fredag den 29. november 2013

idiot.dk

Det der øjeblik hvor man, efter panikgråd og vrede foran egen hoveddør, trykker send på anmeldelsen af cykeltyveri til politiet og det pludselig kommer tilbage til én, at man helt selv har parkeret cyklen på Vesterport St...






onsdag den 20. november 2013

Made in India - Notes from a baby farm

Det er lidt pudsigt, men nogle mennesker synes teatret er støvet og bedaget. At det at lave teater bare handler om at tage fat i en klassiker, kigge længe på den, måske ruske den en smule, sætte lidt lys på og BUM, så er der teater.
Men sådan er teatret, heldigvis, ikke kun. Det er så meget andet. Som f.eks. Made in India, en doku-teaterforestilling af Global Stories, der lige nu spiller på Teater Grob i København, som en del af CPH:DOX frem til d. 24 november.

Made in India handler om den eksplosivt voksende industri af rugemødre i Indien. Det er historien om de vestlige par, der vil gøre alt for at få opfyldt deres drøm om at få et barn. Og det er historien om de indiske kvinder der ved ni måneders arbejde kan tjene op til 5 årslønninger.


"This is like a glass baby, I have to keep it protected" Mansi Bhatta, 32 years old, Surrogate mother for a couple from Canada.

Tilskuerne tages med til Dr. Patels babyfarm i den indiske by Anand. Her møder vi tre indiske rugemødre, en kunde fra Canada og klinikkens indehaver, Dr. Patel. Vi kommer helt tæt på. Tæt på deres følelser, tanker og bevæggrunde. 

For hvad får et Canadisk par til at rejse helt til Inden for at få et barn? Og hvad får en indisk kvinde til at leje sin livmoder ud, som et hus for fremmede menneskers baby? De etiske dilemmaer står i kø og historierne bliver fortalt med nærvær og nerve.
På scenen står den indiske sociolog Amrita Pande og den danske skuespiller Nanna Bøttcher. Sammen giver de liv til de mange skæbner på babyfarmen i Anand. Forestillingen bygger på Amrita Pandes Ph.d. om indiske surrogatmødre samt det kunstneriske teams to rejser til klinikken i Anand.

Amrita Pande og Nanna Bøttcher, Foto: Morten Kjærgaard

Men hvad kan vi så bruge det her doku-teater til? Jo, vi kan bruge det til at lære og diskutere. Og Made in India er godt nok en af de mest interessante måder at præsentere et emne på, jeg har set i meget lang tid. For har man nogensinde set en sociolog gå på scenen med en skuespiller og spille en forelæsning? Nej vel. Og det er helt sikkert et eksperiment, der kunne være gået grueligt galt. Men det gør det på ingen måde. I Ditte Maria Bjergs iscenesættelse bliver de etiske dilemmaer og faceterede fortællinger rullet ud, så vi som tilskuere labber det hele i os og tager historierne og debatten med os ud af teatret når forestillingen er slut.

En ting er i hvert fald sikkert. Teatret er ikke altid blot til lyst. Men det kan nu alligevel sagtens være befriende og underholdende alligevel.




tirsdag den 12. november 2013

Sukker, sukker ikke...

Tænkte at det snart var tid for et lille sukkerstop. Det gik godt... I to timer.
Og i går aftes måtte jeg på jagt. 

Men det der er en hyggelig aftensnack, er sjældent særlig køn næste morgen:



lørdag den 9. november 2013

Hver ting til sin tid...

Nogle gange er det som om verden sætter turbo på. At tiden flyver og uret tikker. Jeg elsker det. At have travlt med fantastiske ting og dejligt arbejde. 

Men så sker det også, at det knap så sjove bliver underprioriteret en smule. Så glemmer jeg, hvor det er, jeg har gemt støvsugeren. Glemmer at få bestilt en vasketid. Glemmer at få vandet blomsterne.
Så pludselig står der en tør, gråbrun pind i vindueskarmen, der hvor der engang stod en Hibiscus. Vasketøjskurven har kastet op og det beskidte tøj er begyndt at formere sig ud på gulvet. Og bag døren ligger tre mindre dyr, af nogle nullermænd, der knurrer af mig når jeg kommer for tæt på. 

Nu må det være slut. Jeg må tage mig sammen og få gjort noget ved det!

I morgen....


lørdag den 2. november 2013

Skammerens Datter 2

Dengang jeg var 15 år, skete der noget fantastisk. I en mørk teatersal fik jeg en åbenbaring. Midt i musicalen Atlantis. Jeg græd og gøs; og vidste endelig hvad jeg ville være når jeg blev stor: Musicalstjerne! Jeg købte programmet og CD'en, klippede artikler ud af avisen og lærte alle sangene udenad. Jeg var helt og aldeles teenagebesat. I de følgende år voksede min kærlighed til musicalgenren. Jeg så alt hvad der var at se. Gammelt og nyt. Jeg forelskede mig i Les Misérables, græd til Miss Saigon og hoppede i sædet af fryd til RENT.

Der er løbet meget vand i åen siden jeg var 15. Jeg er aldrig blevet musicalstjerne og min kærlighed til musicalgenren er måske falmet en smule. Men jeg kan stadig Atlantis udenad - Og jeg har stadig CD'en (Signeret selvfølgelig...).

Forleden gav Østre Gasværk Teater mig muligheden for at komme forbi til et skud Skammerens Datter 2. Fortsættelsen på historien om skammerdatteren Dina, der har arvet sin mors særlige evner. Ved at se folk i øjnene kan hun få dem til at skamme sig og fortryde alle deres ugerninger. Musicalen er bygget på Jette Kaaberbøls fantasy-romaner. Det er mørkt, middelalderinspireret og visuelt imponerende.

Før jeg satte mig til rette i salen forleden, havde jeg ikke set den første musical og ikke læst bøgerne. Men jeg blev beroliget, for på Østre Gasværk Teaters hjemmeside står der at man sagtens kan se 2'eren som en selvstændig forestilling. Det holder ikke helt, desværre. I hvert fald ikke for en som mig, der hverken har læst bøgerne eller set den foregående forestilling. Jeg blevt tabt en smule på persongalleriet og konflikterne. Men langsomt rullede historien sig ud og jeg blev grebet. Af det fantastiske lydbillede der ligger som et tæppe under hele forestillingen. Af musikerne der, som et andet kor fra en græsk tragedie, følger forestillingen. Af scenografien der er utrolig enkel og dog meget virkningsfuld. Af de helt fantastiske kostumer, der får lov til at leve i den minimalistiske scenografi. Af det fantastiske søuhyre der kommer sejlende op af gulvet og indtager det fantastiske rum, den gamle gastank er. Og af historien om kampen mellem løgn og sandhed, lys og mørke.

Som jeg kan forstå det, er Skammerens Datter 2 et sammenkog af tre af Kaaberbøls romaner. Hvor 1'eren mere slavisk fulgte første bog er 2'eren et sammenkog. Og det mærkes. Der er næsten for mange historier på spil i Skammerens Datter 2. Der er historien om hvordan den onde Drakan undertrykker sine folk. Der er venskabet mellem Dina og Rosa. Og der er Dinas bror Davin, der slet ikke føler han slår til. Og fyrsten der holder sit folk som slaver. Og pludselig dukker en mørkemester med en slange på armen op. Og hvad er han mon ude på? 

Jeg er helt sikker på, at har man Læst Kaarberbøls romaner og set Skammerens Datter 1, så er Skammerens Datter 2 en værdig efterfølger. Den torsdag aften i teatret, var jeg omgivet af forældre og børn, bedsteforældre og skoleklasser. Før forestillingen sitrede luften af forventning. Og for de allerfleste blev den tydeligt indfriet. Og det er faktisk muligt at se både Skammerens Datter 1 & 2, hvor de, på udvalgte dage, spiller begge forestillinger kun afbrudt af et par pauser.

Og i salgsboden efter forestillingen stod der en pige på ca. 14-15 år, der med strålende øjne købte en CD og en plakat. Og jeg blev helt nostalgisk og gik hjem og genhørte hele Atlantis... 

Foto: Per Morten Abrahamsen




mandag den 7. oktober 2013

Læseklubben...

Her til aften gik det rigtig op for mig, at jeg er med i sådan en læseklub. Sådan en helt rigtig en hvor vi læser rigtige bøger og snakker rigtig højt om dem. Mig og en masse kloge kvinder, der ved en masse, griner højt, taler i munden på hinanden og ikke er bange for at tage et glas vin på en mandag aften. Det er fedt!

Til i aften havde vi læst denne her:


Og den er god. Altså sådan rigtig god. Den åbner døre og lukker dem igen. Imponerer og irriterer. En stor roman.

(... Og fryd, til næste gang skal vi læse Murakami. Jeg kan næsten ikke vente...)


lørdag den 14. september 2013

Der hvor jeg bor...

... sidder der tit to mænd på en bænk foran Fakta og drikker øl. Ved deres fødder ligger en stor Schæfer der hedder Putte. De hilser altid pænt og smiler deres tandøse smil, når jeg går forbi. Kun når det regner, er de væk. 

... Bor en dame, der altid skælder ud. På den søde pige bag kassen i Netto; på sin rollator; på mig; På mændene på bænken. Det er helt umuligt at forstå hvad hun siger, men vred, det er hun!

... Holder dem i blokken overfor tit fest. Men det er helt okay, for de spiller Thomas Helmig. Højt. Og synger med på klingende jysk. 

... Står der tit en mand foran Lidl og sælger Hus Forbi, mens han ryger hjemmerullede cigaretter og spørger om "en skilling til en kop kaffe."

...Ligger sushibiksen side om side med det gamle værthus, hvor man kan få en kold fra kassen til 17 kr. og stamkunderne ryger som skorstene. 

... Kan man finde forretninger, der dækker ethvert behov:


Der er historier overalt. Selv i Nordvest!



søndag den 1. september 2013

En hilsen fra hegnet...

Lige der foran 7 eleven stod han, Darth Vader, med et langt lyssværd og gjorde sig til. Og så skete det bare...


I dag sidder jeg så tilbage med tømmermændene. Hvad sker der nu? Hvad laver man "on the dark side"? Hvordan ser han ud under masken? Og hvorfor var hans lyssværd lyserødt?

Nu tør jeg ikke forlade min seng. Jeg gemmer mig under dynen med denne her:



Dejlig lille ungdomsroman om livet som zombie. Den er god for mig og mine tømmermænd.


lørdag den 31. august 2013

Lørdagens små lykkeligheder...

Der er altså noget helt utroligt smukt i, først at gå i fitness for at straffe en crosstrainer, for derefter at gå direkte ned i Netto for at købe to flasker vino til en aften i hegnet....


(Og ja, piger bruger også toiletpapir...)


onsdag den 21. august 2013

Helt på hovedet...

Det har gjort ondt i mit hoved i lang tid. I hovedet, nakken, skuldrene, bag øjnene. Ikke meget, men nok til at det har været skide irriterende. Jeg er gået i seng med hovedpine, stået op med hovedpine og taget på arbejde med hovedpine. Når jeg så er kommet hjem, er jeg kravlet direkte hen foran fjernsynet, hvor jeg har set halv - og heldårlige serier, mens jeg har skyllet min aftensmad ned med Panodil og er faldet alt for tidligt i søvn.

Men lige meget hvor meget jeg har slappet at, spist piller og sovet, har hovedpinen været min tro følgesvend. Jeg har overvejet kiropraktorer og fysioterapi. Jeg har bare været for træt og irriteret til at gøre noget ved det. Har bare spist piller og og sovet.

Men så forleden aften var vejret så fint og månen var fuld og jeg mærkede en energi i kroppen, der ikke har været der længe. Så jeg tog en god lydbog i ørerne og de gode sko på fødderne og gik. På vejen smilede jeg til månen og de lokale bumser foran Fakta, der altid siger hej. Jeg gik og gik og gik, mens jeg lod tankerne flyve. Jeg plukkede fine, hvide, ukrudtsblomster og klappede en hund. Og da jeg kom hjem, var hovedpinen væk. Den hovedpine som hverken panodiler eller varmepuder har kunnet fjerne. Og den skal ikke komme igen. Så derfor tør jeg ikke andet end at gå. Hver aften er det ud. Ud og mærke luften og lade tankerne flyve...


Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, det var et mirakel...


søndag den 18. august 2013

Tom skærm - eller fortællinger fra en skriveblokering...

Jeg skal skrive sådan en børneforestilling, som 26 unger skal spille til jul. Piece of cake...

Stod op i morges med hovedet fuld af ideer. Lavede morgenmad, tændte kaffemaskinen, computeren og et par stearinlys. Satte mig godt til rette og åbnede word.

Og med et var der tomt. Både på skærmen og i min hjerne...


Efter fire timers kaffedrikning/filmkigning/gåtur/hurtigskrivning kom der et par gode sider på skærmen. Det er så forbistret upraktisk at alle mine ideer kommer til mig, når jeg sidder på min cykel, står i kø i Netto eller stener under bruseren. Men når jeg sætter mig ned foran et tomt Worddokument, smelter min hjerne sammen, som en atomreaktor på en dårlig dag. 

Noget siger mig, at jeg vist snart skal have fat i sådan en diktafon. Nogle gode forslag til hvilken en der er værd at bruge penge på?


tirsdag den 13. august 2013

Frygt og bæven #1

Jeg havde engang en matematiklærer. Hun havde runde briller, store krøller og kjoler i alverdens farver - Og så var hun simpelthen så sjov, når hun blev vred. Jeg kan huske at vi unger egentlig syntes, at hun var meget sød. Men fristelsen var for stor og det var så nemt at gøre hende gal i skralden. Hendes ansigt  fik cirka lige så mange farver som hendes kjoler, hendes øjne blev underligt store og stirrende inde bag de runde brilleglas og hendes stemme blev lige så dyb og rungende som en bassangers. Det var fascinerende og skægt. Lige indtil hun, med tårer i øjnene, forlod klasseværelset og smækkede døren med sådan en kraft, at vi alle sad meget flove tilbage og lovede hinanden at det aldrig skulle ske mere. Det holdt ikke så længe. Vi var onde, onde børn.
Og damen med de runde briller gad pludselig ikke være lærer mere...

Hvorfor nu al den snak om lærermobning og onde børn? Jeg er pludselig kommet i tanke om min skumle fortid, fordi jeg i morgen genoptager mit gamle erhverv som dramalærer/instruktør. Og pludselig kom jeg til at tænke på Inger i de farvestrålende kjoler og det skrøbelige sind. Og så faldt tanken på de onde, onde børn...

Jo, jeg har skam undervist før. Men da var jeg ca 20 år gammel og uden en frygt i livet. Jeg kastede mig sultent for løverne. Det var sjovt! Men nu er jeg over 30 og jeg er ikke så frygtløs mere. Hvad om de der unger er djævlens yngel, der smiler sødt på overfladen, men under den søde facade er lige som mig, da jeg var 10?

Og hvad nu hvis jeg har glemt hvordan man taler pænt? Hvad nu hvis jeg kommer til at sige fuck, lort og røvpis? Hvad nu hvis jeg kommer til at skælde alt for meget ud? Hvad nu hvis ungerne synes jeg er herre kedelig? Eller grim? Eller sjov at gøre gal?... Hvad nu hvis?

Noget må der gøres.


Har nu, efter et par timer i køkkenet, boller nok til at charmere de første 30 unger. For hvad gør det, at læreren er en smule uforberedt og bander som en tyrk, så længe der er hjemmebagte boller?!



torsdag den 8. august 2013

Surhed står for fald...

Det sker, at man, når man bevæger sig ud i verden, møder mennesker, der er så bitre, at deres ansigt ligner en tro kopi af en hønserøv. Nogle dage opdager man dem ikke, og nogle dage opdager de én. Der står man så, presset op mod muren, mens hønserøven tror, at han/hun (mest hun, faktisk...) kan kaste al sin bitterhed op, lige der hvor man står.

På Bispebjerg St. mødte jeg i går et pragteksemplar af racen. Hun stod på perronen og stirrede på et S-togs rutekort. Noget var galt. Hun vendte sig hektisk om, lige da jeg gik forbi.

"Det er åndsvagt ikke, så laver de sådan et kort, hvor alle stationer er på, og så har de ikke tilføjet zonerne..." sagde hun, mens hun slog sig hårdt for panden og rakte tungen en smule ud.

"Der er et zonekort henne ved klippekortautomaten" svarede jeg venligt, mens jeg lagde an til at gå videre.

"Ja, men det er da åndsvagt, ikk'?" fortsatte hun, mens hun hankede op i sin taske og halvløb op på siden af mig. "... Og så har de lovet regn i vejrudsigten, men kommer det så? Næ nej. Her går jeg og smelter... Og jeg skal helt til Veksø." Hønserøven midt i hendes ansigt sitrede nu. 

"Og så alle de hjemløse der hele tiden skal tigge. Nu har jeg arbejdet i 50 år!!! Skal min pension så gå til at dække for betalingen af deres guldøl?!"

Jeg havde lyst til at svare hønserøven igen. Vende ryggen til hende og alle hendes højlydte negative udladninger, der nu kom væltende i en lind strøm. Men jeg kunne ikke. I stedet stod jeg helt paralyseret, midt på perronen, mens en begyndende surhed begyndte at boble i maven på mig.

Men lige så hurtigt som hun var dukket op, lige så hurtigt var hun væk igen. Hun var løbet efter en ældre herre, hun højlydt titulerede som "Manse".

Pludselig opdagede jeg den unge fyr ved siden af mig. Han stod med et let smørret grin om munden, mens han kiggede efter hønserøven. "Smil til verden..." sagde han, mens han sendte mig et skævt smil og fløjtende hoppede ind i toget, der netop var stoppet foran os. Jeg begyndte at grine...

Det er så nemt at lade sig påvirke af hønserøven. At blive vred og bitter. Men næste gang jeg møder en hønserøv, så vil jeg smile ham/hende så meget tilbage i ansigtet, at han/hun ikke har en kinamands chance for at opdage, hvad der ramte ham/hende. For en meget klog mand har engang sagt, at "Smilet er den korteste afstand..."


onsdag den 7. august 2013

Der er gode film, der er dårlige film - og så er der The Room...

Der er gode film, der er fantastiske film, der er dårlige film og så er der helt forfærdeligt, dårlige film. Det værste jeg ved er, at betale i dyre domme for at se en film i biffen, jeg har glædet mig rigtig meget til, for så at finde ud af at den hører til i den sidste, forfærdelige kategori. Så sukker jeg, jamrer mig, vender øjne, gemmer mig i mit tøj, sover, gør alt for at slippe... For ikke så længe siden gik denne opførsel ud over Man of steel og min veninde, der endda havde lagt et biografgavekort i puljen. Nu skulle vi rigtig se fed superheltefilm. Forventningerne blev ikke helt indfriet. Men heldigvis var det gode menneske ved min side enig - og så har hun en fantastisk evne til at grine af mig, når jeg er allermest ynkelig. Men hvis jeg ved hvad jeg går ind til, er det noget helt andet. Så elsker jeg dårlige film. Der hvor man kan sidde i mørket og krumme tæer, halvt af grin, halvt af væmmelse. 

Husets Biograf i Magstræde viser de en af verdens dårligste film - hvis ikke den dårligste, hver første fredag i måneden. The Room, skrevet af Tommy Wiseau, instrueret af Tommy Wiseau, med Tommy Wiseau i hovedrollen. Jeg vil ikke kaste mig ud i at forsøge at gøre rede for handlingen her. Se bare traileren i stedet... 


Og når du nu tænker: "Det er da vist en joke", så vid, at det er det ikke....
Den fredag aften i en 60 grader varm sal i Husets Biograf blev min indre dramaturg taget alt for hårdt bagfra, filmen er et stort, sort plot-hul og aldrig har jeg set en film, der er så dårligt filmet, instrueret, klippet og spillet. Men der var kolde øl i baren og gode mennesker ved min side. Og vi havde en fest.

Og til oktober udkommer bogen The Disaster Artist, hvor filmens anden hovedrolle, Greg Sestero fortæller om oplevelserne omkring tilblivelsen af filmen. Hvad får et normalt og intelligent menneske til at takke ja til Tommy Wiseau og The Room? Jeg har fået første kapitel læst højt. Det lover godt!



søndag den 28. juli 2013

Vigtig viden eller ligegyldig info?...

Sagen er, at jeg har fundet løbeskoene frem igen. Jeg løber ikke, fordi jeg skal træne op til noget. Det er af ren lyst og ikke sur pligt, at jeg tager skoene på. Jeg har bare fundet ud af, at mit humør er så meget bedre, når jeg tager mig sammen og får nogle kilometer i benene. 

I dag, da tusmørket kom og temperaturen faldt, begav jeg mig ud på en lille tur. Himlen var helt lilla, luften var lun og i mine hørebøffer var den der engelske filmpodcast, der efterhånden er blevet en essentiel del af mine lunteture. Da jeg nåede halvvejs begyndte det at regne. Ikke meget, men nok til at duften af stille sommerregn ramte mine næsebor. 

Det lyder jo næsten for godt til at være sandt. Og det er det måske også. Men det føles godt.

Og på mit natbord ligger der for tiden en bog om en mand, der ikke kunne forstå hvorfor, det altid gjorde ondt i hans fod når han løb. Og så stiftede han bekendtskab med Tarahumara Indianerne i Mexico. De løber ubeskriveligt lange ture på bare føder - og nyder hvert sekund af det. Bogen Born To Run er en lang salgstale for barfodsløb. Der må jeg sige, jeg ikke er endnu, men det er interessant læsning. Og bedre endnu, den har været med til at finde min løbeglæde frem igen. 



Men løbeturen i bare tæer gemmer jeg altså til næste strandtur...


fredag den 12. juli 2013

Schhhh....

For sådan en som mig der nemt hapser en bog på en weekend (ja, eller én dag hvis bølgerne går højt...) kan det være svært at forlige sig med de perioder, hvor det eneste der kan få mig til at slappe af er britiske krimiserier på Netflix. 
Stakken af bøger på sengebordet, der skal læses vokser og vokser, mens jeg hygger mig med "Lewis", "Sherlock" eller noget andet med mord og britiske mænd der går på pub og hører opera.

Det har været lange to måneder, hvor der ikke er blevet læst så meget. Men så i sidste weekend hev jeg en bog ned af reolen, åbnede den og slugte den i en bid, kun afbrudt af mad - og tissepauser. Og så hev jeg endnu en ned og slugte også den. Læselysten er tilbage. Og findes der noget bedre end at rykke fejringen ud i solen, mens brumbasserne summer i altankassen?!


Så skulle det ske, at der pludselig bliver lidt stille, så er det fordi jeg er groet fast på altanen med Rowling og hvidvin... Jeg skal nok komme tilbage, når boksen med vin er tom!


onsdag den 10. juli 2013

Langt at løbe, dybt at falde...



Lige i de her dage, er det cirka en måned siden, at jeg gennemførte mit eget lille man-kan-hvad-man-vil-projekt, og bagefter postede det her billede på facebook:

Glad, træt og med saltskjolder i ansigtet efter 21,097 km. løbetur i Aarhus. Jeg havde øvet mig i næsten et år. Løbet tempoture, lange ture, korte ture og gået ture. Og jeg var sgu kommet dertil hvor jeg må indrømme, at jeg elskede det. Og turen rundt i Aarhus? Jeg likede det for vildt. Selvom benene syrede til, så fandt jeg ekstra energi i publikums opbakning og min egen stædighed. Jeg ville og skulle gennemføre projektet. Da jeg kom over målstregen tudede jeg. Det var så vildt!
Fire dage efter mit halvmarathon løb jeg 3 km. Og en uge senere løb jeg 4. Og siden har løbeskoene stået stille. Sammen med træningstøjet. Jeg har lige kunnet overskue at tage til yoga et par gange om ugen. Men nu har jeg fået nyt arbejde, af den thouge slags, så nu bliver ikke engang yogamåtten luftet.

Jeg ved der er noget der hedder runners high. Og der er så også noget der hedder runners low. Jeg ville bare ønske, jeg vidste hvordan jeg kommer op af hullet igen. Om nødvendigt at der er nogen, der kommer og binder løbeskoene for mig, tager mig i hånden og trækker mig rundt om søerne. Jeg savner kilometerne i benene. Men jeg orker åbenbart ikke selv. 

What to do?


tirsdag den 9. juli 2013

Shakespeare tur/retur...

Jeg elsker Shakespeare. Så meget at jeg har tre versioner af hans samlede værker stående i min bogreol. Jeg elsker hans historier om kærlighed og krig, mord og vanvid. Jeg tuder til tragedierne og griner højt af komedierne. Min første rigtige universitetsopgave var om Hamlet og jeg kan flere af dialogerne fra "Romeo og Julie" udenad. Derfor blev jeg rigtig glad, da jeg opdagede, at Grønnegårds Teateret har taget fat i Shakespeare til årets familieforestilling (fra 8 år) med forestillingen "Shakespeare tur/retur."

I Ankestyrelsens Have i Amaliegade husserer alfen Puk. Hun kan trylle, lave ballade og så elsker hun at fortælle historier. Helst af William Shakespeare.
Hun tryller havens stenstøtter levende og sammen leger de historier frem. Historier om krig og galskab, kærlighed og indbildskhed. Historier af Shakespeare.

Skuespillerne er alle kommende 3. års elever på Statens Scenekunstskole. Sammen med iscenesætter Charlotte Munksø, har de skabt en fantasifuld rejse rund i Shakespeares univers. Forestillingen er sammensat af de fire værker "Romeo og Julie", "Hamlet", "Helligtrekongersaften" og "Som man behager".

Foto: Bjarne Stæhr
Kan man koge de 4 store værker ned til historier af 15 minutters varighed? Og kan man fortælle dem, så selv de små kan være med?
Jeg må indrømme, at jeg var en smule skeptisk. Netop fordi Shakespeares værker er så komplekse.
Og "Romeo og Julie" bekræfter mig lidt i mine bange anelser. For hvordan koger man verdenshistoriens største kærlighedshistorie ned til historie på et kvarter? Det er som om der er en smule usikkerhed at spore hos spillerne. Men når de først har fået slået hul på skalden, så at sige, kommer der rigtig gang i løjerne. Alle 8 spillere leverer rigtig fine præstationer. De er stærke både fysisk, musikalsk og komisk. 
Når f.eks. den stakkels Malvolio i Helligtrekongersaften bliver snydt så vandet driver, griner vi alle. Og får lidt ondt af den stakkels mand. Det er elegant humor for både store og små. Og når Hamlet og Ofelia kæmper for at få hinanden, hepper vi sammen med dem. Og det hele er en stor leg midt under åben himmel.

Foto: Bjarne Stæhr
I Maja Kall og Julian Toldam Juhlins spændende og funktionelle scenografi leger de 8 spillere jorden er giftig. Det er rigtig spændende løst.

Vi sad mange i lørdagssolen og nød forestillingen, både store og små. Noget i forestillingen var mest til de voksne, men det meste var til børnene. Og på kommentarene der kom fra både store og små under og efter forestillingen, var der ingen tvivl om, at alle havde haft en god oplevelse. Shakespeare er altså ikke kun for voksne. Ungerne kan sagtens være med i de komplekse fortællinger. Det er "Shakespeare tur/retur" et tydeligt eksempel på.


torsdag den 4. juli 2013

Fruentimmerskolen - eller kunsten at blive offer for sine egen ambitioner...

Man kan ikke få alt, hvad man peger på. Så simpelt og alligevel så svært at acceptere. Og når man mister den man elsker, gør det ondt. Ondt i hovedet. Ondt i sjælen. Ondt i hjertet. Og man bider fra sig. Man slår og sparker, råber og skriger og jalousien viser sit grimme ansigt. Man kræver ejerskab og forsøger at tøjle sin elskede. Og alt går galt...

Foto: Bjarne Stæhr
I Odd Fellow Palæets Have spiller Grønnegårds Teatret Molières gamle klassiker "Fruentimmerskolen". Der, i den fine, gamle gård sidder vi under åben himmel og med byens lyde i ørene, mens den tragi-komiske historie udspiller sig for os.

Arnolphe er en mand i sin bedste alder. Han griner af de stakkels mænd, der er blevet gjort til hanrej af deres forfløjne, snaksaglige og kaffedrikkende koner. Selv har han den perfekte plan, nemlig at gifte sig med Agnès. En ung dame han, fra hun var en ganske lille pige, har formet og støbt, så hun passer perfekt til hans ide om den perfekte hustru. Hun er uvidende og naiv, blid og føjelig. Han gnider sig i hænderne og ler af de stakkels mænd, der ikke er så kloge som ham; og langsomt forelsker han sig i Agnès. Hun forelsker sig også; men bare ikke i Arnolphe.

Olaf Johannessen er modbydeligt god som den ambitiøse Arnolphe. Hans kærlighed og brændende jalousi til Agnès er så stærkt spillet, at vi tilskuere, selv når han er mest modbydelig, må få ondt af ham. Vi ved at hans slag er tabt, men ønsker alligevel, at den stakkels knudemand vinder kærligheden. Som den unge Agnès brænder Johanne Louise Schmidt igennem. Hun viser os en facetteret figur, der vokser fra naiv hengivenhed til moden kærlighed.

I Jesper Kjærs fine oversættelse blomstrer sproget. Molières aleksandrinere synger i vores ører og "yndigt" rimer på "syndigt". I Madeleine Røn Juuls iscenesættelse bliver det komiske tragisk og det tragiske meget morsomt. 

Find uldtrøjen, det varme tæppe og kaffekanden frem og gør dig selv den tjeneste at gå ind og se "Fruentimmerskolen". For de lyse aftner er som skabt til teater, kaffe og kærlighed under åben himmel...


tirsdag den 25. juni 2013

Mig og min mentale rygsæk...

Jeg har sådan en fin mental rygsæk. Hver gang jeg oplever noget, binder jeg et lille gavebånd på oplevelsen og lægger den pænt til rette i min rygsæk. Og så stormer jeg videre ud i verden. Og så hænder det, at rygsækken bliver helt fuld. Så må jeg sætte mig ned og vælte alle oplevelserne ud på gulvet og sortere dem. De smukke, de grimme, de triste og de sjove. Hvilke vil jeg gemme og hvilke skal lige på hovedet i skraldespanden? Så griner jeg lidt, så tuder jeg lidt og så sover jeg - Meget. Og når der så er orden på oplevelserne og plads i rygsækken igen, så løber jeg atter glad ud i verden.

Men det hænder, at jeg kommer til at sidde og dvæle for længe ved nogle af oplevelserne. Og det er sjældent de gode, smukke eller sjove. Nej, det er dem, hvor noget har gjort ondt, hvor jeg har mistet noget. En ven, lidt af mig selv. Der hvor jeg skulle have sagt nej, men for ikke at såre nogen, pænt sagde ja og gjorde hvad der blev forventet af mig. 

Men jeg har lært noget nyt. Jeg har lært at bruge ordet nej. "Tak, men NEJ tak!" Jeg har sagt det meget for nylig. Og det er godt. For min mentale rygsæk bliver knap så hurtig fuld og jeg sårer ikke mig selv eller andre ved at gøre noget, jeg faktisk ikke har lyst eller overskud til. Det har været en hårdt, men også den kamp er blevet lettere med tiden. 
Og mit nej skal endelig ikke misforstås. Jeg er stadig virkelig glad for at blive spurgt om hjælp eller opfordret til dette og hint. Men jeg er altså allersjovest at arbejde sammen med, når jeg har mit hjerte med...




søndag den 16. juni 2013

At drukne i en bølge af lækkerhed...

Min krop er usmidig og klodset. Jeg falder over og går ind i ting. Jeg elsker at danse, men er uelegant. Som en utrolig klodset elefant i en butik fuld af det fineste krystalglas.
Men når jeg sover, drømmer jeg tit, at min krop kan de mest utrolige ting. Svæve over vand og danse smukt og elegant...

Da jeg var en lille pige, var min store drøm at blive ballerina. Sådan én der med ynde og lethed gik på tå og løftede benet. Men med tiden blev jeg jo den klodsede elefant, så ballerina blev jeg aldrig.
Men jeg drømmer stadig!

Og i teatermørket er det okay at drømme. Drømme om krig og kærlighed. At vende huse på hovedet, fare vild i skoven og glemme sig selv i den dybeste kærlighed.

For en lille uges tid siden var jeg en tur i balletten og se det nye kompagni Corpus og deres første helaftensforestilling We're not waving... We're drowning. Egentlig er jeg mest til de der romantiske balletter. Historier om sylfider og svaneprinsesser og kvinder der mister forstanden af forelskelse... Eller det troede jeg. Indtil jeg så Corpus...

For noget tid siden skrev jeg om en meditation, der ikke var helt så meditativ endda. Der i teatermørket fandt jeg en helt anderledes form for meditativ ro. Jeg havde ladet mine kedelige dramaturgbriller blive hjemme og satte mig til rette helt uden forventninger. Jeg lo, jeg græd, jeg gøs og jeg heppede. Det var et helt igennem fantastisk drømmeunivers som forestillingen åbnede for os. Og da jeg rejste mig, var jeg glad og afslappet. Så afslappet at det eneste der var at gøre, var at sidde på molen ved Skuespilhuset og se ud på vandet, indtil mørket kom.

Forestillingen spiller, desværre, ikke mere. Men jeg glæder mig til mere ballet og kan næsten ikke vente med at se hvad Corpus finder på næste gang.

Nogen kalder balletten bedaget og kedelig. De siger, at den ikke har nogen fremtid. At den er forældet.
De har ikke mødt Corpus...





lørdag den 15. juni 2013

Så kom regnen...

Jeg er kravlet under dynen med feber. Jeg faldt i søvn i en solstribe med vinduet på vid gab. Jeg lod mig lulle i søvn af fuglenes sang og lyden af en græsslåmaskine...

Feberdrømmene kom rullende. Jeg gik i en ørken. Det var varmt og solen brændte. Men pludselig tog vinden til, solen blev til stjerner og det blev koldt. Og stjernerne begyndte at falde ned og blev til regn inden de ramte mig. 

Jeg vågnede med et sæt, da endnu en regndråbe ramte min pande...

Vinduet er nu lukket, der er lagt tørt på sengen og der er te på kanden. Der er nu ikke noget så skønt, som når feberdrømme bliver til virkelighed.






tirsdag den 11. juni 2013

På tur i mormors verden...

Jeg deltager jo i denne her konkurrence hos Spies. Jeg er selv temmelig tilfreds med indlægget, men har ikke givet mig selv store chancer for at vinde, når jeg nu er oppe imod både Marias Maskinrum og Superheltemor... Og som om det ikke er nok, så har Maren lovet tegninger af hendes fine tændstikmænd, hvis man stemmer på Superheltemor. Så der røg en hver chance for sejr!

Men det er måske også helt okay. For jeg er blevet bortført på ferie af min mor, moster og mormor. Pludselig sidder jeg her i et sommerhus ved Vesterhavet. Her er solskin, kold hvidvin, liggestole og den bredeste strand i miles omkreds. Vi går ture i klitterne, spiller 500 og tager på udflugt i sommerlandet.
Vi er her, hvor min mormor er vokset op. Vi har været på tur i hendes barndoms land. "Der gik jeg i skole - og der lå slikbutikken, hvor vi løb ned, når der var frikvarter. Der havde din oldemor bagerbutik... Og der boede vi, da jeg var helt lille. Her om hjørnet lå fattiggården... Og der boede min lærerinde. Jeg var hendes yndling og hun ville altid kramme mig. Det brød jeg mig nu ikke om, for hun var så tyk og fed og vammel..."
At tænke sig, at en lille by ved Vesterhavet kunne være så interessant. Min mormor er en guldgrube af fortællinger. Og hun fortæller gerne. Hvor heldig er jeg ikke lige, at have en mormor, der i en alder af 82 år er frisk og fuld af fortællinger.

Så måske kommer jeg ikke på Ferie på Kreta på Spies regning. Men jeg har den danske sommer, er omgivet af min familie og er pludselig en masse historier rigere. Jeg føler mig som den heldigste i hele universet.




mandag den 3. juni 2013

Happy Welcome... Mit Græske Kærlighedseventyr

Dette indlæg har jeg tænkt mig at tilmelde mig Spies' blog-konkurrence med. Man kan vinde et rejsegavekort på 10.000 kr. 
Stem her.

-------------------
Klokken er mange da flyet lander i lufthavnen. Men det er alligevel meget varmt. På lufthavnsbygningen hænger der et stort skilt. "Welcome to Crete."

I bussen fra lufthavnen til hotellet er der mørkt og tyst. Der er forventning i luften, men folk er trætte. Tre fyre på bagsædet åbner den første øl og den ene siger noget om, at nu mangler der bare de der damer. Deres dialekt afslører, at de er fra Nordjylland. Et ældre ægtepar småskændes. På den der måde hvor man ikke er i tvivl om, at de slet ikke kan undvære hinanden og de konstante småskænderier. Hun har brede hofter og en storblomstret bomuldskjole på. Han har en pengekat om halsen og hvide sokker i sandalerne.
Guiden pjatter med chauføren. Et barn griner højt. Uden for vinduet er der helt mørkt. Jeg lukker øjnene...

Det er morgen. Jeg bliver vækket af lyden af rengøringsdamen ude på gangen. Hun taler højt og griner rigtig meget. Jeg kan høre, at hun har plastiksandaler på. Hun slæber lidt mere på den ene fod end på den anden. En dør smækker og der bliver stille igen.
Jeg kravler ud af sengen uden at vække min søster, der sover i sengen ved siden af min. Hun ligger helt rullet ind i det hvide lagen. Hendes mund står en smule åben og hun trækker vejret tungt.
Jeg lister ud på altanen og bliver slået af varmen. Selvom klokken ikke er mange, er der allerede hedt. Der dufter af kaffe, i baren spiller de Lady Gaga og en lille lyshåret purk i Spiderman-badebukser og armvinger svømmer lykkeligt rundt i poolen. En let brise leger med palmegrenene foran altanen. Jeg sidder et øjeblik helt stille og nyder duften af sol, klor og kaffe. Svenskerne i lejligheden nedenunder er vågnet. De har tændt for "Boten Anna" og drikker vodka og juice til morgenmad. Det ældre ægtepar fra bussen sidder på altanen ved siden af. Hver med deres kryds og tværs. Hun er iført en storblomstret badedragt. Han er iført røde badebukser, hvide sokker og sandaler. Hun siger noget om, at svenskere aldrig sover. "Mon de tror de er på Bakken!?" "Mmmm..." svarer han, mens han tager en tår af sin kaffe. Han rejser sig, forsvinder ind i lejligheden et øjeblik. Han kommer tilbage med flaske Gammel Dansk og et stykke rugbrød med spegepølse.


Vi går igennem byen. Vi er mætte og lidt fulde. Far og mor holder hinanden i hånden. Vi har spist Lam Kleftiko og drukket rødvin serveret i små karafler. Til desserten kommer tjeneren med små, iskolde glas, hjemmebrygget uzo. 
Vi har ikke travlt og nyder larmen fra de mange barer, restauranter og små butikker. Pludselig kommer jeg til at kigge op. Der på elledningerne sidder der hundredevis af små fugle og putter sig. De er gået til ro midt i byens larm. Jeg hører Leonard Cohen for mit indre øre. "Like a bird on a wire"...


Vi skulle egentlig bare gå en tur, søster og jeg. Langs strandpromenaden hvor alle barerne ligger og lyser op i mørket. Der er masser af larm fra alle de forskellige anlæg der konkurrerer i at spille højest. "Beautiful girls. Where are you from? Holland? My name is Kosta..."
Pludselig sidder vi ved et bord. "What you want for drink?" Vi beslutter os for gin og lemon og bestiller to af dem. Men vi glemmer jo, at der er Happy Hour - altid. Så pludselig står der fire drinks foran os. Kosta kommer hen til vores bord. Han siger, han snart har fri. Han vil gerne give os flere drinks, hvis vi har lyst. Han har en stram sort Iceman t-shirt på. Og stramme orange bukser. Meget stramme. Oppe i baren sidder en ældre, tyk mand. Han har shorts på. Og en hvid skjorte, der er åben helt ned til navlen. Han har et stort kors om halsen og skægstubbe. Han stirrer på søster og hendes meget lyse hår. Kosta står ude på gaden og forsøger at trække flere kunder til. Han smiler og vinker til os. Da han vender sig, klør han sig automatisk i skridtet. Vi drikker ud og forsvinder, inden Kosta får fri.


Vi har lejet en bil og er kørt ud i det blå. Der er ingen planer og ingen der bestemmer hvor vi skal hen. Vi er stoppet i en lille by i bjergene. Vi finder en Taverna. Alt på menukortet står kun på græsk og pigen bag baren forstår ikke meget engelsk. Men hun viser os smilende hen til restaurantens bedste bord. Med fagter og grin lykkedes det os at gøre os forståelige. Vi får den bedste græske salat, hjemmebagt brød og små sorte oliven. Pigen peger på dem og siger "Papa make...". De smager fantastisk. Solen skinner og vi lytter til lyden af havet, der slår ind mod land langt under os, mens vi drikker kaffe af bittesmå kopper.


Da vi endelig rejser os og forlader restauranten, går vi forbi to gamle bedstemødre. De sidder på en bænk og er stille sammen. De er klædt helt i sort og har et tørklæde om hovedet. Den ene af dem kigger på os. Og så smiler hun. Et kæmpe, tandløst smil. "Happy welcome!" råber hun...
Jeg drømmer mig tit tilbage til dejlige Hersonissos. Sådan gik det til, da Kreta vandt mit hjerte.




lørdag den 1. juni 2013

At kende sine skeletter i skabet...

For nogle dage siden læste jeg det her indlæg ovre hos Stine. Et indlæg om hvordan vi er afhængige af at tale med vores krop og høre efter - og om hvordan diverse stimuli kan redde en hel dag. 
Jeg har i et stykke tid gået og talt lidt med min krop. Løsnet op for en masse spændinger, fysiske såvel som psykiske. Jeg er klar over, at jeg stadig har lang vej igen. Men intet havde forberedt mig på det der skete, da jeg i dag valgte at følge en meditationsklasse. Jeg forsøgte, som jeg plejer, at sætte mig godt til rette. Men allerede der kunne jeg mærke, at det ikke var helt som det plejede at være. Meditationen varede en time. Og allerede efter 10 min begyndte jeg at tabe min koncentration. Og efter 30 min. blev jeg træt. Træt helt ind i knoglerne. Jeg forsøgte at jage trætheden bort ved at sidde med åbne øjne. Så ved at stå lidt op. Men intet virkede. Jeg var træt, som havde jeg ikke sovet i en uge. Og ked. Jeg troede, det kunne afhjælpes ved at tage en yogatime. Det kunne det så ikke...

Det hele blev bare værre. Jeg blev svimmel, mere træt. Og endnu mere trist. Det eneste jeg havde lyst til, var at tage en lang lur der på yogamåtten, mens de andre knoklede omkring mig. Jeg ved ikke, hvor velset det er i mit lokale fitness-tempel, så jeg lod være...

Jeg aner endnu ikke, hvad jeg fik åbnet for til den meditation. Men der er tydeligvis et par skeletter i skabet, der skal jages ud. 

I dag var den eneste kur at tage en tur til vandet med mit yndling-yoga-menneske, nyde vinden i ansigtet, dufte havet, drikke kaffe, spise en helt masse saltchips og chokolade - og dyppe tæerne i havet for første gang i år. 


Men jeg er altså stadig en lille smule træt...


mandag den 20. maj 2013

Tag med på tur...

Til boligforeningen. Det er Anne der skriver. Og hun skriver godt!

Det er opserverende, nærværende, tragisk og komisk.

... Hvem der bare boede der!

Imens vil jeg kravle ind i en underlig verden, hvor mænd løber mange kilometer og skriver fantastiske bøger. Det kunne jo være jeg kunne lære noget.




fredag den 3. maj 2013

Man ved det er festlig fredag...

- Når man kl 21.55 overvejer, om man skal se Frost på Charlie eller skride i seng

- Når dagens festlige påklædning er solrød næse og Mao-sutter

- Når aftenens soundtrack er lyden af hunden der snorker

Nu går mig og min nye bedste ven i seng!





tirsdag den 23. april 2013

søndag den 7. april 2013

Kære Thomas Treo!

Jeg var ikke til Lana Del Rey i Tap 1 forleden. Desværre. Men jeg har læst din anmeldelse af koncerten. Og så var det lige jeg fik lyst til at sige:

VÆR VENLIG AT VASKE DIN SNAVSEDE KÆFT MED DESTILLERET VAND OG BRUN SÆBE!

Bevares, man kan som anmelder blive udsat for mangt og meget. Jeg ved det - jeg har været der. Men at anmelde så usagligt. Helt ærlig!

Narrefisse og syg kælling?! Hvor har du lært at tale sådan? 

Det er nemt at pege fingre og råbe grimme ting. Men det har aldrig været at anmelde. 

Så kære Thomas Treo og EkstraBladet - Skam jer!






lørdag den 30. marts 2013

At tude lidt med Morten Sabroe...

"A cupcake a day makes your sorrow go away," sagde jeg, lidt for højt fordi jeg skulle overdøve Springsteen.
Folk vendte sig mod mig. En smuk sort kvinde med en perlerække af hvide tænder smilede til mig. Jeg skyndte mig at tage smilet af hendes ansigt og lægge det i en æske i min hukommelse. Så gik jeg over gaden. Og standsede.

Mere? Læs "Du som er i himlen" af Morten Sabroe.


Det er historien om, hvordan Morten Sabroe rejser til New York for at skrive en bog om Hillary Clinton og i stedet ender med at skrive en bog om sin mor. 
Det er smukt. Og sjovt. Og rørende. Ja, det er ganske enkelt noget af det mest fantastiske, jeg har læst i mange, mange år.



tirsdag den 26. marts 2013

At være et nummer i køen....

En udsalgsvare i rodekassen. En tyk lille and i rækken af smukke svaner...

Eller måske bare en fri fugl, med solen i ansigtet og vinden i ryggen.

Da jeg besluttede mig for, hvad jeg ville være, når jeg blev stor, var det aldrig med ønsket om at blive rig, berømt eller feteret. Jeg valgte min vej, fordi jeg ikke kunne forestille mig at lave andet. 
Og jeg er glad. For jeg beskæftiger mig med det, jeg allerbedst kan lide i hele verden. Og det er mig flintrende ligegyldigt, at jeg ikke har fået mig en penthouse med udsigt over søerne eller en villa på Strandvejen.  Jeg er glad!

Og så er der alligevel dage, hvor jeg er træt. Træt af, at et tandlægebesøg kan vælte mit måndesbudget. Træt af endu engang at betale 80 kr til lapning af min cykel (Far, hvorfor insisterede du ikke noget hårdere på at lære mig den svære kunst?!). Træt af endnu et afslag på endnu en jobansøgning. Træt af modvind på cykelstierne. 

Men trætheden holder ikke længe. Jeg er måske nok en lille tyk and. Men så længe der bare er solskin på kinden, kaffe i koppen og nye udfordringer i kikkerten, er jeg en glad en af slagsen!


Bibliotektet, Rentemestervej


onsdag den 20. marts 2013

At tænke sig...

Hvad var der mon sket, hvis ikke Shakespeare havde opfundet engelsk?




tirsdag den 19. marts 2013

Hvad hjertet er fuld af...

"Jeg er ked af det, men jeg kan altså ikke elske dig."

Ordene var mine og henvendt til den hjemløse gut foran min lokale Netto. Han plejer at bumme en 10'er af mig af og til.

I dag var der dog ingen kontanter i min pung... Og åbenbart heller ikke plads i mit hjerte. Okay, jeg kunne ikke hjælpe ham, men jeg tror ikke han ligefrem krævede mit hjerte i bytte for en guldbajer.







søndag den 17. marts 2013

Om gode weekender...

Der er weekender der er så gode, at man synes de aldrig må ende.

Roskildesygen skred. Mor og Far kom til København. De Kongelige var i revyen og morede sig (Men det er en helt anden historie...)

Mor og far inviterede på sushi og hotel. Søndagen blev brugt på Glyptoteket. Mit køleskab er blevet fyldt (Ja, ja - jeg er 31 og forkælet...). Kaffen er drukket. Kram og historier er blevet delt.

Nu har de vendt bilen mod Jylland. Jeg er træt, træt, træt. Men mest bare Glad!

Mere vil have mere.




fredag den 15. marts 2013

Vi voksne kan også være kede...

Bevares. Jeg er 31 år. Jeg har et sted at bo, orden i økonomien, gode venner (og måske snart et job jeg kan leve af...). Men i dag er jeg 10 år og ked.

Jeg er pludselig blevet klar over hvor langt hjem, der er hjem til Vejle og Far og Moar. Jeg har ikke set min familie siden jul. Og nu er det marts. Og nu er det sådan, at min mor og far har planlagt at besøge mig i weekenden. Jeg har glædet mig siden midten af februar.

Men nu er mor blevet syg. Hun kaster op. Voksne Karina nikker meget fornuftigt til ideen om, at mor ikke skal tilbringe en weekend i København med Roskildesyge. Lille Karina græder en lille smule og har fået lidt ondt i maven. For hun savner mor og far. At være barnet. Få et kram. Være sammen...

Roskildesyge, du er en kælling!