søndag den 12. oktober 2014

Klip - et virkelig besynderligt syretrip...

Langt ude på Amager. Så langt ude, at nærmest kun de gamle B&W-ansatte kender til det, ligger teaterøen. Et herligt sted med plads til eksperimenter og overraskelser. 

En helt almindelig lørdag tog jeg turen ud på spidsen af Amager, for at se Livingstones Kabinets forestilling "Klip", der efter en periode på The Frindge i Edingburg, nu er klar til en turné rundt i Danmark.

Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg havde forventet, da jeg sad i Teaterøens bus på vej til Refshaleøen. Men lige meget hvad, så tror jeg på ingen måde, jeg kunne have forberedt mig selv på det jeg skulle opleve. En kakofoni af dadaistiske indtryk og udtryk. spørgsmål bliver stillet, men der bliver ikke givet nogle svar. For hvem ved hvad der foregår i hovedet på en høne, hvordan man danser en indholdsfortegnelse på kødpålæg og hvad manden i den lyserøde g-streng skal med en saftpresser?

Forestillingen varer ca. 1 time. Og det blev 1 time, hvor mine indvolde blev revet rundt og jeg skulle rundt i det meste af mit følelsesregister. Gennem latter, glæde, vrede og kedsomhed. Der var ikke meget mening til stede i rummet og det provokerede mig helt vildt. For hvad skulle jeg dog med denne støjende og forstyrrende forestilling. Men hovsa, nu hvor tiden er fløjet, er forestillingen landet og jeg sidder med et listigt smil om munden. De fire performere, med Pete Livingstone i spidsen, gakker ud, danser, hopper, svæver og udleverer sig, så det er svært ikke at holde af dem. 

Så selv om jeg var vred og helt blæst i hovedet, da jeg forlod teaterøen, må jeg nu krybe til korset og indrømme, at jeg vist alligevel blev underholdt til fulde, på en fuldstændig skør, krævende og meget dadaistisk måde. Læs meget mere om Livingstone Kabinet og deres forestillinger her: http://livingstoneskabinet.com/index.php/en/

Og nu vi er i det syrede, lettere slørede univers, følger her et lille billede af den mad, jeg indtog hos Copenhagen Streetfood efter forestilling. Jeg ville bare så gerne vise Instagram min fine fish&chips - voilà...


Dadaismen længe leve!


tirsdag den 7. oktober 2014

Samtale før døden - eller hvem dømmer hvem?

På Betty Nansen Teatrets aneksscene Edison spiller for tiden forestillingen "Samtale før døden" af Adam Price og isecenesat af Peter Langdal. En forestilling der stiller flere spørgsmål end den kommer med svar, tung i tematikken, men let i iscenesættelsen. 

Hvad sker der når man fanger en forbryder, hvis lige ingen domstol før har set? Kan man give afkald på sin samvittighed for at følge andres principper uden at miste sig selv? Hvornår gør man bare sit arbejde? Og kan en straf være givet på forhånd? 



Da nazisten Adolf Eichmann i 1961 sad for retten i Israel, var han tiltalt for 15 forbrydelser, deriblandt forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og forbrydelser mod det jødiske folk. Det var Eichmann der var arkitekten bag deporteringen og drabet på jøderne under 2. Verdenskrig. Det har inspireret Adam Price til en tekst, hvor dommeren møder bødlen. To timer før Eichmann skal henrettes, får han besøg af den jødiske dommer, der har været med til at dømme ham til døden ved hængning. I to timer ser de sammen tilbage på alle de hændelser, der var med til at forme Eichmann til en af verdens værste krigsforbrydere. Og pointen må være, at man jager et monster, men fanger et menneske. Et menneske der aldrig har lært at sige stop, selvom det han bliver bedt om er så modbydeligt, at det er ubegribeligt. For Eichmann stod under sin retsag fast; han gjorde kun det han var blevet bedt om. Sin samvittighed havde han givet afkald på, da han trådte ind i partiet.



Det er to timers med rigtig mange ord og rigtig mange meninger. Det er også en forestilling, jeg har haft brug for at lade synke ind. Jeg har været irriteret på den, glad for den, vild med den og irriteret på den igen. For hvad er det for et budskab den forsøger at sende mig. At det er synd for Eichmann, at det ikke var med fuldt overlæg, at han sendte millioner af mennesker i døden, at han bare var en lille dreng, der ikke havde lært at sige fra? Hvad Eichmann end var, så er "Samtale før døden" en forestilling med noget på hjerte. Olaf Johannessen leverer et rørende og ærligt portræt af mennesket Eichmann. Det er vigtigt og veldrejet teater.