tirsdag den 25. september 2012

Øjne i mørket

Ny hobby: At sidde i mørket med en kande vin og glo ind af vinduerne hos dem der bor overfor. Jeps, jeg ved det er forkert. 

Men det er jo ti små fjernsyn, der bare blinker til mig!!! Se, hun lakerer negle, han ser fodbold og klør sig selv i skridtet, de skændes og har make-up sex....

Voyeur?! Noget må ske, så jeg ikke ender sådan her.

(Var forresten en tur i Eventministeriet i weekenden. Et initiativ vi kan lide, ja tak. - Og deres version af Hitchcock-gyset Rare Window, var bestemt seværdig. Mere af det, tak!)







lørdag den 22. september 2012

Cyklus

Der er dage hvor verden er ond, mørk og fuld af efterår.

Og så er der dage, hvor man bare er ligeglad, tager løbeskoene på og drager på tur.

Efterår, jeg elsker dig faktisk!

Assistens Kirkegården


torsdag den 20. september 2012

Københavnerliv

Så skete det. Jeg har slået mig ned midt på Nørrebro. Lige der hvor kulturerne mødes. Hvor byen aldrig rigtig sover. 

Og jeg elsker det!


Jeg er blevet indehaver af en cykel, der er så grim, at ikke engang et Istagramfilter kan gøre den pæn. Men måske jeg så får lov at beholde den!? 
Hvorfor denne, ellers så pæne, mand åbenbart skal være påklædt i stråhat og halstørklæde ved jeg ikke. Men jeg synes nu ret godt om det alligevel. (Hans Knudsens Plads)


Jeg har fået en ny svaghed. Mad fra den lille Viet-Thai på Frederiksborg på Nørrebro. De laver den bedste Phò Bò jeg nogensinde har fået (Det er nummer 22 på kortet. Prøv den!). Og rullerne var også rigtig gode. Jeg fornemmer, dette bekendskab kommer til at blive dyrt. (Besøg deres hjemmeside her.)


Og så sluttede jeg en helt almidelig onsdag med portvin og cigar.... 
Det er skam slet ikke så tosset, det der København.

Men er der noget, jeg bare må opleve. Hvor er de fede forretninger, boghandlere, fester, koncerter? Smid endelig et tip. Så hjælper vi hinanden! 


torsdag den 13. september 2012

Plus, minus, Finn og Jette...

Nogle gange tænker jeg, hvem der bare var 14 år igen. 14 år og ubekymret.

Ding Dong, er der flere skinketoast? Hvad gør jeg med den bums i panden? Og mon der er Musik og Fis i fjerneren?

Og så alligevel... Det kan da godt være, at jeg er 31 år uden på (Og 80 på indersiden... Sådan føles det i hvert fald i dag).

Men gad jeg virkelig være 14 år igen? Og var Finn og Jette egentlig sjove?

Det kan jeg så overveje, mens jeg finder slumretæppet frem og snupper en Blomme i Madeira...

tirsdag den 11. september 2012

We'll meet again...

Jeg var faktisk gået hen og blevet lidt træt. Træt af Århus (Nej, undskyld: Aarhus!). 

Jeg ved sgu ikke hvorfor. Jeg er måske bare en rastløs sjæl, der gerne skal skifte ham, hjem og omgivelser lidt oftere end de fleste.

Men jeg var begyndt at bilde mig selv ind, at Århus var en død sild, en by der var gået i stå, et limbo-land uden udfordringer og nye overraskelser.

Så jeg sagde min lille kollegielejlighed op, pakkede alle mine ting sammen, deponerede dem i BoxIt og begyndte for alvor at lede efter en lejlighed i København.

Men hvad sker der så? Århus slår da bare igen.

Minder mig om: 


Alle de mange hyggelige og hemmelige hjørner og kringelkroge jeg kommer til at savne... (Psst... Her er vi i byttebiksen lige overfor Løve's Bog - og Vincafe)

Hvor meget humor du i virkeligheden har, kære Århus. (Her den store tavle på Store Torv, hvor man under Festugen kunne skrive, hvad man drømmer om at nå, før man dør... Gad egentlig godt at vide, om det overhovedet er muligt at planke og have sex på samme tid?!)

Hvor meget jeg elsker god sushi med de bedste venner

Hvor uendelig lidt der skal til, før du får mig til at smile...

Jeg kommer altså smadder meget til at savne dig kære Århus. Undskyld jeg ikke så alle dine kvaliteter i tide!

Men nu rejser jeg til København. Slår mig ned på Nørrebro. Men jeg vil altid huske dig.

Og undskyld at jeg spørger, men:

(Store Torv, Festugen 2012)