lørdag den 31. august 2013

Lørdagens små lykkeligheder...

Der er altså noget helt utroligt smukt i, først at gå i fitness for at straffe en crosstrainer, for derefter at gå direkte ned i Netto for at købe to flasker vino til en aften i hegnet....


(Og ja, piger bruger også toiletpapir...)


onsdag den 21. august 2013

Helt på hovedet...

Det har gjort ondt i mit hoved i lang tid. I hovedet, nakken, skuldrene, bag øjnene. Ikke meget, men nok til at det har været skide irriterende. Jeg er gået i seng med hovedpine, stået op med hovedpine og taget på arbejde med hovedpine. Når jeg så er kommet hjem, er jeg kravlet direkte hen foran fjernsynet, hvor jeg har set halv - og heldårlige serier, mens jeg har skyllet min aftensmad ned med Panodil og er faldet alt for tidligt i søvn.

Men lige meget hvor meget jeg har slappet at, spist piller og sovet, har hovedpinen været min tro følgesvend. Jeg har overvejet kiropraktorer og fysioterapi. Jeg har bare været for træt og irriteret til at gøre noget ved det. Har bare spist piller og og sovet.

Men så forleden aften var vejret så fint og månen var fuld og jeg mærkede en energi i kroppen, der ikke har været der længe. Så jeg tog en god lydbog i ørerne og de gode sko på fødderne og gik. På vejen smilede jeg til månen og de lokale bumser foran Fakta, der altid siger hej. Jeg gik og gik og gik, mens jeg lod tankerne flyve. Jeg plukkede fine, hvide, ukrudtsblomster og klappede en hund. Og da jeg kom hjem, var hovedpinen væk. Den hovedpine som hverken panodiler eller varmepuder har kunnet fjerne. Og den skal ikke komme igen. Så derfor tør jeg ikke andet end at gå. Hver aften er det ud. Ud og mærke luften og lade tankerne flyve...


Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, det var et mirakel...


søndag den 18. august 2013

Tom skærm - eller fortællinger fra en skriveblokering...

Jeg skal skrive sådan en børneforestilling, som 26 unger skal spille til jul. Piece of cake...

Stod op i morges med hovedet fuld af ideer. Lavede morgenmad, tændte kaffemaskinen, computeren og et par stearinlys. Satte mig godt til rette og åbnede word.

Og med et var der tomt. Både på skærmen og i min hjerne...


Efter fire timers kaffedrikning/filmkigning/gåtur/hurtigskrivning kom der et par gode sider på skærmen. Det er så forbistret upraktisk at alle mine ideer kommer til mig, når jeg sidder på min cykel, står i kø i Netto eller stener under bruseren. Men når jeg sætter mig ned foran et tomt Worddokument, smelter min hjerne sammen, som en atomreaktor på en dårlig dag. 

Noget siger mig, at jeg vist snart skal have fat i sådan en diktafon. Nogle gode forslag til hvilken en der er værd at bruge penge på?


tirsdag den 13. august 2013

Frygt og bæven #1

Jeg havde engang en matematiklærer. Hun havde runde briller, store krøller og kjoler i alverdens farver - Og så var hun simpelthen så sjov, når hun blev vred. Jeg kan huske at vi unger egentlig syntes, at hun var meget sød. Men fristelsen var for stor og det var så nemt at gøre hende gal i skralden. Hendes ansigt  fik cirka lige så mange farver som hendes kjoler, hendes øjne blev underligt store og stirrende inde bag de runde brilleglas og hendes stemme blev lige så dyb og rungende som en bassangers. Det var fascinerende og skægt. Lige indtil hun, med tårer i øjnene, forlod klasseværelset og smækkede døren med sådan en kraft, at vi alle sad meget flove tilbage og lovede hinanden at det aldrig skulle ske mere. Det holdt ikke så længe. Vi var onde, onde børn.
Og damen med de runde briller gad pludselig ikke være lærer mere...

Hvorfor nu al den snak om lærermobning og onde børn? Jeg er pludselig kommet i tanke om min skumle fortid, fordi jeg i morgen genoptager mit gamle erhverv som dramalærer/instruktør. Og pludselig kom jeg til at tænke på Inger i de farvestrålende kjoler og det skrøbelige sind. Og så faldt tanken på de onde, onde børn...

Jo, jeg har skam undervist før. Men da var jeg ca 20 år gammel og uden en frygt i livet. Jeg kastede mig sultent for løverne. Det var sjovt! Men nu er jeg over 30 og jeg er ikke så frygtløs mere. Hvad om de der unger er djævlens yngel, der smiler sødt på overfladen, men under den søde facade er lige som mig, da jeg var 10?

Og hvad nu hvis jeg har glemt hvordan man taler pænt? Hvad nu hvis jeg kommer til at sige fuck, lort og røvpis? Hvad nu hvis jeg kommer til at skælde alt for meget ud? Hvad nu hvis ungerne synes jeg er herre kedelig? Eller grim? Eller sjov at gøre gal?... Hvad nu hvis?

Noget må der gøres.


Har nu, efter et par timer i køkkenet, boller nok til at charmere de første 30 unger. For hvad gør det, at læreren er en smule uforberedt og bander som en tyrk, så længe der er hjemmebagte boller?!



torsdag den 8. august 2013

Surhed står for fald...

Det sker, at man, når man bevæger sig ud i verden, møder mennesker, der er så bitre, at deres ansigt ligner en tro kopi af en hønserøv. Nogle dage opdager man dem ikke, og nogle dage opdager de én. Der står man så, presset op mod muren, mens hønserøven tror, at han/hun (mest hun, faktisk...) kan kaste al sin bitterhed op, lige der hvor man står.

På Bispebjerg St. mødte jeg i går et pragteksemplar af racen. Hun stod på perronen og stirrede på et S-togs rutekort. Noget var galt. Hun vendte sig hektisk om, lige da jeg gik forbi.

"Det er åndsvagt ikke, så laver de sådan et kort, hvor alle stationer er på, og så har de ikke tilføjet zonerne..." sagde hun, mens hun slog sig hårdt for panden og rakte tungen en smule ud.

"Der er et zonekort henne ved klippekortautomaten" svarede jeg venligt, mens jeg lagde an til at gå videre.

"Ja, men det er da åndsvagt, ikk'?" fortsatte hun, mens hun hankede op i sin taske og halvløb op på siden af mig. "... Og så har de lovet regn i vejrudsigten, men kommer det så? Næ nej. Her går jeg og smelter... Og jeg skal helt til Veksø." Hønserøven midt i hendes ansigt sitrede nu. 

"Og så alle de hjemløse der hele tiden skal tigge. Nu har jeg arbejdet i 50 år!!! Skal min pension så gå til at dække for betalingen af deres guldøl?!"

Jeg havde lyst til at svare hønserøven igen. Vende ryggen til hende og alle hendes højlydte negative udladninger, der nu kom væltende i en lind strøm. Men jeg kunne ikke. I stedet stod jeg helt paralyseret, midt på perronen, mens en begyndende surhed begyndte at boble i maven på mig.

Men lige så hurtigt som hun var dukket op, lige så hurtigt var hun væk igen. Hun var løbet efter en ældre herre, hun højlydt titulerede som "Manse".

Pludselig opdagede jeg den unge fyr ved siden af mig. Han stod med et let smørret grin om munden, mens han kiggede efter hønserøven. "Smil til verden..." sagde han, mens han sendte mig et skævt smil og fløjtende hoppede ind i toget, der netop var stoppet foran os. Jeg begyndte at grine...

Det er så nemt at lade sig påvirke af hønserøven. At blive vred og bitter. Men næste gang jeg møder en hønserøv, så vil jeg smile ham/hende så meget tilbage i ansigtet, at han/hun ikke har en kinamands chance for at opdage, hvad der ramte ham/hende. For en meget klog mand har engang sagt, at "Smilet er den korteste afstand..."


onsdag den 7. august 2013

Der er gode film, der er dårlige film - og så er der The Room...

Der er gode film, der er fantastiske film, der er dårlige film og så er der helt forfærdeligt, dårlige film. Det værste jeg ved er, at betale i dyre domme for at se en film i biffen, jeg har glædet mig rigtig meget til, for så at finde ud af at den hører til i den sidste, forfærdelige kategori. Så sukker jeg, jamrer mig, vender øjne, gemmer mig i mit tøj, sover, gør alt for at slippe... For ikke så længe siden gik denne opførsel ud over Man of steel og min veninde, der endda havde lagt et biografgavekort i puljen. Nu skulle vi rigtig se fed superheltefilm. Forventningerne blev ikke helt indfriet. Men heldigvis var det gode menneske ved min side enig - og så har hun en fantastisk evne til at grine af mig, når jeg er allermest ynkelig. Men hvis jeg ved hvad jeg går ind til, er det noget helt andet. Så elsker jeg dårlige film. Der hvor man kan sidde i mørket og krumme tæer, halvt af grin, halvt af væmmelse. 

Husets Biograf i Magstræde viser de en af verdens dårligste film - hvis ikke den dårligste, hver første fredag i måneden. The Room, skrevet af Tommy Wiseau, instrueret af Tommy Wiseau, med Tommy Wiseau i hovedrollen. Jeg vil ikke kaste mig ud i at forsøge at gøre rede for handlingen her. Se bare traileren i stedet... 


Og når du nu tænker: "Det er da vist en joke", så vid, at det er det ikke....
Den fredag aften i en 60 grader varm sal i Husets Biograf blev min indre dramaturg taget alt for hårdt bagfra, filmen er et stort, sort plot-hul og aldrig har jeg set en film, der er så dårligt filmet, instrueret, klippet og spillet. Men der var kolde øl i baren og gode mennesker ved min side. Og vi havde en fest.

Og til oktober udkommer bogen The Disaster Artist, hvor filmens anden hovedrolle, Greg Sestero fortæller om oplevelserne omkring tilblivelsen af filmen. Hvad får et normalt og intelligent menneske til at takke ja til Tommy Wiseau og The Room? Jeg har fået første kapitel læst højt. Det lover godt!