tirsdag den 25. juni 2013

Mig og min mentale rygsæk...

Jeg har sådan en fin mental rygsæk. Hver gang jeg oplever noget, binder jeg et lille gavebånd på oplevelsen og lægger den pænt til rette i min rygsæk. Og så stormer jeg videre ud i verden. Og så hænder det, at rygsækken bliver helt fuld. Så må jeg sætte mig ned og vælte alle oplevelserne ud på gulvet og sortere dem. De smukke, de grimme, de triste og de sjove. Hvilke vil jeg gemme og hvilke skal lige på hovedet i skraldespanden? Så griner jeg lidt, så tuder jeg lidt og så sover jeg - Meget. Og når der så er orden på oplevelserne og plads i rygsækken igen, så løber jeg atter glad ud i verden.

Men det hænder, at jeg kommer til at sidde og dvæle for længe ved nogle af oplevelserne. Og det er sjældent de gode, smukke eller sjove. Nej, det er dem, hvor noget har gjort ondt, hvor jeg har mistet noget. En ven, lidt af mig selv. Der hvor jeg skulle have sagt nej, men for ikke at såre nogen, pænt sagde ja og gjorde hvad der blev forventet af mig. 

Men jeg har lært noget nyt. Jeg har lært at bruge ordet nej. "Tak, men NEJ tak!" Jeg har sagt det meget for nylig. Og det er godt. For min mentale rygsæk bliver knap så hurtig fuld og jeg sårer ikke mig selv eller andre ved at gøre noget, jeg faktisk ikke har lyst eller overskud til. Det har været en hårdt, men også den kamp er blevet lettere med tiden. 
Og mit nej skal endelig ikke misforstås. Jeg er stadig virkelig glad for at blive spurgt om hjælp eller opfordret til dette og hint. Men jeg er altså allersjovest at arbejde sammen med, når jeg har mit hjerte med...




søndag den 16. juni 2013

At drukne i en bølge af lækkerhed...

Min krop er usmidig og klodset. Jeg falder over og går ind i ting. Jeg elsker at danse, men er uelegant. Som en utrolig klodset elefant i en butik fuld af det fineste krystalglas.
Men når jeg sover, drømmer jeg tit, at min krop kan de mest utrolige ting. Svæve over vand og danse smukt og elegant...

Da jeg var en lille pige, var min store drøm at blive ballerina. Sådan én der med ynde og lethed gik på tå og løftede benet. Men med tiden blev jeg jo den klodsede elefant, så ballerina blev jeg aldrig.
Men jeg drømmer stadig!

Og i teatermørket er det okay at drømme. Drømme om krig og kærlighed. At vende huse på hovedet, fare vild i skoven og glemme sig selv i den dybeste kærlighed.

For en lille uges tid siden var jeg en tur i balletten og se det nye kompagni Corpus og deres første helaftensforestilling We're not waving... We're drowning. Egentlig er jeg mest til de der romantiske balletter. Historier om sylfider og svaneprinsesser og kvinder der mister forstanden af forelskelse... Eller det troede jeg. Indtil jeg så Corpus...

For noget tid siden skrev jeg om en meditation, der ikke var helt så meditativ endda. Der i teatermørket fandt jeg en helt anderledes form for meditativ ro. Jeg havde ladet mine kedelige dramaturgbriller blive hjemme og satte mig til rette helt uden forventninger. Jeg lo, jeg græd, jeg gøs og jeg heppede. Det var et helt igennem fantastisk drømmeunivers som forestillingen åbnede for os. Og da jeg rejste mig, var jeg glad og afslappet. Så afslappet at det eneste der var at gøre, var at sidde på molen ved Skuespilhuset og se ud på vandet, indtil mørket kom.

Forestillingen spiller, desværre, ikke mere. Men jeg glæder mig til mere ballet og kan næsten ikke vente med at se hvad Corpus finder på næste gang.

Nogen kalder balletten bedaget og kedelig. De siger, at den ikke har nogen fremtid. At den er forældet.
De har ikke mødt Corpus...





lørdag den 15. juni 2013

Så kom regnen...

Jeg er kravlet under dynen med feber. Jeg faldt i søvn i en solstribe med vinduet på vid gab. Jeg lod mig lulle i søvn af fuglenes sang og lyden af en græsslåmaskine...

Feberdrømmene kom rullende. Jeg gik i en ørken. Det var varmt og solen brændte. Men pludselig tog vinden til, solen blev til stjerner og det blev koldt. Og stjernerne begyndte at falde ned og blev til regn inden de ramte mig. 

Jeg vågnede med et sæt, da endnu en regndråbe ramte min pande...

Vinduet er nu lukket, der er lagt tørt på sengen og der er te på kanden. Der er nu ikke noget så skønt, som når feberdrømme bliver til virkelighed.






tirsdag den 11. juni 2013

På tur i mormors verden...

Jeg deltager jo i denne her konkurrence hos Spies. Jeg er selv temmelig tilfreds med indlægget, men har ikke givet mig selv store chancer for at vinde, når jeg nu er oppe imod både Marias Maskinrum og Superheltemor... Og som om det ikke er nok, så har Maren lovet tegninger af hendes fine tændstikmænd, hvis man stemmer på Superheltemor. Så der røg en hver chance for sejr!

Men det er måske også helt okay. For jeg er blevet bortført på ferie af min mor, moster og mormor. Pludselig sidder jeg her i et sommerhus ved Vesterhavet. Her er solskin, kold hvidvin, liggestole og den bredeste strand i miles omkreds. Vi går ture i klitterne, spiller 500 og tager på udflugt i sommerlandet.
Vi er her, hvor min mormor er vokset op. Vi har været på tur i hendes barndoms land. "Der gik jeg i skole - og der lå slikbutikken, hvor vi løb ned, når der var frikvarter. Der havde din oldemor bagerbutik... Og der boede vi, da jeg var helt lille. Her om hjørnet lå fattiggården... Og der boede min lærerinde. Jeg var hendes yndling og hun ville altid kramme mig. Det brød jeg mig nu ikke om, for hun var så tyk og fed og vammel..."
At tænke sig, at en lille by ved Vesterhavet kunne være så interessant. Min mormor er en guldgrube af fortællinger. Og hun fortæller gerne. Hvor heldig er jeg ikke lige, at have en mormor, der i en alder af 82 år er frisk og fuld af fortællinger.

Så måske kommer jeg ikke på Ferie på Kreta på Spies regning. Men jeg har den danske sommer, er omgivet af min familie og er pludselig en masse historier rigere. Jeg føler mig som den heldigste i hele universet.




mandag den 3. juni 2013

Happy Welcome... Mit Græske Kærlighedseventyr

Dette indlæg har jeg tænkt mig at tilmelde mig Spies' blog-konkurrence med. Man kan vinde et rejsegavekort på 10.000 kr. 
Stem her.

-------------------
Klokken er mange da flyet lander i lufthavnen. Men det er alligevel meget varmt. På lufthavnsbygningen hænger der et stort skilt. "Welcome to Crete."

I bussen fra lufthavnen til hotellet er der mørkt og tyst. Der er forventning i luften, men folk er trætte. Tre fyre på bagsædet åbner den første øl og den ene siger noget om, at nu mangler der bare de der damer. Deres dialekt afslører, at de er fra Nordjylland. Et ældre ægtepar småskændes. På den der måde hvor man ikke er i tvivl om, at de slet ikke kan undvære hinanden og de konstante småskænderier. Hun har brede hofter og en storblomstret bomuldskjole på. Han har en pengekat om halsen og hvide sokker i sandalerne.
Guiden pjatter med chauføren. Et barn griner højt. Uden for vinduet er der helt mørkt. Jeg lukker øjnene...

Det er morgen. Jeg bliver vækket af lyden af rengøringsdamen ude på gangen. Hun taler højt og griner rigtig meget. Jeg kan høre, at hun har plastiksandaler på. Hun slæber lidt mere på den ene fod end på den anden. En dør smækker og der bliver stille igen.
Jeg kravler ud af sengen uden at vække min søster, der sover i sengen ved siden af min. Hun ligger helt rullet ind i det hvide lagen. Hendes mund står en smule åben og hun trækker vejret tungt.
Jeg lister ud på altanen og bliver slået af varmen. Selvom klokken ikke er mange, er der allerede hedt. Der dufter af kaffe, i baren spiller de Lady Gaga og en lille lyshåret purk i Spiderman-badebukser og armvinger svømmer lykkeligt rundt i poolen. En let brise leger med palmegrenene foran altanen. Jeg sidder et øjeblik helt stille og nyder duften af sol, klor og kaffe. Svenskerne i lejligheden nedenunder er vågnet. De har tændt for "Boten Anna" og drikker vodka og juice til morgenmad. Det ældre ægtepar fra bussen sidder på altanen ved siden af. Hver med deres kryds og tværs. Hun er iført en storblomstret badedragt. Han er iført røde badebukser, hvide sokker og sandaler. Hun siger noget om, at svenskere aldrig sover. "Mon de tror de er på Bakken!?" "Mmmm..." svarer han, mens han tager en tår af sin kaffe. Han rejser sig, forsvinder ind i lejligheden et øjeblik. Han kommer tilbage med flaske Gammel Dansk og et stykke rugbrød med spegepølse.


Vi går igennem byen. Vi er mætte og lidt fulde. Far og mor holder hinanden i hånden. Vi har spist Lam Kleftiko og drukket rødvin serveret i små karafler. Til desserten kommer tjeneren med små, iskolde glas, hjemmebrygget uzo. 
Vi har ikke travlt og nyder larmen fra de mange barer, restauranter og små butikker. Pludselig kommer jeg til at kigge op. Der på elledningerne sidder der hundredevis af små fugle og putter sig. De er gået til ro midt i byens larm. Jeg hører Leonard Cohen for mit indre øre. "Like a bird on a wire"...


Vi skulle egentlig bare gå en tur, søster og jeg. Langs strandpromenaden hvor alle barerne ligger og lyser op i mørket. Der er masser af larm fra alle de forskellige anlæg der konkurrerer i at spille højest. "Beautiful girls. Where are you from? Holland? My name is Kosta..."
Pludselig sidder vi ved et bord. "What you want for drink?" Vi beslutter os for gin og lemon og bestiller to af dem. Men vi glemmer jo, at der er Happy Hour - altid. Så pludselig står der fire drinks foran os. Kosta kommer hen til vores bord. Han siger, han snart har fri. Han vil gerne give os flere drinks, hvis vi har lyst. Han har en stram sort Iceman t-shirt på. Og stramme orange bukser. Meget stramme. Oppe i baren sidder en ældre, tyk mand. Han har shorts på. Og en hvid skjorte, der er åben helt ned til navlen. Han har et stort kors om halsen og skægstubbe. Han stirrer på søster og hendes meget lyse hår. Kosta står ude på gaden og forsøger at trække flere kunder til. Han smiler og vinker til os. Da han vender sig, klør han sig automatisk i skridtet. Vi drikker ud og forsvinder, inden Kosta får fri.


Vi har lejet en bil og er kørt ud i det blå. Der er ingen planer og ingen der bestemmer hvor vi skal hen. Vi er stoppet i en lille by i bjergene. Vi finder en Taverna. Alt på menukortet står kun på græsk og pigen bag baren forstår ikke meget engelsk. Men hun viser os smilende hen til restaurantens bedste bord. Med fagter og grin lykkedes det os at gøre os forståelige. Vi får den bedste græske salat, hjemmebagt brød og små sorte oliven. Pigen peger på dem og siger "Papa make...". De smager fantastisk. Solen skinner og vi lytter til lyden af havet, der slår ind mod land langt under os, mens vi drikker kaffe af bittesmå kopper.


Da vi endelig rejser os og forlader restauranten, går vi forbi to gamle bedstemødre. De sidder på en bænk og er stille sammen. De er klædt helt i sort og har et tørklæde om hovedet. Den ene af dem kigger på os. Og så smiler hun. Et kæmpe, tandløst smil. "Happy welcome!" råber hun...
Jeg drømmer mig tit tilbage til dejlige Hersonissos. Sådan gik det til, da Kreta vandt mit hjerte.




lørdag den 1. juni 2013

At kende sine skeletter i skabet...

For nogle dage siden læste jeg det her indlæg ovre hos Stine. Et indlæg om hvordan vi er afhængige af at tale med vores krop og høre efter - og om hvordan diverse stimuli kan redde en hel dag. 
Jeg har i et stykke tid gået og talt lidt med min krop. Løsnet op for en masse spændinger, fysiske såvel som psykiske. Jeg er klar over, at jeg stadig har lang vej igen. Men intet havde forberedt mig på det der skete, da jeg i dag valgte at følge en meditationsklasse. Jeg forsøgte, som jeg plejer, at sætte mig godt til rette. Men allerede der kunne jeg mærke, at det ikke var helt som det plejede at være. Meditationen varede en time. Og allerede efter 10 min begyndte jeg at tabe min koncentration. Og efter 30 min. blev jeg træt. Træt helt ind i knoglerne. Jeg forsøgte at jage trætheden bort ved at sidde med åbne øjne. Så ved at stå lidt op. Men intet virkede. Jeg var træt, som havde jeg ikke sovet i en uge. Og ked. Jeg troede, det kunne afhjælpes ved at tage en yogatime. Det kunne det så ikke...

Det hele blev bare værre. Jeg blev svimmel, mere træt. Og endnu mere trist. Det eneste jeg havde lyst til, var at tage en lang lur der på yogamåtten, mens de andre knoklede omkring mig. Jeg ved ikke, hvor velset det er i mit lokale fitness-tempel, så jeg lod være...

Jeg aner endnu ikke, hvad jeg fik åbnet for til den meditation. Men der er tydeligvis et par skeletter i skabet, der skal jages ud. 

I dag var den eneste kur at tage en tur til vandet med mit yndling-yoga-menneske, nyde vinden i ansigtet, dufte havet, drikke kaffe, spise en helt masse saltchips og chokolade - og dyppe tæerne i havet for første gang i år. 


Men jeg er altså stadig en lille smule træt...