søndag den 18. februar 2018

REVISOREN, Nørrebro Teater...

Der kan være noget ganske vidunderligt befriende i, at grine af sig selv. Og det får vi i den grad lov til i ’Revisoren’, Nikolaj Gogols kulsorte forviklingssatire, sat i scene af Madeleine Røn Juul på Nørrebro Teater. 

I en fjern provinsby går alle i panik over nyheden om, at en statsrevisor er på vej. Her har man nemlig altid fulgt sine egne regler, ladet de røde tal blive i skuffen og set igennem fingre med grådighed og korruption. Da en fremmed ung mand flytter ind på byens hotel, tror alle, at det er den frygtede revisor. Hvad ingen ved er, at han er en plattenslager af værste kaliber, og så kan forviklingerne ellers begynde.

Foto: Büro Jantzen
Hvad kan en russisk forviklingskomedie fra 1836 om politisk korruption sige os i dag? Meget desværre. Det er en skræmmende, men samtidig morsom og smukt iscenesat forestilling Nørrebro Teater giver os, med Madeleine Røn Juul i instruktørstolen. Men grunden til at satiren rammer så hårdt, som den gør, er ikke mindst på grund af David Harrowers lækre og nutidige bearbejdelse, fint oversat af Christina Wendelboe. Madeleine Røn Juul plejer at være garant for godt teater. Og med ’Revisoren’ ingen undtagelse. Hun har iscenesat forestillingen, så den absurde kommedie, kommer til at stå helt rent. Og flere af scenerne er nærmest dans. De mange karakterer bevæger sig stensikkert mellem hinanden, uden den mindste tøven eller usikkerhed. Det gør forestillingen flydende og let, trods de mange ord, karakterer og historier, der fletter sig ind og ud mellem hinanden.

Sven Dahlbergs enkle grå og indrammede scenografi siger ikke meget før andet akt, hvor den så også i den grad får lov at blive en aktiv medspiller i forvekslingskomedien. Der er ikke det sted, hvor der ikke er en dør eller lem, der ikke kommer i spil, når verden snævrer sig ind på revisoren.

Thure Lindhardt er den enfoldige plattenslager Khlestakov, som byens spidser fejlagtigt tror er statsrevisoren, der er kommet for at gå byen efter i sømmene. Han spiller rollen som en mand, der ikke aner, hvad der har ramt ham, men pludselig ikke kan få nok. Mad og vin, borgmesterens datter, ja selv borgmesterens kone vil han have. Og han får det hele – og lidt til, inden han stikker af i borgmesterens bil, med lommerne fulde af bestikkelsespenge. Og alt for sent opdager byens spidser hvad der har ramt dem. Specielt i andet akt, hvor omverdenen presser sig på og han får fingre i både borgmesterens kone og datter sidder lige i skabet. Jacob Weble spiller hans snu tjener Ósip med overskud og glimt i øjet. Ole Lemmeke er fuldstændig forrygende som det enevældige røvhul af en borgmester, der det ene øjeblik slesk kravler på knæ, for det næste at spy om sig med den ene fornærmelse efter den anden.  Han spiller så hans grå overskæg sitrer. Tina Gylling Mortensen spiller byens noget mandhaftige dommer, med en forkærlighed for hundehvalpe. Og det gør hun med pondus og humor. Også hendes stakkels købmand fra handelsstandsforeningen var med til at trække et af aftenens største grin. Forestillingen er også et velkomment scenegensyn med Mikael Birkkjær, hvis hændervridende hospitalsforstander vækker mangt et grin. Christiane Gjellerup Koch og Josephine Park gestalter med overskud henholdsvis borgmesterens liderlige kone og noget infantile datter. Begge vil de gøre alt for ikke at blive opfattet som provinsielle, og allerhelst vil de bare til Sankt Petersborg. Sara Boberg og Benedikte Hansen er de to godsejerinder, der ser fine og fornemme ud, men ikke ejer salt til et æg. Og så er der Nicolai Jørgensen og Anna Bruus Christensen, begge stadig elever, men helt ligeværdige med resten af ensemblet. Han som skoleinspektøren, der konstant går på kanten af et nervesammenbrud, samt borgmesterens tjener Misjka. Han stoppede nærmest showet med en vidunderlig stoledans og han har et helt vidunderligt fysisk talent, der er en fryd at være tilskuer til. Og hun giver den skæve og spage postmester liv. 

Det er altså noget at et drømmeensemble. Og det er måske også deres skyld, at forestillingen kommer så sikkert i land som den gør. Midtvejs i første akt taber historien en smule tempo i ’revisorens’ store fuldemands enetale. Det hele bliver en anelse langt i spyttet. Ikke mindst fordi ’Revisoren’ i forvejen er en temmelig lang forestilling.  Men en fuldstændig forrygende 2. akt og de 11 skuespillere redder forestillingen mere end i land.

Nørrebro Teater formår endnu engang at lave en forestilling, hvor humoren og satiren bliver taget mere end alvorligt. Tak for det og tillykke med ’Revisoren’ – Ham kan I godt være stolte af!

TEKST: Nikolaj Gogol BEARBEJDELSE: David Harrower OVERSÆTTELSE: Christina Wendelboe INSTRUKTION: Madeleine Røn Juul SCENOGRAFI, KOSTUME OG LYSDESIGN: Sven Dahlberg KOREOGRAF: Esa Alanne MEDVIRKENDE: Thure Lindhardt, Jacob Weble, Ole Lemmeke, Cristiane Gjellerup Koch, Josephine Park, Benedikte Hansen, Sarah Boberg, Mikael Birkkjær, Tina Gylling Mortensen, Nicolai Jørgensen og Anna Bruus Christensen


fredag den 16. februar 2018

25 NEDSLAG I DEN SATIRISKE OG HUMORISTISKE SCENEKUNST, Udstilling - Revymuseet...

Med udstillingen '25 – nedslag i den satiriske og humoristiske scenekunst’ beviser Revymuseet på Frederiksberg, at de, om nogen, virkelig tager humoren alvorligt. I en stor jubilæumsudstilling viser de rundt i den danske satiriske- og humoristiske scenekunst.

Gennem 25 nøje udvalgte nedslag fortæller Revymuseet 169 års humoristisk og satirisk teaterhistorie. Hvad har interesseret og generet danskerne så meget, at tekstforfattere og komikere har skrevet numre om det? Hvornår begyndte vi at indtage aftenkaffen til hudfletninger af politikere og os selv på tv? Hvordan ser der ud bag scenen på en stor, dansk revy? Og hvad er det med komikere og stimulanser? Publikum har været med til at vælge, hvilke personer, steder, temaer, der skulle med på udstillingen ’25’, som samtidig er en jubilæumsudstilling for Revymuseet, der åbnede i 1993.

Nytårsaften 1849 havde Casino Teatret i København premiere på den allerførste revy, præsenteret af teatermanden Erik Bøgh. Og siden har revyen hængt ved. Hadet af mange, men elsket af flere. Der findes nærmest ikke den lille flække, der ikke har sin egen revy. Og det gælder lokalrevyen af den lokale amatørscene i forsamlingshuset, til de store etablerede revyer i landsdelene, fra Hjørring til Sønderborg. Revyen er et fantastisk sted at tage sig kærligt og humoristisk af det, der sker i verden, om det være sig helt lokalt i landsbyen, eller nationalt og endda internationalt. Og det er vel egentlig der, revyen har sin berettigelse. Hvor meget ’de intellektuelle’ end har beskyldt revyen for at være dårlig smag, er den med til at tegne et billede af verden omkring os og give os en forståelse gennem latter, kærlige karikaturer og satire. Og i år er det 25 år siden at Revymuseet åbnede på Frederiksberg Runddel, med udgangspunkt i revyforfatterne Bent og Ida Froms private samling af genstande fra dansk revy. Og som det eneste museum i Danmark har Revymuseet satirisk og humoristisk scenekunst som omdrejningspunkt. 

Museet fejrer sine 25 år med udstillingen’25’, en udstilling der fylder hele det lille museum og tager gæsterne med rundt i 25 nøje udvalgte nedslag i den satiriske og humoristiske scenekunst. Ikke kun revy, men også alle de andre former for satirisk scenekunst, der alle, på den ene eller anden vis, har revyen som moder. 

Skuespiller Niels Olsen var hidkaldt for at forestå åbningstalen til udstillingen. Med en solid baggrund i revyen, både som forfatter, instruktør og skuespiller og som medlem i den hæderkronede komikerloge ’Ørkenens Sønner’, må man sige, at han var en velvalgt åbningstaler. Han valgte at lade omdrejningspunktet for talen være historien om Lorry-manden. Da han gerne ville løses fra en kontrakt på en teaterforestilling, for at træde ind i Ørkenens Sønner, gav direktøren lov; men med en alvorligt løftet pegefinger og et advarende ’Pas på, at Lorry-manden ikke kommer og tar’ dig!’. Det store, farlige revymonster, der sørger for, at der ikke er nogen vej tilbage ind i den ’seriøse’ og ’etablerede’ teaterbranche. Heldigvis hoppede Olsen lige i armene på Lorry-manden – og har da samtidig også vist mere end gode takter som ’seriøs’ skuespiller. Og med en skøn lille ’monolog’ af Trines Mor - Den hvor Trines mor er blevet taget hårdt i skuret i Furesø Sejlklub af Birkerøds gamle borgmester - fra bogen ’Du forstår ikke din egen mor’ fremført af Bodil Jørgensen og Lisbeth Wulff, fik vi en lille smagsprøve på satire, hvor vi ikke er i tvivl om, at revyen er moderdyret, men hvor den bliver præsenteret på andre platforme. Først som en del af Rytteriets tv-satire og derefter som bog. Satiren har i sandhed mange veje.

’25’ er en stor lille udstilling i det lille museum. Der er ikke meget plads, men alligevel har Revymuseet med ’25’, at lavet en udstilling, der med revyen som centralt omdrejningspunkt, inddrager andre humoristiske og satiriske kunstformer, som stand-up, tv-satire, scenemakkerskaber og shows. Dejligt med et sted, der tager humoren alvorligt.

Jeg glæder mig rigtig meget til, at komme tilbage til ’25’, hvor jeg har mere tid til at dykke mere ned i nedslagene. Og hvem ved? Måske jeg kan være heldig også at møde Lorry-manden…

’25 – nedslag i den satiriske og humoristiske scenekunst’ kan opleves på Revymuseet frem til d. 22. december 2018.


søndag den 11. februar 2018

GRÆSGRØN, Gazart...

’Græsgrøn’ af Gazart er et fint stykke installationsteater for de allermindste, hvor lyde og bevægelser smelter sammen, men hvor dramaturgi og handling desværre er blevet glemt.

Kriblende, krablende, klukkende græsstrå svajer rundt om publikum i Græsgrøn. Som var vi skrumpet ind og omringet af en verden, der normalt kun kilder vores fødder på en varm sommerdag. Her er vi på opdagelse blandt stråene, der gemmer på uendelige oplevelser og muligheder. Som iderige opdagelsesrejsende undersøger en danser og en musiker det levende landskab i det hvislende græs. Sammen fordyber vi os i plænens hidtil ubemærkede underverden af nye klange og melodier skabt af bevægelse og lyd. Musik får plads og tid til at opstå ud af alt det grønne. Dugtunge strå og små pletter af sol, insekters svirren og vindens hvisken former et sanseligt univers af bevægelse og lyd, som hylder hverdagens små mirakler.
Foto: Søren Meisner
I en skovgrøn hule bydes vi indenfor til forestillingen ’Græsgrøn’ af Gazart. Vi sidder på skind og puder på et blødt, lysegrønt tæppe. Der sidder vi så, mens danser Søren Linding Urup og musiker Siri Skamby udforsker rummet, laver rytmer og melodier, klapper og danser. Fra små lyde til kæmpe bevægelser. Og til slut får vi alle lov til at lege med, prøve instrumenterne og opleve rummet.

Min 6 mdr. gamle ledsager var fuldstændig opslugt at forestillingen, lydene, farverne og bevægelserne og levede sig fuldstændig ind i universet. Da jeg kiggede rundt, var det klart de yngste tilskuere til forestillingen der var allermest opslugt, hvor de større børn virkede til at miste fokus ret hurtigt. Og som voksen med et velvoksent behov for dramaturgisk konkretitet, er ’Græsgrøn’ en svær forestilling for mig at være tilskuer til. Jeg savner at blive taget lidt mere i hånden og få forklaret hvad og hvorfor. I programteksten læser vi, at vi skal på opdagelse efter alt det der foregår i græsset på en varm sommerdag, men vi mangler det i forestillingen. Samtidig savner jeg en slutning. En ting der havde samlet os om det vi lige havde set og en mulighed for at sige tak for oplevelsen sammen.  
’Græsgrøn’ bliver reklameret som en forestilling for de 0 – 5 årige, men den er klart bedst for de allermindste. De vil helt sikkert få en dejlig oplevelse i den fine grønne scenografi med lydene og bevægelserne. 

’Græsgrøn’ spiller på Den Frie udstillingsbygning d. 14. – 18. februar 2018 og varer 30 min. uden pause.

KOREOGRAFI: Tali Rázga i samarbejde med de medvirkende KOSTUMER OG SCENOGRAFI: Ida Marie Ellekilde MUSISK KONSULENT: Kirsten Juul Seidenfaden PRODUCENT: Carlos Calvo MEDVIRKENDE: Søren Linding Urup (danser) og Siri Skamby (komponist og musiker)



lørdag den 10. februar 2018

T-ERROR, Teater FÅR302...

Med topersonersrevyen ’T-ERROR’ har Teater FÅR302 frygt på plakaten. En ganske latterfremkaldende forestilling, der tager os med en tur ind i frygtens land.

I en verden hvor et julemarked er en mulig slagmark, og en dukke en potentiel bakteriebombe, mødes en gruppe forældre i Trivselsgruppen. De ønsker at skabe trygge, sikre rammer og kontrolleret hygge. De ønsker kun det bedste for deres børn, for der er så meget at være ops på. De ønsker ikke at give køb på deres frihed men bare tage nogle forholdsregler. Deres velmenende bekymring forplanter sig og forvandler sig langsomt til ren fanatisme og indre angstdæmoner slippes løs blandt nybrygget kaffe og hjemmebagte småkager.
Foto: Thomas Cato
Der er så meget at være bange for: Bombemænd, lastbiler, bakterier, bøhmænd og æbler, der er lige til at få galt i halsen. Og mens jeg cykler hjem fra aftenens forestilling, går paradokset op for mig; at jeg, minutter efter jeg har siddet og grinet frygten lige op i ansigtet, kommer forbi Nyhavns kæmpe terrorsikringsklodser, der står stratetisk placeret og er forsøgt kamufleret med påmalede hjerter og ’Nyhavn’ i nydelig, slynget skrift. Og de skal, hvor kamuflerede de end er, minde os om en eneste ting. Vi skal være bange. Og så kan vi gå der og kigge mistænksomt efter manden med hætten trukket tæt om ansigtet, eller bilen, der sænker farter lige lidt for meget. Og vi siger til os selv ’Jeg er ikke bange. Frygten skal ikke diktere mit liv.’ Og så sker det alligevel, at tankerne kommer snigende…

På scenen på det lille bitte Teater Får302 står Mikkel Reenberg og Christine Gjerulff med topersonersrevyen ’T-ERROR’. I 75 minutter river de os rundt i frygtens mørkeste kringelkroge på ganske latterfremkaldende vis. En gruppe forældre holder møde i trivselsgruppen. Og hvilken gruppe. Teksterne er skrevet af Line Mørkeby og Andreas Garfield. Sammen har de skabt et sort og absurd tekstunivers, hvor vi ikke kan undgå at komme til at spejle os selv og le højt. Jeg er specielt tosset med de mest absurde af teksterne. Som den om forældrene, der, for at undgå, at deres datter kommer til skade, amputerer først hendes arme, siden hendes ben for til sidst at aflive hende – altså jo kun for hendes eget bedste.

Både Reenberg og Gjerulff formår at holde dampen oppe, spillet stort og komme helt op på publikumspladserne med deres energi og forestillingen flyver afsted. Det er så vidunderligt befriende at grine af alle de mere eller mindre rationelle frygttanker vi alle går rundt og gemmer på. Og som forestillingens lattercoach fortæller os, så kan man ikke være bange, når man griner. Kamilla Bach Mortensen har formået at lave en stram og stringent iscenesættelse, der formår at holde os fanget. Først hen mod slutningen kammer både tekster og spil over og lander lidt mellem de to stole, som resten af forestillingen har stillet frem. Der er et par tekster hvor det hele bliver lidt for meget løftet pegefinger og lidt for sort. Men det hele bliver rundet rigtig fint af, med en krog tilbage til forestillingens start. Alt i alt en rigtig morsom aften i frygtens tegn. 

’T-ERROR’ spiller på Teater FÅR302 frem til d. 3. marts 2018 og varer 1t.15min. uden pause.

IDÉ: Mikkel Reenberg DRAMATIKERE: Line Mørkeby og Andreas Garfield INSRUKTION: Kamilla Bach Mortensen SCENOGRAF: Freja Cecilie Krog KOMPONIST: Tomas W. Raae LYSDESSIGN: Egil Barclay Høgenni Hansen LYDDESIGN: Jes Theede MEDVIRKENDE: Mikkel Reenberg og Christine Gjerulff


onsdag den 7. februar 2018

J O B - ET ENKELT MENNESKE, Bådteatret...

Med ’J O B – Et enkelt menneske’ tager Bådteatret og OFF OFF/Produktion livtag med Joseph Roths historie om jøden Mendel Singer. I Ina-Miriam Rosenbaums hænder bliver det historiefortælling på højeste plan og en dejlig påmindelse om, at mirakler virkelig kan ske. 

“J O B” er fortællingen om den troende jødiske lærer Mendel Singer, der tvunget af omstændighederne udvandrer til Amerika med sin familie. Første verdenskrig står for døren og ulykker regner ned over ham. Mendel, konen og datteren forlader Rusland i håb om at skabe sig en bedre tilværelse hos den mellemste søn i Amerika. Mendels møde med den ny verden, lever ikke op til forventningerne. Han mister alt - også sin tro. Ligesom JOB i det gamle testamente forbander Mendel sin Gud og venter utålmodigt på at komme til at dø. Først i mødet med en sang, vækkes livsviljen igen og Mendel oplever et mirakel, da han forstår, at det store og uforståelige findes i både gruen og glæden.

Foto: Ea Verdoner
På en lille båd i Nyhavn har Bådteatret til huse. Og hvilket sted til forestillingen om Mendel Singer og hans rejse mod miraklet. Vi sidder tæt sammen og holder hinanden varme på en iskold februaraften i bådens bug, mens Ina-Miriam Rosenbaum, flankeret af musikerne Henrik Goldschmidt og Anders Singh Vesterdahl ruller historien ud for os. 

Bibellæreren Mendel Singer har ikke meget, men han har nok. En kone Deborah, tre sunde og raske børn, Jonas, Shermarjah og Mirjam og et liv, der strømmer afsted som stille vand i bækken. Men så rammer herrens forbandelser Mendel. Og alligevel siger han som Job ’Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet’. Men den dag Mendel har mistet alt, giver han fortabt. Han spotter Gud på den eneste måde, han kan komme i tanke om, ved at true med at brænde sin bibel. Og alligevel lader Gud miraklet ske. Og når miraklet til slut indtræffer, ved vi det allerede længe før Mendel. Og alligevel sidder vi med tårer i øjnene. 

Karen-Maria Bille har formået at få den essentielle frem i sin dramatisering af Joseph Roths store, lille roman. Og Rolf Heim har begået en tæt, rørende og morsom iscenesættelse, hvor det lille bitte scenerum bliver udnyttet og hvor historien flyder uden unødig brug af alt for mange rekvisitter. 

I Ina-Miriam Rosenbaums hænder bliver ’J O B – Et enkelt menneske’ historiefortælling på højeste plan. Hun er Mendel Singer, og samtidig er hun alle karaktererne omkring ham. Med gestik, ord og et par briller, formår hun at indfange os i den kæmpe historie ’J O B – Et enkelt menneske’ er. Og bag hende spiller musikken, som svar på handlingen. De svarer og modsvarer både med lyd og ord. Og hvilken fryd af lytte til Singh og Goldschmidt. De spiller verdensmusik, så hårene rejser sig. 

Vi lever i en verden hvor vi lærer, at den vigtigste at tro på, er en selv. Ting går stærk og tiderne er mørke. Så er er der ikke noget mere livsbekræftende, end at sidde helt tæt i bugen på en kold båd og høre historien om tro, tab og det største mirakel. Og i disse så triste tider, er det rart at blive mindet om, at selv i det dybeste mørke kan miraklerne ske. 

’J O B – Et enkelt menneske’ er produceret af OFF OFF/Produktion og spiller på Bådteatret til d. 17. februar 2018 og varer ca. 1t.25min. uden pause.

TEKST: Joseph Roth DRAMATISERING: Karen-Maria Bille ISCENESÆTTELSE: Rolf Heim MUSIK: Singh og Goldschmidt LYSDESIGN, RUM OG TEKNIK: Kisser Rosenquist MEDVIRKENDE: Ina-Miriam Rosenbaum, Henrik Goldschmidt (musik) og Anders Singh Vesterdahl (musik)


mandag den 5. februar 2018

VI HAR GJORT DET VI KUNNE, Teater Grob...

Med forestillingen ’Vi har gjort det vi kunne’ kommer dramatiker Aleksa Okanovic og iscenesætter Lene Skytt med deres indspark til debatten om flygtningekrisen og humanismen der er blevet lagt for had. En forestillingen der viser fine takter, men desværre også bliver en tynd kop te. 

'Vi har gjort det vi kunne' udspiller sig i en boligblok et sted i Danmark, langt fra samfundets politiske og kulturelle centrum. Boligblokken bliver ramt af en omfattende vandskade., der afslører, at viceværten har huset flygtningebørn i kælderrummene. Nu er både børnene og viceværten blevet kørt væk af politiet. Tilbage står de nervøse beboere med vandet drivende ned af væggene. Hvad skal der nu ske? Vil pressen komme? De vil helt sikkert blive misforstået og mistænkt for alverdens ting. Selv mener de, at de har gjort det de kunne.

Foto: Emilia Therese
Symbolikken er så tyk, at den driver ned af væggene i Aleksa Okanovic og Lene Skytts forestilling ’Vi har gjort det vi kunne’ på Teater Grob. Som det vand der drypper fra loftet og nærmest kommer op af gulvet i boligblokken, hvor pedellen gemmer små flygtningebørn i kælderen. For de kunne jo ikke bare stå der ved grænsen og gå til. Og hvad sker der så, når børnene bliver hentet af politiet og pedellen begår selvmord? 

’Vi har gjort det vi kunne’ er et spændende tag på begrebet humanisme. For hvad er humanisme egentlig? Og hvorfor hedder det at være ’pladderhumanist’? Er det humanisme at gemme små flygtningebørn i kælderen? Og hvorfor er humanismen egentlig overhovedet blevet lagt for had? Forestillingen tager os med rundt i boligblokken og viser os humanismens mange ansigter og vrangsider. De fire spillere bevæger sig mellem et utal af karakterer, der forsøger at forholde sig til vandskaden, børnene i kælderen og alle livets andre bump på vejen.

Sikrest slår Ditte Gråbøl igennem med sine triste kvindeskæbner. Hun formår at give hver karakter hver deres egen lille historie, så vi i salen må holde af dem alle. Jesper Hyldegaard formår, som Gråbøl, at spille på de små detaljer. En kærlig bamsefar med varme øjne, selv når han spiller de mere skæve og perverterede typer. Kristian Ibler og Biljana Stojkoska tager kampen op og kommer for det meste i mål med de noget tynde karakterer de er blevet efterladt med. 

Og her falder vi nok ned i forestillingens største problem. Karaktererne er tynde og historien bliver hurtigt glemt igen. Det er synd, for det er en historie der, hvis den havde været skåret skarpere, kunne have været en betydelig brik i diskussionen om hvilken vej vores samfund bevæger sig, både politisk og menneskeligt. Men ikke desto mindre plantede forestillingen små frø i mit sind og åbnede for både tanke og debat med min ledsager til forestillingen. 

’Vi har gjort det vi kunne’ spiller på Teater Grob frem til d. 24. februar på og varer 1t.15min. uden pause.

KONCEPT OG IDÉ: Aleksa Okanovic og Lene Skytt MANUSKRIPT: Aleksa Okanovic ISCENESÆTTELSE: Lene Skytt SCENOGRAF OG KOSTUMER: Karin Gille LYSDESIGN: Clement Irbil LYDDESIGN: Emil Assing Høyer KOMPONIST: Adi Zukanovic MEDVIRKENDE: Ditte Gråbøl, Jesper Hyldegaard, Biljana Stojkoska og Kristian Ibler


mandag den 29. januar 2018

TORBEN TOBEN, Teatret ved Sorte Hest...

Med ’Torben Toben’ har Teatret ved Sorte Hest skabt en sort og rørende version af Line Knutzons tekst, der næsten kommer i mål.

Torben har en sjælden evne og en glubende appetit. Hans ven Frantz har bekymringer omkring Torben. Torben har jo ædt alt andet og alle andre. Det skulle skabe den store fred og lykke, men det går ikke så glat. Povl dukker op. Povl får sit at se til den dag, han opdager, at hans mødested Kastellet er væk. Alt er væk – inkl. Østerbro. Under et af Torbens turbulente hosteanfald dukker kvinden Agga pludselig op. Nu er de 4, og der må regler til. Det går slet ikke. Eneste udvej: Torben må æde dem alle sammen.

Foto: Robin Skjoldborg
Der er noget vidunderligt naivistisk over Line Knutzons teksteruniverser. En barnlig tilgang til det at forklare verden, livet og vores følelser. Således også i ’Torben Toben’, hvor vennerne Torben og Frantz er trætte af overbefolkningen, af den konstante forstyrrelse i hele tiden at skulle forholde sig til andre mennesker. De drømmer om at sidde helt alene på en bakketop, drikke en bajer og nyde solnedgangen. Derfor kommer Torben, lidt impulsivt og i en brandert til at æde hele verden. Nu er der kun Torben, Frantz og hunden Jønsson tilbage. Men freden varer ikke ved. Povl og Agga dukker op og nu må der regler til. 

Paw Henriksen er fin og rørende som Torben, der vil gøre alt for sin gode ven Frantz, endda æde hele verden, hvis det skulle være. Han spiller rollen med blødhed og hundeøjne, så skiftet der nødvendigvis må komme når han har fået nok af Frantz og hans regelrytteri slår ekstra hårdt. Kristoffer Helmuth er flabet, møgirriterende og hylende morsom som Frantz med den sociale fobi, der gør, at han må opstille regler for ALT. Man kan dog diskutere om det er nødvendigt, at han skal råbe så højt, så meget. Jeg kommer til at savne lidt nuancer i karakteren, der heldigvis bliver åbnet for i en fin, fin scene hen mod slutningen, hvor Frantz forklarer hvordan det gik til den dag Torben åd hele verden. Det er en rørende og nuanceret scene i en ellers noget hektisk iscenesættelse. Karoline Brygmann og Lue Støvelbæk giver et super fint portræt af Agga og Povl, de to akavede eksistenser, der ender med at finde hinanden midt i al rodet. 


’De absurde dramatikere vrøvler ikke’, som der så klogt stå i forestillingens program. Hvor mærkelig universet og sproget umiddelbart kan synes, er der altid en bagvedliggende, kulsort og skarp holdningtagen til et problem eller en tilstand. I tilfældet ’Torben Toben’ er det det, at skulle navigere i en verden fuld af mennesker og holdninger. Det kommer til udtryk i Frantz’ absurde behov for regler og Torbens glubende appetit. Og vi er ikke i tvivl om, hvad forestillingen vil os. Jeg manglede dog en skarphed i iscenesættelsen. Det er som om, at der mangler noget konkretet både i scenografi og iscenesættelse. At det, til tider, hektiske spil og den voldsomme stemmeføring med fordel kunne være blevet droslet ned. Derfor synes jeg desværre heller ikke, at forestillingen kommer helt i mål, med det den gerne vil fortælle os. Men, som tidligere nævnt, så er der scener og momenter, der står helt rene, rørende og klare og er med til at gøre ’Torben Toben’ til en seværdig forestilling. 

’Torben Toben’ spiller på Teatret ved Sorte Hest til d. 10. marts 2018 og varer 1t.15min uden pause. 

DRAMATIKER: Line Knutzon INSTRUKTØR: Maria Vinterberg SCENOGRAF: Marianne Nilsson LYSDESIGN: Søren Kyed KOSTUMEDESIGN: Mikael Jensen MEDVIRKENDE: Paw Henriksen, Karoline Brygmann, Lue Støvelbæk og Kristoffer Helmuth