fredag den 20. oktober 2017

SKATTESAGENS HELTE, Teater Grob...

”Skattesagens Helte” på Teater Grob er en farce om skat, sladder og masser af spin. Det er toptunet underholdning med substans og en slutning der stikker fuldstændig af.

En skattesag, en lækagesag, et folketingsvalg, en politianklage og en permanent hjemsendelse af en departementschef. Eller med andre ord:  “Var det ikke noget med at statsministerens mand er bøsse?” Skal der nedsættes en skattekommission for at finde ud af, hvem der har skylden i en skatteskandale? Og hvad skal der ske, når kommissionsarbejdet er færdigt? Har det nogen konsekvenser for de skyldige?

Foto: Anders Hjerming

Kan I huske dengang i 2010, hvor Helle Thoning Schmidt og hendes mand Stephen Kinnocks skatteforhold røg en tur i den store mediemølle? Gider vi egentlig høre mere om den sag? Var der overhovedet en sag? Og kan sagen overhovedet blive en satirisk musikforestilling? Det kan den, i hvert fald hvis man lægger den i hænderne på Off Off Produktion, der med Projekt Glemmebogen støver glemte sager fra Christiansborg af. Manuskriptet til ”Skattesagens Helte” er skrevet af skuespiller Kristian Halken, der får præsenteret hele den lettere spegede skattesag lige så absurd, som den i virkeligheden er. Det er historien om embedsmænd (og en Skatteminister) med Departementschef Peter Loft i spidsen, der på alle måder forsøgte at undslå sig. Det er historien om indviklede skatteregler; så indviklede, at selv SKATs medarbejdere ikke altid kunne finde hoved og hale i det hele. Men først og fremmest er det en historie om ansvarsfralæggelse i højeste potens.
Instruktionen står Anne Zacho Søgaard for, der med skuespillerne Ina-Miriam Rosenbaum, Andreas Jebro og Søren Bang Jensen har lavet en farce der farer afsted med 200 km/t. I godt to timer bliver et persongalleri rullet ud, skatteregler gennemgået og korridoraftaler indgået uden, at vi på tilskuerrækkerne mister hverken overblikket eller interessen. Det er ”revy-teater” med parykker der ryger af og på og sange der bryder handlingen op; sange der egentlig sagtens kunne undværes, men for det meste er med til at give et lille pusterum i den eller hektiske gennemgang af ”Stikken-hovedet-i-busken”-sagen. De tre har et virkelig fint sammenspil og leverer nogle hylende morsomme portrætter af sagens forskellige medvirkende, om det så være sig Skatteminister Troels Lund Poulsen, direktør for Skat Kbh. Erling Andersen eller Departementschef i Skatteministeriet Peter Loft. Hen mod slutningen kammer farcen dog over og bliver en underlig, syret rodebutik. Her kunne den store saks med fordel være fundet frem. For det fine fokus forestillingen ellers holder hele vejen igennem, falder her på gulvet og det hele stikker lidt for meget af.
”Skattesagens Helte” er første forestilling for Projekt Glemmebogen. Anden forestilling, ”Corydong” har premiere i februar 2019. Jeg glæder mig allerede!
Producent: Off Off/Produktion v/Ina-Miriam Rosenbaum Manuskript: Kristian Halken Sangtekster: Jens KOrse Musik: Anders Birk og Michael Andersen Journalistisk konsulent: Marie Louise Toksvig Instruktør: Anna Zacho Søgaard Scenograf: David Gehrt Koreograf: Rebekka Lund Medvirkende: Ina-Miriam Rosenbaum, Andreas Jebro, Søren Bang Jensen, Anders Birk (musiker), Michael Andersen (musiker) og René Frisch Rasmussen (Scenemester)


mandag den 16. oktober 2017

PETER PAN, Folketeatret...

J.M. Barries kendte eventyr om Peter Pan har i Folketeatrets version fået sig en gevaldig ansigtsløftning. Det er et vildt eventyr for modige børn og fantasifulde sjæle, der desværre taber pusten en smule hen mod slutningen.

Alle børn har i deres drømme besøgt en ønskeø befolket af væsener, der forsvinder som dug for solen, når nattens søvn gnides af øjnene. Når dagen går i gang, sendes børnene ud i livet med et kys på kinden af deres forældre, der stolte følger deres opvækst. Og de fleste børn glæder sig til at blive voksne. Men Peter Pan er ikke som de fleste børn. Hvis det at blive voksen betyder, at man skal gå på arbejde og ikke må lege mere, så nægter han at blive voksen. Som spæd faldt han ud af barnevognen, og nu lever han i Evighedslandet sammen med De glemte børn, som han er anfører for. I Evighedslandet hersker fantasien og den evige barndom. Landet vrimler med feer og en af dem, Klokkeblomst, er Peters egen fe. Der er drilske havfruer, listige krigere, en glubsk krokodille og ondskabsfulde pirater anført af Kaptajn Klo. Livet på Ønskeøen lyder som et eventyr. Alligevel savner Peter og de forældreløse drenge nogen - måske en mor - der kan tage sig lidt af dem og fortælle dem gode godnathistorier. Peter flyver ofte hjem til Wendy og hendes brødre, John og Michael, for at sidde og lytte ved det åbne vindue til børneværelset, når de får fortalt eventyr af deres mor. En aften bliver Peter opdaget af Wendy, og han lokker hende til at tage med til Ønskeøen. Det bliver et uforglemmeligt eventyr for Wendy. For Peter bliver mødet med den handlekraftige Wendy dog lidt anderledes, end han havde tænkt sig.

Foto: Gudmund Thai
Med Moqi Simon Trolins modige dramatisering og instruktion er Peter Pan fløjet ind på Folketeatrets store scene i Nørregade. Og det er en noget anden Peter Pan, end ham vi umiddelbart kender. Det er en dunklere version af historien om drengen, der ikke vil blive voksen i et moderniseret univers, lagt i hænderne på scenograf Julian Toldam Juhlin, der med Peter Pan beviser hvorfor, han er en af de mest toneangivne scenografer på den danske teaterscene i disse år. Scenografien er fuld af grøn, natur og neonlys. Fuld af farver og former der trækker på et naivistisk børneværelse-univers. Barnets umiddelbare fantasi har bygget ønskeøen op.
Kaptajn Klo, her farligt fortolket af Lars Bom, er blevet en androgyn psykopat i røde lakstøvler og med en grab til klo, med hvilken han fanger bamser i tivolimaskiner, river hovedet af dem og proklamerer: ”Jeg er ikke ond, jeg er ked af det!”. Ved sin side har han Smisk (Ole Boisen), der ligner en blanding af Ozzy Osbourne og en fortabt 80’er punker; hård udenpå, men blødere end smør indeni. Kristel Stjernebjerg er helt anden Klokkeblomst, end den lille fe vi er vandt til. Hun er mere et adræt insekt end en yndig fe. Et smukt, adræt insekt der folder sig sammen, folder sig ud, flyver højt oppe under himlen og gang på gang overrasker med sine artistiske evner. Hun bliver en perfekt følgesvend til Michael Slebsagers helt grønne og adrætte Peter, der for alt i verden vil undgå at føle og huske; og slet ikke vil blive voksen, for så skal man jo dø. Mille Gori er en handlekraftig Wendy med hovedet fuld af lyse krøller. Og Anne Vester Høyer og Kristian Boland er utroligt morsomme som Wendys forældre og som krigerne på ønskeøen, Tiger-Lilly og Ugh. Men mest forelskede jeg mig i Hanne Gjerstad Henrichsen, Ene Øster Bendtsen og Stina Mølgaard som de tre glemte børn (bl.a.). De tre besidder en komisk timing og et perfekt samspil, der får os i salen til at grine og gyse med dem og føle os helt trygge, selv når tingene ser sortest ud for vores venner på scenen.

Det er en moderniseret og på ingen måde Disney-fiseret Peter Pan vi bliver præsenteret for. Det er en forestilling der tør være uhyggelig og stille dybe spørgsmål, uden nødvendigvis at have alle svarerne på dem. Men desværre taber forestillingen pusten i andet akt og får den desværre ikke indhentet igen. Der er rigtig mange løse ender der skal bindes sammen hen mod slutningen, hvilket tager tid og desværre ikke lykkes hver gang, hvilket desværre får forestillingen til at virke lidt for lang. Men dermed ikke være sagt, at det ikke er en god forestilling. Jeg sad flere gange med tårer i øjnene og gåsehud over hvor fint, det hele gik op i en højere enhed. Og at dømme ud fra de børn der var til stede til premieren, gik forestillingen også rent ind hos dem. Der var grin, gys og udbrud for alle pengene.

Så tag dit mod og din fantasi i hånden og flyv med til ønskeøen, hvis du tør.

Forfatter: J.M. Barrie Dramatisering og instruktion: Moqi Simon Trolin Dramaturg: Ninette Mulvad Scenograf: Julian Toldam Juhlin Koreografi: Esa Alanne Komponist: Anders Ortman Medvirkende: Michael Slebsager, Mille Gori, Lars Bom, Christel Stjernebjerg, Kristian Boland, Anne Vester Høyer, Ole Boisen, Hanne Gjerstad Henrichsen, Ene Øster Bendtsen, Stina Mølgaard og Tine Vitkov (musiker)



mandag den 9. oktober 2017

HUMAN NATURE, Teater Grob...

Teater Katapult fra Aarhus, gæster Teater Grob med forestillingen ”Human Nature”. Det er en spændende og anderledes 3D lydoplevelse, der desværre mangler power og gennemslagskraft.
Er vi i civilisationens navn blevet fremmedgjort over for naturen? Har vi helt mistet forbindelsen til den jord, vi kommer fra, og som vi er dybt afhængige af? Og kan det være én af årsagerne til de mange kriser verden står overfor i dag? "Human Nature" handler om en moderne kvinde, der synes at havde mistet forbindelsen. Kan det hjælpe, at anerkende den naturlige forbundenhed og værdsætte naturen som noget dyrebart?


Teater Katapult fra Aarhus gæster Teater Grob med forestillingen ”Human Nature”. En 3D-lydteater forestilling, hvor der bliver leget med de gængse teaterkonventioner. I salen sidder vi alle med et sæt høretelefoner på, hvor forestillingens lydbillede og replikker strømmer ud fra, mens de tre skuespillere kravler rundt i scenografien, der ligner en kæmpe sandkasse.

Nukâka Coster-Waldau er moderen, der, efter hun er blevet mor, søger mere og mere tilbage mod naturen. Robert Reinholdt er faderen, der stadigt kraftigere forsøger at tæmme naturen med tulipaner i lige rækker og termoruder i sommerhuset. Og Lisbeth Sonne Andersen er barnet/naturen, der messer os i øret. De imponerer alle i deres meget fysiske og fortættede præstationer. Men lige meget hvor imponerende forestillingens set up er, kan jeg ikke lade være med, at føle mig en lille smule fremmegjort. Ideen med at give publikum høretelefoner på er god, og lydbilledet bliver mere intenst, end det ville have været uden. Det hele bliver for stationært og jeg har stadig ikke helt forstået, hvad forestillingen vil mig. Til tider bliver den desværre også temmelig lang i spyttet.

”Human Nature” er et digt, lyde, følelser, indtryk og udtryk. Den er uhyggelig, farlig, rørende og ekskluderende. Jeg savner noget mere power og gennemslagskraft, så alt det ovenstående var kommet forbi mine høretelefoner og helt ind under huden på mig.

Dramatiker: Line Mørkeby Instruktør Petra Bang Holbæk Scenograf, kostume- og videodesign: Igor Vasilev Lyddesigner og komponist: Kristian Hverring Lysdesigner: Anders Kjems Dramaturger: Tine Illum og Ann Sofie Oxenvad Medvirkende: Nukâka Coster-Waldau, Lisbeth Sonne Andersen, Robert Reinholdt og Irmelin Klejs (video)


mandag den 2. oktober 2017

PARANOID ANDROID - FÆNGSELSSANGE, Københavns Musikteater...

Musikforestillingen ”Paranoid Android – Fængselssange” på Københavns Musikteater giver et fint indblik i livet for indsatte og deres pårørende. En smuk og rørende forestilling, der desværre enkelte steder taber pusten og bliver lidt for tung.

En far har fået udgang for at fejre sin datter, der er blevet gift. En anden spørger sin datter, hvor hendes mand var i nat. De må være helt stille, så de ikke vækker barnet. Og i København synes et søskendepar, at de ser deres løsladte far overalt. "Paranoid Android" undersøger, hvad der sker med en familie, når familiens trygge havn er bag lås og slå. Hvordan bearbejder man sorgen? Hvordan mødes de, der ikke er i fængsel? Og hvad sker der, når den, der har siddet inde, kommer ud? Har vedkommende så sonet sin forbrydelse og betalt sin gæld til samfundet? Eller er det først uden for murene, at den rigtige straf begynder? Og hvem bærer egentlig straffen længst – den dømte eller de pårørende?
Foto: Nicolai Egense
På baggrund af forestillingen ”Venteværelse”, skabt af børn af indsatte, har dramatiker Kristian Hallberg skrevet forestillingen ”Paranoid Android – fægselssange”. En både rørende og humoristisk forestilling om, hvad det vil sige, at være barn af en indsat. Med kun fire medvirkende i en lille sal, bliver det en meget intim oplevelse. Vi tilskuere sidder tæt rundt om scenen og får på den måde både tekst og musik meget tæt på. Signe Højrup Wille-Jørgensen (Jomi Massage) har komponeret nogle stærke og rørende smukke numre, der på fornemste vis understøtter forestillingens talescener.

Og det er en vigtig forestilling med et vigtigt budskab. Er det kun den dømte der straffes? Og hvem bærer egentlig straffen længst? Den dømte eller de pårørende? Alle medvirkede giver fine karakterportrætter og fortæller deres historie med ømhed, smerte og humor. Forestillingens tekster kredser alle om den smerte, både den indsatte og den pårørende oplever, også længe efter straffen er udstået. Det er rørende, men det gør også forestillingen tung og dramaturgisk kunne den have nydt godt at nogle lettere scener at binde historien sammen med. Men det ændrer ikke på, at det er en smuk og vigtig historie forestillingen fortæller. Tak for den!

Instruktør: Pelle Hanæus Manuskript: Kristian Halberg Komponist: Signe Høirup Wille-Jørgensen Scenografi og lysdesign: Kisser Rosenquist Lyd og afvikling: Erik Christoffersen Medvirkende: Signe Høirup Wille-Jørgensen, Thomas Bang, Carl Christian Riestra og Sara Fanta Traore


torsdag den 28. september 2017

ROCKY! Husets Teater...

Med ”Rocky!” åbner Husets Teater deres sæson med et brag. Det er taberens kamp, taberens genkomst, taberens sejr. Det er smukt, det er grimt og oplevelsen vil følge dig langt ud af teatersalen.

Vi elsker dem. Taberne der rejser sig og mod alle odds sejrer over deres eget mindreværd, den sociale arv og deres helt urimelige taberliv. Men hvad hvis det er os andre, vores værdier og eksistens, der skal besejres? Hvis det er os, der ender som taberne?

Foto: Henrik Osthen Rasmussen

I en helt tom, mørkegrå scenografi står en pænt klædt mand og kigger på os, forsøger at få øjenkontakt, smiler og begynder at fortælle. Fortælle om Rocky, filmen og den stakkels fyr af samme navn. Vestrehåndsbokseren ingen tror på. Vi griner lidt og lytter. Lytter til historien om Rocky, men også til historien om den hvide mand i socialklasse 1 med alle de rigtige meninger og holdninger, der nyder, gennem Rocky, at leve sig ind i socialklasse 5. For der slipper han for at mene noget som helst. Og så breder historien sig ud. Pludselig er Rocky blevet højreorienteret; en af dem alle os med ”de rigtige meninger” elsker at hade. Han er en halvdum, analfabet, der ikke kan sætte to sætninger sammen. Men han er stærk. Han rejser sig igen hver gang han bliver banket i gulvet. Og pludselig får Rocky fremgang. Han har tv-tække, vinder valget, får folkets stemme. Pludselig er det ham man lytter til. Og den venstreorienterede hvide mand taber slaget og… Ja, så vil jeg ikke spoile mere.
Tue Biering har skrevet og instrueret en forestilling, der følger dig ud af teatret og med hjem. Den kravler ind under huden på dig og giver sig til kende som en lille kløe, lige der på ryggen hvor du ikke selv kan nå. ”Rocky!” er, på en og samme tid, virkelig smuk og utrolig ækel. Jeg tog mig selv i flere gange at måtte kigge væk, tælle lamper i loftet eller tegne kruseduller på min notesblok, fordi både historien, men også det fysiske spil flere gange overvældede mig langt ud over min comfort zone. Det er det teatret skal kunne. Og det gør ”Rocky!”. Tak for at minde mig om hvordan det føles, når teater og kunst flytter grænser.
Morten Burian bankede mig, med sin præstation, fuldstændig flad. Han står helt alene på scenen i 100 minutter. 100 minutter hvor han har os i sin hule hånd og ikke slipper os, før forestillingen er helt slut. Han er kompromisløs på scenen og det er skræmmende, fascinerende og smukt.
Jeg ville gerne blive ved med at skrive og beskrive forestilligen, men jeg stopper her. ”Rocky!” er en forestilling der skal ses og mærkes helt rent. Med ”Rocky!” har Husets Teater skudt sæsonen i gang med et brag så stort, at det vil give genlyd mange år frem. Tak!
Tekst og instruktion: Tue Biering Scenograf: Peter Schultz Lysdesign: Ditlev Brinth Medvirkende: Morten Burian



tirsdag den 26. september 2017

HVORFOR SNAKKER VI IKKE OM MIG? Teatret ved Sorte Hest...

Med forestillingen ”Hvorfor snakker vi ikke om mig?” stiller komikerduoen FLÆS skarpt på den unge kvinde anno 2017. Det er en bidende satirisk omgang, hvor vi på tilskuerrækkerne, skiftevis griner højt og krummer tæer over det så præcise portræt af os selv og vores til tider sygeligt selvcentrerede adfærd.

“Hej mor, det’ mig. Kan jeg li’ humus? Giv mig et kald”
“Hej mor, det’ mig. Hvordan laver man friskpresset appelsinjuice? Giv mig et kald”
“Hej mor, det’ mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal kalde min førstefødte. Giv mig et kald”


Skal du dele alt med alle, eller kan det være at din historie nogen gange bare er ligegyldig? Og hvad gør du når din egen mor heller ikke orker dig mere? I dagens Danmark udfordres fælleskabets værdi konstant i takt med de sociale mediers udvikling og magt. Individets store behov for selviscenesættelse og dokumentation af alt, påvirker de nære relationer mellem mennesker og konsekvensen er en enorm selvcentreret adfærd.

Foto: Frank Flemming Jensen
Vi lever i selviscenesættelsens tid. Vi deler ALT på Facebook og Instagram, går til mindfulness og har lært at bilde os selv ind, at vi kun er forpligtet til at gøre det, vi har lyst til. Vi deler vores største sorger og vildeste glæder med Facebook og Bloggen og alle dem, der på den måde krydser vores vej. Vi søger bekræftelse i et samfund, der er blevet så fokuseret på individet og egoet, at vi må råbe højere og højere for at blive set. Og når nogen så pludselig holder et spejl op foran os, må vi nødvendigvis tvinge os selv til, at stirre dybt ind øjnene på den ikke særligt kønne refleksion.
Og det er lige præcis det de gør, Sofie Jo Kaufmanas og Mette Søndergaard Nielsen. I en skøn blanding af tekster og sange tvinger forestillingen ”Hvorfor snakker vi ikke om mig?”, os ude på tilskuerrækkerne til at se vores selviscenesættende ego dybt i øjnene. Og shit, hvor er det sjovt, mens de gør det. For det er et utroligt præcis generationsportræt, de leverer, sat så meget på spidsen, at det byder op til både høj latter og pinligt krummede tæer. For det stikker, det portræt, som de tidsler der hænger ned fra loftet i den ellers rene og minimalistiske scenografi.

Jovist gør det ondt. Men det må det nødvendigvis gøre, før det kan blive godt. ”Hvorfor snakker vi ikke om mig?” burde være pensum for hele vores generation af individualistiske, selvcentrerede råbehoveder.

Idé- og manuskript: Sofie Jo Kaufmanas og Mette Søndergaard Nielsen Kunstnerisk konsulent: Kamilla Wargo Brekling Scenografi: Sofia Stål og Emma Carlén Medvirkende: Sofie Jo Kaufmanas og Mette Søndergaard Nielsen



fredag den 22. september 2017

DEMOKRATI, Teatergrad...

Teatergrad rykker, med forestillingen ”Demokrati” ind i landets byrådssale op til det kommende kommunalvalg. En forestilling der stærkest når den fokuserer på demokratiets udfordringer og tager publikum med på råd.

Danmark. Et demokrati. Et folkestyre. En nation af medbestemmere. Men politikerleden kradser i halsen og lindres med kollektiv passivitet, der truer den skattede styreform. I forestillingen Demokrati inviterer byrumsteatret Teatergrad publikum ind i den lokale byrådssal til en forsmag på årets Kommunalvalg. Sammen med fire skuespillere indtager publikum rollerne som debattører og beslutningstagere om dagsaktuelle emner, mens en journalist udgør den fjerde statsmagt og sætter synspunkterne i perspektiv.
Foto: Per Morten Abrahamsen
D. 21 november skal Danmark til stemmeurnerne og stemme til kommunalvalget. I den forbindelse har Teatergrad, der har specialiseret sig ud i genren byrumsteater, skabt en forestilling til landets byrådssale hvor de fire skuespillere og en lokal journalist sætter demokratiet under lup. Og det er ikke teater som vi kender det, hvor vi kan få lov at læne os tilbage i de røde plyssæder i mørket og observere. Nej, her er vi selv med. Med en rød og en grøn stemmeseddel er vi med til at stemme om alt fra byggeriet på Amager Fælled, aktiv dødshjælp og om der skal være mere plads til cyklerne i København. Og i det vi publikum, på demokratisk vis, flere gange er medbestemmende, bliver ikke to forestillinger ens.

Det er en super god og sympatisk idé, at lave en forestilling om vores forhold og forventninger til demokratiet som institution. Og stærkest er forestillingen da også, når den tager os publikum med på råd, eller når journalisten, her Torben Sangild, præsenterer os for demokratiets fakta og udfordringer, som fx Fake News som en trussel mod demokratiet. Men forestillingen vil desværre alt for meget på for kort tid. Vi skal både forbi Amager Fælled, vaccinedebatten, aktiv dødshjælp og klimakampen. Det gør desværre at forestillingen bliver presset og ufokuseret, og det er synd. For det er fire gode skuespillere og rigtig gode tekster forestillingen præsenterer i en blanding af scener og fakta.
Forestillingen vil ingen løftede pegefingre og er som sagt en super god ide. Og det er bestemt heller ikke en dårlig forestilling. Den mangler bare fokus.

Instruktør: Pelle Nordhøj Kann Dramatiker: Julie Glargaard Producent: Christine Worre Kann Idé og koncept: Teatergrad Medvirkende: Rolf Hansen, Sandra Yi Sencindiver, Jacob Teglgaard, Signe Kærup Dahl og journalist Torben Sangild (På turnéen varetages journalistens rolle af en lokal journalist).