tirsdag den 12. december 2017

ANKOMST. AFSKED, Husets Teater...

En opbrudt og splittet familie samles igen for at genbegrave den ældste datter, da opførelsen af en ny vej til et nærliggende flygtningecenter kræver flytning af en række grave på den lokale kirkegård. For første gang i 12 år vender den omkringrejsende, succesfulde mor og den flygtige og rodløse mellemste datter tilbage til huset, hvor den yngste datter og hendes far stadig bor, og hvor livet er arkiveret og mærkeligt gået i stå. Inden længe dukker gamle spor op og kampen om den fælles historie begynder. Hvem har ret til at fortolke og vurdere fortiden? Hvem ejer historien om hvem vi er? ANKOMST. AFSKED undersøger den mindste af samfundets sociale enheder: familien.

Foto: Henrik Osthen Rasmussen

Hvis man siger, at venner er den familie, man selv vælger, så må familien være de fjender, man ikke selv vælger. Sådan er det i hvert fald i Jens Albinus forestilling ”Ankomst. Afsked” på Husets Teater. En opbrudt familie mødes på ny og gamle, hadefulde handlingsmønstre bryder ud i lys lue.

”Ankomst. Afsked” er et interessant bud på en modernisering af det klassiske familiedrama, som det kendes fra Ibsen, Tjekhov og Norén, her forfattet af Jens Albinus. Stykket havde oprindeligt premiere på Schauspiel Köln med titlen ”Umbettung” i 2016. Det er også Albinus selv, der har konverteret teksten til den danske ”Ankomst. Afsked” og samlet og instrueret et hold spændende spillere. Som forældrene ses Hans Rønne og Benedikte Hansen. Både sammen og hver for sig får de historien til at sitre og leverer to spændende og fuldstændig ulidelige personligheder, der i den grad er med til at holde liv i familiedramaet. Og omkring sig har de Maria Rich og Laura Skjoldborg som de to døtre Kate og Liv, der på hver deres måde forsøger at navigere i den labyrint af fortielser og skelletter i skabet, der gennemsyrer familien. Og så er der Morten Vang Simonsen som den unge Toby, der med hjælpsomhed og forståelse forsøger at vinde den yngste datter Liv, men i stedet bliver rullet ind i intrigerne. Alle fem leverer de spændende og levende figurer, vi på skift føler med og frastødes af ude på tilskuerrækkerne. Men mest stråler dog Benedikte Hansen. Hendes ganske ulidelige og selvcentrerede mor er så velspillet og intenst leveret, at det trækker det ellers lidt stillestående drama op.

Jeg er vild med teksten. Den sitrer og syder og viser familien som et forvrænget spejlbillede, man ikke har lyst til at se på. Det er bidende og morsomt. Men det er desværre også teksten der går hen og bliver forestillingens akilleshæl. Alle de mange ord får min hjerne til at sitre og historien til at stå stille. Af mangel på en bedre betegnelse, vil jeg nærmest sige, at forestillingen mangler lidt Tju-bang. Men se ”Ankomst. Afsked”. Skuespillerpræstationerne er det hele værd!  

INSTRUKTØR OG DRAMATIKER:  Jens Albinus SCENOGRAF: Rikke Juellund LYDDESIGN: Ditlev Brinth LYSDESIGN: Mads Vegas MEDVIRKENDE: Benedikte Hansen, Hans Rønne, Maria Rich, Laura Skjoldborg og Morten Vang Simonsen



lørdag den 25. november 2017

LIVA - EN KABARET OM FRIHED, Folketeatret...

Folketeatrets ”Liva – en kabaret om frihed” er et kalejdoskopisk blik på kunstneren og mennesket Liva Weel. En anderledes forestilling, der næsten kommer tørskoet i land.


Hvad sker der når man dør? Passer det mon, at livet passerer én revy? Det lader dramatiker Vivian Nielsen det gøre for Live Weel i Folketeatrets kabaret ”Liva”, hvor vi møder den kendte revykunstnerinde da hendes liv er ved at rinde ud. I et kalejdoskopisk tilbageblik møder vi Liva og menneskene omkring hende og bliver vidne til hendes kamp for frihed, både personligt og kunstnerisk. Hun lever livet helt til grænsen. Men livet gør ondt og hun søger smerten. For så føler hun i det mindste noget.

Foto: Thomas Petri
Da DR i 1992 viste tv-serien ”Kald mig Liva” første gang, sad jeg, 11 år gammel, stum foran tv’et og sugede til mig. Jeg fandt noget i Ulla Henningsens fortolkning af Liva, jeg ikke vidste hvad var. Men siden har Livas viser fulgt mig. Det var derfor også med lige dele frygt og spænding, jeg gik ind til ”Liva” med Ellen Hillingsø i titelrollen.

”Liva” er et pudsigt miks af revy, kammerspil og teaterkoncert, der river publikum med gennem Livas smertefulde kamp for frihed. En kamp hun kommer til at dele med Poul Henningsen. Og det er rigtig langt hen ad vejen en rigtig vellykket fortælling om ikonet Liva. Der er tosserier, skænderier og heftige revynumre i en lystig blanding, når persongalleriet rundt om Liva får lov til at folde sig ud. Og så er der de øjeblikke, hvor det hele klikker, som når Birgitte Raaberg, i skikkelse af Livas påklæder Frk. Jakobsen giver os ”Sig de ord du ved”, så hele salen holder vejret.

Det er i det hele taget et rigtig stærkt hold, der er samlet på scenen. Alle velsyngende og fuld af musikalitet, når de også griber diverse instrumenter i løbet af forestillingen. Henrik Koefoed er vittig, men også dyb i sit portræt af Poul Henningsen, med den evige cigaret i mundvigen og sin skrivepult på maven, men får også lov til at gribe både trommestikker, trombone og harmonika, hvilket han gør til UG. Karsten Jansfort får lov til at rulle hele sin charme ud som den ikoniske teaterdirektør Frede Skaarup. Birgitte Raaberg skifter fint mellem veninden Ella og påklæderen ”Jakob” og beviser gang på gang, at hun er en både dygtig sanger og fortolker. I hjørnet sidder Jens Krøyer som den evige akkompagnatør, med styr på musikken og en fin følelse for forestillingens sange og tempo. Og så er der Ellen Hillingsø som Liva. Jeg må indrømme, at hun, før jeg så forestillingen, var meget langt fra mit billede af Liva. Ellen Hillingsø er smuk og har noget stoisk over sig. Men med rollen som Liva, beviser hun samtidig, at hun også kan være den voldsomme, den vilde, den grimme. Helt til stregen og lidt over. Hun synger. Ikke smukt, men rørende og rammende og formår at give sit helt eget rørende bud på karakteren Liva.

Scenograf Sisse Gerd Jørgensen har formået at skabe en enkel, men virkningsfuld scenografi, der med enkelte midler fører os gennem Livas tankespind. Og Rolf Heim har, med sikker hånd iscenesat, så det ikke kun er Livas indre kamp vi bliver vidne til, men også kulturkampen. Den kulturradikale kamp for individets frihed, der er her der og alle vegne på de danske teaterscener for tiden. Noget tyder på, at kulturkampen ikke er kæmpet helt færdig endnu. Det er svært at sige Live Weel uden at sige PH. Og det er selvfølgeligt og fuldt berettiget, at den del af historien får sin plads i forestillingen. Kulturradikalisternes kamp for individets frihed bliver en fin støtte til Livas kamp for personlig frihed. Men hvor kulturkampen vinder frem, taber Liva. Smerten bliver for stor.

Når jeg alligevel ikke synes forestillingen kommer helt i mål, er det på grund af de til tider lange ”kammerspilsscener”, der er med til at trække forestillingens tempo ned. De matcher ikke den revyagtige spillestil, der er lagt ned over de forskellige karakterer. Det er som om, at der stadig er scener der skal ”spilles varme” hen over det næste stykke tid, tekster der skal terpes og et tempo der skal findes. Det hjalp så heller ikke det hårdarbejdende hold på scenen, at de, den aften jeg så forestillingen, skulle kæmpe med et søvnigt og ukoncentreret publikum, tændte mobiltelefoner og enkelte i salen, der højlydt kommenterede forestillingen. Jeg håber og tror, at når ”Liva” har spillet sig helt varm og rammer diverse scener rundt i landet, vil røre og glæde en masse mennesker. Det har den fortjent.

DRAMATIKER: Vivian Nielsen INSTRUKTION: Rolf Heim SCENOGRAF: Sisse Gerd Jørgensen KOREOGRAF: Peter Friis KAPELMESTER: Jens Krøyer MEDVIRKENDE: Ellen Hillingsø, Birgitte Raaberg, Henrik Koefoed, Karsten Jansfort og Jens Krøyer


mandag den 20. november 2017

KNUD ROMERS ABC, BaggårdTeatret...

BaggaardTeatret, sART danseteater og Den Fynske Opera har i samarbejde skabt en lille, smuk perle med forestillingen ”Knud Romers ABC”. Det er en poetisk, vild og vidunderlig sanseforestilling for de 6 – 8årige der har knækket alfabetkoden og deres voksne.

Lad sanserne boltre sig i en underfundig og lærerig bogstavssafari, der med udgangspunkt i Knud Romers poetiske bogstavsfabler rusker alfabetet rundt og sammensætter det på ny. En interaktiv danseforestilling, hvor publikum er i bevægelse. Forestillingen er baseret på Knud Romers ABC, John Kørners billedkunstneriske dyreunivers og Bent Sørensens nykomponerede musik og skaber tilsammen en smuk koreograferet scenisk sangleg for alle fra 7 år.
Foto: Jens Wognsen
I et fuldstændig vidunderligt scenerum, bliver vi inviteret indenfor til ”Knud Romers ABC”, skabt i fælleskab af BaggårdTeatret, sART danseteater og Den Fynske Opera. Store som små stiller vi vore sko og tasker, før teaterrummet indtages. Og det er ikke et hvilket som helst teaterrum, vi får lov at træde ind i. Luise Midtgaard har, med afsæt i John Kørners smukke og farverige illustrationer til bogen ”Knud Romers ABC”, skabt et konstant foranderligt scenerum, der indtages af både spillere og publikum hele forestillingen igennem.

Sammen får vi styr på alfabetet, mens vi hører om Rotterne der sad på potten, griner af den sofistikerede giraf, der slet ikke har øje for andre end sig selv og elefanten der blev punkteret af en myg. I en blanding af musik, dans og sang, går det hele op i en højere enhed. Alle fire på scenen har hver deres forcer, der bliver udnyttet optimalt i forestillingen og Knud Romers fine rim og remser får den plads de fortjener.

Mine ledsagere til forestilling, to glade, 6 årige piger, med ualmindeligt meget krudt i rumpetten, var med hele vejen og nød, at der var plads til at kunne bevæge sig og få lov til at flytte rundt i scenerummet undervejs.

”Knud Romers ABC” er en forestilling for sanserne, kroppen og sindet. Vi får lov at føle, mærke, lege, gyse og grine. Og når forestillingen, efter små 50 min er færdig og vi ligger på ryggen og kigger op i stjernerne og ildfluerne til ordene:

”Ildfluen i det fjerne
er blevet tændt af Gud
og lyset fra en stjerne,
som for længst er gået ud”

Føles det rart i kroppen og vi er klar til at danse ud i hverdagen igen, en lille smule høje på god musik og sanseleg.

TEKST: Knud Romer KOMPONIST: Bent Sørensen BILLEDKUNSTNER: John Kørner EFTER IDE AF: Sofie Christiansen og Jakob Bjerregaard Engmann ISCENESÆTTELSE: Sofie Christiansen SCENOGRAFI: Luise Midtgaard KOSTUMEDESIGN: Alaya Riefensthal MUSIKARRANGEMENT: Anders Ringgaard Andersen MEDVIRKENDE: Anete Jensen, Karin Norrinder, Carlos Rodas og Anders Ringgaard Andersen


lørdag den 18. november 2017

PLATT-FORM - EN SMULE I OVERKANTEN, Betty Nansen Teatret

Med showet "En smule i overkanten", slår satiregruppen Platt-Form endnu engang fast, hvorfor de er toppen af den danske satirescene. Intet er helligt, men til gengæld meget, meget morsomt.

Må en hvid heteroseksuel mand overhovedet mene noget? Er professorer virkelig klogere end bloggere? Ville Jesus kunne lide jødekager? I Platt-Forms nye satireshow "En smule i overkanten" udleverer Mille Lehfeldt, Laus Høybye og Jakob Fauerby endnu en gang danskerne, og ikke mindst hinanden, med bidende satire, vanvittige kostumer og masser af velklingende ørehængere.

Foto: Oliver Hoffmeyer
Jeg ved ikke helt hvordan, de gør det, Platt-form; altså formår at lave et show, der holder os på kanten af sæderne i næsten to timer, hvor vi græder af grin. Måske er det deres sikre musikalitet? Eller deres timing? Eller deres evne til at holde energien på 120 % hele vejen?! Jeg ved det ikke. Men hvis jeg viste det, ville jeg hælde formlen på flaske og hurtigt blive millionær. Showet hedder ”En smule i overkanten” og ja, det er det – og et godt stykke over.

Vi kommer, i de to timer showet varer, omkring mange brandfarlige, satiriske emner, godt pakket ind i et dejligt hyggefilter, så den øvre middelklase har et rart safe space at søge tilflugt i. Vi møder bloggeren, der er meget klogere end professoren, DR’s nu nedlagte talekor og får historien om, hvordan vi hver jul fejrer, at en ludfattig tømrer og hans barnebrud fik en søn. Og hvad gør man egentlig, når man er en helt almindelig CIS-mand, med en helt almindelig tis’mand?

Mille Lehfeldt, Laus Høyby og Jakob Faurby har selv skrevet tekst og musik og iscenesat. Showet er stramt og velopbygget i en minimalistisk scenografi, hvor de tre får lov at stråle om kap med Nicholas Nybros sjove og veludførte kostumer. Og så er der, deres stensikre sangstemmer. Det er en fryd at høre så velklingende stemmer synge om klimakamp og om at gå i små sko. Intet er helligt, men til gengæld meget, meget morsomt. Jeg glæder mig til og håber på meget mere Platt-Form i fremtiden.

INSTRUKTION, TEKST OG MUSIK: Platt-Form KOREOGRAFI: Steffen Hulehøj Frederiksen KOSTUMER: Nicholas Nybro ARRANGØR AF MEDLEYS: Dénise Stockmann MEDVIRKENDE: Jakob Fauerby, Laus Høybye og Mille Lehfeldt


fredag den 17. november 2017

TVIND "THE MUSICAL", Teater V...

Teater V Skaber med Tvind "The Musical" et præcist og spændende generationsportræt af idealisterne, der rejste ud i verden med Tvind. Det er rørende musikteater med en vigtig historie på hjerte.

For 50 år siden, købte en flok unge mennesker en gammel bus. De ville ændre verden og spørgsmålet er om det lykkedes? 70’erne var en tid med systemændringer, tankeeksperimenter, nye undervisningsformer – en udfordring til det etablerede samfund og opfordring til radikale ændringer. Tvind var et socialt projekt i en tid, hvor man sagde Os, Vi, Sammen, i stedet for Mig, Mig, Mig. Hvor individet kun var det nødvendige tandhjul i fællesskabets maskine. Vi følger en gruppe stærke individer fra den spæde start i 70’erne og op til midt 90’erne, hvor Tvind kommer i alvorlig modvind. Vi møder ”Bannerføreren og ideologen”, der knækker. ”Den stædige”, som forbliver stærk i troen. ”Talentet”, der forråder sig selv. ”Organisatoren”, der møder kærligheden, og ”Kvinden”, der mister den.
En fortælling om en tid, hvor fællesskabet fyldte for meget, til en tid, hvor fællesskabet fylder for lidt.

Foto: Daniel Buchwald
Andreas Garfield har med Tvind ”The Musical” på Teater V i Valby skrevet en forestilling, der på fornem vis tager os med gennem Tvinds historie, fra starten, hvor unge idealister rejste jorden rundt i busser og afleverede alle deres penge i ”den gule spand”, med formålet at gøre verden til et bedre sted, til 1997, hvor Tvindloven er blevet vedtaget og selv inderkredsen af imperiet er begyndt at tvivle. Det er ikke en musical i klassisk forstand. Det er en fortælling, hvor musikken er med til at sætte stemningen og male et tidsbillede.

Tvind ”The Musical”
er en ensembleforestilling, hvor alle fem spillere, spiller fint op mod hinanden og helt umærkeligt skifter fra karakter til karakter. Iben Dorner er fin og rørende som idealisten Anne, der begynder at tvivle for til sidst at knække. Der er scener hvor hun er så presset ude af fællesskabet og hjernevasket, at det gav mig en knude i maven og våde øjne. Martin Bo Lindsten leverer et portræt af den stædige bannerfører Per, med det store hår og skæg, der sidder lige i øjet. Specielt scenen hvor han skal undervise efterskoleelever i portugisisk uden at kunne et ord af sproget, er på en gang både hylende morsom, rørende og enormt tåkrummende.  Rikke Bilde er bl.a. den store organisator Birgit, der med en pibe i mundvigen og en jysk jordbundenhed, holder fødderne solidt plantet på jorden, indtil jorden begynder at skælve under Tvind imperiet og paranoiaen sætter ind. Sune Kofoed er advokatdrengen Lasse, der gør oprør med sin borgerlige opvækst, dropper jurastudiet og tager med en af de første busser til Afghanistan. Han spiller med en afmagt i øjnene, der så fint portrætterer den tvivl mange må have stødt på. Margit Watt-Boolsen hopper med lethed ind og ud af flere karakterer. Specielt hendes portræt af Birgits lidt naive og kærlige kæreste er fint ramt. Den naive medløber der finder kærligheden, men også mister den igen. Og så er der musiker og arrangør Sune Skuldbøl Vraa. Hans tag på forestillingens ræve røde arbejdersange er rigtig godt. De numre, der ellers godt kunne have blevet lige lovlig lange i spyttet, bliver i hans arrangementer levende. Specielt versionen af ”Skipper Klements Morgensang” er med til at tegne et billede af den voksende paranoia, med en utroligt velsyngende Rikke Bilde i front.

Tvind ”The Musical”
er tro mod tiden og historien. Det er som en tidslomme, hvor historien på skift fortælles og spilles. Ved forestillingens start, er vi nærmest hensat til 70’ernes socialrealistiske gruppeteater, hvor der er plads til alle. Men langsomt ruller historien og karaktererne sig ud, og forestillingen ender med at være et rammende og fint tidsbillede. Der er ingen løftede øjenbryn eller karikaturer for latterlighedens skyld, men et ønske om at forstå tiden, Tvind og de valg de implicerede traf. Det er rørende og tankevækkende. Eneste anke skulle være, at forestillingen mangler den sidste gnist af vildskab og modhager i historien. Det hele bliver næsten for pænt. Men det er og bliver et fint og rammende portræt af en generation, der gik ind i sag med en dedikation og kom mere eller mindre amputerede ud – altså dem der kom ud. Tvind ”The Musical” er ny dansk dramatik, der skuer bagud for at forstå nutiden.

Dramatiker: Andreas Garfield Instruktør: Jens Svane Boutrup Scenograf: Julie Forchhammer Musikalske arrangementer: Sune Skuldbøl Vraa Medvirkende: Iben Dorner, Martin Bo Lindsten, Rikke Bilde, Sune Kofoed, Margit Watt-Boolsen og Sune Skuldbøl Vraa (musiker)



onsdag den 15. november 2017

CRAZY CHRISTMAS CABARET - PLANETRUMP, THE FARCE AWAKENS, Glassalen...

For 35. år i streg blænder Vivienne McKee og London Toast Theatre op for ”The Crazy Christmas Cabaret” i Glassalen i Tivoli med forestillingen ”Planetrump, the farce awakens”. Rigtig traditionsrig, engelsk ”Christmas Panto”, der sender publikum langt ud i lattergalaksen, men desværre også sine steder mister pusten.

I en galakse svimlende nær os, truer en gigantisk orange planet med at sprænge vores univers til atomer... eller måske ikke!!! Er der tale om en falsk nyhed? Vivienne McKee og Co. bringer os på randen af vanvid i den 35te Crazy Christmas.
Gør klar til en vild rutsjebane nu da... THE FARCE AWAKENS!

Foto: Thomas Petri
For 35. år i streg blænder Vivienne McKee og London Toast Theatre op for ”The Crazy Christmas Cabaret” i Glassalen i Tivoli med forestillingen ”Planetrump, the farce awakens”. Rigtig traditionsrig, engelsk ”Christmas Panto”, der er en type musikalsk komediefarce designet til familieunderholdning, der oftest spilles hen over jul og nytår. Moderne panto omfatter sange, gags, slapstick komedie, dans og skuespillere der spiller på tværs af køn. Aktuel satire blandes med en historie, løst baseret på et velkendt eventyr, fabel eller folkefortælling. Det er en deltagende form for teater, hvor publikum forventes at synge med på visse sange, råbe svar og komme med tilråb til det der foregår på scenen.  Således også i Crazy Christmas Cabaret. Vi buher af Ronald Rump, råber hooray af vores helt Luke Skystalker og kalder ”May the farce be with you”, hver gang nogen har brug for hjælp.

”The Crazy Christmas Cabaret” har et solidt og hengivent stampublikum, der har taget den engelske humor og tradition til sig. Det var helt tydeligt til premieren, hvor publikum var med, helt klar over, at de er den vigtigste medspiller til skuespillerne på scenen. Som førstegangspublikum (Jep, jeg gik til forestillingen som en vaske ægte Crazy Christmas Virgin!), er det lidt som at være inviteret med til en fest, hvor man ikke helt kender omgangstonen. Men sjovt er det og man bliver ført gennem aftenens festligheder i helt trygge hænder.

Et væld af karakterer strømmer ind og ud af scenen. Vi møder, traditionen tro, Andrew Jeffers’ ”Dame”, i år som Princess Liar i et utal af festlige og skønne kreationer af Scenograf og kostumier Kirsten Brink. Han formår at gøre sin ”mand i dametøj” virkelig morsom. Katrine Falkenberg springer fra karakter til karakter. Hun har en imponerende sangstemme og bærer de store musiknumre. Men også som replikanten Taylor Made imponerer hun med den helt rigtige kropslighed og accent. Også Vivien McKee, der også har stået for manuskript og instruktion, tager kegler. Specielt hendes Dr. van Helsingør, der viser sig at være Yoda og mesteren af god dansk hygge, er helt utrolig morsom og det er også her, forestillingen fungerer allerbedst. Men mest stråler David Bateson både som Chancellor Mærkelig (Angela Merkel), Han Zupp (Han Solo) og ikke mindst som Ronald Rump fra den gigantiske orange planet. Hans Donald Trump er skræmmende præcis i både gestik og artikulation.

”Planetrump, the farce awakens” er en forestilling med rigtig mange historier, der skal bindes sammen og løses. Det betyder også, at det bliver en meget lang affære, der sine steder desværre taber pusten. Jeg kunne ønske, at den lange skærekniv havde været fremme, specielt hen mod slutningen af første akt. For selvom det er festligt, fornøjeligt og fuld af gammelkendte traditioner, bliver de 2 timer og 30 min længe at sidde. Men dermed ikke være sagt, at ”Crazy Christmas Cabaret” ikke er værd at bruge en aften på. Julen er reddet – May the farce be with you!

Instruktør og manuskript: Vivienne McKee Kostumer og scenografi: Kirsten Brink Koreograf: Peter Friis Medvirkende: David Bateson, Jefferson Bond, Bennet Thorpe, Katrine Falkenberg, Vivienne McKee, Andrew Jeffers, Rasmus Emil Mortensen, Claus de Lichtenberg, Stuart Goodstein (musiker og kapelmester, Søren B. Petersen (musiker) og Tom Højlund Olsen (Musiker)


torsdag den 9. november 2017

STRÆBER, Teater Grob (gæstespil)...

"Mærkværk" og Teater Nordkraft sætter med forestillingen "Stræber" fokus på de tårnhøje krav der bliver stillet til nutidens unge. Og det er der er kommet en rigtig tempofyldt og fin forestilling ud af.

Velkommen til det store stræberløb! Gennem de seneste 10 år er samfundets krav til de unge steget drastisk. Man skal, tidligere end før, vælge retning, hurtigere igennem uddannelsessystemet og helst være smuk, stærk og velmotioneret samtidig. ”Stræber” handler om at vokse op i en verden af muligheder: Om rusen, når det lykkes, og om skuffelsen, når forventningerne er så høje, at man ikke når i mål. Om stress, angst, tab og hvordan dette kan ændre både ens livssyn og livsbane. Men også om at blive stædigt ved, kæmpe mod alle odds og gå efter sin passion. Og så undersøger ”Stræber” hvad der sker, hvis man giver op eller slip, giver fanden i præstationer, valg og mål, mærker sig selv og måske rækker ud efter hjælp. ”Stræber” går helt tæt på og undersøger de unges stræbsomme liv indefra.

Foto: Morten Abrahamsen

I en helt gul scenografi møder vi de tre skuespillere. Iført gule racerkørerdragter og udtværet klovnemakeup kæmper de en heftig kamp om at fordele forestillingens 5 karakterer mellem sig. Der er Cecilie og Amira, der er bedste veninder, elsker at ride og efter gymnasiet skal til Island og passe heste. Det har de aftalt. Men en dag forelsker Cecilie sig i Kasper fra 10. og Amiras verden går i sort. Og Kasper, der ikke kan forestille sig andet i hele verden, end at spille håndbold, har fået en kæmpe hjernerystelse og kommer måske aldrig til at spille igen. Og så er der ordblinde Julius, der virkelig gerne vil på Business og science linjen efter 9., men det kan han kun hvis han får 12taller. Og Nanna, der har mistet sin mor til kræft og har trukket sig ind i sig selv. I starten er målet, at de tre skal kæmpe om at komme først i det store stræberløb. Men langsomt bliver de gulklædte spillere et med deres karakterer og løbet annulleres.
Det er store emner ”Stræber” tager op. For hvad sker der med de unge der vokser op i et samfund der stiller så tårnhøje krav? Det fine ved forestillingen er, at den ikke stiller en frygtelig masse spørgsmål, eller løfter pegefingeren. I stedet viser den rigtig fint, hvad der sker, når livet tager uventede drejninger, man ikke selv kan styre. I en verden fuld af tårnhøje og urimelige krav, er der alligevel håb, hvis man tør stille sig frem, også selvom man er helt åben og sårbar.
”Stræber” er blevet til i et samarbejde mellem ”Mærkværk”, med skuespiller Anne Gry Henningsen i spidsen og Teater Nordkraft i Aalborg. ”Mærkværk” glimrer sig ved at lave forestillinger til teenagere, om de ting, der fylder i deres verden – alt fra tro til fester, alkohol og ensomhed. Og her er ”Stræber” endnu et fint eksempel på en forestilling, der falder lige ned i teenagerenes virkelighed.
Metalaget mellem de 3 gulklædte spillere og de 5 karakterer fungerer perfekt. Med meget små virkemidler er vi aldrig i tvivl om hvilket lag af historien, vi befinder os i. Det er fint tænkt og løst. Og alle tre spillere (Marie Mondrup, Mikkel Reenberg og Anne Gry Henningsen) spiller sig fint ind i forestillingens univers. Selvom de alle tre ikke længere kan gå for at være teenagere, tror vi på deres figurer og hopper med på præmissen. Selvom tempoet er højt, mister forestillingen aldrig fokus og slutter på en fin og rørende note.
”Stræber” er en forestilling for teenageren der, som alle andre teenagere, kæmper for at finde sig selv og fodfæste i en verden med meget store krav. Men det er bestemt også en forestilling til de voksne, teenagerens forældre eller lærer. Her er ingen vindere af stræberløbet, for løbet er aflyst.
”Stræber” spiller på Teater Grob til d. 18 november, for derefter at spille rundt omkring i Danmark som skoleforestillinger.
Idé: Anne Gry Henningsen Manuskript: Julie Maj Jakobsen og Petrea Søe Instruktør: Petrea Søe Scenograf: Lisbeth Burian Medvirkende: Marie Mondrup, Mikkel Reenberg og Anne Gry Henningsen