mandag den 25. juni 2012

Du danske Sommer

Det er ikke fordi, jeg ikke har ting, jeg kan give mig til indendørs. Der er ansøginger, der skal skrives, film der skal ses og bøger der skal læses...

Men hvis det her skal være sommerens udsigt, så tror jeg gerne, jeg vil sige op!



Genlæser nu Den engelske patient og drømmer om sol, sand, Italien og kærlighed.




Andre gode råd til litteratur, der kan føre en væk i fantasien, når man nu er fanget i den lede danske sommer?


torsdag den 21. juni 2012

Så sandt (#6)



For ekkoet er sjælens stemme, når den fryder sig i store rum.






onsdag den 20. juni 2012

Gud taler ud

Gud har et par pyjamasbukser med hul i, hvor nosserne hænger ud. Så langt tilbage alle kan huske har Gud haft hul i sine pyjamasbukser netop dér. Mange forsøg er blevet gjort på at udskifte de bukser så man slipper for at se Guds nosser hænge der. Men det lader sig åbenbart ikke gøre.


Mere? Læs Gud taler ud af Jens Bledstrup


Man hulker af grin og gråd...


fredag den 15. juni 2012

Om bøssefarver, søde børn, lastbiler og...

Jeg har lært noget om lastbiler i dag. Jeg har lært at de kan være grønne, røde, blå og endda gule. De kan være små, store og giga-enorme. De kan køre lige og de kan slingre...

Fik jeg sagt, at jeg har kørt en fuldt læsset turnébil fra København til Århus? Og så lærer man et og andet om lastbiler og fredagstrafik. Det er åbenbart en sport for lastbilerne, at lægge sig i en laaang, snorlige række. Lige efter hinanden. Så snart små almindelige biler nærmer sig deres fine række, handler det så om, for den bagerste at trække ud foran den stakkels personbil, for så derefter at snegle sig afsted i overhalingsbanen indtil den er kommet op foran. Og sådan gentager det sig, og gentager det sig, og gentager det sig... Jeg har nu et noget anstrengt forhold til lastbiler. Så anstrengt, at jeg flere gange i dag, har taget mig selv i at råbe ting som pik, lort og møg-røv til endnu en lastbil-bagende. Jeg kan fortælle så meget, at det ikke ligefrem hjælper.

Men hvad gør det, når bare man kan se tilbage på en fantastisk uge med turné i det Københavnske. 8 forestillinger, spillet for 600 børn på fire dage. Yeah!

Og der, efter en forestilling, stod der en lille dreng foran mig. "Jeg hedder Hannibal, jeg er 3 år gammel og jeg synes altså at grøn er en bøssefarve!!!"... Af børn og fulde folk!

Men hvad blev der af al det sjov jeg skulle have haft, når jeg nu var en uge i København. Var jeg i teatret? Var jeg på café med søde venner? Var jeg på gåtur i Frederiksberg Have? Var jeg i Tivoli? Næ nej, den hed arbejde, spise, skide og sove... Thats it. Og så er der nogen, der siger, at tunrélivet er den vilde luksus?!

Men mon ikke at jeg kommer til at glæde mig, når vi, om ikke så længe, skal afsted igen. 

Først vil jeg dog kramme min dyne og sove i 100 år - eller i hvert fald lige til jeg vågner. Kom lige til at sig mig i spejlet...

Billede lånt her
Jeg er jo for helvede en levende død...



søndag den 10. juni 2012

Kunsten at svare igen


Kender I det, når nogle slynger den vildeste sviner-replik ud og dermed kaster den klammeste karklud lige i ansigtet på én? Der står man så med kæben nede på brystkassen, mens man desperat forsøger at komme på noget at sige. Kunsten at komme på det fedeste comeback. Og det skal nok lykkedes, men altid bare 10 minutter for sent. Så står man der og tager sig selv i at råbe "Det man siger, er man selv!!!" lige ud i den tomme luft...

Mens jeg stod der i H&M og kiggede på den der fine røde kjole, holdt den op foran mig og overvejde, kom der et lille tøsebarn forbi. Hun kiggede på mig og kjolen, "Det er vist ikke en kjole for kvinder med store røve.."SERIØST. Og inden jeg nåede at få samlet min kæbe op og svaret tøsen igen, var hun væk. I trods købte jeg kjolen, kom hjem og tog den på og måtte, med skam, konstatere at hun havde ret. Det er ikke en kjole til kvinder med store bagdele...

Ergo sidder jeg nu tilbage med en kjole der får min røv til at ligne Afrika og et forslået ego.
For hvad fanden skulle jeg have sagt til hende? Hvad er det perfekte comeback?


torsdag den 7. juni 2012

Kunsten at være træt

Jeg tog lige en arbejdsdag på 12 timer og er nu træt. Himmelråbende træt. 

Så træt, at jeg har måttet en tur op og kravle i affaldscontaineren, fordi jeg åbenbart syntes at mine nøgler godt kunne ryge samme vej som mit køkkenaffald. 

Så træt, at jeg lige har forsøgt at tænde fjernsynet med min telefon.

Hvad gør man så?

Man hopper i nattøjet og overgiver sig til Mr. Darcy...




tirsdag den 5. juni 2012

Kunsten at slå kolbøtter

Og mens jeg sad der og skulle lave en litteraturliste og en lille forside til specialet, eksploderede mit hjerte pludselig. Slog alt for mange slag. Der var prikker for mine øjne. Der sad en lille fed mand på mit bryst, så jeg ikke kunne få vejret. Helt alene der i nattens mørke besluttede jeg mig for, at sådan skulle jeg ikke ende min karriere som universitetsstuderende. Panik-angst, du er nemlig ikke den fedeste dansepartner...

Lægen var frygtelig sød, min vejleder var frygtelig sød og specialesekretæren lige så. Nu har jeg fået tid til at finde mig selv og få rundet hele det der speciale-gøgl ordentligt af...

Og aldrig mere vil jeg ønske at hænge der i luften, igang med at slå den perfekte kolbøtte, for lige pludselig ikke at kunne finde ud af hvad der er op og ned og banke hovedet i gulvet med et ordentligt brag...

Jeg må hellere komme i gang med at øve mig!