tirsdag den 25. april 2017

Status...

På Husets Teater har Jens Albinus, med udgangspunkt i Erlend Loes roman, skabt forestillingen Status. Og det er blevet en urkomisk og meget rørende fortælling om lyrikeren Nina Faber, der begiver sig ud på det ultimative hævntogt for at vinde sig selv tilbage i en verden af markedsføringsstrategier, salgstal og en utrolig dårlig anmeldelse.

Der var dem der mente, at Nina Faber burde have fået Nordisk Råds Litteraturpris tilbage i 1970’erne. Hun var på sin egen varsomme måde, en fin lyriker, men faldt aldrig helt i trit med den tids manierede politiske melodi. Hvor andre skrev om Mao, skrev Nina om sump-hullæbe, mønsteret i guldsmedens vinger og om vejret i byer, hun aldrig havde været i. Nu har hun været ude af billedet i årevis. Hærget af modgang og alkohol, og tilbage efter et længere ophold i Istanbul, udgiver den aldrende lyriker nu sin nye digtsamling, BOSPORUS. Nina er nervøs, og da hun på udgivelsesdagen kommer ud for en totalt urimelig anmeldelse, ramler det for hende. Det er payback time…
Foto: Henrik Ohsten Rasmussen
Jeg tror alle vi kender til den, angsten for at præstere. Frygten for at vende vrangen ud på os selv, for så at få at vide, at vi ikke er gode nok. Og her bliver lyrikeren Nina Faber vores nye heltinde. Hendes bersærkergangsagtige hævntogt igennem lyrikerverdenen er så urkomisk, grænseoverskridende og enormt genkendeligt, at vi i salen sidder med krummede tæer og klukler over Ninas eskapader.
Erlend Loe skriver om angst og livslede og gør det med en tilpas stor skefuld kulsort humor. Og Jens Albinus har, med sin iscenesættelse ramt Loes absurde tone lige på kornet.
Som den kriseramte lyriker stråler Tammi Øst. Det er imponerende hvordan hun, ene kvinde, formår at portrættere en så neurotisk og ikke særlig elskværdig karakter som Nina, så hun bliver både bidende komisk, men også dyb og ganske genkendelig. Og rundt om hende snurrer Morten Burian i et utal af roller og giver Tammi Øst og hendes Nina Faber lige netop det modspil hun fortjener. Øst og Burians samspil er rent og flydende. Fx Ninas hævntogt igennem Akademikerboghandlen i Oslo, kommenteret af Burian som et travløb er virkelig helt utroligt morsomt.  
Det er samfundskritisk og aktuelt teater, der, selvom vi normalt ikke uddeler hverken stjerner, hjerter eller balloner her på bloggen, fortjener seks smukke, bare lyrikerrøve at trutte i. Tak!
Tekst: Erlend Loe Instruktør: Jens Albinus Scenograf: Rikke Juellund Medvirkende: Tammi Øst & Morten Burian


torsdag den 20. april 2017

Min Arm...

Hvem kan holde vejret i længst tid? Hvem kan tie stille længst? Hvem kan lade være med at skide i en hel måned? På Edisonscenen på Betty Nansen spiller Claes Bang forestillingen Min Arm, der på mesterlig vis fortæller historien om en ganske unormal, normal dreng.

 

En 10 årig dreng konkurrerer med sin storebror og stikker en dag sin ene arm i vejret ­– hvor længe kan han blive ved? Når der ikke rigtig er en grund til at stikke den op, hvornår er så lige det helt rigtige tidspunkt at tage den ned igen? Der går dage, uger og måneder... og på trods af fortvivlede forældre, formanende læger og forstående psykologer, så kommer armen ikke ned.
 
Foto: Lis Kasper Bang
 
I en neutralt rum, på et podie, står et bord hvorpå der er lagt enkelte rekvisitter. I forbindelse med bordet, er der opsat et videokamera, der projekterer billeder fra bordet op på en skærm. Midt på bordet ligger en tegnedukke; sådan en i lyst træ, med bevægelige led. Der er også en kasse med tilfældige ting publikum har lagt i den inden forestillingens start. Alt fra nøgler, en iPad og en cykelhjelm til en tampon og en lighter. Og så er der Claes Bang, helt alene på scenen hvor hans eneste medvirkende bliver tingene fra kassen. Og så begynder han at fortælle; fortælle historien om drengen, der en dag, da han er 10 år gammel, tager sin ene arm over hovedet og ikke tager den ned igen. 
 
Den britiske dramatiker og skuespiller Tim Crouch har skrevet en forunderlig tekst, der ikke forfalder til at blive en sygdomshistorie, men i stedet bliver historien om hvordan provokationen og stædigheden bliver et magtinstrument for en lille dreng, der bare gerne vil ses. Og i Gitte Skyttes fine oversættelse, flyttes historien helt naturligt fra England til både Fanø, Skjern og København. Det er godt oversætterhåndværk.
 
Og så er der Claes Bang. Han mestrer, om nogen, den svære kunst at spille en monolog, så man sidder yderst på stolen og lytter med. Han har, sammen med Mads M. Nielsens iscenesættelse, en stor del af æren for, at Min Arm på intet tidspunkt forfalder til at blive fortællingen om en stakkel vi skal have ondt af.
 
Min Arm er storytelling på et højt niveau og er forestillingen for alle, der elsker den gode historie.
 
Manuskript: Tim Crouch Oversættelse: Gitte Skytte Instruktør: Mads M. Nielsen Medvirkende: Claes Bang Produceret af Team Teatret


mandag den 17. april 2017

Cirkus Arenas Eventyrlige Fortælling...

Med Cirkus Arenas Eventyrlige Fortælling, har Cirkus Arena hævet barren og præsenterer en fin forestilling med et dejligt budskab, der har bare lige det mere.

 
Da jeg var lille og de voksne spurgte mig, hvad jeg ville være, når jeg blev stor, var svaret for det meste politihundefører, købmand eller linedanser i et rigtigt cirkus. Jeg blev som bekendt ingen af delene, men det var gode drømme og min indre linedanser hopper altid lidt i maven på mig, når jeg kommer forbi en cirkusforestilling.
 
Mille Gori (kendt for de fleste, med en smule kendskab til børnefjernsyn, som Motor Mille) er en kæmpe gevinst for Cirkus Arena og årets forestilling. Hun har skrevet og instrueret forestillingen og binder den, som en rigtig sprechstallmeister, sammen med stort overblik, ro og kæmpe imødekommenhed for alle de børn, der bare gerne vil vinke til eller kramme deres store idol, Motor Mille.*


 
Det er en dygtig flok internationale artister Arena har fået under dugen i år. Især imponerer jonløren Kris Kremo, med sin underspillede charme og dygtighed og Diabolojongløren Pierre Marchand med sit tju-bang nummer og utroligt åbenstående skjorte. Men også dromedarerne og elefanterne tog kegler. Hvor svært jeg end har det med store, eksotiske dyr i manegen, må jeg gang på gang overgive mig og klappe begejstret, når de tonstunge elefanter, elegant sætter sig på halen og vinker med snablen. Eller når en hvid og en sort puddel hos tryllekunstneren Jidinis på forunderlig vis bliver tryllet om til en vaskeægte Dalmatiner. Hos min fireårige ledsager var det især trapezartisten Ekatarina, den bomstærke håndstandsartist Encho og klovnen Jimmy Falco der tog kegler. Med den nykomponerede musik og et topskarpt lille band under ledelse af Alex Bozic, er der også her stammet op og der er knald på musikken fra start til slut.
Dramaturgisk kunne man måske med fordel have fordelt de store dyrenumre bredere over begge akter og ladet et mere energisk nummer end håndstandsartisten Encho slutte forestillingen. Hvor flot og imponerende hans nummer end er, falder energien og der er ikke meget koncentration tilbage i de små numser i sæderne rundt om i teltet efter 2 timer og 30 minutters sansebombardement. Men det er i småtingsafdelingen.
 
I en tid hvor cirkusbranchen tapbløder, må droppe turene på landevejen og ikke kan skaffe publikummer, må det siges at Arena ser ud til at have knækket koden. Med Cirkus Arenas Eventyrlige Fortælling, får publikum en helstøbt oplevelse, med fantastiske artister og et virkelig fint budskab om, at ingen drøm er for stor. Man kan blive lige hvad man vil, hvis man øver sig og står ved sine drømme og ambitioner. Tak til Cirkus Arena og ikke mindst Mille Gori for at minde os alle sammen om, at eventyret venter den, der forstår at gribe det.
 
*Motor Mille præsenterer forestillingen frem til d. 31. maj, hvorefter Bubber overtager rollen fra d. 1. juni til d. 10. august, mens Sara Maria præsenterer når Arena indtager Bornholm fra d. 16. – 22. juli.


onsdag den 12. april 2017

Hamlet...


Med Hamlet sætter Martin Lyngbo et flot punktum for sin tid som teaterdirektør på Mungo Park i Allerød. En forkortet og nyfortolket version af en af Shakespeares nok mest kendte klassikere, klædt i sort og rødt.

Foto: Poul Rasmussen
 
Hævntragedien om Hamlet, er fortællingen om den unge prins, der finder ud af, at hans onkel har dræbt hans far, sat sig på tronen og giftet sig med hans mor.Pludselig finder han sig selv i et spil fuld af intriger, hævn, magt og død. Hans redskab bliver teatret i kraft af nært venskab med skuespillere fra byen. Hvordan kan Hamlet være sikker på at gøre det rigtige? Hvordan kan han bruge sit liv til gavn for Danmark?
 
Det er med Shakespeares ord som med sangtekster, man kender rigtig godt. Når Hamlet begynder på At være eller ikke…, fortsætter vi at være, det er spørgsmålet. Så at sætte musik til Shakespeares kendte ord virker som en indlysende ide. Det giver den gammelkendte tekst, her i Niels Brunses oversættelse, nyt liv. Jonas Munck Hansen, der også medvirker i forestillingen, har komponeret musikken, der leverer det perfekte lydtæppe under Shakespeares tragedie.

Hele Mungo Parks ensemble er på scenen, hvor de springer ind og ud mellem roller, med Christine Albeck Børge i centrum som Hamlet.* Hun giver figuren et androgynt udtryk, der i sin vrede og sorg nærmest kommer til at fremstå gal og forurettet, som kun en teenager kan.

Rikke Juellund har skabt en funktionel og helt sort scenografi, der fungerer perfekt i historiefortællingen om Hamlet. Kun når skuespiltruppen kommer på besøg, brydes det sorte med et rødt scenetæppe. Det virker lige efter hensigten.

Det er en dygtig og velovervejet bearbejdning af Shakespeares ellers så omdfangsrige værk. Replikker og scener er skåret og visse karakterer har fået nye funktioner, som Hamlets ven og fortrolige Horatio, der nu i denne version er leder for skuespillertruppen, der kommer til Helsingør. En eneste, lille anke skulle være, at forestillingen med sine næsten 120 min uden pause bliver lige til den lange side.

Men alt i alt er det et vellykket livtag med mastodonten Hamlet, levende, musikalsk og rygende aktuelt.
Foto: Poul Rasmussen
 

*Rollen som Hamlet deles mellem Christine Albeck Børge og Meike Bahnsen. Jeg så premieren i Allerød, hvor det var Albeck Børge der var på scenen. Men det kan bestemt også kun være interessant at se hvordan Meike Bahnsen gestalter rollen.


Iscenesættelse og bearbejdelse: Martin Lyngbo Oversættelse: Niels Brunse Scenograf: Rikke Juellund Komponist: Jonas Munck Hansen Medvirkende: Christine Albeck Børge/Meike Bahnsen, Anders Budde Christensen, Mads Hjulmand, Nana Morks, Marianne Mortensen, Jonas Munck Hansen & Henrik Prip

 
 



mandag den 27. marts 2017

Jeg Misforstår Gerne Det Hele...

Med Jeg Misforstår Gerne Det Hele tager instruktør og koreograf Jacob Stage og The Peoples Entertainment Group livtag med Marie Keys forunderlige tekstunivers i en spændende hybridteaterforestilling på Betty Nansens Teatrets anneksscene Edison.

 
Foto: Jakob Stage
I et lyserødt univers mødes fire performere om Marie Keys forunderlige tekster og musik. Et stykke pastelfarvet hybridteater om forelskelsens og parforholdets op- og nedture. Og hvad er det så, det der hybridteater? Det vil være for nemt at forklare det som en teaterkoncert, for det er mere end det. Det er lige så meget krop, koreografi og billeder. Og med b.la. den reumertvindende Lige om lidt bliver alting meget sjovere, med tekster af Lone Hørslev, har Jacob Stage været med til at sætte hybridteater på det danske teaterlandkort.

Jeg holder rigtig meget af Marie Key og hendes musik, om end det mest er de tidlige og lidt mere popglade numre, jeg har dyrket mest. Jeg Misforstår Gerne Det Hele var for mig derfor en oplagt mulighed for at udforske Marie Keys finurlige tekstunivers dybere. Og i Jacob Stages iscenesættelse, får de plads, teksterne. Både talt og sunget.
 
Rikke Juellund har skabt en minimalistisk lyserød scenografi, der sammen med Sonja Leas lysdesign, skaber et virkningsfuldt og utrolig smukt, pastelfarvet univers, hvor siluetterne står skarpt og billederne får lov til at kravle helt ind under huden på tilskuerne.

Det er fire virkelig dygtige performere Jacob Stage har samlet. Alle er de stærke både musikalsk og kropsligt og alle formår de, hver især, at bibringe forestillingen noget af dem selv. De synger, danser og spiller instrumeter, så det er en fryd. Det er i udpræget grad en ensemblepræstation og ingen af de fire er på noget tidspunkt overflødige. Jeg bliver dog nødt til at fremhæve Thomas Bang. Med en utrolig timing og sans for fortolkning, giver han han hver sang og hver karakter nerve.

Foto: Jakob Stage
Ideen med at tage Marie Keys numre med ind i et pastelfarvet, popunivers fungerer rigtig godt. Men på trods af en spilletid på kun 60 min., kommer forestillingen dog alligevel til at virke lidt lang. Musikken, spændende nyarrangeret af Marie Louise Büllow, kommer til at fremstå meget identisk og det er desværre med til at trække tempoet ned. Et dramaturgisk blik på spændingskurven ville helt sikkert have givet forestillingen et mere dynamisk tempo. Det er midten af forestillingen, der fungerer bedst. Med et temposkift i numre som Blege knæ, fremragende "tegnssprogstolket" af Anete Lotus Jensen, og Frank, der her bliver en uhyggelig godnathistorie, kommer publikum helt frem i stolesæderne.
Hen mod slutningen daler tempoet igen, men binder samtidig en fin sløjfe på på den krog, forestillingens start hænger op. Og tilbage hænger ét spørgsmål i luften og dirrer: "Hvorfor er vi ikke fri?"

Tekst og Musik: Marie Key Iscenesættelse: Jacob Stage Scenograf Rikke Juellund Lysdesign: Sonja Lea Musik nyarrangeret af : Marie Louise von Büllow Medvirkende: Thomas Bang, Christoffer Sonnich Møller, Anete Lotus Jensen & Mia Lerdam


torsdag den 23. marts 2017

As I collapse...

Med As I Collapse sætter Recoil Performance Group menneskets selvsyn og eksistens under lup. En spændende performance med en meget lille hovedrolleindehaver.

As I collapse er skabt med et ønske om at udfordre menneskets selvsyn og vores opfattelse af hvad liv og krop er. I en scenografi af sort gulv og store goblelignende vandposer mødes 5 dansere og millioner af små lysende alger.

Foto: Søren Meisner


Det er 5 utroligt dygtige dansere, koreograf Tina Tarpgaard har samlet til forestillingen. De udviser enorm og næsten uvirkelig kropskontrol, mens de i sorte latexdragter interagerer med hinanden og de enorme vandposer.
Men forestillingens egentlige hovedperson må være Pyrocystis Fusiformis; den lille bitte alge, der i samarbejde med NaturkKRAFT i Ringkøbing og Teknologisk institut er blevet skabt til forestillingen. I pressematerialet til forestillingen står der om algen:

"Pyrocystis fusiformis er algen, som recoil performance group i samarbejde med biologer og forske-re på Teknologisk institut har opdyrket i store mængder, og som har inspireret de menneskelige kroppe på scenen. Algen er desuden selv en integreret og levende del af forestillingen. Det bemær-kelsesværdige ved Pyrocystis algen er, at den kun lyser, når den bliver berørt. Tilgengæld inviterer dens fortryllende blå skær igen og igen til interaktion. En ellers usynlig organisme, der synligt kom-munikerer, når man rører ved den."


Og det er netop her magien opstår. Ved forestillingens start får alle udleveret en sort kuvert indeholdende en pose, med hvad der ligner almindeligt vand. Men når lyset går ned og man vipper den lille pose i hånden, begynder de små at lyse. Det er som at sidde med en million små stjerneskud i hånden. Og langsomt; ganske langsomt begynder dansen. Som en verden der opstår ud af mørket. Halvvejs er det desværre som om, at forestillingen taber pusten en smule. Men den bliver fanget igen. Og da lyset gik op efter en lille time, havde jeg det, som om jeg havde været vidne til en forunderlig og ny verdens fødsel.  
Og hvad min lille kuvert af Purocytis fusiformis angår, så endte det med, at jeg adopterede den. Nu står den i min vindueskarm og lever sit eget, lille, forunderlige liv.
 
As I Collapse er første del af en triologi, der efter planen skal efterfølges af Masse (2018) og Extended Falls to Humanity (2019).

Komponist/forsker: Till Bovermann Lysdesign: Minna Tiikkainen Forskende kunstner/konsulent Pei_ying Lin Scenograf Sille Dons Heltoft Koreograf: Tina Tarpgaard Dansere: Hilde I. Sandvold, Sam Denton Nelly Zagora, Edward Lloyd & Joy Kammin Alger: Pyrocystis fusiformis


torsdag den 16. marts 2017

Vredens Druer...

Med Vredens Druer på Betty Nansen Teatret bliver nutidens flygtningeproblematik sat under lup i dramatiseringen af John Steinbecks klassisker. For findes det forjættede land? Og er det overhovedet værd at drømme om?

Foto: Natascha Rydvald
Da Tom Joad, efter fire år i fængsel vender hjem til sin families gård er intet til at kende igen. En voldsom tørke har ødelagt landet og de tidligere beboere er tvunget til at flygte, hvis de vil overleve. I en lille, gammel lastbil flygter familien Joad, i selskab med den frafaldne prædikant Jim Casey nu mod Californien og drømmen om mad, sikkerhed og fast arbejde. Men drømmen krakelerer jo længere de rejser og familien får hele tiden sværere ved at holde sammen.
Foto: Natascha Rydvald
Det er en voldsom og stor historie der rulles ud. Og heldigvis er der blevet samlet et solidt og sikkert hold skuespillere til at formidle de mange karakterer og den bastante fortælling. Det er en ensembleforestilling i sin reneste form, hvor historiefortællingen er i fokus.
Olaf Johannessen leverer et rørende portræt af den frafaldne prædikant Jim Casey, der ofrer sig og påtager sig skylden for sønnen Tom Joad, da denne i vrede har slået en politimand ned. Særligt imponerende er det, fordi Johannessen halvvejs i prøveforløbet måtte overtage rollen fra en stemmeskadet Nicolaj Kopernikus.
Kristian Halkens portræt af den desillusionerede og fordrukne Onkel John, der kæmper med skyld over at have slået sin kone ihjel, rører dybt.

Instruktør Katrine Wiedemann er en eminent historiefortæller og billedskaber. Og sammen med scenograf Maja Ravn har hun begået en genistreg. Ved at reducere dybden af den betongrå scenografi, så der kun er 1,5 m. spilleplads i dybden, kommer historien og skuespillerne meget tæt på. Og det hele kommer til at foregå lige på afgrunden, så vi i salen må holde vejret.
Med Vredens Druer fortæller Betty Nansen Teatret og det fantastisk velspillende ensemble flygtningenes historie og gør den klassiske Steinbeck fortælling hyper aktuel. Her får den voldsomme flygtningemasse et ansigt og en historie.

Jeg vil ikke spoile noget, for det er en forestilling der skal opleves og mærkes på egen krop. Men specielt slutningen rammer hårdt og trak tårer i mine øjne. Det er en fortælling og en forestilling der sidder i kroppen, længe efter lyset i salen er gået op igen. Og her er det kun på sin plads at slutte med Mor Joads ord: "Vi er det levende folk. Vi bliver ved med at komme."

Manuskript efter roman af John Steinbeck Dramatiseret af Frank Galati Dramaturg og oversætter: Karen-Marie Bille Instruktør: Katrine Wiedemann Scenografi og kostumer: Maja Ravn Medvirkende: Kristian Halken, Marie Bach Hansen, Joachim Fjelstrup, Laura Bro, Olaf Johannessen, Jens Jacob Tychsen, Lars Simonsen & Joen Højerslev