onsdag den 25. februar 2015

Mågens - Eller mens vi venter...


Hvad sker der, når familien dysfunktionel tager på landet? Konstantin (Andreas Jebro) vil så gerne være kunstner og få anerkendelse og kærlighed fra sin kendte skuespillermor Irina (Tammi Øst). Men hun elsker kun sig selv og sin unge elsker, den kendte og hypede stand-up komiker Boris (Christian Fuhlendorff). Ham er Konstantins blonde kæreste Nina (Rikke Lylloff) også helt vild med. Masha (Lise Baastrup) derimod elsker og forstår Konstantin, men han ser ikke hendes vej; overhovedet. Så hun må nøjes med den stammende skolelærer Simon (Benjamin Kitter), som ingen faktisk gider.  Og midt i det hele danser Mågens (Kristian Holm Joensen) rundt, forvirret, fortvivlet og meget følsom. Forvirret? Okay, here goes…

Foto: Ulrik Jantzen / Das Büro
Ideen om at tage Anton Tjekhovs Mågen og sætte den ind i en moderne kontekst er i og for sig god. Og Louise Mieritz og Ditte Hansen har langt hen af vejen haft fat i den lange ende i deres bearbejdelse af Tjekhovs Mågen. I alle Tjekhovs værker sidder figurerne et sted på landet i Rusland og drømmer sig til Moskva, hvor alt det sjove sker. Men de kommer aldrig ud af flækken. De sidder fast i deres planer og drømme. Hos Tjekhov ventes der og der ventes længe. I Mågens venter de også. De sidder fast i Den her pisby, vi også kunne kalde Tisvildeleje, Hornbæk eller Skagen i uge 29. Her sidder vores karakterer og keder sig og venter. Venter fra september til juli. Venter på bussen – venter på at harpiks tørrer, som Masha siger. Og det smitter af på forestillingen. For nok sker der en masse i Mågens, men det trækkes i langdrag.
Forestillingen indeholder så mange metalag, at metafiktionen helt mister sin morsomhed. Når Masha/Baastrup hader Simon/Kitter på alle niveauer, både som Masha, Lise Baastrup; og Hjørdis, bliver det sjove desværre bare lidt for usjovt.

Og det er altså ikke fordi de spiller dårligt. Specielt Tammi Øst spiller og synger røven ud af bukserne som divaen Irina, med hovedet lidt for langt oppe i egen røv – eller spiller hun sig selv, eller en parodi på sig selv? Der er den igen, den meta. Rikke Lylloff er skøn som Nina, der ligner Medina og taler som Amalie. Men er Amaliejokes overhovedet sjove mere? Er det ikke bare lidt tragisk? Som Konstantin vælter Andreas Jebro rundt som den oversete søn Konstantin, med stor fysisk sikkerhed og mod. Og så er der Mågens aka. Kristian Holm Joensen. Hans ordløse portræt af titelfiguren går lige i hjertekuglen. Når han forsøger at skabe det magiske nu (ja, mere meta…) får man en lille klump i halsen. Men den bliver hver gang skudt ned med ironi. Så ærgerligt. Og så er der Christian Fuhlendorff som den selvfede stand-up komiker Boris. Han forstår at levere sin figur med så meget selvironi, at metafiktionen her får lov at være sjov. Hvorfor han så er blevet proppet i aftenens grimmeste kostume med vatton på maven og langhåret nylonparyk på hovedet, kan man så undres over.

Det er altså ikke fordi, at Mågens ikke viser gode takter. Flere steder er der scener og øjeblikke af stor magi og morskab. Det er desværre bare ikke blevet hæftet ordenligt sammen.

Mågens spiller på Nørrebro teater frem til den 19. april 2015.


torsdag den 12. februar 2015

Venus in fur. Dampende hedt teater...


I mens bondagefesten raser verden over og kvinder i alle aldrer valfarter i biografen for at se "50 shades of grey", spiller Østre Gasværk Teater forestillingen "Venus in fur". En forestilling der emmer af lyster og fantasier, så vi som tilskuere sidder på det yderste af stolene.



En ung, småkikset skuespillerinde dukker op til en audition på en rolle som en dominerede herskerinde i forestillingen "Venus in fur" og inden længe er hun og instruktøren viklet ind i et snedigt spil, hvor magten og overtaget hele tiden skifter. Inden længe styrer og instruerer hun ham i en farlig leg, der peger lige lukt mod afgrunden.  


Casper Crump og Mille Lehfeldt Foto: Robin Skjoldborg



I foryen på Østre Gasværk Teater, er der bygget en intimscene op. Her kan sidde et par hundrede tilskuere og den gamle gasbeholder viser nye måder at kunne udnyttes på.

David Ives har begået en genistreg med manuskriptet, bygget over et romanforlæg af Leopold von Sacher-Masoch (Der med romanen "Venus in furs" kom til at lægge navn til massokismen). Og i Jacob Schjødts instruktion forløses manuskriptet dejligt komisk og fængende. Mille Lehfeldt og Casper Crump er begge mesterlige som henholdsvis skuespillerinden Vanda og instruktøren Thomas. Deres samspil sitrer og de klær hinanden på scenen. De fik i hvert fald mig til at glemme både tid og sted flere gange, i de 90 minutter forestillingen varer. Det er generelt bare svært ikke at forsøge at hæfte alle superlativer i verden, på den præstation de to skuespillere leverer. 

I disse 50-shades-of-grey-tider er det dejlig at se et teater have modet til at rulle en forestilling frem, der formår at holde intensiteten, så publikum kravler helt frem på kanten af stolen, uden at forførelsen behøver at blive tydeligt eksplisit. Det er antydningens kunst, når det er aller bedst. Forestillingen kulminerer dog, desværre, i en underlig forløsning, hvor den spænding der er blevet bygget så fint op, bliver en anelse corny. Men forførende og forløsende teater er det. Det er en must see forestilling og jeg håber at "Venus in fur", må spille for ene røde lygter. 

Og på mit natbord ligger nu i hvert fald denne her:






"Venus in fur" spiller til d. 29 marts på Østre Gasværk Teater.