fredag den 15. august 2014

Sommeren med de 100 bøger...


Sommeren 2014 endte med at blive året, hvor tropenætterne tog min søvn som gidsel. Lange nætter uden meget søvn i øjnene, men i stedet med en bog i hånden. Tidligere på året havde jeg fået taget mig sammen til at betale en større bøde på biblioteket ud, så jeg pludselig fik lov til at låne bøger igen (Ja, det er mig, der finansierer de danske biblioteker…). Det er blevet udnyttet på det groveste.

Så nu vil sommeren 2014 for evigt blive husket som sommeren med de 100 bøger. Jeg har i hvert fald fået tygget mig igennem alle 11 bind af Arne Dahls serie om A-gruppen, Utallige biografier, NW af Zadie Smith (den er god!!!) og endnu et par biografier.

Det allerbedste ved denne sommer er dog, at min mor og far kom hele vejen fra Jylland og hjalp mig med at komme af med min alt for dyre opmagasinering og få slæbt alle mine bøger op på 5., hvilket har været helt fantastisk.

Alle mine babyer er endelig hjemme igen! Der er blevet sorteret og kategoriseret til den store guldmedalje. 




Og som alle fornuftige mennesker ved, så kan man ikke eje for meget Shakespeare…



Og frem af stakken med bøger jeg har savnet, har jeg hevet Murakamis Norwegian Wood. Den nåede jeg nemlig ikke igang med, inden alle bøgerne røg i kasser og endte med at bruge næsten to(!!!) år i et opmagasineringsrum i Sydhavn.


Hvad har du, kære læser, læst i sommerferien? Noget der kan anbefales?