur til at give svar på tiltale. 

Og det hele bliver spillet i en fuldstændig neutral scenografi på 1. sal på Husets Teater med udsigt over Halmtorvet. Det bliver en tom stue eller en tom prøvesal. Det giver den fortjente plads til teksten og de to spillere. 

Hvad ligger der så For Enden af Kærligheden? Ikke meget andet end hån og had. Men det er dæleme en underholdende og sønderlemmende rejse.

Dramatiker og instruktør: Pascal Rambert Medvirkende: Sarah Boberg og Lars Simonsen



onsdag den 21. oktober 2015

H. C. Andersens Samlede Eventyr...

Mungo Park i Allerød har dramatiker og instruktør Heinrich Christensen med H. C. Andersens Samlede Eventyr skabt en tour de force gennem den kendte digters store eventyrkatalog.

På Allerød Bibliotek er de med på noderne. De har både borgerserviceskranke, studiepladser og en udstilling om H. C. Andersen. Men da de slår dørene op, står der ingen i kø. Ingen overhovedet. Og det til trods for at der er gratis kaffe og vaniljekranse og arrangemenetet er blevet slået op på intra. Så der sidder de så, bibliotekarerne Leif Arne, kaldet Leffe,  den lille grå mus Karen og førtidspensionisten Peder, der er i skånejob. Og når ingen dukker op, kan en arbejdsdag godt blive temmelig lang. Men så er det godt, at Leffe kan huske en sjov leg, han lærte på bibliotekarskolen... og så ruller lavinen. For hvad nu hvis H. C. Andersen ikke kan få sjælefred, hvis ikke de tre kommer alle hans eventyr igennem?!


Foto: Jon Kort


Det bliver en fantastisk rejse ind i det H. C. Andersenske univers. Fortællingen om H. C. Andersens Samlede Eventyr er elegant bundet op på forskellige teamer, alle genkendelige fra Andersens eventyr; både de kendte og knap så kendte. Der er mobningen, ensomheden, seksualiteten, kærligheden og vanviddet. Og det hele hviler på den kæmpe dødsangst, der æder den stakkels Hans Christian op, bid for bid.

Nicolai Jandorf overrumpler som den nørdede og lidt for friske bibliotekar Leffe. Hans kejtede og hyperaktive figur topper i en fantastisk fremstilling af Kejserens Nye Klær.
Amanda Collin debuterer fornemt som nyt ensemblemedlem i rollen som den grå og tørre Karen, der har så frygtelig svært ved at give slip og være sig selv. Det er en fryd at se den udvikling hendes Karen tager og det topper i en feministisk analyse af Den Lille Havfrue. Det tegner mere end godt for fremtiden.
Men mest overrasker Jonas Munck Hansen. Vi har set ham mange gange før som den musikalske rygrad i Mungo Parks forestillinger. Men som stakkels Peder i jobtræning, viser han, at han også mestrer karakterarbejde til UG. Han træder ind som ligeværdig skuespiller og hans djævelske og skæve H. C. får det til at gibbe i os. Jeg glæder mig til at se ham i mange flere roller.    

Foto: Mikkel Russel
                                   
Med H. C. Andersens Samlede Eventyr modtager publikum alfekysset lige midt på panden, og det er vildt, tosset, smukt og sørgmodigt. Det er H. C. Andersen, som vi slet ikke vidste han var.


onsdag den 26. august 2015

Underart - Ode to a crash landing…

Hvad gør man hvis livet, som man kender det pludselig en dag bærer én et helt nyt sted hen? Et sted hvor alt er nyt og ukendt og man ikke ved, om man kan finde vej tilbage til det der var engang. Det spørgsmål stiller Cirkus Cirkör med nycirkus forestillingen Underart. 

Forestillingen er skabt og instrueret af artisten Olle Strandberg, der fik idéen til forestillingen efter et alvorligt styrt, der lammede ham fra halsen og ned i en lang periode. En trippel saltomortale mislykkedes og han landede direkte på hovedet og hørte nakkehvirvlerne kvase i styrtet.

Og resultatet er blevet en utrolig smuk, poetisk og ikke mindst melankolsk forestilling om det at finde vej igennem ukendt land, med uforudsete forhindringer på vejen. 

Foto: Mats Bäcker
Alle de medvirkende giver, med hver deres forskellige baggrunde i dans og akrobatik, noget helt unikt til forestillingen. Methinee Wongtrakoon imponerer med sin absolutte kropskontrol og stærke fortolkningsevne. Hun er umulig at få øjnene fra. Og når Street danceren Alexander Dam lader tre meter høje ege brædder agere stylter under sine bare fødder, sidder vi med tilbageholdt åndedræt.
Jeg fik flere gange fornemmelsen af at være inviteret med ind i prøvesalen, i et ukendt rum, hvor det er helt okay at udforske og undersøge og ikke kun imponere. Det giver forestillingen en skrøbelighed der minder os om, at "Cirkus is all about the risk", som en af de få replikker i forestillingen lyder.

Den specialkomponerede musik af duoen Ripple & Murmur, lægger det fineste lydbillede under hele forestillingen og leder tankerne så langt væk fra cirkus som det overhovedet er muligt. Det er roadmovie-musik og indie-rock og meget virkningsfuldt. 

Og pludselig endte det hele i en lang lovprisning, så lad mig formulere det på en anden måde: 

Er du til nycirkus, så skal du helt sikkert se Underart. Og er du ikke til nycirkus, skal du faktisk også se Underart. Det er nemlig slet ikke som du tror… Det er meget bedre!

Instruktør Olle Strandberg Medvirkende: Christopher Schlunk, Mathinee Wongtrakoon, Iris Pelz, Matias Salmenaho, Alexander Dam, Anna Ahnluns, Andreas Tengblad



fredag den 24. juli 2015

Den Indbildt Syge...

Stakkels Argan er syg - meget syg. Det mener han i hvert fald selv. Alle omkring ham ved dog, at han er hypokonder af værste skuffe og er ikke sene til at udnytte den stakkels, rige Argan. Lægen ordinerer lavmenter; mange af dem. Og apotekeren tager sig rigeligt betalt for al den medicin, Argan nødvendigvis må have. Og så er der Argans kone. Elsker hun virkelig Argan? Eller vil hun i virkeligheden bare rigtig gerne have alle hans dejlige penge?
Med Den Indbildt Syge invitrer Grønnegårds Teatret sine tilskuere en tur i cirkus med rigtig cirkusmusik, klovne der falder på halen og små fine tryllekunster. Et forfriskende greb på den gammelkendte Molière-historie.

Morten Hauch-Fausbøll gør en skøn og nærmest elskelig figur ud af den hypokondriske Argan. Alle omkring ham udnytter ham og forsøger at snørre ham på forskellig vis. Hauch-Fausbølls fremstilling af Argan, er kværulerisk, forvirret og stakkels, så det er svært ikke at holde bare en lille smule af ham.
Nina Flagstad fantasifulde kostumer bærer i høj grad forestillingen og giver det vidunderlige persongalleri et skub i den helt absurde retning. Der er cirkusprinsessen, dresøren, klovnen August og i midten sidder Argan som den hvide klovn, der først til slut opdager, hvor meget han er blevet taget ved næsen.

Foto: Bjarne Stæhr

Skulle der endelig være noget at anke, så er det, at forestillingen, med sine 80 min. måske er lige lang nok for de yngste af forestillingens tilskuere. Og måske er forestillingen til tider så voksen i sin humor, at de yngste vil have svært ved at følge med og fange komikken. Her kunne man med fordel have forsimplet historiens plot og skåret en smule i det enorme persongalleri og dermed få de yngste med. 

Men når det er sagt, så er det vidunderligt at finde en  forestilling, hvor børn og voksne kan gå i teatret og sammen grine og gyse, og ikke nødvendigvis af det samme. Det er farce og falde-på-halen-komik, når det er sjovest. Instruktør Gitte Siem kan sin farce på fingrene og har med Den Indbildt Syge skabt en forestilling, der sidder lige i skabet. 

Familieforestilling, fra 8 år. Instruktion & bearbejdelse: Gitte Siem, Scenografi & kostumer: Nina Flagstad, Oversættelse: Johannes Marer, Medvirkende: Morten Hauch-Fausbøll, Bolette Schrøder, Jaenette Lindbæk Larsen, Jacob Weble, Bejamin Boe Rasmussen