Jeg har et stort sovehjerte. Jeg elsker at sove. Elsker middagslure. Jeg kan sove hvor som helst...
Eller det vil sige, det plejer jeg at kunne. I de her dage er søvn noget underligt fragmenteret noget. Jeg vågner 3 til 4 gange om natten med koldsved og galoperende hjerte af frygt for at jeg har sovet for længe. Sovet over mig, så jeg ikke kan få lov til at aflevere det der speciale...
I nat sov jeg - endelig. Og da jeg vågnede i morges, havde jeg et klart billede af en drøm.
Jeg lå i en mark fuld af kornblomster og valmuer. Solen skinnede, himlen var helt blå. Jeg skulle ingenting - ingenting overhovedet! Og bag mig stod Det Brune Punktum og gav denne her:
Og pludselig har jeg nu en meget klar fornemmelse af, at det hele nok skal komme til at gå!
Kommentarer
Send en kommentar