søndag den 28. juli 2013

Vigtig viden eller ligegyldig info?...

Sagen er, at jeg har fundet løbeskoene frem igen. Jeg løber ikke, fordi jeg skal træne op til noget. Det er af ren lyst og ikke sur pligt, at jeg tager skoene på. Jeg har bare fundet ud af, at mit humør er så meget bedre, når jeg tager mig sammen og får nogle kilometer i benene. 

I dag, da tusmørket kom og temperaturen faldt, begav jeg mig ud på en lille tur. Himlen var helt lilla, luften var lun og i mine hørebøffer var den der engelske filmpodcast, der efterhånden er blevet en essentiel del af mine lunteture. Da jeg nåede halvvejs begyndte det at regne. Ikke meget, men nok til at duften af stille sommerregn ramte mine næsebor. 

Det lyder jo næsten for godt til at være sandt. Og det er det måske også. Men det føles godt.

Og på mit natbord ligger der for tiden en bog om en mand, der ikke kunne forstå hvorfor, det altid gjorde ondt i hans fod når han løb. Og så stiftede han bekendtskab med Tarahumara Indianerne i Mexico. De løber ubeskriveligt lange ture på bare føder - og nyder hvert sekund af det. Bogen Born To Run er en lang salgstale for barfodsløb. Der må jeg sige, jeg ikke er endnu, men det er interessant læsning. Og bedre endnu, den har været med til at finde min løbeglæde frem igen. 



Men løbeturen i bare tæer gemmer jeg altså til næste strandtur...


fredag den 12. juli 2013

Schhhh....

For sådan en som mig der nemt hapser en bog på en weekend (ja, eller én dag hvis bølgerne går højt...) kan det være svært at forlige sig med de perioder, hvor det eneste der kan få mig til at slappe af er britiske krimiserier på Netflix. 
Stakken af bøger på sengebordet, der skal læses vokser og vokser, mens jeg hygger mig med "Lewis", "Sherlock" eller noget andet med mord og britiske mænd der går på pub og hører opera.

Det har været lange to måneder, hvor der ikke er blevet læst så meget. Men så i sidste weekend hev jeg en bog ned af reolen, åbnede den og slugte den i en bid, kun afbrudt af mad - og tissepauser. Og så hev jeg endnu en ned og slugte også den. Læselysten er tilbage. Og findes der noget bedre end at rykke fejringen ud i solen, mens brumbasserne summer i altankassen?!


Så skulle det ske, at der pludselig bliver lidt stille, så er det fordi jeg er groet fast på altanen med Rowling og hvidvin... Jeg skal nok komme tilbage, når boksen med vin er tom!


onsdag den 10. juli 2013

Langt at løbe, dybt at falde...



Lige i de her dage, er det cirka en måned siden, at jeg gennemførte mit eget lille man-kan-hvad-man-vil-projekt, og bagefter postede det her billede på facebook:

Glad, træt og med saltskjolder i ansigtet efter 21,097 km. løbetur i Aarhus. Jeg havde øvet mig i næsten et år. Løbet tempoture, lange ture, korte ture og gået ture. Og jeg var sgu kommet dertil hvor jeg må indrømme, at jeg elskede det. Og turen rundt i Aarhus? Jeg likede det for vildt. Selvom benene syrede til, så fandt jeg ekstra energi i publikums opbakning og min egen stædighed. Jeg ville og skulle gennemføre projektet. Da jeg kom over målstregen tudede jeg. Det var så vildt!
Fire dage efter mit halvmarathon løb jeg 3 km. Og en uge senere løb jeg 4. Og siden har løbeskoene stået stille. Sammen med træningstøjet. Jeg har lige kunnet overskue at tage til yoga et par gange om ugen. Men nu har jeg fået nyt arbejde, af den thouge slags, så nu bliver ikke engang yogamåtten luftet.

Jeg ved der er noget der hedder runners high. Og der er så også noget der hedder runners low. Jeg ville bare ønske, jeg vidste hvordan jeg kommer op af hullet igen. Om nødvendigt at der er nogen, der kommer og binder løbeskoene for mig, tager mig i hånden og trækker mig rundt om søerne. Jeg savner kilometerne i benene. Men jeg orker åbenbart ikke selv. 

What to do?


tirsdag den 9. juli 2013

Shakespeare tur/retur...

Jeg elsker Shakespeare. Så meget at jeg har tre versioner af hans samlede værker stående i min bogreol. Jeg elsker hans historier om kærlighed og krig, mord og vanvid. Jeg tuder til tragedierne og griner højt af komedierne. Min første rigtige universitetsopgave var om Hamlet og jeg kan flere af dialogerne fra "Romeo og Julie" udenad. Derfor blev jeg rigtig glad, da jeg opdagede, at Grønnegårds Teateret har taget fat i Shakespeare til årets familieforestilling (fra 8 år) med forestillingen "Shakespeare tur/retur."

I Ankestyrelsens Have i Amaliegade husserer alfen Puk. Hun kan trylle, lave ballade og så elsker hun at fortælle historier. Helst af William Shakespeare.
Hun tryller havens stenstøtter levende og sammen leger de historier frem. Historier om krig og galskab, kærlighed og indbildskhed. Historier af Shakespeare.

Skuespillerne er alle kommende 3. års elever på Statens Scenekunstskole. Sammen med iscenesætter Charlotte Munksø, har de skabt en fantasifuld rejse rund i Shakespeares univers. Forestillingen er sammensat af de fire værker "Romeo og Julie", "Hamlet", "Helligtrekongersaften" og "Som man behager".

Foto: Bjarne Stæhr
Kan man koge de 4 store værker ned til historier af 15 minutters varighed? Og kan man fortælle dem, så selv de små kan være med?
Jeg må indrømme, at jeg var en smule skeptisk. Netop fordi Shakespeares værker er så komplekse.
Og "Romeo og Julie" bekræfter mig lidt i mine bange anelser. For hvordan koger man verdenshistoriens største kærlighedshistorie ned til historie på et kvarter? Det er som om der er en smule usikkerhed at spore hos spillerne. Men når de først har fået slået hul på skalden, så at sige, kommer der rigtig gang i løjerne. Alle 8 spillere leverer rigtig fine præstationer. De er stærke både fysisk, musikalsk og komisk. 
Når f.eks. den stakkels Malvolio i Helligtrekongersaften bliver snydt så vandet driver, griner vi alle. Og får lidt ondt af den stakkels mand. Det er elegant humor for både store og små. Og når Hamlet og Ofelia kæmper for at få hinanden, hepper vi sammen med dem. Og det hele er en stor leg midt under åben himmel.

Foto: Bjarne Stæhr
I Maja Kall og Julian Toldam Juhlins spændende og funktionelle scenografi leger de 8 spillere jorden er giftig. Det er rigtig spændende løst.

Vi sad mange i lørdagssolen og nød forestillingen, både store og små. Noget i forestillingen var mest til de voksne, men det meste var til børnene. Og på kommentarene der kom fra både store og små under og efter forestillingen, var der ingen tvivl om, at alle havde haft en god oplevelse. Shakespeare er altså ikke kun for voksne. Ungerne kan sagtens være med i de komplekse fortællinger. Det er "Shakespeare tur/retur" et tydeligt eksempel på.


torsdag den 4. juli 2013

Fruentimmerskolen - eller kunsten at blive offer for sine egen ambitioner...

Man kan ikke få alt, hvad man peger på. Så simpelt og alligevel så svært at acceptere. Og når man mister den man elsker, gør det ondt. Ondt i hovedet. Ondt i sjælen. Ondt i hjertet. Og man bider fra sig. Man slår og sparker, råber og skriger og jalousien viser sit grimme ansigt. Man kræver ejerskab og forsøger at tøjle sin elskede. Og alt går galt...

Foto: Bjarne Stæhr
I Odd Fellow Palæets Have spiller Grønnegårds Teatret Molières gamle klassiker "Fruentimmerskolen". Der, i den fine, gamle gård sidder vi under åben himmel og med byens lyde i ørene, mens den tragi-komiske historie udspiller sig for os.

Arnolphe er en mand i sin bedste alder. Han griner af de stakkels mænd, der er blevet gjort til hanrej af deres forfløjne, snaksaglige og kaffedrikkende koner. Selv har han den perfekte plan, nemlig at gifte sig med Agnès. En ung dame han, fra hun var en ganske lille pige, har formet og støbt, så hun passer perfekt til hans ide om den perfekte hustru. Hun er uvidende og naiv, blid og føjelig. Han gnider sig i hænderne og ler af de stakkels mænd, der ikke er så kloge som ham; og langsomt forelsker han sig i Agnès. Hun forelsker sig også; men bare ikke i Arnolphe.

Olaf Johannessen er modbydeligt god som den ambitiøse Arnolphe. Hans kærlighed og brændende jalousi til Agnès er så stærkt spillet, at vi tilskuere, selv når han er mest modbydelig, må få ondt af ham. Vi ved at hans slag er tabt, men ønsker alligevel, at den stakkels knudemand vinder kærligheden. Som den unge Agnès brænder Johanne Louise Schmidt igennem. Hun viser os en facetteret figur, der vokser fra naiv hengivenhed til moden kærlighed.

I Jesper Kjærs fine oversættelse blomstrer sproget. Molières aleksandrinere synger i vores ører og "yndigt" rimer på "syndigt". I Madeleine Røn Juuls iscenesættelse bliver det komiske tragisk og det tragiske meget morsomt. 

Find uldtrøjen, det varme tæppe og kaffekanden frem og gør dig selv den tjeneste at gå ind og se "Fruentimmerskolen". For de lyse aftner er som skabt til teater, kaffe og kærlighed under åben himmel...