søndag den 23. marts 2014

Jeg ringer mine brødre - eller hvorfor alle er skyldige, til det modsatte er bevist...

Jeg ringer til mine brødre og siger: "Der er sket noget sindsygt her til aften. Har i hørt det? En mand, en bil, to eksplosioner, lige inde i byen."

Roger Matthisen, Hadi Ka-koush og Siir Tilif. Foto: Peter Sørensen.
Sådan indledes en tur ind i en verden af paranoia, skyld og skam. En verden hvor alle er skyldige indtil det modsatte er bevist. Forestillingen Jeg ringer min brødre. Vores hovedperson Amor flakker rundt i byen og føler sig langsomt mere og mere skyldig i noget han (måske) ikke har gjort, mens han forsøger at holde sig under radaren og ikke vække opmærksomhed, indtil gerningsmanden er fanget. Amor er halv mellemøstlig og halv skandinav, han har en svaghed for kemi og det periodiske system, læser på DTU, elsker Valeria og vil gøre alt for sine brødre. Men hvad gør det, når det alle andre ser er en mellemøstlig mand med en lidt for stor rygsæk og partisanertørklæde?

Jeg ringer mine brødre er en morsom, rørende og dejligt politisk ukorrekt forestilling. Det er en energiudladning, hvor vi tilskuere bliver trukket rundt i Amors tanker, fantasier og virkelighed. Men det er også utrolig vigtigt teater, der tør stille spørgsmål. Hvorfor skal Amor være bange for at gå ud, når en anden har sprunget en bombe? Hvorfor er det bedre at hedde Søren end Mohammed når man er telefonsælger? Og hvordan kan det være, at en hel befolkningsgruppe skal finde sig i at være pålagt en kollektiv skyld?

Hadi Ka-koush leverer en stærk præstation som Amor med god opbakning fra Roger Matthisen, Lila Nobel Mehabil og Siir Tilif. Det er en assisteret monolog, men samtidig en stærk ensemble forestilling i en simpel med utroligt effektiv scenografi og stærk instruktion. 

Det er vedkommende, sjovt og fandens vigtigt teater.



tirsdag den 11. marts 2014

På tur til The Grand Budapest Hotel - Eller hvorfor jeg elsker Wes Anderson...

Der er smukke film, grimmme film, gode film og dårlige film. Og så er der de der film, der kravler ind under huden og lagrer sig. Sådanne film som der kommer fra instruktøren Wes Anderson. Film der er fulde af smukke farver, perfekte kompositioner og persongallerier, der er så skøre, at de er perfekte. 

Jeg kan ikke huske hvornår jeg faldt over Wes Anderson film første gang. Jeg husker bare, at selvom jeg ikke forstod meget, så forelskede jeg mig dybt i universet i The Royal Tannenbaums. Jeg havde lejet den i Blockbuster og nåede at se den tre gange, inden den skulle afleveres igen...


Og på forunderlig vis glemte jeg i flere år alt om, at Wes Anderson og hans film eksisterede. Lige indtil jeg, ved et tilfælde, så Moonrise Kingdom. Og den gamle forelskelse flammede op igen. Det er så smukt, morsomt og rørende...



Og nu til aften forvandlede min forelskelse sig til ren og skær (gammel) kærlighed, da jeg smugkiggede The Grand Budapest Hotel. Det er et eventyr i et fantasiunivers, hvor alt er lidt for farverigt, lidt for symmetrisk og alt for lækkert. Hvor Ralph Finnes boltrer sig i sin, til dato, mest humoristiske og elskværdige figur. Hvor store stjerner popper op som ukrudt på en smuk sommerdag. Og hvor man ikke kan andet end at overgive sig til latter og kuldegysninger. 


Wes Anderson, vil du gifte dig med mig? Jeg er FAN!



torsdag den 6. marts 2014

Bare sådan en torsdag...

Hvor man slår øjnene op til en udsigt af Flyttekasser, selv om det er fire dage siden, man er flyttet. Og hvor det eneste man har lyst til er at lukke øjnene igen - eller få mor til at komme forbi og ordne rodet for en...


Hvor det der med madpakke - igen - er noget, der ikke bliver ordnet, og man - igen - sidder med varmemad fra Irma og håber på at der stadig er penge på kontoen d. 20...


Så må man godt kravle under dynen med et glas vino og håbe på, at det hele bliver meget bedre... I morgen.


Skål...