mandag den 18. september 2017

AMERICAN IDIOT, Den Grå Hal...

Med rock operaen ”American Idiot” i Den Grå Hal på Christiania slår Heltmus Production deres berettigelse i det danske teaterlandskab fast med syvtommersøm. ”American Idiot” er en tur tilbage til 00’erne, men også en dystopisk fremtidsvision. For hvordan finder man meningen med livet, når livet ikke længere giver mening?

”American Idiot” handler om de tre unge fyre Johnny, Tunny og Will, der forsøger at gøre oprør mod deres røvsyge liv i en lille amerikansk provinsby. Tunny og Johnny rejser til storbyen for at søge lykken, mens Will bliver hjemme og forsøger at få forholdet til sin gravide kæreste Heather til at fungere. Tunny opgiver hurtigt storbylivet, melder sig til militæret og bliver, ganske hurtigt, sendt i krig, hvor han mister sit ene ben. Will finder sig selv i hårde stoffer, men finder samtidig også en side af sig selv, han ikke kan lide, Samtidig finder han også  den store kærlighed og mister den igen. Forestillingens sange er mestendels fra albummet American Idiot, men også fra Green Days store bagkatalog.

Foto: Martin Mydtskov Rønne

Det var med absolut ingen forventninger, jeg satte mig til rette i Den Grå Hal på Christiania til Heltemus Productions seneste satsning ”American Idiot”. Eller det vil sige, at jeg ikke vidste hvad jeg skulle forvente mig. Jeg sad der og lod mig, i de 90 min. forestillingen varer, suge ind i det dystopiske, dog smukke univers forestillingen præsenterer for os. Og pludselig gik det op for mig, hvor mange af Green Days numre jeg faktisk kender, også uden rigtig at have fulgt Green Days karriere, siden jeg som 13 årig, i 1994 købte albummet Dookie i et supermarked i Cannes og hørte det på repeat på min discman, mens de sydfranske bjerge for forbi.  
Det er et suverænt og virkelig velsyngende ensemble Heltemus Productions stiller med, til ”American Idiot”, med svenske Bruno Mitsogiannis som forestillingens absolutte midtpunkt. Han synger og spiller rollen som Johnny med en sådan sikkerhed og overskud, at man næsten tror han ER Johnny. Også Rikke Hvidbjerg som hans kæreste Whatsername skal fremhæves, for sin sublime stemmekontrol og Frederikke Vedel for sit sødmefulde, dog håndfaste portræt af Wills gravide kæreste Heather.
Benjamin la Cour, der i sidste sæson lavede scenografi til Fredericia Teaters smukke ”Klokkeren fra Notre Dame”, har igen begået et scenografisk mesterværk til ”American Idiot, hvor store betonklodser, helt enkelt, hejses op og ned i løbet af forestillingen og rullende fortove/transportbånd får universet til at skifte så let og glidende, at jeg flere gange måtte hvine en lille smule af fryd.
Denne anmeldelse har udviklet sig til en mindre lovprisning af alt det gode ”American Idiot” kan. Men det er ikke løgn, ”American Idiot” er et fremragende værk. Og om du mener du er til rock eller ej, bør du unde dig selv den oplevelse der er, at se denne forestilling, i lige præcis de her rammer og i den her scenografi.

Instruktør/koreograf: Tim Zimmermann Kapelmester: Mikkel Gomard Scenograf: Benjamin la Cour Kunstnerisk leder: Thomas Bay Medvirkende: Bruno Mitsogiannis, Christoffer Brodersen, Snorre Tøndel, Anders Gjesing, Rikke Hvidbjerg, Frederikke Vedel, Ksenia Timoshenko, mf.  


søndag den 17. september 2017

SKAM 1 - Eva, Aveny-T...

Den norske hitserie SKAM har, som det første sted i verden, ramt de skrå brædder på Aveny-T på Frederiksberg. Og det fungerer over al forventning. Det er ungdomsteater med nerve og noget på sinde.

Foto: Pernille Kaalund

Med udgangspunkt i første sæson af den norske hitserie SKAM, om den unge pige Eva og hendes kvaler med kæreste, gymnasiestart, jalousi, fortid og nye – og gamle veninder, blænder Aveny-T på Frederiksberg op for teaterversionen”SKAM 1- Eva”. Med en flok håndplukkede, helt unge skuespillere – nogle friske fra Gymnasiet, andre elever på statens skuespillerskoler – har Martin Lyngbo, tidligere direktør for Mungo Park i Allerød, sat i scene. Line Mørkeby har bearbejdet, og på fineste vis formået, at få skåret hele første sæson af SKAM ned og helt ind til benet. Hun og Lyngbo formår at få essensen af tv-versionen frem, så latteren ruller og tårerne triller. Blandt andet scenen, hvor Vilde brækker sig efter en alt for vild bytur, mens hendes fire veninder holder hendes hår, til tonerne af Dejlig er Jorden, er både så absurd komisk og på samme måde så rørende fin, at jeg måtte knibe en lille tåre.

Jon Stephensens scenografi er helt enkel og har publikum på tre sider, samtidig med, at salen også inddrages som spillerum. Det er med til at give forestillingen liv og nerve og scene – og kostumeskift foregår nærmest umærkeligt og giver et godt flow til forestillingen.

De 8 medvirkede ER deres karakterer, uden på nogen måde at være en 1:1 kopi af deres tv-alterego. Det er en ensemblepræstation man sjælendt ser og man mærker kærligheden og venskabet, alle 8 i mellem. Jeg bliver dog nødt til at fremhæve Frieda Joanna Krøgholt, der, kun 17 år gammel, giver os et nuanceret og rørende portræt af Eva. Det er meget dygtigt karakterarbejde. Sammen med Sylvester Byders følsomme gestaltning af Jonas, bliver hun nerven i SKAM 1 – Eva.

Jeg må - med skam - indrømme, at jeg gik ind til forestillingen som en skeptiker. Men jeg kan roligt sige, alt er love!

Iscenesættelse: Martin Lyngbo Scenografi: Jon Stephensen Bearbejdning: Line Mørkeby
Medvirkende: Frieda Joanna Krøgholt, Sofie Salee, Asil Al-Asadi, Nanna Finding Koppel , Karla Rosendahl Rasmussen, Sylvester Byder, Mathias Käki Jørgensen og Jonathan Sthalschmidt



søndag den 10. september 2017

MARIA OG MOHAMED, Teater Grob...

Teater Grob og teaterRICH er gået sammen og har begået en sci-fi-forestillingen MARIA OG MOHAMED. En opdagelsesrejse ind i Maria og Mohameds liv. Og det er en rutsjetur mellem store følelser, grin og en klump i halsen.

Maria er født og opvokset i Hellerup med højt til loftet, følelsesmæssigt overskud, nudistforældre og økonomien i orden. Mohamed er født i Mogadishu, Somalia, flygtet til Danmark og opvokset i Kolding med flugten og krigens skygge over familien i et fremmed land. Nu mødes de på scenen. MARIA OG MOHAMED er en collage, hvor Maria og Mohamed spiller hinanden i væsentlige begivenheder og relationer i deres respektive liv. Scenerne udspiller sig i et sitrende sci fi-univers – et ukendt territorium for dem begge. MARIA OG MOHAMED går på opdagelse i to menneskers liv på godt og ondt, og er en rejse til det indre rum.

Foto: Emilia Therese

Ved første øjekast er de et pudsigt match, Maria Rich og Mohamed Ali Osman, som de træder frem for os i deres blå heldragter med ens, nærmest selvlysende sko og hver med en kasse under armen. De skal på en ekspedition, en ekspedition ind i hinandens liv og historie. Og det er her det pudsige match, pludselig giver mening. Netop fordi der er så stor forskel på de to, både fysisk, kønsligt og baggrundsmæssigt, giver rejsen ind i hinandens historie mening. Og når de så går i gang med at fortælle hinandens historier, opstår magien. For det giver forestillingen så meget intensitet, at de ikke bare fortæller deres egne historier til hinanden og os. Som når Maria, som Mohamed, fortæller om dengang, han fandt sit alterego Ozzy. Eller når Mohamed, som Maria, fortæller om dengang, hendes liv krakelerede under stress og depression. Ja, så skiftevis griner og græder vi. Og de er gode de to. De tør gå planken helt ud og fortælle os alle de mest personlige og private historier. Det er modigt og virkelig godt spillet.

Daniel Wedel har iscenesat med sans for de personlige historier, med utrolig meget humor og plads til de helt store grin. Dramaturgisk halter forestillingen desværre. Der er steder hvor forestillingen dykker og det virker som om, den ikke helt ved hvilken vej den skal. Det er en skam, for når det hele kører, er det hele utroligt seværdigt, morsomt og lærerigt. For alt det der med rumdragter og rejser ind i et sci-fi-univers er, i mine øjne, slet ikke nødvendigt. Jeg kunne ønske mig lidt mindre rumrejse og lidt mere historiefortælling.

Maria Rosendahl Chemnitz har skabt en fantastisk scenografi og nogle kostumer, der understreger præmissen i rejsen til et fremmed, indre rum, der, i samarbejde med Malte Hauges gennemarbejdede lysdesign, rammer forestillingen flot ind.

Alt i alt en intens rejse ind i Maria og Mohameds univers. Og til slut opdager vi, at de slet ikke er så forskellige de to, Maria og Mohamed, men derimod skræmmende ens. Tak fordi i tør vise os det!

Manuskript: Vivian Nielsen Tekstfragmenter: Maria Rich og Mohamed Ali Osman Iscenesættelse og dramaturgi: Daniel Wedel Scenografi og kostumer: Marie Rosendahl Chemnitz Musik og live lyddesign: Øivind Weingaarde Lysdesign: Malte Hauge Dramaturgisk konsulent: Tanja Diers Medvirkende: Maria Rich og Mohamed Ali Osman



fredag den 25. august 2017

OPHELIA, Hamletscenen...

I anledning af 150 året for etableringen af Japan og Danmarks diplomatiske relationer, har Hamletscenen hentet den Japanske Noh teatergruppe Sakurama Group til Danmark, der, specielt til Shakespeare Festivallen 2017, har skabt forestillingen Ophelia; en meget fri fortolkning af Ophelias historie. Og det blev en smuk aften under stjernerne på Kronborgs vold.

En stjerneklar aften kommer Ophelias spøgelse til syne. Hun leder efter blomster, hun kan plukke. Eller er det i virkeligheden Hamlet hun leder efter? Hun vandrer hvileløst rundt og tror fejlagtigt, at stjernerne højt over hende er blomster og at blomsterne for hendes føder er stjerner, der er faldet ned. Og med tårer i øjnene begynder hun at fortælle den tragiske historie om Prins Hamlet. Ophelia er et stykke traditionel japansk Noh Teater bygget over Shakespeares Hamlet.

Foto: Hamletscenen
Det er bestemt ikke hver dag, vi her i Danmark har mulighed for at opleve den traditionelle Noh Teaterform. Og den er nærmest også så langt fra den europæiske teaterform, som den kan komme. Noh traditionen kan ledes tilbage til dansedramaer fra helligdomme og templer helt tilbage fra det 12. – 13. århundrede og fik den form, det har i dag omkring det 14. århundrede. Noh, der betyder talent eller færdighed, er, modsat det vestlige teaters narrative historiefortælling, bygget op omkring en visuel fremstilling, fuld af symboler og metaforer.  Forestillingen indeholder musik, dans, poetisk sprog og meget karakteristiske kostumer og masker. Masken der bliver båret af Ophelia i Ophelia kan fx spores helt tilbage til det 17. århundrede og kostumerne i forestillingen er over 100 år gamle, tunge og meget detaljerede. Ud over de fire skuespillere er der på scenen også et femmands kor og et orkester bestående af tre trommeslagere og en fløjtenist.

Ophelia er, som Noh traditionen foreskriver, en forestilling uden en decideret narrativ handling, men i stedet billeder, bevægelse og musik. Som ny tilskuer til Noh teatret blev jeg både udfordret, men også fanget ind i en nærmest meditativ tilstand, hvor bevægelse, musik og kostumer gik op i en højere enhed. Forestillingen var tekstet både på dansk og engelsk, men meget lidt hjælp var det desværre til, da teksterne enten var forsinkede eller kørte alt for stærkt. Jeg blev reddet af den oversættelse på papir, jeg havde fået fingre i. Det må kunne gøres bedre. Men ud over den svigtende tekstning, var det en smuk og anderledes teateroplevelse, og et modigt valg af Hamletscenen. Det er ærgerligt, at ikke flere fik muligheden for oplevelsen af ægte japansk Noh Teater. En dejlig påmindelse om, hvordan man kan få sig en ordentlig en på opleveren, hvis man engang imellem husker at lade sig udfordre.

Instruktør, tekst og komponist: Ujin Sakurama Musikere: Noh fløjte: Hiroyoki Matsuda, Lille tromme: Masayoushi Ko, Stor tromme: Hirotada Kamei, Tromme: Kuninai Komparu Kor: Iichiro Hase, Shinya Ito, Haruhiko Kitayama, Ydai Yajima, Shuntaro Makaya Skuespillere: Ujin Sakurama, Jotaro Mori, Daijiro Zenchiku og Yo Sakamoto



tirsdag den 15. august 2017

LA BOHÈME, Opera Hedeland...

Der er noget meget intimt og nært over Giacomo Puccinis La Bohème. Og derfor var jeg mere end skeptisk inden besøget på Opera Hedelands store amfiscene. For hvordan vil Rodolfo og Mimis kærlighedshistorie overhovedet nå op til bageste række, når den skal spilles på en 800 m2 scene for 3000 publikummer under åben himmel? Tja, i Lars Rudolfssons instruktion og scenografi lykkes det til fulde.
La Bohème er en af historiens mest elskede og spillede operaer. Det er historien om digteren Rodolfo og syersken Mimi, der forelsker sig hovedkulds i hinanden. Men kærligheden har trange kår, for ingen af dem ejer salt til et æg og Mimi er blevet dødeligt syg midt i vinterkulden.

Foto: Mikal Schlosser

Opera Hedelands store, runde scene er til La Bohème dækket af sne; rigtig kold, glat sne. Tanken kan virke fjollet, nærmest som et gimmick. Men den virker, sneen. Og midt på scenen står en lille ovn med skorsten. Og så sker der faktisk ikke de store ændringer i scenografien. Stole og borde bliver båret ind og ud, ligesom den berømte seng Mimi dør i til slut. Og vi er som tilskuere aldrig i tvivl om, hvornår vi er på studenternes kolde loftkammer, på torvet i latinerkvarteret eller på cafeen. Netop fordi scenografien er så enkel, bliver vi på tilskuerrækkerne tvunget til at bruge vores fantasi. Det er meget originalt tænkt scenografisk træk, der gør Puccinis intime opera egnet til den store scene og de voluminøse omgivelser i Hedelandet.

Det er et enormt fint og sammenspillet hold solister Lars Rudolfsson og Opera Hedeland har hentet ind. Alle er de velsyngende og fulde af liv og energi i deres spil. Elisabeth Meyer er både utrolig morsom og koket i rollen som Musetta, mens Aleksander Nohr synger rollen som Marchello med charme, humor og ikke mindst en varme, midt i den kolde sne. Og så er der Adam Frandsen og Hamida Kristoffersen der synger og spiller rollerne som Rudolfo og Mimi så fint, at den uundgåelige tragedie til slut, rammer os ekstra hårdt.
Det er imponerende at være vidne til hvordan, de frivillige kræfter i og omkring produktionen træder sammen og får hele aftenen til at spille. Der er faktisk ikke en finger at sætte på hele den oplevelse det er, at besøge Opera Hedeland.
Instruktør og Scenograf: Lars Rudolfsson Kostumedesign: Kersti Vitali Rudolfsson Lysdesigner: Linus Fellbom Lyddesign: Claus Pedersen Dirigent: Henrik Schaefer Orkester: Collegium Musicum Kor: Lille Muko og Roskilde Domkirkes Drengekor Solister: Adam Frandsen, Hamida Kristoffersen, Jakob Vad, Aleksander Nohr, Andreas Franzén, Elisabeth Meyer, Jakob Bloch Jespersen, Lars Køhler og Johan Gudman







lørdag den 5. august 2017

HAMLET, Hamletscenen...


Det danske sommervejr er en utilregnelig størrelse, der det ene øjeblik fryder med sol, for det næste at åbne for alle himlens sluser. Således også på Hamletscenens premiereaften på dette års store satsning Hamlet. En forestilling, der i Lars Romann Engels bearbejdelse og instruktion, er blevet skåret helt ind til benet, med en lysende Cyron Melville som Hamlet. Men også en forestilling der desværre aldrig helt bliver den thriller den gerne vil være.                                                             
Opgøret mellem den nye og gamle verden raser. Brutale traditioner udfordres af viden og dannelse. Hierarkier står for fald når den ideologisk optændte udvekslingsstudent Hamlet vender hjem fra universitetet i Wittenberg til Kroborg Slot og sin fars begravelse. Noget er forandret i Hamlet. Han er optændt af nye dannelsesidealer, og idéen om det moderne, ansvarlige menneske. På slottet hersker den gamle orden; øje for øje og tand for tand. Men kan kronprins Hamlet bryde fri af traditionens blodige bånd og bringe sit kongerige ind i en ny, mere oplyst epoke?
Foto: Søren Meisner

Han er her, der og alle vegne for tiden ham Hamlet. For tragedien om prinsen der fanget i brydningen mellem det feudale samfund og oplysningstiden, taler stadig til os. Og især i disse tider hvor holdninger brydes, kan fortællingen om den radikaliserede Hamlet bruges til at forklare og fortolke på det voldsomt foranderlige verdensbillede omkring os. 

Det er en kraftigt bearbejdet og beskåret Hamlet, vi får serveret i Lars Romann Engels version. Og rent dramaturgisk er det nogle ganske interessante beslutninger, der er blevet taget. Et stort antal af de oprindelige karakterer er i denne version skrevet ud, så forestillingen kan spilles mere rent og med et meget mindre ensemble. Det betyder bl.a., at vi ikke møder skuespillerne, der ellers plejer kommer på besøg og spiller Musefælden, Stykket-i-stykket, Hamlet har skrevet for at fælde sin faders morder. I Romann Engels fortolkning lokker Hamlet sine venner Rosenkrans og Gyldenstjerne til at opføre stykket. Det er med til at understrege Hamlets ensomhed. Den ensomhed der føles så enorm, når man er fanget i depressionens spind.
Samtidig med, at adskillige karakterer er skåret bort, er forestillingen også flyttet ind i en overvågningstid, hvor ”Big Brother” følger med fra adskillige overvågningskameraer og den nutidige mobiltelefon bliver en vigtig spiller i afsløringen af de forskellige komplots, der bliver begået igennem forestillingen. Det er en spændende måde at føre Shakespeares så kendte korridoraftaler op i en nutidig kontekst. Men det er desværre også, der går hen og bliver forestillingen akilleshæl. For der mangler konsekvens i brugen af de moderne hjælpemidler. Det ene øjeblik gives en besked gennem en telefon og det næste bliver en vigtig besked leveret af et bud med et forseglet brev i hånden. Forestillingen formår desværre ikke helt at blive den thriller, den gerne vil være og flere gange forekommer spillet nærmest statisk. Men med 2. akt liver spillet op, og i takt med at intrigerne rulles ud, får forestillingen meget lettere ben at gå på.
Det er et glimrende cast, Romann Engel har samlet; en blanding af danske og engelske skuespillere. Cyron Melville er en lysende Hamlet og brænder igennem som den sorgfulde og deprimerede Prins. Man mærker hans vrede og sorg og den altoverskyggende tristesse, der har indtaget hans sjæl. Han er langt fra den sarkastiske og ironiske Hamlet, man så ofte har set i andre fortolkninger, og det klæder rollen. Og Richard Clothier er den mest sleske og forregnede Claudius, jeg endnu har set. Et glimrende portræt af en psykopat i højeste potens. Og så er der Natalie Madueño som Ophelia. Hun formår at give en ellers ofte set skrøbelig karakter styrke og udstråling. Ophelias indre kamp mellem sin kærlighed til Hamlet og sin troskab mod sin far formår Madueño at spille, så Ophelias galskab og død bliver så ganske hjerteskærende. Et imponerende stykke karakterarbejde.
Catia Hauberg Engels scenografi og Mårten K. Axelssons lysdesign er en gevinst for Hamletscenens nye scene på Kronborgs vold. Selve slottet er tydeligt tænkt ind i de visuelle visioner for forestillingen. Og som mørket falder på, står slottet der, som en ensom og oplyst majestæt, mens en svanefamilie svømmer sig en aftentur i voldgraven og den nedgående sol maler himlen blodrød som forestillingens mange dødsfald. Den sceniske oplevelse er nærmest hele turen til Helsinør værd i sig selv.
Og nu er det jo sådan med teater under åben himmel, at vejret ikke altid er den mest pålidelige medspiller. Således også på premieren, hvor himlens sluser åbnede sig 30 minutter før forestillingens start og ikke stoppede igen før lige op til pausen. Det kan i sådanne tilfælde kun lade sig gøre at gennemføre forestillingen, fordi scenen har fået overdækning på, så skuespillerne kan komme igennem forestillingen – næsten – tørskoede. Men det kan nemt blive en kold og våd oplevelse for publikum. Men der er ikke noget der hedder dårligt vejr, kun forkert påklædning. Så husk din varmeste trøje, regntøjet og dit bedste humør, og så kan du faktisk kun få en dejlig aften på Kronborgs vold.
NB! Forestillingen spilles på engelsk med danske overtekster.
Producent: Hamletscenen og London Toast Theatre Instruktør: Lars Romann Engel Komponist: Mike Sheridan Scenografi- og kostumedesign: Catia Hauberg Engel Lysdesign: Mårten K. Axelsson Medvirkende: Cyron Melville, Natalie Madueño, Vivienne McKee, Richard Clothier, Chris Myles, Dominic Tighe, Oliver Alvin-Wilson, Jack Johns & Brett Brown


                                                                                                                                                                                                                                                

                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                              


tirsdag den 25. april 2017

Status...

På Husets Teater har Jens Albinus, med udgangspunkt i Erlend Loes roman, skabt forestillingen Status. Og det er blevet en urkomisk og meget rørende fortælling om lyrikeren Nina Faber, der begiver sig ud på det ultimative hævntogt for at vinde sig selv tilbage i en verden af markedsføringsstrategier, salgstal og en utrolig dårlig anmeldelse.

Der var dem der mente, at Nina Faber burde have fået Nordisk Råds Litteraturpris tilbage i 1970’erne. Hun var på sin egen varsomme måde, en fin lyriker, men faldt aldrig helt i trit med den tids manierede politiske melodi. Hvor andre skrev om Mao, skrev Nina om sump-hullæbe, mønsteret i guldsmedens vinger og om vejret i byer, hun aldrig havde været i. Nu har hun været ude af billedet i årevis. Hærget af modgang og alkohol, og tilbage efter et længere ophold i Istanbul, udgiver den aldrende lyriker nu sin nye digtsamling, BOSPORUS. Nina er nervøs, og da hun på udgivelsesdagen kommer ud for en totalt urimelig anmeldelse, ramler det for hende. Det er payback time…
Foto: Henrik Ohsten Rasmussen
Jeg tror alle vi kender til den, angsten for at præstere. Frygten for at vende vrangen ud på os selv, for så at få at vide, at vi ikke er gode nok. Og her bliver lyrikeren Nina Faber vores nye heltinde. Hendes bersærkergangsagtige hævntogt igennem lyrikerverdenen er så urkomisk, grænseoverskridende og enormt genkendeligt, at vi i salen sidder med krummede tæer og klukler over Ninas eskapader.
Erlend Loe skriver om angst og livslede og gør det med en tilpas stor skefuld kulsort humor. Og Jens Albinus har, med sin iscenesættelse ramt Loes absurde tone lige på kornet.
Som den kriseramte lyriker stråler Tammi Øst. Det er imponerende hvordan hun, ene kvinde, formår at portrættere en så neurotisk og ikke særlig elskværdig karakter som Nina, så hun bliver både bidende komisk, men også dyb og ganske genkendelig. Og rundt om hende snurrer Morten Burian i et utal af roller og giver Tammi Øst og hendes Nina Faber lige netop det modspil hun fortjener. Øst og Burians samspil er rent og flydende. Fx Ninas hævntogt igennem Akademikerboghandlen i Oslo, kommenteret af Burian som et travløb er virkelig helt utroligt morsomt.  
Det er samfundskritisk og aktuelt teater, der, selvom vi normalt ikke uddeler hverken stjerner, hjerter eller balloner her på bloggen, fortjener seks smukke, bare lyrikerrøve at trutte i. Tak!
Tekst: Erlend Loe Instruktør: Jens Albinus Scenograf: Rikke Juellund Medvirkende: Tammi Øst & Morten Burian