mandag den 18. september 2017

AMERICAN IDIOT, Den Grå Hal...

Med rock operaen ”American Idiot” i Den Grå Hal på Christiania slår Heltmus Production deres berettigelse i det danske teaterlandskab fast med syvtommersøm. ”American Idiot” er en tur tilbage til 00’erne, men også en dystopisk fremtidsvision. For hvordan finder man meningen med livet, når livet ikke længere giver mening?

”American Idiot” handler om de tre unge fyre Johnny, Tunny og Will, der forsøger at gøre oprør mod deres røvsyge liv i en lille amerikansk provinsby. Tunny og Johnny rejser til storbyen for at søge lykken, mens Will bliver hjemme og forsøger at få forholdet til sin gravide kæreste Heather til at fungere. Tunny opgiver hurtigt storbylivet, melder sig til militæret og bliver, ganske hurtigt, sendt i krig, hvor han mister sit ene ben. Will finder sig selv i hårde stoffer, men finder samtidig også en side af sig selv, han ikke kan lide, Samtidig finder han også  den store kærlighed og mister den igen. Forestillingens sange er mestendels fra albummet American Idiot, men også fra Green Days store bagkatalog.

Foto: Martin Mydtskov Rønne

Det var med absolut ingen forventninger, jeg satte mig til rette i Den Grå Hal på Christiania til Heltemus Productions seneste satsning ”American Idiot”. Eller det vil sige, at jeg ikke vidste hvad jeg skulle forvente mig. Jeg sad der og lod mig, i de 90 min. forestillingen varer, suge ind i det dystopiske, dog smukke univers forestillingen præsenterer for os. Og pludselig gik det op for mig, hvor mange af Green Days numre jeg faktisk kender, også uden rigtig at have fulgt Green Days karriere, siden jeg som 13 årig, i 1994 købte albummet Dookie i et supermarked i Cannes og hørte det på repeat på min discman, mens de sydfranske bjerge for forbi.  
Det er et suverænt og virkelig velsyngende ensemble Heltemus Productions stiller med, til ”American Idiot”, med svenske Bruno Mitsogiannis som forestillingens absolutte midtpunkt. Han synger og spiller rollen som Johnny med en sådan sikkerhed og overskud, at man næsten tror han ER Johnny. Også Rikke Hvidbjerg som hans kæreste Whatsername skal fremhæves, for sin sublime stemmekontrol og Frederikke Vedel for sit sødmefulde, dog håndfaste portræt af Wills gravide kæreste Heather.
Benjamin la Cour, der i sidste sæson lavede scenografi til Fredericia Teaters smukke ”Klokkeren fra Notre Dame”, har igen begået et scenografisk mesterværk til ”American Idiot, hvor store betonklodser, helt enkelt, hejses op og ned i løbet af forestillingen og rullende fortove/transportbånd får universet til at skifte så let og glidende, at jeg flere gange måtte hvine en lille smule af fryd.
Denne anmeldelse har udviklet sig til en mindre lovprisning af alt det gode ”American Idiot” kan. Men det er ikke løgn, ”American Idiot” er et fremragende værk. Og om du mener du er til rock eller ej, bør du unde dig selv den oplevelse der er, at se denne forestilling, i lige præcis de her rammer og i den her scenografi.

Instruktør/koreograf: Tim Zimmermann Kapelmester: Mikkel Gomard Scenograf: Benjamin la Cour Kunstnerisk leder: Thomas Bay Medvirkende: Bruno Mitsogiannis, Christoffer Brodersen, Snorre Tøndel, Anders Gjesing, Rikke Hvidbjerg, Frederikke Vedel, Ksenia Timoshenko, mf.  


søndag den 17. september 2017

SKAM 1 - Eva, Aveny-T...

Den norske hitserie SKAM har, som det første sted i verden, ramt de skrå brædder på Aveny-T på Frederiksberg. Og det fungerer over al forventning. Det er ungdomsteater med nerve og noget på sinde.

Foto: Pernille Kaalund

Med udgangspunkt i første sæson af den norske hitserie SKAM, om den unge pige Eva og hendes kvaler med kæreste, gymnasiestart, jalousi, fortid og nye – og gamle veninder, blænder Aveny-T på Frederiksberg op for teaterversionen”SKAM 1- Eva”. Med en flok håndplukkede, helt unge skuespillere – nogle friske fra Gymnasiet, andre elever på statens skuespillerskoler – har Martin Lyngbo, tidligere direktør for Mungo Park i Allerød, sat i scene. Line Mørkeby har bearbejdet, og på fineste vis formået, at få skåret hele første sæson af SKAM ned og helt ind til benet. Hun og Lyngbo formår at få essensen af tv-versionen frem, så latteren ruller og tårerne triller. Blandt andet scenen, hvor Vilde brækker sig efter en alt for vild bytur, mens hendes fire veninder holder hendes hår, til tonerne af Dejlig er Jorden, er både så absurd komisk og på samme måde så rørende fin, at jeg måtte knibe en lille tåre.

Jon Stephensens scenografi er helt enkel og har publikum på tre sider, samtidig med, at salen også inddrages som spillerum. Det er med til at give forestillingen liv og nerve og scene – og kostumeskift foregår nærmest umærkeligt og giver et godt flow til forestillingen.

De 8 medvirkede ER deres karakterer, uden på nogen måde at være en 1:1 kopi af deres tv-alterego. Det er en ensemblepræstation man sjælendt ser og man mærker kærligheden og venskabet, alle 8 i mellem. Jeg bliver dog nødt til at fremhæve Frieda Joanna Krøgholt, der, kun 17 år gammel, giver os et nuanceret og rørende portræt af Eva. Det er meget dygtigt karakterarbejde. Sammen med Sylvester Byders følsomme gestaltning af Jonas, bliver hun nerven i SKAM 1 – Eva.

Jeg må - med skam - indrømme, at jeg gik ind til forestillingen som en skeptiker. Men jeg kan roligt sige, alt er love!

Iscenesættelse: Martin Lyngbo Scenografi: Jon Stephensen Bearbejdning: Line Mørkeby
Medvirkende: Frieda Joanna Krøgholt, Sofie Salee, Asil Al-Asadi, Nanna Finding Koppel , Karla Rosendahl Rasmussen, Sylvester Byder, Mathias Käki Jørgensen og Jonathan Sthalschmidt



søndag den 10. september 2017

MARIA OG MOHAMED, Teater Grob...

Teater Grob og teaterRICH er gået sammen og har begået en sci-fi-forestillingen MARIA OG MOHAMED. En opdagelsesrejse ind i Maria og Mohameds liv. Og det er en rutsjetur mellem store følelser, grin og en klump i halsen.

Maria er født og opvokset i Hellerup med højt til loftet, følelsesmæssigt overskud, nudistforældre og økonomien i orden. Mohamed er født i Mogadishu, Somalia, flygtet til Danmark og opvokset i Kolding med flugten og krigens skygge over familien i et fremmed land. Nu mødes de på scenen. MARIA OG MOHAMED er en collage, hvor Maria og Mohamed spiller hinanden i væsentlige begivenheder og relationer i deres respektive liv. Scenerne udspiller sig i et sitrende sci fi-univers – et ukendt territorium for dem begge. MARIA OG MOHAMED går på opdagelse i to menneskers liv på godt og ondt, og er en rejse til det indre rum.

Foto: Emilia Therese

Ved første øjekast er de et pudsigt match, Maria Rich og Mohamed Ali Osman, som de træder frem for os i deres blå heldragter med ens, nærmest selvlysende sko og hver med en kasse under armen. De skal på en ekspedition, en ekspedition ind i hinandens liv og historie. Og det er her det pudsige match, pludselig giver mening. Netop fordi der er så stor forskel på de to, både fysisk, kønsligt og baggrundsmæssigt, giver rejsen ind i hinandens historie mening. Og når de så går i gang med at fortælle hinandens historier, opstår magien. For det giver forestillingen så meget intensitet, at de ikke bare fortæller deres egne historier til hinanden og os. Som når Maria, som Mohamed, fortæller om dengang, han fandt sit alterego Ozzy. Eller når Mohamed, som Maria, fortæller om dengang, hendes liv krakelerede under stress og depression. Ja, så skiftevis griner og græder vi. Og de er gode de to. De tør gå planken helt ud og fortælle os alle de mest personlige og private historier. Det er modigt og virkelig godt spillet.

Daniel Wedel har iscenesat med sans for de personlige historier, med utrolig meget humor og plads til de helt store grin. Dramaturgisk halter forestillingen desværre. Der er steder hvor forestillingen dykker og det virker som om, den ikke helt ved hvilken vej den skal. Det er en skam, for når det hele kører, er det hele utroligt seværdigt, morsomt og lærerigt. For alt det der med rumdragter og rejser ind i et sci-fi-univers er, i mine øjne, slet ikke nødvendigt. Jeg kunne ønske mig lidt mindre rumrejse og lidt mere historiefortælling.

Maria Rosendahl Chemnitz har skabt en fantastisk scenografi og nogle kostumer, der understreger præmissen i rejsen til et fremmed, indre rum, der, i samarbejde med Malte Hauges gennemarbejdede lysdesign, rammer forestillingen flot ind.

Alt i alt en intens rejse ind i Maria og Mohameds univers. Og til slut opdager vi, at de slet ikke er så forskellige de to, Maria og Mohamed, men derimod skræmmende ens. Tak fordi i tør vise os det!

Manuskript: Vivian Nielsen Tekstfragmenter: Maria Rich og Mohamed Ali Osman Iscenesættelse og dramaturgi: Daniel Wedel Scenografi og kostumer: Marie Rosendahl Chemnitz Musik og live lyddesign: Øivind Weingaarde Lysdesign: Malte Hauge Dramaturgisk konsulent: Tanja Diers Medvirkende: Maria Rich og Mohamed Ali Osman



fredag den 25. august 2017

OPHELIA, Hamletscenen...

I anledning af 150 året for etableringen af Japan og Danmarks diplomatiske relationer, har Hamletscenen hentet den Japanske Noh teatergruppe Sakurama Group til Danmark, der, specielt til Shakespeare Festivallen 2017, har skabt forestillingen Ophelia; en meget fri fortolkning af Ophelias historie. Og det blev en smuk aften under stjernerne på Kronborgs vold.

En stjerneklar aften kommer Ophelias spøgelse til syne. Hun leder efter blomster, hun kan plukke. Eller er det i virkeligheden Hamlet hun leder efter? Hun vandrer hvileløst rundt og tror fejlagtigt, at stjernerne højt over hende er blomster og at blomsterne for hendes føder er stjerner, der er faldet ned. Og med tårer i øjnene begynder hun at fortælle den tragiske historie om Prins Hamlet. Ophelia er et stykke traditionel japansk Noh Teater bygget over Shakespeares Hamlet.

Foto: Hamletscenen
Det er bestemt ikke hver dag, vi her i Danmark har mulighed for at opleve den traditionelle Noh Teaterform. Og den er nærmest også så langt fra den europæiske teaterform, som den kan komme. Noh traditionen kan ledes tilbage til dansedramaer fra helligdomme og templer helt tilbage fra det 12. – 13. århundrede og fik den form, det har i dag omkring det 14. århundrede. Noh, der betyder talent eller færdighed, er, modsat det vestlige teaters narrative historiefortælling, bygget op omkring en visuel fremstilling, fuld af symboler og metaforer.  Forestillingen indeholder musik, dans, poetisk sprog og meget karakteristiske kostumer og masker. Masken der bliver båret af Ophelia i Ophelia kan fx spores helt tilbage til det 17. århundrede og kostumerne i forestillingen er over 100 år gamle, tunge og meget detaljerede. Ud over de fire skuespillere er der på scenen også et femmands kor og et orkester bestående af tre trommeslagere og en fløjtenist.

Ophelia er, som Noh traditionen foreskriver, en forestilling uden en decideret narrativ handling, men i stedet billeder, bevægelse og musik. Som ny tilskuer til Noh teatret blev jeg både udfordret, men også fanget ind i en nærmest meditativ tilstand, hvor bevægelse, musik og kostumer gik op i en højere enhed. Forestillingen var tekstet både på dansk og engelsk, men meget lidt hjælp var det desværre til, da teksterne enten var forsinkede eller kørte alt for stærkt. Jeg blev reddet af den oversættelse på papir, jeg havde fået fingre i. Det må kunne gøres bedre. Men ud over den svigtende tekstning, var det en smuk og anderledes teateroplevelse, og et modigt valg af Hamletscenen. Det er ærgerligt, at ikke flere fik muligheden for oplevelsen af ægte japansk Noh Teater. En dejlig påmindelse om, hvordan man kan få sig en ordentlig en på opleveren, hvis man engang imellem husker at lade sig udfordre.

Instruktør, tekst og komponist: Ujin Sakurama Musikere: Noh fløjte: Hiroyoki Matsuda, Lille tromme: Masayoushi Ko, Stor tromme: Hirotada Kamei, Tromme: Kuninai Komparu Kor: Iichiro Hase, Shinya Ito, Haruhiko Kitayama, Ydai Yajima, Shuntaro Makaya Skuespillere: Ujin Sakurama, Jotaro Mori, Daijiro Zenchiku og Yo Sakamoto



tirsdag den 15. august 2017

LA BOHÈME, Opera Hedeland...

Der er noget meget intimt og nært over Giacomo Puccinis La Bohème. Og derfor var jeg mere end skeptisk inden besøget på Opera Hedelands store amfiscene. For hvordan vil Rodolfo og Mimis kærlighedshistorie overhovedet nå op til bageste række, når den skal spilles på en 800 m2 scene for 3000 publikummer under åben himmel? Tja, i Lars Rudolfssons instruktion og scenografi lykkes det til fulde.
La Bohème er en af historiens mest elskede og spillede operaer. Det er historien om digteren Rodolfo og syersken Mimi, der forelsker sig hovedkulds i hinanden. Men kærligheden har trange kår, for ingen af dem ejer salt til et æg og Mimi er blevet dødeligt syg midt i vinterkulden.

Foto: Mikal Schlosser

Opera Hedelands store, runde scene er til La Bohème dækket af sne; rigtig kold, glat sne. Tanken kan virke fjollet, nærmest som et gimmick. Men den virker, sneen. Og midt på scenen står en lille ovn med skorsten. Og så sker der faktisk ikke de store ændringer i scenografien. Stole og borde bliver båret ind og ud, ligesom den berømte seng Mimi dør i til slut. Og vi er som tilskuere aldrig i tvivl om, hvornår vi er på studenternes kolde loftkammer, på torvet i latinerkvarteret eller på cafeen. Netop fordi scenografien er så enkel, bliver vi på tilskuerrækkerne tvunget til at bruge vores fantasi. Det er meget originalt tænkt scenografisk træk, der gør Puccinis intime opera egnet til den store scene og de voluminøse omgivelser i Hedelandet.

Det er et enormt fint og sammenspillet hold solister Lars Rudolfsson og Opera Hedeland har hentet ind. Alle er de velsyngende og fulde af liv og energi i deres spil. Elisabeth Meyer er både utrolig morsom og koket i rollen som Musetta, mens Aleksander Nohr synger rollen som Marchello med charme, humor og ikke mindst en varme, midt i den kolde sne. Og så er der Adam Frandsen og Hamida Kristoffersen der synger og spiller rollerne som Rudolfo og Mimi så fint, at den uundgåelige tragedie til slut, rammer os ekstra hårdt.
Det er imponerende at være vidne til hvordan, de frivillige kræfter i og omkring produktionen træder sammen og får hele aftenen til at spille. Der er faktisk ikke en finger at sætte på hele den oplevelse det er, at besøge Opera Hedeland.
Instruktør og Scenograf: Lars Rudolfsson Kostumedesign: Kersti Vitali Rudolfsson Lysdesigner: Linus Fellbom Lyddesign: Claus Pedersen Dirigent: Henrik Schaefer Orkester: Collegium Musicum Kor: Lille Muko og Roskilde Domkirkes Drengekor Solister: Adam Frandsen, Hamida Kristoffersen, Jakob Vad, Aleksander Nohr, Andreas Franzén, Elisabeth Meyer, Jakob Bloch Jespersen, Lars Køhler og Johan Gudman







lørdag den 5. august 2017

HAMLET, Hamletscenen...


Det danske sommervejr er en utilregnelig størrelse, der det ene øjeblik fryder med sol, for det næste at åbne for alle himlens sluser. Således også på Hamletscenens premiereaften på dette års store satsning Hamlet. En forestilling, der i Lars Romann Engels bearbejdelse og instruktion, er blevet skåret helt ind til benet, med en lysende Cyron Melville som Hamlet. Men også en forestilling der desværre aldrig helt bliver den thriller den gerne vil være.                                                             
Opgøret mellem den nye og gamle verden raser. Brutale traditioner udfordres af viden og dannelse. Hierarkier står for fald når den ideologisk optændte udvekslingsstudent Hamlet vender hjem fra universitetet i Wittenberg til Kroborg Slot og sin fars begravelse. Noget er forandret i Hamlet. Han er optændt af nye dannelsesidealer, og idéen om det moderne, ansvarlige menneske. På slottet hersker den gamle orden; øje for øje og tand for tand. Men kan kronprins Hamlet bryde fri af traditionens blodige bånd og bringe sit kongerige ind i en ny, mere oplyst epoke?
Foto: Søren Meisner

Han er her, der og alle vegne for tiden ham Hamlet. For tragedien om prinsen der fanget i brydningen mellem det feudale samfund og oplysningstiden, taler stadig til os. Og især i disse tider hvor holdninger brydes, kan fortællingen om den radikaliserede Hamlet bruges til at forklare og fortolke på det voldsomt foranderlige verdensbillede omkring os. 

Det er en kraftigt bearbejdet og beskåret Hamlet, vi får serveret i Lars Romann Engels version. Og rent dramaturgisk er det nogle ganske interessante beslutninger, der er blevet taget. Et stort antal af de oprindelige karakterer er i denne version skrevet ud, så forestillingen kan spilles mere rent og med et meget mindre ensemble. Det betyder bl.a., at vi ikke møder skuespillerne, der ellers plejer kommer på besøg og spiller Musefælden, Stykket-i-stykket, Hamlet har skrevet for at fælde sin faders morder. I Romann Engels fortolkning lokker Hamlet sine venner Rosenkrans og Gyldenstjerne til at opføre stykket. Det er med til at understrege Hamlets ensomhed. Den ensomhed der føles så enorm, når man er fanget i depressionens spind.
Samtidig med, at adskillige karakterer er skåret bort, er forestillingen også flyttet ind i en overvågningstid, hvor ”Big Brother” følger med fra adskillige overvågningskameraer og den nutidige mobiltelefon bliver en vigtig spiller i afsløringen af de forskellige komplots, der bliver begået igennem forestillingen. Det er en spændende måde at føre Shakespeares så kendte korridoraftaler op i en nutidig kontekst. Men det er desværre også, der går hen og bliver forestillingen akilleshæl. For der mangler konsekvens i brugen af de moderne hjælpemidler. Det ene øjeblik gives en besked gennem en telefon og det næste bliver en vigtig besked leveret af et bud med et forseglet brev i hånden. Forestillingen formår desværre ikke helt at blive den thriller, den gerne vil være og flere gange forekommer spillet nærmest statisk. Men med 2. akt liver spillet op, og i takt med at intrigerne rulles ud, får forestillingen meget lettere ben at gå på.
Det er et glimrende cast, Romann Engel har samlet; en blanding af danske og engelske skuespillere. Cyron Melville er en lysende Hamlet og brænder igennem som den sorgfulde og deprimerede Prins. Man mærker hans vrede og sorg og den altoverskyggende tristesse, der har indtaget hans sjæl. Han er langt fra den sarkastiske og ironiske Hamlet, man så ofte har set i andre fortolkninger, og det klæder rollen. Og Richard Clothier er den mest sleske og forregnede Claudius, jeg endnu har set. Et glimrende portræt af en psykopat i højeste potens. Og så er der Natalie Madueño som Ophelia. Hun formår at give en ellers ofte set skrøbelig karakter styrke og udstråling. Ophelias indre kamp mellem sin kærlighed til Hamlet og sin troskab mod sin far formår Madueño at spille, så Ophelias galskab og død bliver så ganske hjerteskærende. Et imponerende stykke karakterarbejde.
Catia Hauberg Engels scenografi og Mårten K. Axelssons lysdesign er en gevinst for Hamletscenens nye scene på Kronborgs vold. Selve slottet er tydeligt tænkt ind i de visuelle visioner for forestillingen. Og som mørket falder på, står slottet der, som en ensom og oplyst majestæt, mens en svanefamilie svømmer sig en aftentur i voldgraven og den nedgående sol maler himlen blodrød som forestillingens mange dødsfald. Den sceniske oplevelse er nærmest hele turen til Helsinør værd i sig selv.
Og nu er det jo sådan med teater under åben himmel, at vejret ikke altid er den mest pålidelige medspiller. Således også på premieren, hvor himlens sluser åbnede sig 30 minutter før forestillingens start og ikke stoppede igen før lige op til pausen. Det kan i sådanne tilfælde kun lade sig gøre at gennemføre forestillingen, fordi scenen har fået overdækning på, så skuespillerne kan komme igennem forestillingen – næsten – tørskoede. Men det kan nemt blive en kold og våd oplevelse for publikum. Men der er ikke noget der hedder dårligt vejr, kun forkert påklædning. Så husk din varmeste trøje, regntøjet og dit bedste humør, og så kan du faktisk kun få en dejlig aften på Kronborgs vold.
NB! Forestillingen spilles på engelsk med danske overtekster.
Producent: Hamletscenen og London Toast Theatre Instruktør: Lars Romann Engel Komponist: Mike Sheridan Scenografi- og kostumedesign: Catia Hauberg Engel Lysdesign: Mårten K. Axelsson Medvirkende: Cyron Melville, Natalie Madueño, Vivienne McKee, Richard Clothier, Chris Myles, Dominic Tighe, Oliver Alvin-Wilson, Jack Johns & Brett Brown


                                                                                                                                                                                                                                                

                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                              


tirsdag den 25. april 2017

Status...

På Husets Teater har Jens Albinus, med udgangspunkt i Erlend Loes roman, skabt forestillingen Status. Og det er blevet en urkomisk og meget rørende fortælling om lyrikeren Nina Faber, der begiver sig ud på det ultimative hævntogt for at vinde sig selv tilbage i en verden af markedsføringsstrategier, salgstal og en utrolig dårlig anmeldelse.

Der var dem der mente, at Nina Faber burde have fået Nordisk Råds Litteraturpris tilbage i 1970’erne. Hun var på sin egen varsomme måde, en fin lyriker, men faldt aldrig helt i trit med den tids manierede politiske melodi. Hvor andre skrev om Mao, skrev Nina om sump-hullæbe, mønsteret i guldsmedens vinger og om vejret i byer, hun aldrig havde været i. Nu har hun været ude af billedet i årevis. Hærget af modgang og alkohol, og tilbage efter et længere ophold i Istanbul, udgiver den aldrende lyriker nu sin nye digtsamling, BOSPORUS. Nina er nervøs, og da hun på udgivelsesdagen kommer ud for en totalt urimelig anmeldelse, ramler det for hende. Det er payback time…
Foto: Henrik Ohsten Rasmussen
Jeg tror alle vi kender til den, angsten for at præstere. Frygten for at vende vrangen ud på os selv, for så at få at vide, at vi ikke er gode nok. Og her bliver lyrikeren Nina Faber vores nye heltinde. Hendes bersærkergangsagtige hævntogt igennem lyrikerverdenen er så urkomisk, grænseoverskridende og enormt genkendeligt, at vi i salen sidder med krummede tæer og klukler over Ninas eskapader.
Erlend Loe skriver om angst og livslede og gør det med en tilpas stor skefuld kulsort humor. Og Jens Albinus har, med sin iscenesættelse ramt Loes absurde tone lige på kornet.
Som den kriseramte lyriker stråler Tammi Øst. Det er imponerende hvordan hun, ene kvinde, formår at portrættere en så neurotisk og ikke særlig elskværdig karakter som Nina, så hun bliver både bidende komisk, men også dyb og ganske genkendelig. Og rundt om hende snurrer Morten Burian i et utal af roller og giver Tammi Øst og hendes Nina Faber lige netop det modspil hun fortjener. Øst og Burians samspil er rent og flydende. Fx Ninas hævntogt igennem Akademikerboghandlen i Oslo, kommenteret af Burian som et travløb er virkelig helt utroligt morsomt.  
Det er samfundskritisk og aktuelt teater, der, selvom vi normalt ikke uddeler hverken stjerner, hjerter eller balloner her på bloggen, fortjener seks smukke, bare lyrikerrøve at trutte i. Tak!
Tekst: Erlend Loe Instruktør: Jens Albinus Scenograf: Rikke Juellund Medvirkende: Tammi Øst & Morten Burian


torsdag den 20. april 2017

Min Arm...

Hvem kan holde vejret i længst tid? Hvem kan tie stille længst? Hvem kan lade være med at skide i en hel måned? På Edisonscenen på Betty Nansen spiller Claes Bang forestillingen Min Arm, der på mesterlig vis fortæller historien om en ganske unormal, normal dreng.

 

En 10 årig dreng konkurrerer med sin storebror og stikker en dag sin ene arm i vejret ­– hvor længe kan han blive ved? Når der ikke rigtig er en grund til at stikke den op, hvornår er så lige det helt rigtige tidspunkt at tage den ned igen? Der går dage, uger og måneder... og på trods af fortvivlede forældre, formanende læger og forstående psykologer, så kommer armen ikke ned.
 
Foto: Lis Kasper Bang
 
I en neutralt rum, på et podie, står et bord hvorpå der er lagt enkelte rekvisitter. I forbindelse med bordet, er der opsat et videokamera, der projekterer billeder fra bordet op på en skærm. Midt på bordet ligger en tegnedukke; sådan en i lyst træ, med bevægelige led. Der er også en kasse med tilfældige ting publikum har lagt i den inden forestillingens start. Alt fra nøgler, en iPad og en cykelhjelm til en tampon og en lighter. Og så er der Claes Bang, helt alene på scenen hvor hans eneste medvirkende bliver tingene fra kassen. Og så begynder han at fortælle; fortælle historien om drengen, der en dag, da han er 10 år gammel, tager sin ene arm over hovedet og ikke tager den ned igen. 
 
Den britiske dramatiker og skuespiller Tim Crouch har skrevet en forunderlig tekst, der ikke forfalder til at blive en sygdomshistorie, men i stedet bliver historien om hvordan provokationen og stædigheden bliver et magtinstrument for en lille dreng, der bare gerne vil ses. Og i Gitte Skyttes fine oversættelse, flyttes historien helt naturligt fra England til både Fanø, Skjern og København. Det er godt oversætterhåndværk.
 
Og så er der Claes Bang. Han mestrer, om nogen, den svære kunst at spille en monolog, så man sidder yderst på stolen og lytter med. Han har, sammen med Mads M. Nielsens iscenesættelse, en stor del af æren for, at Min Arm på intet tidspunkt forfalder til at blive fortællingen om en stakkel vi skal have ondt af.
 
Min Arm er storytelling på et højt niveau og er forestillingen for alle, der elsker den gode historie.
 
Manuskript: Tim Crouch Oversættelse: Gitte Skytte Instruktør: Mads M. Nielsen Medvirkende: Claes Bang Produceret af Team Teatret


mandag den 17. april 2017

Cirkus Arenas Eventyrlige Fortælling...

Med Cirkus Arenas Eventyrlige Fortælling, har Cirkus Arena hævet barren og præsenterer en fin forestilling med et dejligt budskab, der har bare lige det mere.

 
Da jeg var lille og de voksne spurgte mig, hvad jeg ville være, når jeg blev stor, var svaret for det meste politihundefører, købmand eller linedanser i et rigtigt cirkus. Jeg blev som bekendt ingen af delene, men det var gode drømme og min indre linedanser hopper altid lidt i maven på mig, når jeg kommer forbi en cirkusforestilling.
 
Mille Gori (kendt for de fleste, med en smule kendskab til børnefjernsyn, som Motor Mille) er en kæmpe gevinst for Cirkus Arena og årets forestilling. Hun har skrevet og instrueret forestillingen og binder den, som en rigtig sprechstallmeister, sammen med stort overblik, ro og kæmpe imødekommenhed for alle de børn, der bare gerne vil vinke til eller kramme deres store idol, Motor Mille.*


 
Det er en dygtig flok internationale artister Arena har fået under dugen i år. Især imponerer jonløren Kris Kremo, med sin underspillede charme og dygtighed og Diabolojongløren Pierre Marchand med sit tju-bang nummer og utroligt åbenstående skjorte. Men også dromedarerne og elefanterne tog kegler. Hvor svært jeg end har det med store, eksotiske dyr i manegen, må jeg gang på gang overgive mig og klappe begejstret, når de tonstunge elefanter, elegant sætter sig på halen og vinker med snablen. Eller når en hvid og en sort puddel hos tryllekunstneren Jidinis på forunderlig vis bliver tryllet om til en vaskeægte Dalmatiner. Hos min fireårige ledsager var det især trapezartisten Ekatarina, den bomstærke håndstandsartist Encho og klovnen Jimmy Falco der tog kegler. Med den nykomponerede musik og et topskarpt lille band under ledelse af Alex Bozic, er der også her stammet op og der er knald på musikken fra start til slut.
Dramaturgisk kunne man måske med fordel have fordelt de store dyrenumre bredere over begge akter og ladet et mere energisk nummer end håndstandsartisten Encho slutte forestillingen. Hvor flot og imponerende hans nummer end er, falder energien og der er ikke meget koncentration tilbage i de små numser i sæderne rundt om i teltet efter 2 timer og 30 minutters sansebombardement. Men det er i småtingsafdelingen.
 
I en tid hvor cirkusbranchen tapbløder, må droppe turene på landevejen og ikke kan skaffe publikummer, må det siges at Arena ser ud til at have knækket koden. Med Cirkus Arenas Eventyrlige Fortælling, får publikum en helstøbt oplevelse, med fantastiske artister og et virkelig fint budskab om, at ingen drøm er for stor. Man kan blive lige hvad man vil, hvis man øver sig og står ved sine drømme og ambitioner. Tak til Cirkus Arena og ikke mindst Mille Gori for at minde os alle sammen om, at eventyret venter den, der forstår at gribe det.
 
*Motor Mille præsenterer forestillingen frem til d. 31. maj, hvorefter Bubber overtager rollen fra d. 1. juni til d. 10. august, mens Sara Maria præsenterer når Arena indtager Bornholm fra d. 16. – 22. juli.


onsdag den 12. april 2017

Hamlet, Mungo Park...


Med Hamlet sætter Martin Lyngbo et flot punktum for sin tid som teaterdirektør på Mungo Park i Allerød. En forkortet og nyfortolket version af en af Shakespeares nok mest kendte klassikere, klædt i sort og rødt.

Foto: Poul Rasmussen
Hævntragedien om Hamlet, er fortællingen om den unge prins, der finder ud af, at hans onkel har dræbt hans far, sat sig på tronen og giftet sig med hans mor.Pludselig finder han sig selv i et spil fuld af intriger, hævn, magt og død. Hans redskab bliver teatret i kraft af nært venskab med skuespillere fra byen. Hvordan kan Hamlet være sikker på at gøre det rigtige? Hvordan kan han bruge sit liv til gavn for Danmark?
Det er med Shakespeares ord som med sangtekster, man kender rigtig godt. Når Hamlet begynder på At være eller ikke…, fortsætter vi at være, det er spørgsmålet. Så at sætte musik til Shakespeares kendte ord virker som en indlysende ide. Det giver den gammelkendte tekst, her i Niels Brunses oversættelse, nyt liv. Jonas Munck Hansen, der også medvirker i forestillingen, har komponeret musikken, der leverer det perfekte lydtæppe under Shakespeares tragedie.

Hele Mungo Parks ensemble er på scenen, hvor de springer ind og ud mellem roller, med Christine Albeck Børge i centrum som Hamlet.* Hun giver figuren et androgynt udtryk, der i sin vrede og sorg nærmest kommer til at fremstå gal og forurettet, som kun en teenager kan.

Rikke Juellund har skabt en funktionel og helt sort scenografi, der fungerer perfekt i historiefortællingen om Hamlet. Kun når skuespiltruppen kommer på besøg, brydes det sorte med et rødt scenetæppe. Det virker lige efter hensigten.

Det er en dygtig og velovervejet bearbejdning af Shakespeares ellers så omdfangsrige værk. Replikker og scener er skåret og visse karakterer har fået nye funktioner, som Hamlets ven og fortrolige Horatio, der nu i denne version er leder for skuespillertruppen, der kommer til Helsingør. En eneste, lille anke skulle være, at forestillingen med sine næsten 120 min uden pause bliver lige til den lange side.

Men alt i alt er det et vellykket livtag med mastodonten Hamlet, levende, musikalsk og rygende aktuelt.
Foto: Poul Rasmussen

*Rollen som Hamlet deles mellem Christine Albeck Børge og Meike Bahnsen. Jeg så premieren i Allerød, hvor det var Albeck Børge der var på scenen. Men det kan bestemt også kun være interessant at se hvordan Meike Bahnsen gestalter rollen.


Iscenesættelse og bearbejdelse: Martin Lyngbo Oversættelse: Niels Brunse Scenograf: Rikke Juellund Komponist: Jonas Munck Hansen Medvirkende: Christine Albeck Børge/Meike Bahnsen, Anders Budde Christensen, Mads Hjulmand, Nana Morks, Marianne Mortensen, Jonas Munck Hansen & Henrik Prip





mandag den 27. marts 2017

Jeg Misforstår Gerne Det Hele...

Med Jeg Misforstår Gerne Det Hele tager instruktør og koreograf Jacob Stage og The Peoples Entertainment Group livtag med Marie Keys forunderlige tekstunivers i en spændende hybridteaterforestilling på Betty Nansens Teatrets anneksscene Edison.

 
Foto: Jakob Stage
I et lyserødt univers mødes fire performere om Marie Keys forunderlige tekster og musik. Et stykke pastelfarvet hybridteater om forelskelsens og parforholdets op- og nedture. Og hvad er det så, det der hybridteater? Det vil være for nemt at forklare det som en teaterkoncert, for det er mere end det. Det er lige så meget krop, koreografi og billeder. Og med b.la. den reumertvindende Lige om lidt bliver alting meget sjovere, med tekster af Lone Hørslev, har Jacob Stage været med til at sætte hybridteater på det danske teaterlandkort.

Jeg holder rigtig meget af Marie Key og hendes musik, om end det mest er de tidlige og lidt mere popglade numre, jeg har dyrket mest. Jeg Misforstår Gerne Det Hele var for mig derfor en oplagt mulighed for at udforske Marie Keys finurlige tekstunivers dybere. Og i Jacob Stages iscenesættelse, får de plads, teksterne. Både talt og sunget.
 
Rikke Juellund har skabt en minimalistisk lyserød scenografi, der sammen med Sonja Leas lysdesign, skaber et virkningsfuldt og utrolig smukt, pastelfarvet univers, hvor siluetterne står skarpt og billederne får lov til at kravle helt ind under huden på tilskuerne.

Det er fire virkelig dygtige performere Jacob Stage har samlet. Alle er de stærke både musikalsk og kropsligt og alle formår de, hver især, at bibringe forestillingen noget af dem selv. De synger, danser og spiller instrumeter, så det er en fryd. Det er i udpræget grad en ensemblepræstation og ingen af de fire er på noget tidspunkt overflødige. Jeg bliver dog nødt til at fremhæve Thomas Bang. Med en utrolig timing og sans for fortolkning, giver han han hver sang og hver karakter nerve.

Foto: Jakob Stage
Ideen med at tage Marie Keys numre med ind i et pastelfarvet, popunivers fungerer rigtig godt. Men på trods af en spilletid på kun 60 min., kommer forestillingen dog alligevel til at virke lidt lang. Musikken, spændende nyarrangeret af Marie Louise Büllow, kommer til at fremstå meget identisk og det er desværre med til at trække tempoet ned. Et dramaturgisk blik på spændingskurven ville helt sikkert have givet forestillingen et mere dynamisk tempo. Det er midten af forestillingen, der fungerer bedst. Med et temposkift i numre som Blege knæ, fremragende "tegnssprogstolket" af Anete Lotus Jensen, og Frank, der her bliver en uhyggelig godnathistorie, kommer publikum helt frem i stolesæderne.
Hen mod slutningen daler tempoet igen, men binder samtidig en fin sløjfe på på den krog, forestillingens start hænger op. Og tilbage hænger ét spørgsmål i luften og dirrer: "Hvorfor er vi ikke fri?"

Tekst og Musik: Marie Key Iscenesættelse: Jacob Stage Scenograf Rikke Juellund Lysdesign: Sonja Lea Musik nyarrangeret af : Marie Louise von Büllow Medvirkende: Thomas Bang, Christoffer Sonnich Møller, Anete Lotus Jensen & Mia Lerdam


torsdag den 23. marts 2017

As I collapse...

Med As I Collapse sætter Recoil Performance Group menneskets selvsyn og eksistens under lup. En spændende performance med en meget lille hovedrolleindehaver.

As I collapse er skabt med et ønske om at udfordre menneskets selvsyn og vores opfattelse af hvad liv og krop er. I en scenografi af sort gulv og store goblelignende vandposer mødes 5 dansere og millioner af små lysende alger.

Foto: Søren Meisner


Det er 5 utroligt dygtige dansere, koreograf Tina Tarpgaard har samlet til forestillingen. De udviser enorm og næsten uvirkelig kropskontrol, mens de i sorte latexdragter interagerer med hinanden og de enorme vandposer.
Men forestillingens egentlige hovedperson må være Pyrocystis Fusiformis; den lille bitte alge, der i samarbejde med NaturkKRAFT i Ringkøbing og Teknologisk institut er blevet skabt til forestillingen. I pressematerialet til forestillingen står der om algen:

"Pyrocystis fusiformis er algen, som recoil performance group i samarbejde med biologer og forske-re på Teknologisk institut har opdyrket i store mængder, og som har inspireret de menneskelige kroppe på scenen. Algen er desuden selv en integreret og levende del af forestillingen. Det bemær-kelsesværdige ved Pyrocystis algen er, at den kun lyser, når den bliver berørt. Tilgengæld inviterer dens fortryllende blå skær igen og igen til interaktion. En ellers usynlig organisme, der synligt kom-munikerer, når man rører ved den."


Og det er netop her magien opstår. Ved forestillingens start får alle udleveret en sort kuvert indeholdende en pose, med hvad der ligner almindeligt vand. Men når lyset går ned og man vipper den lille pose i hånden, begynder de små at lyse. Det er som at sidde med en million små stjerneskud i hånden. Og langsomt; ganske langsomt begynder dansen. Som en verden der opstår ud af mørket. Halvvejs er det desværre som om, at forestillingen taber pusten en smule. Men den bliver fanget igen. Og da lyset gik op efter en lille time, havde jeg det, som om jeg havde været vidne til en forunderlig og ny verdens fødsel.  
Og hvad min lille kuvert af Purocytis fusiformis angår, så endte det med, at jeg adopterede den. Nu står den i min vindueskarm og lever sit eget, lille, forunderlige liv.
 
As I Collapse er første del af en triologi, der efter planen skal efterfølges af Masse (2018) og Extended Falls to Humanity (2019).

Komponist/forsker: Till Bovermann Lysdesign: Minna Tiikkainen Forskende kunstner/konsulent Pei_ying Lin Scenograf Sille Dons Heltoft Koreograf: Tina Tarpgaard Dansere: Hilde I. Sandvold, Sam Denton Nelly Zagora, Edward Lloyd & Joy Kammin Alger: Pyrocystis fusiformis


torsdag den 16. marts 2017

Vredens Druer...

Med Vredens Druer på Betty Nansen Teatret bliver nutidens flygtningeproblematik sat under lup i dramatiseringen af John Steinbecks klassisker. For findes det forjættede land? Og er det overhovedet værd at drømme om?

Foto: Natascha Rydvald
Da Tom Joad, efter fire år i fængsel vender hjem til sin families gård er intet til at kende igen. En voldsom tørke har ødelagt landet og de tidligere beboere er tvunget til at flygte, hvis de vil overleve. I en lille, gammel lastbil flygter familien Joad, i selskab med den frafaldne prædikant Jim Casey nu mod Californien og drømmen om mad, sikkerhed og fast arbejde. Men drømmen krakelerer jo længere de rejser og familien får hele tiden sværere ved at holde sammen.
Foto: Natascha Rydvald
Det er en voldsom og stor historie der rulles ud. Og heldigvis er der blevet samlet et solidt og sikkert hold skuespillere til at formidle de mange karakterer og den bastante fortælling. Det er en ensembleforestilling i sin reneste form, hvor historiefortællingen er i fokus.
Olaf Johannessen leverer et rørende portræt af den frafaldne prædikant Jim Casey, der ofrer sig og påtager sig skylden for sønnen Tom Joad, da denne i vrede har slået en politimand ned. Særligt imponerende er det, fordi Johannessen halvvejs i prøveforløbet måtte overtage rollen fra en stemmeskadet Nicolaj Kopernikus.
Kristian Halkens portræt af den desillusionerede og fordrukne Onkel John, der kæmper med skyld over at have slået sin kone ihjel, rører dybt.

Instruktør Katrine Wiedemann er en eminent historiefortæller og billedskaber. Og sammen med scenograf Maja Ravn har hun begået en genistreg. Ved at reducere dybden af den betongrå scenografi, så der kun er 1,5 m. spilleplads i dybden, kommer historien og skuespillerne meget tæt på. Og det hele kommer til at foregå lige på afgrunden, så vi i salen må holde vejret.
Med Vredens Druer fortæller Betty Nansen Teatret og det fantastisk velspillende ensemble flygtningenes historie og gør den klassiske Steinbeck fortælling hyper aktuel. Her får den voldsomme flygtningemasse et ansigt og en historie.

Jeg vil ikke spoile noget, for det er en forestilling der skal opleves og mærkes på egen krop. Men specielt slutningen rammer hårdt og trak tårer i mine øjne. Det er en fortælling og en forestilling der sidder i kroppen, længe efter lyset i salen er gået op igen. Og her er det kun på sin plads at slutte med Mor Joads ord: "Vi er det levende folk. Vi bliver ved med at komme."

Manuskript efter roman af John Steinbeck Dramatiseret af Frank Galati Dramaturg og oversætter: Karen-Marie Bille Instruktør: Katrine Wiedemann Scenografi og kostumer: Maja Ravn Medvirkende: Kristian Halken, Marie Bach Hansen, Joachim Fjelstrup, Laura Bro, Olaf Johannessen, Jens Jacob Tychsen, Lars Simonsen & Joen Højerslev


tirsdag den 21. februar 2017

Livsens Ondskab...

"Livsens Ondskab er et mareridt forklædt som komedie(...)" Som Direktør for Nørrebro Teater og dramatiker til forestillingen, Mette Wolf skriver i programmet. For er det virkelig lykken at få det, man ønsker sig allermest?

Foto: Ulrik Jantzen

I den lille provinsby, Gammelkøbing knokler Emanuel Thomsen (Thummelumsen) afsted for at tjene penge nok til at købe den færdre Møllegård tilbage, efter den 15 år tidligere røg på tvangsauktion. Han er en lille forkrøblet, selvretfærdig nærrigrøv, der ikke lader sig gå på af, at alle i byen griner af ham. For han har sine drømme. Men en dag vinder han i lotteriet og nu kan alle hans drømme gå i opfyldelse. Men er det nu også lykken? 

Der sidder de så, alle skuespillerne, på en kiste, klædt i hvidt undertøj. Alle på nær stakkels Thummelumsen. Ham er der lige præcis ikke plads til. Og frem kommer Klæd ud-kassen, kunstige skæg, lange frakker, skøre hatte. Og så er legen igang...
 
Det er en modig dramatisering og iscenesættelse, lagt i hænderne på henholdsvis Mette Wolf og Christoffer Berdal. Det er tydeligt at fortællingen fra Gammelkøbing i 1899 bestemt kan og skal sige os noget om, hvordan vi i dag vælger at leve vores liv.
 
Det er i høj grad en ensemblebåret forestilling, hvor næsten alle spillerne får lov til at lege med flere karakterer i det rablende og pantomimiske univers, de sammen skaber.
Og når skuespillerne ikke er i spil, står de på bagscenen i deres hvide grundtøj, som en slags observerende scenisk tilstedeværelse.
 
Peter Zandersen leverer en pragtpræstation som den stakkels og alligevel helt ulidelige Emanuel Thomsen. I tidligere filmatiseringer og iscenesættelser af Livsens Ondskab har vi oftest set Thumelumsen fremstillet som en lille, skæv særling, der lunter rundt i sin egen lille selvretfærdige verden. Peter Zandersen tager figuren helt andre veje. Han står aldrig stille og al gang foregår nærmest i løb. Det er en fysisk krafpræstation og et dejligt nyt tag på karakteren.
Så er der Thummelumsens udkårne Wulfdine, så fint og samtidig hylende morsomt spillet af Marie Knudsen Fogh. Stakkels, stakkels Wulfdine, der næsten ikke kan være i sin egen krop af bare ren forelskelse, befippelse og mindreværd.
Og midt i det hele står Tom Jensens rødskæggede toldkontrollør Knagsted. Han puster liv og sympati i den ellers ganske kyniske og drilske og gammelkendte figur. Han trækker afsted med stakkels gamle og pre-døde Mørch, helt vidunderligt gestaltet af Peder Holm Johansen. Hen på kirkegården for at tale om død, forrådnelse og ormenes kommende ædeorgier. Han er hele byens Peter-modsat, for som han siger: "I er nok om at mene det samme.". Og man kan ikke andet end at elske ham for det.

Foto:Ulrik Jantzen


Palle Steen Christensen er manden bag forestillingens scenografi og kostumer. Han har skabt et skævt og ganske gakket univers, hvor alt bliver forstørret, både det smukke, men i lige så høj grad det grimme. Og her lander vi midt i en af forestillingens største styrker, men samtidig støreste svaghed. For kombineret med spillernes energiske, nærmest commedia dell' arte inspirerede spillestil, giver det forestillingen en fantastisk ironisk tilgang til Wieds lille, lukkede og selvhøjtidelige provinshul. Men samtidig mister historien, på den bekostning, desværre, også nærvær og nerve. Nærvær og nerve, der ville kunne have fået os til at holde bare en smule af karaktererne.
 
I enkelte scener gearer forestillingen  til gengæld helt ned. Gamle Mørchs dødscene ramte mig med sin pludselige ro lige i tårekanalerne. Og når Clausen og Knagsted til slut drager på besøg på Møllegården hos den nyslåede gårdejer Thummelumsen, forstår vi, at det ikke altid er lykken at få sine ønkser opfyldt. Der går han i cirkler, stakkels Thummelumsen, og indser, at livet ikke er meget anderledes på Møllegården, end det var i det lille skæve hus i Gammelkøbing.
 
Og måske har han ret, ham Knagsted, når han siger "Man skulle aldrig have sine ønsker opfyldt". For så er der i hvert fald plads til at drømme...
 
Livsens Ondskab, Nørrebro Teater Dramatisering (Frit efter Gustav Wieds roman): Mette Wolf Instruktion: Christoffer Berdal Scenografi og kostumer: Palle Steen Christensen Medvirkende: Peter Zandersen, Tom Jensen, Ole Lemmeke, Ditte Gråbøl, Laura Kvist Poulsen, Peder Holm Johansen, Jeanette Lindbæk Birk, Johanne Dal-Lewkovitch, Marie Knudsen Fog