onsdag den 14. januar 2015

Noget om motivation og vintermørke...

Her, midt i den mørkeste, mørke vinter, tager jeg livtag med min dårlige samvittighed. De der løbesko der står ved døren og venter på, at jeg hopper i dem og tager dem med på tur. Her i de mørke måneder sker det alt for ofte, at jeg ignorerer deres kalden og bliver inde i varmen. Undskyldninger er der nok af: det er mørkt, det er koldt, det regner, det sner, det er glat, ja, find selv på flere. 

Men jeg ved jo også hvordan jeg har det, når jeg har været ude. Så brænder mine kinder, det bobler i min mave og jeg har fået ryddet op i tankemylderet i mit hoved.
Når det kniber med motivationen, må jeg altså give den et spark i rumpetten. Så nu har jeg meldt mig til Aarhus City Halvmarathon, der løber af stablen d. 29 juni. Og det er der jo længe til. Men jeg har en tid at forbedre. Så nu skal der kilometer i benene, vinter eller ej. Thermotøjet er fundet frem og løbeskoene må og skal vinde over sofaen. Det bliver godt, kan jeg allerede mærke!


Hvad er din motivation? Og hvordan vinder du over vintermørket?