onsdag den 16. maj 2018

KOM DU? - Husets Teater...

Hver syvende danske mand har været hos en prostitueret. Han repræsenterer et bredt udsnit af den mandlige befolkning og kan komme fra alle sociale lag. Han kommer i alle aldre og kan være gift eller ugift. Men hvem er den mand, der køber sex? Hvad søger han hos den prostituerede? Hvad er hans tanker om prostitution og om sig selv som kunde? Hvordan legitimerer han det, han gør, og hvordan forholder han sig til det, sanseligt, menneskeligt og moralsk?

Foto: Bjarne Stæhr
’How much?’ råbte manden i bilen til mig, da jeg var ved at parkere min cykel. Jeg arbejde på et værtshus på Reventlowsgade, nærmest lige på hjørnet af Istedgade og gjorde også ofte rent tidligt om morgenen i de få timer, værtshuset var lukket. Og det var ofte mere reglen end undtagelsen, at jeg blev antastet af mænd, mens jeg var ved at låse mig ind eller ud. Hver gang ignorerede jeg manden, som så nogle gange blev så vred, at han så sig nødsaget til at råbe ting som ’lede kælling’ efter mig, inden han kørte videre. 

’Kom du?’ af Teater Rio Rose, der lige nu gæstespiller på Husets Teater, er en undersøgende forestilling, der forsøger at trække prostitutionskunden ud i lyset. I et venteværelse møder vi mænd på vej ind og ud fra deres besøg hos en prostitueret. Ham der gerne vil have det ’ægte’, ham hvor det bare skal gå stærkt, ham der skal af med nogle aggressioner og ham der er blevet forelsket i den prostituerede og hungrer efter nærhed. De er der alle sammen. Ind og ud kommer de, mens de venter på, at den røde lampe bliver grøn og det bliver deres tur. 

Forestillingen er iscenesat af Tove Bornhølf og gennemkoreograferet af Julie Anne Stanzak. Sammen har de formået at skabe smukke billeder og helt groteske situationer. De to medvirkende, Peter Flyvholm og Folmer Kristensen er ikke dansere, men tilpas fysiske i deres spil og bevægelser, så vi tror på hver eneste karakter de skaber. Flere af scenerne var så groteske, at de blev urkomiske og jeg måtte holde mig for munden for ikke at komme til at hulke højt af grin. Det er dejligt forløsende i en forestilling med så tungt et emne, som ’Kom du?’. En af de mest groteske og frastødende scener, er der hvor en af kunderne, i skikkelse af Folmer Kristensen, helt bryder den 4. væg ned og begynder at spørge kvinder i publikum ’hvor meget koster du?’ eller tilbyder ’gratis’ ferie på Maldiverne, der ’bare’ kræver et par enkelte modydelser. 

Desværre taber forestillingen pusten hen mod slutningen, der nærmest bliver et manifest. Der går alt for meget løftet pegefinger i den. ’Kom du?’ er ikke en rar eller rensende forestilling og man kommer ikke til at forlade teatret opløftet. Det er en forestilling med noget vigtigt på hjerte, der desværre ikke kommer helt i mål. Men den ER vigtig og har i høj grad sin berettigelse. Og så er vi tilbage hos mændene i bilen, der ruller vinduet ned og råber ’how much?’. Så længe spørgsmålet ’Hvor meget koster du?’ er legitimt, skal der være nogen til at råbe op. Og det gør ’Kom du?’, Teater Rio Rose og instruktør Tove Bornhøft heldigvis. Tak!

’Kom du?’ er produceret af Teater Rio Rose, spiller på Husets Teater frem til d. 2. juni 2018 og varer lige omkring 1t. uden pause. 

Teater Rio Rose har eksisteret i 33 år under Tove Bornhøfts kunstneriske ledelse. Men efter denne sæson er det desværre slut. Teater Rio Rose har i alle årene været garant for vigtige forestillinger, der har lagt op til debat. Som en markering af Tove Bornhøfts mangeårige kunstneriske virke, modtog hun i forbindelse med premieren på ’Kom du?’ meget fortjent Foreningen af Danske Sceneinstruktørers Hæderspris.

IDÉ OG INSTRUKTION: Tove Bornhøft KOREOGRAF: Julie Anne Stanzak KONSULENT: Odile Poulsen MANUSKRIPT OG DRAMATURGI: Holdet MEDVIRKENDE: Peter Flyvholm og Folmer Kristensen 


søndag den 13. maj 2018

NATTEN - Myka...

'Natten' af MYKA er en sansemættet forestilling, der inviterer med ind i natten, hvor stjernerne skyder og månen drysser støv i vores øjne. Dejligt og inviterende danseteater for de allermindste. 

To lysende dansevæsener inviterer forældre og spædbørn med på en sanserejse ind i en harmonisk og tryg natteverden. Her kan de sanse stjernerne helt tæt på. De kan røre dem, se dem og høre dem. ’Natten' er duft, dans, lys og musik. 

Foto Morten Arnfred
Når man køber billet til ’Natten’ af MYKA der lige nu spiller på Zangenbergs Teater, gælder én billet for en voksen med en baby. I det lille scenerum er der plads til præcis 12 voksne og 12 babyer. Og sammen bliver både små og store inviteret ind i et helt særligt rum, hvor de to dansere inviterer månen og stjernerne ned og drysser månestøv i vores øjne. Vi tilskuere sidder på hvide puder i en rundkreds i den mørkeblå scenografi, hvor månen, stjernerne og små klimprende klokkespil hænger fra loftet og de to dansere, My Grönholdt og Julie Rasmussen, klædt i silkeblødt nattøj i hvidt og blåt, langsomt bevæger sig rundt til den fantasifulde musik, der lyder som noget der kunne komme ud af en spilledåse. Pludselig bevæger stjernerne (små lysende bolde) sig og kommer ned til os. Babyerne får dem i hånden, mens klokkerne klimprer. 

Selvom jeg ikke selv er mor, har jeg kendt mange spædbørn og ofte tænkt, hvad pokker de mon egentlig drømmer, når de drømmer. At se ’Natten’ må være som at træde ind i spædbarnets fantasi under søvn. Et dejligt rum fuld af lyde, farver, lys og dufte. Og jeg var så heldig at få lov til at se forestillingen med et af mine små yndlingsmennesker, Nila på 9 måneder, der lappede det hele i sig og flere gange kom med begejstrede hvin. Det der er helt fantastisk ved denne forestilling er, at den inviterer til interaktion. Det er okay at kravle rundt, røre ved scenografien, undersøge og udforske og ikke bare sidde og se voksne lege. ’Natten’ har ikke en lineær handling, men er en danseinstallation bygget over nattens magi.

De sidste forestillinger af ’Natten’ på Zangenbergs Teater er desværre fuldstændig udsolgt. Det har de faktisk været siden før premieren. Så til alle med babyer, kan jeg kun opfordre til at holde øje og håbe den popper op igen snart. Og lad så de mere end udsolgte huse være vidne på den enorme efterspørgsel der er på forestillinger specielt til denne målgruppe. 

’Natten’ er produceret af MYKA og spiller på Zangenbergs Teater til d. 19. maj 2018 og varer ca. 30min uden pause.



KOREOGRAF: My Grönholdt SCENOGRAFI OG KOSTUMER: Mie Riis LYSDESIGN: Mikkel Jensen KOMPONIST: Erik Christoffersen MEDVIRKENDE: My Grönholdt og Julie Rasmussen


lørdag den 28. april 2018

FJER//MAJINSKI - Sydhavn Teater...

Sydhavn Teater tager med forestillingen ’FJER/MAJINSKI’, sat i scene i det gamle kapel på Vestre Kirkegård, livtag med Ursula Scavenius tekst ’Fjer’. En interessant isenesættelse, der desværre ikke kommer i mål.

Den tidligere kunstner Majinski er blevet forvist til et halvfærdigt betonbyggeri i udkanten af Sofia, Bulgarien, og her forsøger han at skabe sig en nogenlunde værdig tilværelse, mens hans datter løber rundt om natten, konen sidder i kørestol og krigstraumet langsomt kommer krybende og ødelægger ham indefra.

Foto: Lars Grunwald
Sydhavn Teater sætter med ’FJER//MAJINSKI’ Ursula Scavenius tekst ’Fjer’ i scene. En tekst Scavenius modtog Bodil og Jørgen Munch-Christensens kulturlegat for i 2016. Forestillingen spilles i Østre Kapel på Vestre Kirkegård, der har stået tomt i næsten 90 år, indtil Sydhavn Teater fik lov at tage det i brug i 2016. 

Ved forestillingens start bliver publikum ført ind i kapellet og sat på stole spredt rundt i rummet. Den ene ende af rummet er lukket af med gul- og sortstribet advarselsbånd, hvor der står tre personer bag. 

Scenografisk er idéen om at lade de tre karakterer være lukket inde i bag advarselsbånd og blive truet af Vestens Klamme Hånd (afvikler Malik Grosos) når de bevæger sig udenfor, egentlig rigtig god. Den lukkede østblok, med vilde hund, kål og grå beton på den ene side og vesten og alle privilegierene på den anden. Men jeg kedede mig desværre flere gange selvom forestillingen kun varer godt og vel 1 time. Jeg følte mig distanceret fra de tre inde bag advarselsbåndet og havde svært ved at høre meget af, hvad der blev sagt og jeg havde svært ved at fatte sympati med karaktererne. 

Og det er ikke fordi de ikke gør det godt, de tre på scenen, Kasper Ørum, Gustav Scavenius og Rakel Valdimarddottìr. ’FJER//MAJINSKI’ er en meget fysisk forestilling, hvilket de tre mestrer til ug. Der er desværre bare en dramaturgisk mistone, der gør forestillingen tung at komme igennem. Først mod slutningen hvor adskillelsen langsomt brydes ned, begynder det at blive spændende, men det er desværre for sent. Det er som om Scavenius’ tekst ikke formår at komme igennem med sit fulde potentiale i iscenesættelsen.

Selve Østre Kapel er en rigtig flot og velvalgt lokation til lige netop denne forestilling. Specielt slutningen får et ekstra boost af omgivelserne og det gamle kapel er med til at sætte stemningen.

’FJER//MAJINSKI’ spiller i Østre Kapel på Vestre Kirkegaard lige ved Sydhavn St. frem til 11. maj 2018 og varer 1t.10min. uden pause.

FORFATTER: Ursula Scavenius INSTRUKTØR: Mille Maria Dalsgaard LYD & LYS: Brian Larsen MEDVIRKENDE: Gustav Scavenius, Kasper Ørum, Rakel Valdimarsdottir og Malik Grosos (Afvikler og publikumsguide)


onsdag den 25. april 2018

THE ART OF FALLING, Teatret ved Sorte Hest...

’The Art of Falling’ er en komi-tragedie og et morsomt og rørende portræt af mor og datter, Edith Bouvier Beale, bygget på kult dokumentaren ’Gray Gardens’. Det er en absurd, smuk, morsom og til tider nærmest overspillet forestilling.

I en voldsomt forfalden rigmandsvilla i det mondæne East Hampton nord for New York bor Store – og Lille Edith Bouvier Beale – to kvinder, der engang tilhørte den privilegerede amerikansk overklasse – som fattige kirkerotter i en slags folie à deux. Omgivet af katte, vaskebjørne, tomme konservesdåser og stadigt voksende bunker af skrald lever de to som Beckett’ske vagabonder – med livsløgnen om deres egne musikalske begavelser som vigtigste selvopholdelsesdrift.

Foto: Rickard S. Söderström
’The Art of Falling’ er en fascinerende historie om mor og datter, store og lille Edith Bouvier Beale, der bor i et saneringsværdigt strandvilla i det ellers så mondæne East Hampton i staten New York. I et voksende bjerg af skrald har de forskanset sig i moderes soveværelse, mens husets 27 øvrige rum bebos af vildkatte og vaskebjørne.  De er Jackie Kennedys tante og kusine og var engang en del af den privilegerede amerikanske overklasse. Men noget gik galt og nu sidder de to kvinder alene tilbage i det store hus og insisterer hårdnakket på at være præcis som de er, mens verden udenfor presser sig på. Forestillingen er inspireret af kult dokumentarfilmen ’Grey Gardens’ fra 1975 der følger de to kvinder gennem et par måneder.

Lad mig starte med en kritik af noget, jeg kun kan klandre mig selv for. Jeg havde desværre ikke sat mig nok ind i historien bag om forestillingen til at føle, at jeg var helt med i fortællingen om de to kvinders særprægede historie. På den måde følte jeg mig en smule hægtet af, men kunne samtidig ikke lade være med, at drage paralleller til Eva Mulvads dokumentar ’Det gode liv’ om en mor og datter der lever dybt forgældet i Portugal på minderne om hvad de var engang. ’The Art of Falling’ er nærmest Beckets’ i sin opbygning, hvor de to kvinder lader livet passere, mens de nærmest lever i en græsk tragedie, med deres minder om fortiden. 

Sue Hansen-Styles er fantastisk i sit portræt af store Edith. Den gamle kvinde med en fortid som sanger, der bruger tiden på, helt hen slugt at se på gamle familiebilleder. Hun er dejligt underspillet og intens at følge. Sira Stampe er sjov og rørende som den excentriske og dramatiske lille Edith, der hænger fast i fortiden som model og drømmen om at blive danser. Og Kevin Kiernan-Molloy er morsom i flere små roller. Specielt som præsten der kommer til middag på store Ediths fødselsdag, er komisk i sin underspillede forknythed over hele situationen. Det eneste tidspunkt jeg ikke synes det fungerer, er når han besøger de to som Jackie Kennedy. Her bliver det helt bizart. 

Spillestilen i ’The Art of Falling’ tenderer til tider karikatur og bliver en smule for overspillet til min smag. Og det skal fremhæves, at det er en rigtig god idé at have sat sig ind i historien om de to excentriske kvinder og måske endda have set dokumentaren ’Gray Gardens’ inden man går ind og ser forestillingen. Men har man det, er jeg sikker på, at man vil blive rigtig godt underholdt.

’The Art of Falling’ er produceret af Why Not Theatre Company og spiller på Teatret ved Sorte Hest til d. 12. maj 2018 og varer 1t.25min. uden pause. OBS. Forestillingen spilles på engelsk. 

TEKST: Sara Stridsberg INSTRUKTØR OG SCENOGRAF: Rhea Leman LYSDESIGN: Katja Andreassen OVERSÆTTER Ann Henning MEDVIRKENDE Sue Hansen-Styles, Sira Stampe og Kevin Kiernan-Molloy


mandag den 23. april 2018

FOR ENDEN AF REGNBUEN, Nørrebro Teater...

’For enden af regnbuen’ er en sjov og publikumsinddragende forestilling med Tobias Trier i fuld flick flack som den noget flossede og afdankede crooner Kaj Bino. 

Den afdankede crooner og levemand Kaj Bino står ansigt til ansigt med publikum i endnu et comebackshow ved navn ’For enden af regnbuen’. Kaj er en charlatan, der guider publikum gennem en stormfuld rejse på livets landevej. Undervejs er det publikums dømmekraft, som afgør hvilke sange og anekdoter, der bliver vakt til live på scenen. Men Kaj har mere end underholdning i ærmet. Han har hemmelige planer om et nyt fællesskab, som toner frem for enden af regnbuen.
Foto: Horner Media
Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde forventet, da jeg, på en af årets foreløbigt varmeste forårsdage, satte mig til rette i foyeren på Nørrebro Teater til en gang syng-med-teater med Tobias Trier. Vel egentlig lidt hyggelig chit chat, et par sange og så ud igen og nyde den lune forårsaften. Det var så ikke helt det jeg fik, og tak for det. For det jeg fik, var meget sjovere. 

I ’For enden af regnbuen’ møder vi den noget afdankede Kaj Bino, der med guitar og rytmeboks har besluttet sig for at bruge sin tid på at underholde og gøre glad. Men langsomt gennem de 75min. show, bærer retorikken mere og mere i retning af vækkelsesmøde og vi opdager, at Kaj Bino er mere end bare lidt flodset i kanten.

Jeg er helt pjattet med Tobias Trier og hans musikalske evner og tekstbeherskelse, der kan få Jules Verne til at rime på stjerne. Det er sjovt og über banalt og han har også tilpas meget selvironi i sit portræt af den noget afdankede Kaj Bino, der er ude på at snøre os alle. Det hele bliver leveret med charme og glimt i øjet. Jeg synes dog desværre ikke, at selve dramaturgien og den konstante vekselvirkning mellem interaktion med publikum og sang helt kommer i mål. Det bliver for tidligt for tydeligt, hvad det egentlig er han er ude på, ham Kaj Bino. Det betyder, at hele seancen bliver lige lovligt lang i spyttet.

Men dermed ikke være sagt, at det ikke er sjovt. Spiller du som publikum med på præmissen og tør lade dig inddrage, så er ’For enden af regnbuen’ lige en forestilling for dig. Vil du hellere have lov at synke ned i sædet og lade dig underholde, skal du nok kigge dig om efter en anden forestilling.

’For enden af regnbuen’ spiller på Nørrebro Teater til og med d. 5. maj 2018 og varer ca. 75min. uden pause.

MEDVIRKENDE/MANUSKRIPT/MUSIK: Tobias Trier INSTRUKTION: Johan Sarauw 


søndag den 22. april 2018

LANDET UDEN DRØMME, Eventministeriet og Fix & Foxy...

Fix & Foxy og Eventministeriet har med ’Landet uden drømme’ skabt en forestilling, der får os til at se ind i fremtiden og vide, at vi ikke skal være bange. Anderledes og fuldstændig fortryllende.

På scenen står en kvinde. Hun siger, at hun kommer fra fremtiden. Hun siger, at hun er kommet for at redde os fra os selv. At vi er holdt op med at drømme. At vi ser fremtiden som et dystopisk mareridt af naturkatastrofer, geopolitiske nedsmeltninger og robotter der overtager vores følelser og sociale relationer. Hun siger at hvis ikke vi begynder at drømme, så forsvinder den fremtid hun kommer fra. Hun begynder at fortælle historien om fremtiden, som vi ville ønske den blev.

Foto: Søren Meisner
Jeg indrømmer det gerne. Jeg er en af dem, der ikke ser alt for positivt på fremtiden, en rigtig fremtidspessimist. Jeg ser ikke nyheder i tv, for det gør mig trist til mode, jeg åbner ikke artikler med breaking news i rubrikken og er ret sikker på, at magtliderlige mænd, vil få verdensordenen til at kollapse sammen med økosystemerne og isen på polerne.

Så hvad ville jeg gøre, hvis der en dag stod en kvinde foran mig, kiggede mig dybt i øjnene og sagde: ’Jeg kommer fra fremtiden. Du skal ikke være bange.’? Fix & Foxy og Eventministeriet står bag forestillingen ’Landet uden drømme’ med skuespiller Lise Lauenblad alene på scenen som kvinden fra fremtiden, der er kommet for at forsikre os om, at vi ikke skal være bange, for alt bliver godt. I et helt hvidt rum med sort gulv, uden sætstykker, bagtæppe eller rekvisitter står hun midt på scenen i en rød kjole, sorte strømper og med det lange blonde hår slået ud. Hun begynder at pege folk ud i salen, fortælle hvad de føler og tænker, taler om hele situationen i 3. person. Og så forlader hun rummet ganske kort for at komme ind igen og fortsætte med at tale. Det gentager sig flere gange og hver gang har vi en fornemmelse af, at hver gang hun kommer tilbage, har der været et spring i tinden. Hun får os til at grine og gyse, mens hun forsøger at overbevise os om, at hun virkelig er fra fremtiden. Og pludselig begynder hun at transformere sig. En nøgen figur i marmor, et insekt, et scifi-uhyre med et udtryksløst ansigt, hvor mundens sorte hul er det eneste der bryder. Pludselig er hun helt tilbage til amøbestadiet, hvor cellerne venter på at dele sig og evolutionen går i gang. Og hele tiden med budskabet: alt bliver godt i fremtiden.

’Landet uden drømme’ er en udfordrende forestilling, for forestillingsevnen og tålmodigheden. Det er ikke forestillingen for dig, der bare helst vil synke ned i sædet i mørket på publikumsrækkerne og lade dig underholde. Der er grundlys på publikum og scenen det meste af forestillingen og der er nærmest ingen scenografi og rekvisitter. Det kræver overskud og ro i øverste etage, hvis tankerne ikke engang i mellem skal ende med at stikke af. Og jeg må indrømme, at jeg enkelte steder tog mig i at zoome ud og slippe koncentrationen lidt. Men så kom slutningen og væltede mig omkuld, så jeg fik kæmpe tårer i øjnene og et enkelt hulk undslap min sammensnørede hals.

Tue Biering har skabt en intens og stram forestilling og Lise Laueblad brillerer som kvinden fra fremtiden, der er kommet for at berolige os. Hun tager publikum i hånden og præsenterer den komplekse tanke bag forestillingen med ro, nerve og masser af humor. Bravo. Jeg vil ikke skrive mere, i frygt for at komme til at overforklare eller spoile noget. Men efter ’Landet uden drømme’ har fremtidspessimisten i mig fået trangere kår. For jeg har set ind i fremtiden og alt bliver godt!

’Landet uden drømme’ er et samarbejde mellem Fix & Foxy og Eventministeriet/Det Kongelige Teater, spiller på Skuespilhuset frem til d. 2. maj 2018 og varer 1t.30min. uden pause.

INSTRUKTION OG KONCEPT: Tue Biering/Fix & Foxy DRAMATURG: Tanja Diers SCENOGRAF: Edward Lloyd Pierce LYSDESIGN: Edward Lloyd Pierce LYDDESIGN: Janus Jensen MEDVIRKENDE: Lise Lauenblad


tirsdag den 17. april 2018

HVID USKYLD, Teater Får 302...

I forestillingen 'Hvid Uskyld' tager kunstnerkollektivet Familien og Teater FÅR302 livtag med Danmarks fortid som kolonimagt i en satirisk og selvransagende forestilling, der skubber hykleriet frem i forreste række. 

I et rum fyldt med sukker og bevæbnet med krinoliner, dykkerudstyr og solcreme forsøger 3 personer at gøre status efter jubilæumsåret af salget af de Vestindiske Øer. Men stoffet er komplekst, deres viden ufuldstændig og deres moralske kompas sat på prøve. De kommer til kort og må vedvarende skifte taktik og angribe stoffet fra en ny vinkel og et nyt setup. ’Hvid Uskyld’ består af seks små akter, der hver især varierer i form og genre, og på forskellig vis diskuterer vores individuelle såvel som nationale forhold til kolonitiden.
Foto: Thomas Cato
Hvem skal sige undskyld for hvad? Og til hvem? Og kan man overhovedet sige undskyld til de døde? I et kridhvidt, sukkerklæbrigt univers tager kunstnerkollektivet Familien os med ned af historien smalle sti, til slavehytterne og den fortid vi helst bare vil glemme.

’Hvid Uskyld’ tager fat i de officielle udtalelser angående Danmarks fortid som kolonimagt og blander det skamløst med satiriske sketches, der sætter hele problematikken om ’undskyld eller ej’ på spidsen. I hvide krinoliner og høje pudderparykker serverer de tre medvirkende Danmarks noget plettede fortid i en ordentlig omgang ’Game of Sugar’. 

Holdet har formået at skabe en stærk tekst med plads til både humor og eftertanke. Det stikker helt af, når to veninder tager på drømmerejsen til den gamle danske koloni og gør Danmarks fortid som slaveførende nation til en turistattraktion, hvor Kurt Ravn dukker op klædt ud som Peter von Scholten og Lille-Lars fra Græsted får mere end svært ved at forklare forskellen på at sige undskyld som privatperson og kun at kunne beklage som offentlig person. Både de to veninder og vi på publikumsrækkerne er blevet klogere på livet og kolonitidens kompleksitet. 

Siggi Óli Pálmason har skabt en enkelt, men enormt effektfuld scenografi, der langsomt trækker sig sammen om de tre spillere, mens sukkeret drysser ned fra loftet.

’Hvid Uskyld’ er en stærk satirisk og selvransagende forestilling, der serverer hykleriet og arrogancen med en ordentlig skefuld sukker, der får den sure medicin til at glide ned.

’Hvid Uskyld’ er produceret af kunstnerkollektivet Familien og Teater FÅR302 og spiller på Teater FÅR302 til d. 12. maj 2018 og varer ca. 1t. 15min uden pause.

INSRUKTØR: Lene Skytt TEKST: Holdet SCENOGRAF: Siggi Óli Pálmason KOREOGRAF: Maria Saaby Noer KOSTUMER: Amalie Aunsbjerg Jørensen LYSDESIGN: Maria Pi LYDDESIGN: Emil Sebastian Bøll DRAMATURG: Tine Byrdal CO-FORFATTER OG KUNSTNERISK SPARRING: Rosa Sand MEDVIRKENDE: Birgitte Prins, Mikkel Trier Rygård og Charlotte Elizabeth Munksgaard