At sige verden ret farvel...

Det alleværste i hele verden er at skulle sige farvel til en man elsker!

Og selvom jeg øver mig, er jeg - heldigvis - ikke blevet bedre til det...

I går skulle jeg sige farvel til min onkel. Ganske uretfærdigt måtte han forlade vores verden, inden han blev 60 år. Efter rigtig mange års sygdom var det faktisk godt for ham, at han fik fred. Men helt egoistisk ønsker man, at døden vil holde sig væk. Så min moster ikke skal sidde der helt alene og være rigtig ked af det... Men sådan spiller livets klaver jo desværre ikke...

Så der sad vi så - hele familien - bænket i kirken. Og der stod den hvide kiste. Og der var masser af blomster. Og solen skinnede ind af vinduet... Og der, midt i det alt tristheden, kommer vi til at se på bårebuketten fra min mor og far.

Elsket og savnet! Fra Sanne og Pia

Og pludselig bryder små smil og grin stilheden. Livet går videre (... og hvem kunne vide, at min far havde en lille Pia gemt i maven?...)

...

I dag skinner solen. Jeg har taget den fine kjole på, smurt guld på neglene og er på vej til festlig fest for glade venner...

Kom bare an, du kære liv!

Kommentarer