mandag den 1. december 2014

Noget om jul og taknemmelighed #3

På denne pivkolde onsdag d. 3. december, kommer det ikke til at handle så meget om taknemmelighed, men mere beslutsomhed. Det er mørkt, når jeg står op og det er ofte også mørkt, inden jeg er hjemme igen. Så jeg har altså lidt svært ved at tage mig sammen til at få træningstøjet på og kilomenter i løbeskoene. Netop derfor har jeg givet mig selv en lille juleudfordring. Hvor mange kilometer står der på kontoen, når 2015 skydes ind? Helst mange, for jeg har allerede spist de første 500 pebernødder og 2 kg. Bridge Blanding. Og hvis jeg ikke skal trille i stedet for at gå, allerede før vi når 2. søndag i advent, må der handling bag ordene. 

Derfor bliver dette lille indlæg en kontrakt med mig selv (og hvem der ellers skulle finde på at læse med. ). På med thermotøjet og løbeskoene!
Så hvis du ser en lille forpustet tophue, der lunter igennem mørket, er det bare mig. Hils gerne - eller endnu bedre: snør skoene og løb med mig! :-)

Glædelig 3. december...



Noget om jul og taknemmelighed #2

I går fik jeg åbnet godt og grundigt for taknemmelighedsposen. Så meget, at det fik sat en masse tanker igang hos mig. 

Da jeg forleden dag, på thanksgiving, havde engelsk med 5. klasse, kom vi, ganske naturligt, til at tale om ting vi hver især var taknemmelige for. Alle var vi enige om at være taknemmelige for hver dag at få mad på bordet og for vores familie og venner. Så var der endda en del, der gerne ville vedkende sig at være glade for muligheden for at gå i skole. Helt fantastisk var det at få muligheden for at opleve umiddelbarheden de små gik til opgaven med. For i samme sætning som mad på bordet og gode venner, blev der også droppet ord som penge, iPhone, fodbold og Nike sko. Og så var det, at det trak en smule i mit øjenbryn. For hvad kan man egentlig tillade sig at ytre sig taknemmelig over?

Er det okay at være taknemmelig for at have en iPhone 6 frem for en Nokia3210? Eller er det blær? Eller er det bare Jante der viser sit grimme ansigt? Et det kun sødt, når man er lille at være lige taknemmelig for fodbold som for tag over hovedet? Eller er det i virkeligheden kun mig der er en gammel snerpe?
Og hvad er du, kære læser, egentlig taknemmelig for?

Ja måske er det bare mig der er gammel og snævertsynet...
Men én ting er sikkert, at i går var jeg voldsomt taknemmelig for julens komme, julesylte og julekalender.

Glædelig 2. december... 




Noget om jul og taknemmelighed #1...

Julen er hjerternes fest. Det er tid for ædegilder, gavepapir i metervis, glimmer, chokolade, bagedage, glögg, sterinlys, julesange, glögg, Love Actually… og huskede jeg at nævne glögg!?
Julen er frustrerende, dyr og fuld af alt for mange traditioner. Hyggelige traditioner, sjove traditioner, og de ækle traditioner. Jeg elsker f.eks. at bage småkager og koge klejner. Gerne så mange, at jeg har et lager, der kan holde helt til påske. Jeg elsker den dag, hvor jeg smugkigger i julekassen og glæder mig til at det er okay at pynte op. Den første julesang i radioen får mig til at smile. Jeg hader så til gengæld, at man kan finde den første pose pebernødder i Fakta i starten af oktober. I starten af november åbnede en helt lille juleby lige udenfor min hoveddør; glæden ved at have adresse i Kbh K.. En hel lille klynge af små huse der faldbyder alt fra æbleskiver til uldsokker og filtede huer. Og så forleden var der ponytrækning. Små tykke rideskoleponyer, med rensdyrhorn fra Tiger bundet til hovedet(!!!). Lige når jeg bliver tvunget til at forholde mig til sådanne eskapader, hader jeg lidt på julen. 

Og så er det jeg må minde mig selv om, at det er hjerternes fest vi fejrer. Med fare for at lyde som en kliché, så kan man ikke købe hygge, gavmildhed og taknemmelighed. Man kan købe al tilbehøret, men hjertet skal være med for at det kan blive rigtig jul.

Min november har været lang og lidt blå. Det har været for let for mig at gemme mig bag uendeligt mange plader chokolade og seriemarathon på Netflix en masse. 
Derfor skal december være rød og fuld af taknemmelighed. Og hvorfor ikke starte med, på denne d. 1 december, at være taknemmelig for julen selv. At blive mindet om, at man er i live. At der er så uendelig meget at være glad og i live over. Og så kan det godt være, at gademusikanten udenfor mit vindue er gået i selvsving og nu looper "Rudolf" og "Glade Jul". Solen har kigget ind i dag og lavet striber på mit gulv, der er kaffe i kanden og lys i stagerne. Det er december og det er rart.

Glædelig 1. december...



søndag den 2. november 2014

De 3 Musketerer - rock og (røv)balle på Gasværket...

Født i 80'erne er jeg barn af hjemmepermanent, pangfaver, store plastikøreringe og masser af gedigen glitter rock. Jeg kender til det der rock&roll. Og ikke altid for det pæne. Men hver gang der er fest og nogen sætter "The ultimate 80's collection" på, er jeg gerne den første der springer op, løber ud på dansegulvet og synger højt med. 80'erne er det der grimme årti, vi alle elsker at hade. Men en ting er sikkert; 80'erne vidste hvordan man bankede en fest sammen.

På Østre Gasværk har 80'er festen overtaget. De tre musketerer er flyttet ud af 1800'tallet og ind i 80'erne. D'Artagnan vil stadig gerne være musketer og det bliver han. Men kun fordi han kan spille en ordentlig gang spade. Athos, Porthos og Aramis er alle tre efterhånden fedladne, alkoholiserede og temmelig trætte. Kongen af Frankrig er til pink, puddelhunde og meget unge drenge, mens hans dronning har travlt med at kysse rundt på en af fjenderne fra England. D'Artagnan forelsker sig i Caroline, men hun er gift og nybagt mor (til en bebs hun end ikke husker navnet på). Og så var der også hende pigen, Athos var forelsket i. Men det gik i stykker, fordi hun var mere mand end kvinde, altså på den der "hun har en p**"-måde. Det er altså de tre musketerer som vi kender dem, men det er samtidig vendt helt og aldeles på hovedet. Og det er meget, meget morsomt mens det står på.

Foto: Robin Skjoldborg
Det er i høj grad en ensembleforestilling og forestillingens energi emmer af overskud og spilleglæde. Når musikerne og spillerne ruller sig rigtig ud, sidder man med kuldegysninger og gåsehud helt ud på storetåen. Som Mylady imponerer Trine Pallesen. Selv om hendes karakter pludselig har fået et meget mandigt kendetegn, bliver det ikke plat. Man tror på Myladys skrøbelighed og hævnlyst. Og så synger hun så det kildrer i maven. Også Anne Vester Høyer imponerer med sin sang. Hendes version af "There must be an Angel" trak, meget fortjent, aftenens største bifald hjem. Og så kan man altså næsten ikke andet end at forelske sig i Rasmus Fruergaards fine og ærlige fremstilling af D'Atagnan. Og den dreng kan altså synge.

Man kan diskutere hvor meget, der er på spil i forestillingen. Med den - til tider for meget - karikerede spillestil, de vilde kostumer og den fuldstændige overgivelse til musikken, bliver det hele næsten for meget. Men jeg købte den altså. Og i flere dage efter forestillingen, gik jeg omkring med et stort smil på læberne og de vilde 80'er spillister i ørerne.

Foto: Robin Skjoldborg

Det er en festlig forestilling. Specielt når de store 80'er hits bliver rullet ud og orkestret viser alle deres talenter. Det er en forestilling der får det til at rocke i kroppen og trække i dansefødderne. Det er en forestilling, hvor man skal hænge sit krav om dyb, intellektuel historiefortælling i garderoben sammen med overtøjet. Føn håret, tag de høje hæle på, gå i baren, slap af og hav en fest. For det fortjener "De 3 musketerer" virkelig. 


søndag den 12. oktober 2014

Klip - et virkelig besynderligt syretrip...

Langt ude på Amager. Så langt ude, at nærmest kun de gamle B&W-ansatte kender til det, ligger teaterøen. Et herligt sted med plads til eksperimenter og overraskelser. 

En helt almindelig lørdag tog jeg turen ud på spidsen af Amager, for at se Livingstones Kabinets forestilling "Klip", der efter en periode på The Frindge i Edingburg, nu er klar til en turné rundt i Danmark.

Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg havde forventet, da jeg sad i Teaterøens bus på vej til Refshaleøen. Men lige meget hvad, så tror jeg på ingen måde, jeg kunne have forberedt mig selv på det jeg skulle opleve. En kakofoni af dadaistiske indtryk og udtryk. spørgsmål bliver stillet, men der bliver ikke givet nogle svar. For hvem ved hvad der foregår i hovedet på en høne, hvordan man danser en indholdsfortegnelse på kødpålæg og hvad manden i den lyserøde g-streng skal med en saftpresser?

Forestillingen varer ca. 1 time. Og det blev 1 time, hvor mine indvolde blev revet rundt og jeg skulle rundt i det meste af mit følelsesregister. Gennem latter, glæde, vrede og kedsomhed. Der var ikke meget mening til stede i rummet og det provokerede mig helt vildt. For hvad skulle jeg dog med denne støjende og forstyrrende forestilling. Men hovsa, nu hvor tiden er fløjet, er forestillingen landet og jeg sidder med et listigt smil om munden. De fire performere, med Pete Livingstone i spidsen, gakker ud, danser, hopper, svæver og udleverer sig, så det er svært ikke at holde af dem. 

Så selv om jeg var vred og helt blæst i hovedet, da jeg forlod teaterøen, må jeg nu krybe til korset og indrømme, at jeg vist alligevel blev underholdt til fulde, på en fuldstændig skør, krævende og meget dadaistisk måde. Læs meget mere om Livingstone Kabinet og deres forestillinger her: http://livingstoneskabinet.com/index.php/en/

Og nu vi er i det syrede, lettere slørede univers, følger her et lille billede af den mad, jeg indtog hos Copenhagen Streetfood efter forestilling. Jeg ville bare så gerne vise Instagram min fine fish&chips - voilà...


Dadaismen længe leve!


tirsdag den 7. oktober 2014

Samtale før døden - eller hvem dømmer hvem?

På Betty Nansen Teatrets aneksscene Edison spiller for tiden forestillingen "Samtale før døden" af Adam Price og isecenesat af Peter Langdal. En forestilling der stiller flere spørgsmål end den kommer med svar, tung i tematikken, men let i iscenesættelsen. 

Hvad sker der når man fanger en forbryder, hvis lige ingen domstol før har set? Kan man give afkald på sin samvittighed for at følge andres principper uden at miste sig selv? Hvornår gør man bare sit arbejde? Og kan en straf være givet på forhånd? 



Da nazisten Adolf Eichmann i 1961 sad for retten i Israel, var han tiltalt for 15 forbrydelser, deriblandt forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og forbrydelser mod det jødiske folk. Det var Eichmann der var arkitekten bag deporteringen og drabet på jøderne under 2. Verdenskrig. Det har inspireret Adam Price til en tekst, hvor dommeren møder bødlen. To timer før Eichmann skal henrettes, får han besøg af den jødiske dommer, der har været med til at dømme ham til døden ved hængning. I to timer ser de sammen tilbage på alle de hændelser, der var med til at forme Eichmann til en af verdens værste krigsforbrydere. Og pointen må være, at man jager et monster, men fanger et menneske. Et menneske der aldrig har lært at sige stop, selvom det han bliver bedt om er så modbydeligt, at det er ubegribeligt. For Eichmann stod under sin retsag fast; han gjorde kun det han var blevet bedt om. Sin samvittighed havde han givet afkald på, da han trådte ind i partiet.



Det er to timers med rigtig mange ord og rigtig mange meninger. Det er også en forestilling, jeg har haft brug for at lade synke ind. Jeg har været irriteret på den, glad for den, vild med den og irriteret på den igen. For hvad er det for et budskab den forsøger at sende mig. At det er synd for Eichmann, at det ikke var med fuldt overlæg, at han sendte millioner af mennesker i døden, at han bare var en lille dreng, der ikke havde lært at sige fra? Hvad Eichmann end var, så er "Samtale før døden" en forestilling med noget på hjerte. Olaf Johannessen leverer et rørende og ærligt portræt af mennesket Eichmann. Det er vigtigt og veldrejet teater.



søndag den 28. september 2014

Om en helt utroligt, uhyggelig film...

SPOILER ALLERT!!! Hvis du er en af de få, der endnu ikke har set Nattevagten, så se lige filmen før du læser dette indlæg. Med mindre du altså bare gerne vil vide, hvem morderen er... 


Det er egentlig pudsigt, at jeg ofte finder mig selv siddende med lukkede øjne og hænderne for ørerne til den ene psykologiske thriller efter den anden. For jeg er jo slet ikke til den slags film. Splat, jeg elsker det. Men ser jeg film, der leger med min psyke og jeg kan ikke sove ordentligt i flere nætter. Men jeg gør det gang på gang. For jeg glemmer de søvnløse nætter og labber gyset i mig. 

Så 13 år gammel erhvervede jeg mig selvfølgelig billetter til den der film, alle de store fra 9. fortalte om i frikvarteret; Nattevagten. Jeg tror jeg hørte mere af filmen end jeg så. For størstedelen af de par timer i biografen tilbragte jeg med hovedet gemt i min jakke. Jeg havde aldrig set (læs: hørt) noget lignende. Et næsten ukendt cast, lækker lyd fra Sort Sol, og så en helt utroligt uhyggelig Ulf Pilgaard. Hele Danmarks hyggeonkel så ned på mig fra lærredet, grå i ansigtet og med psykopati lysende ud af øjnene. Det var svært at sove, da jeg kom hjem.

I år er det 20(!!!) år siden premieren på Nattevagten (No wonder I feel old, men det er helt anden historie...). 20 år siden jeg sad der i biografen og gysede. Jeg har ikke set den siden. Indtil i aften. Genrefilmsfestivalen Blodig Weekend fejrede her til aften Nattevagtens 20 år med en speciel visning med intro af selveste Ole Bornedal. Jeg elsker den mand. Hans rolige udstråling og dejligt jyske dialekt. Jeg elsker hans begejstring og hans historier. Og jeg elsker hans arbejde som instruktør. Indrømmet, jeg har vist et tilbagevendende crush på manden. Og jeg bildte mig selv ind, at de 20 år der er gået siden jeg så Nattevagten sidst, måtte have hærdet mig nok til, at jeg nu kunne SE filmen og ikke kun høre den. Løgn. Det var godt, jeg havde min jakke med og en god veninde at holde i hånden. 

Så tak til Ole Bornedal og Blodig Weekend for at minde mig om hvor fantastisk, uhyggelig, ikonisk og god en film Nattevagten er. 

Og nu er det spændende at se, om jeg kan sove, for det er som om, at der står en meget farlig mand og ånder mig i nakken.... 



søndag den 7. september 2014

Om Lykkelige cykelmøder...

Når man bliver nødt til at cykle mindre omvej på vej til job, for, med fuld fart i pedalerne, at finde kameraet frem og knipse sådan et dejligt billede her fast på nethinden...

Der blev jeg lige mindet om, at selvom kalenderen siger efterår, så er det stadig ikke for sent at lege sommer endnu. Halleluja!

fredag den 15. august 2014

Sommeren med de 100 bøger...


Sommeren 2014 endte med at blive året, hvor tropenætterne tog min søvn som gidsel. Lange nætter uden meget søvn i øjnene, men i stedet med en bog i hånden. Tidligere på året havde jeg fået taget mig sammen til at betale en større bøde på biblioteket ud, så jeg pludselig fik lov til at låne bøger igen (Ja, det er mig, der finansierer de danske biblioteker…). Det er blevet udnyttet på det groveste.

Så nu vil sommeren 2014 for evigt blive husket som sommeren med de 100 bøger. Jeg har i hvert fald fået tygget mig igennem alle 11 bind af Arne Dahls serie om A-gruppen, Utallige biografier, NW af Zadie Smith (den er god!!!) og endnu et par biografier.

Det allerbedste ved denne sommer er dog, at min mor og far kom hele vejen fra Jylland og hjalp mig med at komme af med min alt for dyre opmagasinering og få slæbt alle mine bøger op på 5., hvilket har været helt fantastisk.

Alle mine babyer er endelig hjemme igen! Der er blevet sorteret og kategoriseret til den store guldmedalje. 




Og som alle fornuftige mennesker ved, så kan man ikke eje for meget Shakespeare…



Og frem af stakken med bøger jeg har savnet, har jeg hevet Murakamis Norwegian Wood. Den nåede jeg nemlig ikke igang med, inden alle bøgerne røg i kasser og endte med at bruge næsten to(!!!) år i et opmagasineringsrum i Sydhavn.


Hvad har du, kære læser, læst i sommerferien? Noget der kan anbefales?



onsdag den 9. juli 2014

Tropenætter, eller hvad jeg laver når ingen kigger...

Jeg bor på 5. sal. Helt oppe under himlen, hvor det er meget svært at lave gennemtræk. Så med tropenattens indtog har jeg sagt farvel til søvnen og hej til utallige fritidssysler, jeg normalt ikke har tid til, fordi jeg arbejder hele tiden.
Jeg nævner i flæng:

Lidt effektiv negletrimning- og lakering
Utallige timer i selskab med Arne Dahls krimiserie om A-gruppen. (Er nået til 6. bind ud af 13, så der skulle være rigeligt til hele sommeren…)
Is… masser af is. Det må man nemlig godt - Det er noget med dehydrering og nedkøling…

Hvis jeg da ikke får tiden til at gå med at klø som en gal på årets høst af myggestik, vaske tøj eller sidde i vindueskarmen og ryge forbudte Marlboro. 
Jo, der er skam nok at give sig til i tropenatten...


lørdag den 5. juli 2014

+/%

Jeg elsker:
- At man faktisk kan slå delefunktionen på Netflix fra, så hele facebook ikke behøver at vide, at jeg nu kun kan falde i søvn til gamle afsnit af Top Gear...

Jeg hader:
- At jeg faktisk har glemt at slå delefunktionen på Netflix fra, så hele Facebook nu ved, at jeg kun kan falde i søvn til gamle afsnit af Top Gear...




Når i Berlin...

Skal man:

Sidde i meget lang kø på A24


Drikke morgenkaffe på fortovscafeen, mens sporvognene kører forbi

Spise Mojito - fordi man kan

Køre Trabi-simulator på DDR-musseet

Sejle en tur på Spree, i selskab med madpakke og godeste Fritz-kola

Se Tyskland tæve Algeriet og indtage store øl

Selvfølgelig spise Currywurst. Helst hver dag - og gerne til morgenmad

Og drikke mere kaffe
Se på skønne bydele og street art 

Drikke coctails på hyggelig brasiliansk bar

Tage billeder af sjov Trabi, med gamle DDR-legetøjsfigurer i

Og meget, meget mere… 

På gensyn Berlin!








fredag den 4. juli 2014

De Lystige koner i Windsor - eller kedelig kønsforvirring...

I år fejrer vi 450 året for Shakespears fødsel. Med på fejringsvognen hopper Grønnegårds Teatret med deres opsætning af De Lystige Koner i Windsor. Farcen om Falstaff, der i sit forsøg på at snøre Hr. Pagh og Hr. Fjord ved at lægge an på deres koner, ender med selv at blive snøret.

De Lystige Koner i Windsor er en af mesterens mindre spillede farcer. Og det forstår man vel egentlig godt, for hvor god er den egentlig? Og hvad skal vi som tilskuere lære og forstå ved at følge den stakkels Falstaffs fald?


Foto: Bjarne Stæhr
I en pavilion med skrånende gulv, omgivet af publikum på alle fire sider, løber karaktererne ind og ud i et tempo, der kan få selv den mest tekstglade tilskuer til at tabe pusten. Mænd spiller kvinder og kvinder mænd. Et interessant greb og et indspark til kønsdebatten. Hvis altså ikke det var fordi det aldrig rigtig bliver farligt. Camilla Bendix og Helle Dolleris er skønne som Pagh og Fjord, der desperat forsøger at holde fast på deres koner. Joen Bille er sjov som den knipske Madam Rap, der spinder lige så mange intriger, som "hun" forsøger at løse. Allersjovest er dog Joachim Fjelstrup som den franske læge Caius, der med sine franske eksplosioner, får latteren helt på sin side.
Nina Flagstad har skabt en scenografi og kostumer, der er visuelt interessante, men på mange måder hæmmer historien. Karaktererne drukner i store kjoler og endnu større skamkapsler. 

Og midt i det hele danser Troels Lyby rundt som en mægtig Falstaff med kæmpe krop og hængevom. Han vælter rundt, falder og rejser sig og falder igen, afslører og udstiller sig selv, med et kæmpe, rødt, kludedukke-lem syet fast mellem benene. Men det bliver aldrig rigtig sjovt og vi fatter aldrig helt den sympati med kæmpemennesket, selv om vi så gerne vil.



Fotot: Bjarne Stæhr
De Lystige Koner i Windsor er ikke nogen entydig dårlig forestilling, men den er heller ikke rigtig god. Den er nærmest bare ligegyldig. Intentionen med galskaben mangler og tilbage sidder man med en underlig tom fornemelse. 1 time og 40 min. hektisk liv og leben, der desværre lander mellem to stole.



tirsdag den 24. juni 2014

Mandag med udsigt...

Det sker ikke så tit, men i dag var fridag. Den er blev fejret med kaffe på sengen, mailskrivning i sengen,  middagslur i sengen og læsning i sengen. Kun afbrudt af korte ture ud til vaske - eller kaffemaskinen.

Ikke med udsigt til Sankt Hans bål, men i stedet udsigt til ren meditation på langs, mens regnen har slået på ruden.

Og i morgen er atter en fridag…



torsdag den 12. juni 2014

Feinschmecker - eller "Why don't you eat?"...

Jeg har endnu engang sat mig til rette i teatermørket. Denne gang for at se forestillingen Feinschmecker af Teater SEW FLUNK FURY WIT.

Tre mænd mødes, de nyder en whiskey, de skuler til hinanden, de pisser territorie af, de tager deres sko af. Og frem af hver deres taske tager de en full size kvindedukke frem. De danser med hende, kysser på hende og trækker hende igennem en følelsesladet rutsjetur. Tre mænd og en meget absurd fetich.

Det tegner lovende og interessant. Dukkerne er fantastisk flotte og kan virkelig meget med enkle virkemidler. Scenografien og lyssætningen er dejlig simpel og dukkeførearbejdet er veludført. Men desværre taber forestillingen sit publikum på gulvet. For det er på ingen måde en forestilling, der forsøger at please sit publikum. Det er svært at følge handlingen, hvilket, desværre, er med til at gøre den uinteressant for mig som tilskuer.

De tre dukker er helt unikke. Deres ansigter, arme og hænder er lavet af blødt silicone, hvilket giver dem en livagtighed, der er helt utrolig. Men besjælingen lykkes, i mine øjne, ikke helt. Jeg havde meget svært ved at se intentionerne i en, til tider, meget hektisk dukkeføring. Det bliver kun virkeligt interessant, når de agerer med deres fører i roligt, nærmest halvt, tempo. Jeg ville ønske at forestillingen havde brugt dukkernes unikke spillemuligheder noget mere, i stedet for at lade dem blive til rekvisitter for mændenes indbyrdes kamp.

Spørgsmålet er, hvad forestillingen vil, at vi som tilskuere skal synes om de tre mænd og deres absurde dans med kvindedukken? Jeg har ikke noget bud...

Og nu har jeg egentlig flere muligheder: 
  1. Jeg kan skrive en anmeldelse hvor jeg småsurt lader mig irritere over ikke at føle mig inviteret ind i det univers, der bliver rullet frem på scenen. 
  2. Jeg kan skrive en anmeldelse, hvor jeg glad klapper i mine hænder over, at der trods alt er teater der ikke kun går efter den bredeste fællesnævner for at please tilskueren.
  3. Eller jeg kan skrive en anmeldelse, hvor jeg pakker hele den dramaturgiske værktøjskasse ud og skriver alt med rødt.
Men måske skal jeg bare nøjes med at konkludere, at det, heldigvis(!!!) ikke er alt man skal forstå…

Forestillingen spiller på Edison, som en del af teaterfestivalen CPH Stage, fra d. 11 - 15 juni, 2014


søndag den 23. marts 2014

Jeg ringer mine brødre - eller hvorfor alle er skyldige, til det modsatte er bevist...

Jeg ringer til mine brødre og siger: "Der er sket noget sindsygt her til aften. Har i hørt det? En mand, en bil, to eksplosioner, lige inde i byen."

Roger Matthisen, Hadi Ka-koush og Siir Tilif. Foto: Peter Sørensen.
Sådan indledes en tur ind i en verden af paranoia, skyld og skam. En verden hvor alle er skyldige indtil det modsatte er bevist. Forestillingen Jeg ringer min brødre. Vores hovedperson Amor flakker rundt i byen og føler sig langsomt mere og mere skyldig i noget han (måske) ikke har gjort, mens han forsøger at holde sig under radaren og ikke vække opmærksomhed, indtil gerningsmanden er fanget. Amor er halv mellemøstlig og halv skandinav, han har en svaghed for kemi og det periodiske system, læser på DTU, elsker Valeria og vil gøre alt for sine brødre. Men hvad gør det, når det alle andre ser er en mellemøstlig mand med en lidt for stor rygsæk og partisanertørklæde?

Jeg ringer mine brødre er en morsom, rørende og dejligt politisk ukorrekt forestilling. Det er en energiudladning, hvor vi tilskuere bliver trukket rundt i Amors tanker, fantasier og virkelighed. Men det er også utrolig vigtigt teater, der tør stille spørgsmål. Hvorfor skal Amor være bange for at gå ud, når en anden har sprunget en bombe? Hvorfor er det bedre at hedde Søren end Mohammed når man er telefonsælger? Og hvordan kan det være, at en hel befolkningsgruppe skal finde sig i at være pålagt en kollektiv skyld?

Hadi Ka-koush leverer en stærk præstation som Amor med god opbakning fra Roger Matthisen, Lila Nobel Mehabil og Siir Tilif. Det er en assisteret monolog, men samtidig en stærk ensemble forestilling i en simpel med utroligt effektiv scenografi og stærk instruktion. 

Det er vedkommende, sjovt og fandens vigtigt teater.



tirsdag den 11. marts 2014

På tur til The Grand Budapest Hotel - Eller hvorfor jeg elsker Wes Anderson...

Der er smukke film, grimmme film, gode film og dårlige film. Og så er der de der film, der kravler ind under huden og lagrer sig. Sådanne film som der kommer fra instruktøren Wes Anderson. Film der er fulde af smukke farver, perfekte kompositioner og persongallerier, der er så skøre, at de er perfekte. 

Jeg kan ikke huske hvornår jeg faldt over Wes Anderson film første gang. Jeg husker bare, at selvom jeg ikke forstod meget, så forelskede jeg mig dybt i universet i The Royal Tannenbaums. Jeg havde lejet den i Blockbuster og nåede at se den tre gange, inden den skulle afleveres igen...


Og på forunderlig vis glemte jeg i flere år alt om, at Wes Anderson og hans film eksisterede. Lige indtil jeg, ved et tilfælde, så Moonrise Kingdom. Og den gamle forelskelse flammede op igen. Det er så smukt, morsomt og rørende...



Og nu til aften forvandlede min forelskelse sig til ren og skær (gammel) kærlighed, da jeg smugkiggede The Grand Budapest Hotel. Det er et eventyr i et fantasiunivers, hvor alt er lidt for farverigt, lidt for symmetrisk og alt for lækkert. Hvor Ralph Finnes boltrer sig i sin, til dato, mest humoristiske og elskværdige figur. Hvor store stjerner popper op som ukrudt på en smuk sommerdag. Og hvor man ikke kan andet end at overgive sig til latter og kuldegysninger. 


Wes Anderson, vil du gifte dig med mig? Jeg er FAN!



torsdag den 6. marts 2014

Bare sådan en torsdag...

Hvor man slår øjnene op til en udsigt af Flyttekasser, selv om det er fire dage siden, man er flyttet. Og hvor det eneste man har lyst til er at lukke øjnene igen - eller få mor til at komme forbi og ordne rodet for en...


Hvor det der med madpakke - igen - er noget, der ikke bliver ordnet, og man - igen - sidder med varmemad fra Irma og håber på at der stadig er penge på kontoen d. 20...


Så må man godt kravle under dynen med et glas vino og håbe på, at det hele bliver meget bedre... I morgen.


Skål...




onsdag den 26. februar 2014

Forsamlingen - eller en hyldest til det uforståelige...

Nogle gange flyver man i sine drømme. Og når man vågner kniber man sig i armen. For var det bare en drøm, eller fløj man virkelig?
I Dansehallerne inviterer Livingstones Kabinet lige nu publikum til et sært og smukt bønnemøde. Et ritual hvor målet er at komme til at flyve...

Foto: Bjarne Stæhr
I en blanding af musik, koreografi og tekst, bliver publikum inviteret med ind i en forsamling af skæve, skøre og smukke eksistenser, hvis mål med mødet er, at nå højere op. Collective Effervescence, eller Kollektiv Frydefuld Opløftelse, som det er oversat til på dansk,  er det der sker, når en forsamling deltager i en fælles oplevelse, der overskrider den almindelige hverdag.
Og det er en helt utroligt smuk og medrivende flyvetur vi bliver inviteret med på. Julie Forchhammers simple forsamlingshus-scenografi, åbner sig med et hav af forskellige muligheder og Pete Livingstones nykomponerede musik gør Forsamlingen til både en fryd for øret og øjet.

Forsamlingen mødes om Sacred Harp-sang - også kaldet Shape Note-sang. En a capella sangtradition, hvor kormedlemmerne sidder i en firkant, så alle kan se hinanden. Hos Livingstone Kabinet danner vi tilskuere den fjerde side i firkanten, mens vi bliver vidne til et bønnemøde der bliver en surrealistisk fest. En fest så surrealistisk, at latteren bobler og blodet danser. Det boblede i hvert fald i min mave, også længe efter jeg havde tilbragt en aften med Forsamlingen.
 
Foto: Bjarne Stæhr

“Alt det jeg ved, men som jeg ikke tænker på i dette øjeblik
Alt det jeg en gang var bevidst om, men som jeg nu har glemt
Alt det som mine sanser opfatter, men som mit sind ikke gør sig bevidst
Alt det som jeg, ufrivilligt, og uden være opmærksom på det, føler, tænker, husker, vil og gør
Alt det der kommer i fremtiden, som tager form i mig og som på et tidspunkt vil blive bevidst
Alt dette er indholdet i det ubevidste”.


(Carl G. Jung)

Forsamlingen spiller tirsdag - lørdag kl. 19.00 i Dansehallerne, frem til d. 8. marts 2014.


onsdag den 22. januar 2014

Lykken er et sted at bo...

Her hvor jeg bor, er der stadig skønt. Men det er en stakket frist. 1. marts bliver jeg hjemløs. 

Skal jeg stå alene på gaden med svovlstikker og bare fødder? Nej vel...

Så kender du til et værelse, en kolonihave, en husbåd, et bofællesskab eller en lejlighed til omkring 4000 kr, helst på broerne, Frederiksberg, Valby eller Sydhavn, og helst ubegrænset leje, så hold dig endelig ikke tilbage. 

Jeg er rar og omgængelig, ryger ikke indenfor og elsker kvalitetstid i køkkenet. Jeg arbejder med teater og arbejder ofte og meget. Jeg er 32 år og uddannet dramaturg. Jeg er født og opvokset i den lyse del af Jylland, holder meget af bøger og elsker alle ting med farve på.

Har du et hjem til mig? Elller kender du nogen der har? Så tøv endelig ikke med at kontakte mig på karina_dahl82@hotmail.com. 

Alle der deler, vil staks få tilsendt store kram og masser af god karma.

For jeg vil så nødig ende sådan her:

TAK!


mandag den 6. januar 2014

Kunsten at sige undskyld til sig selv...

Det her indlæg har været et af de lidt sværere at skrive. Sådan et indlæg der har siddet i kroppen, men ikke rigtig har villet kanalisere sig ud gennem fingrene. Det handler nemlig om, hvordan jeg fandt ud af, at kroppen og sindet hænger uløseligt sammen. Og at jeg vist ikke altid er den bedste til at passe på hverken min krop eller mit sind...

Den gode Stine tager mig nogle gange under kærlig Body-sds behandling. Det vil sige, at hun lader mig kravle op på sin behandlerbriks, hvorefter hun, meget præcist, trykker, trækker, vrider og aer min krop, mens jeg kan mærke at både min krop og mit sind giver slip.

Nu er det sådan med mig, at jeg er vokset op i "generation musepige". Vores lærere lærte os, at det var vigtigere at vi skrev pænt, end hvad vi skrev. Så der sad vi så og lavede små hjerter over alle vores i''er og troede, at pæne lige bogstaver var vigtigere, end det vi skrev. Vi fik at vide, at vi skulle være dygtige, stille og at "tale er sølv, men tavshed er guld". Ikke tale for højt eller længe. Og ikke mindst at gøre alt hvad der blev forventet af os - og lidt til. Og så endelig huske at sige pænt tak bagefter.

Sidst jeg lagde mig til rette på briksen hos Stine, var det med forventningen om, at hun nok skulle fikse spændingerne i mine skuldre og min evigt urolige mave. Og bagefter ville jeg danse videre ud i verden på lette ben. Der er det med Body-sds behandlinger, at de gør skide ondt. På den gode måde. Men av for f.... Jeg vrider mig og vender mig og råber højt. Og pludselig summer det i hele min krop og min mave slapper af og min hjerne tænker pludselig meget klarere.
Stine tog fat i min storetå, rystede den lidt og hold nu op, hvor gjorde det ondt. Og pludselig strømmede tårerne ned af kinderne på mig. Egentlig ikke pg.a. smerten, men fordi jeg havde brug for at græde. Noget i maven havde givet slip og jeg græd og hulkede. For første gang i meget lang tid græd jeg med lyd, hulk og snot. Det lyder voldsomt ubehageligt. Men det var det ikke. Slet ikke. Det var virkelig rart. Ovenpå et efterår hvor jeg har haft alt for mange jobs og alt for meget ansvar, gik det op for mig, at jeg i flere måneder slet ikke har mærket efter i min krop og i min sjæl. Jeg har svømmet panisk frem, kun med næsen over vandoverfladen, mens jeg har sagt "JA!" til alt og takket, bukket og nejet hver gang nogen har stillet flere krav, været urimelige eller talt grimt til mig. Jeg har gjort alt for at undgå at skulle have hovedet under.

Og så er vi tilbage hos musepigen. For nok har jeg lært at sige "Ja tak" til alt. Men jeg har også altid vidst, at det var at gøre vold på min natur. For jeg er ikke stille og pæn og yndig. Jeg larmer, taler højt og hader i virkeligheden alle de små lige bogstaver i fine lige linjer. Men jeg har jo hele livet lært, at sådan må man ikke være. Så for ikke at skuffe nogen og gøre nogen kede af det, så takker jeg ja og klapper i hænderne, hver gang nogen beder mig om noget. Også selv om hele min krop skriger i protest og den lille fede mand i min mave har lyst til at skrige nej af sine lungers fulde kraft ud af min mund.

Efter jeg har lært Body-sds at kende, er jeg begyndt at øve mig i at takke nej, sige fra og være stolt af hvem jeg selv er. Det er svært, men jeg øver mig og "laver mine lektier".

Jeg ved stadig ikke hvad der sidder lige der i storetåen. Kun at det var godt at få åbnet for sluserne. Og at kroppen og sindet er et spejlbillede af hinanden og at jeg skal til at passe meget bedre på begge dele.

Vil du vide mere om Stine og hendes behandlinger, så kig forbi her.