tirsdag den 19. december 2017

NOGET OM HELTE, Nørrebro Teater...

Han er en pudsig størrelse, ham Halfdan Rasmussen. Med rim og remser for børn og finurlige voksne, med poetiske tekster og tossede universer. Alt fra den om gåsen der åd en møtrik og anarkistens kampsang -”Noget om helte” - til den om mig, der er ham, der er ham, der er mig - ” Noget om at være”. Nørrebro Teater har skabt musikforestillingen ”Noget om Helte” med udgangspunkt i Halfdan Rasmussens ”Tosserier”, med den nyuddannede instruktør Johan Sarauw bag roret. Det er der kommet en poetisk, underfundig og til tider lidt for tosset forestilling ud af.
Foto: Büro Jantzen

På scenen møder vi de fire Halfdanner Stine Stengade, Henrik Lykkegaard, Anne Sofie Wanstrup og Albert Stein Ankerstjerne; eller det vil sige, der er faktisk 18 Halfdanner, når de to musikere Ida Nørby og Mads Forsby og Nørrebro Teatrets Folkekor også kommer på scenen. Alle 18 klædt i den velkendte Halfdan uniform: fornuftige sko, buks med presfolde, rullekrave, den firkantede brille og en kort, kommunegrå paryk. I Frederikke Dalums pastelfarvede scenografi, med en stor cirkusvogn som midtpunkt, udspiller løjerne sig. Og det er løjer, bygget over Halfdans ”Tosserier”. Det er godt og blandet af alt fra de små brokker - ”Av for katten råbte musen, da den fik en på sinkadusen” - til de større lyriske stykker som ”Noget om helte”. Alt sammen sat til musik af komponist Adi Zukanovic. Og det er på skift pudsigt, fornøjeligt, udfordrende og en lille smule irriterende. Og så i momenter går forestillingen op i en højere enhed. Som når Stine Stengade på smukkeste vis giver liv til ”Noget om stjernefangst”. Eller når alle fire Halfdanner forsøger sig ud i kunsten, at skrive det fuldkomne digt - ”Noget om det fuldkomne”. Her får den underfundige poesi lov til at skinne igennem. Ligesom når Stengade, Ankerstjerne og Lykkegaard kaster sig ud i en nærmest pantomimisk version af ”Noget om det søde og sprøde”, den om fyrstinden der først for sent opdager, at hun elsker både tenoren og kloven. Det er fint, poetisk og morsomt. Men nogle gange drukner den lyriske poesi desværre i de lidt for tossede tosserier, på den kæmpe scene i det enorme teaterrum. For mange af teksterne bliver, i iscenesættelsen, skåret ud i pap og slået op med syvtommersøm. Og når det så det hele foregår i et fragmenteret teaterkoncert-univers, uden en synlig rød tråd, kommer forestillingen, til tider, til at gå lige lovlig meget i tomgang. 

Og lad os lige vende tilbage til kostumerne. At lade alle på scenen være klædt i samme kostume og paryk er fint og sjovt tænkt. Men selvom spillerne undervejs tilføjer enkelte detaljer til deres kostumer, bliver det alt for for ensformigt at se på. Og specielt den kvindelige anatomi drager på ingen måde nytte af det noget firkantede kostume. Det er synd.

MEN(!): ”Noget om Helte” er en rigtig fin og poetisk hyldest til Halfdan Rasmussens krøllede rim og remser. Er du glad for Halfdan Rasmussens skriblerier, vil du bestemt gå hjem med rigtig mange gode ting fra forestillingen. Det er en forestilling for både børn og voksne, og der er masser at grine af og endnu mere at fundere over. ”Noget om helte” er en hyldest til barnet, barnligheden og banaliteten, der, desværre, drukner i lidt for voksne tosserier.

TEKST: udvalgte digte fra Halfdan Rasmussens ”Tosserier” INSTRUKTION OG MANUSKRIPT: Johan Sarauw SCENOGRAFI: Frederikke Dalum KOMPONIST OG ARRANGØR: Adi Zukanovic MEDVIRKENDE: Stine Stengade, Henrik Lykkegaard, Anne Sofie Wanstrup, Albert, Stein Ankerstjerne, Ida Nørby (cello), Mads Forsby (percussion) og Nørrebro Teaters Folkekor


tirsdag den 12. december 2017

ANKOMST. AFSKED, Husets Teater...

En opbrudt og splittet familie samles igen for at genbegrave den ældste datter, da opførelsen af en ny vej til et nærliggende flygtningecenter kræver flytning af en række grave på den lokale kirkegård. For første gang i 12 år vender den omkringrejsende, succesfulde mor og den flygtige og rodløse mellemste datter tilbage til huset, hvor den yngste datter og hendes far stadig bor, og hvor livet er arkiveret og mærkeligt gået i stå. Inden længe dukker gamle spor op og kampen om den fælles historie begynder. Hvem har ret til at fortolke og vurdere fortiden? Hvem ejer historien om hvem vi er? ANKOMST. AFSKED undersøger den mindste af samfundets sociale enheder: familien.

Foto: Henrik Osthen Rasmussen

Hvis man siger, at venner er den familie, man selv vælger, så må familien være de fjender, man ikke selv vælger. Sådan er det i hvert fald i Jens Albinus forestilling ”Ankomst. Afsked” på Husets Teater. En opbrudt familie mødes på ny og gamle, hadefulde handlingsmønstre bryder ud i lys lue.

”Ankomst. Afsked” er et interessant bud på en modernisering af det klassiske familiedrama, som det kendes fra Ibsen, Tjekhov og Norén, her forfattet af Jens Albinus. Stykket havde oprindeligt premiere på Schauspiel Köln med titlen ”Umbettung” i 2016. Det er også Albinus selv, der har konverteret teksten til den danske ”Ankomst. Afsked” og samlet og instrueret et hold spændende spillere. Som forældrene ses Hans Rønne og Benedikte Hansen. Både sammen og hver for sig får de historien til at sitre og leverer to spændende og fuldstændig ulidelige personligheder, der i den grad er med til at holde liv i familiedramaet. Og omkring sig har de Maria Rich og Laura Skjoldborg som de to døtre Kate og Liv, der på hver deres måde forsøger at navigere i den labyrint af fortielser og skelletter i skabet, der gennemsyrer familien. Og så er der Morten Vang Simonsen som den unge Toby, der med hjælpsomhed og forståelse forsøger at vinde den yngste datter Liv, men i stedet bliver rullet ind i intrigerne. Alle fem leverer de spændende og levende figurer, vi på skift føler med og frastødes af ude på tilskuerrækkerne. Men mest stråler dog Benedikte Hansen. Hendes ganske ulidelige og selvcentrerede mor er så velspillet og intenst leveret, at det trækker det ellers lidt stillestående drama op.

Jeg er vild med teksten. Den sitrer og syder og viser familien som et forvrænget spejlbillede, man ikke har lyst til at se på. Det er bidende og morsomt. Men det er desværre også teksten der går hen og bliver forestillingens akilleshæl. Alle de mange ord får min hjerne til at sitre og historien til at stå stille. Af mangel på en bedre betegnelse, vil jeg nærmest sige, at forestillingen mangler lidt Tju-bang. Men se ”Ankomst. Afsked”. Skuespillerpræstationerne er det hele værd!  

INSTRUKTØR OG DRAMATIKER:  Jens Albinus SCENOGRAF: Rikke Juellund LYDDESIGN: Ditlev Brinth LYSDESIGN: Mads Vegas MEDVIRKENDE: Benedikte Hansen, Hans Rønne, Maria Rich, Laura Skjoldborg og Morten Vang Simonsen



lørdag den 25. november 2017

LIVA - EN KABARET OM FRIHED, Folketeatret...

Folketeatrets ”Liva – en kabaret om frihed” er et kalejdoskopisk blik på kunstneren og mennesket Liva Weel. En anderledes forestilling, der næsten kommer tørskoet i land.


Hvad sker der når man dør? Passer det mon, at livet passerer én revy? Det lader dramatiker Vivian Nielsen det gøre for Live Weel i Folketeatrets kabaret ”Liva”, hvor vi møder den kendte revykunstnerinde da hendes liv er ved at rinde ud. I et kalejdoskopisk tilbageblik møder vi Liva og menneskene omkring hende og bliver vidne til hendes kamp for frihed, både personligt og kunstnerisk. Hun lever livet helt til grænsen. Men livet gør ondt og hun søger smerten. For så føler hun i det mindste noget.

Foto: Thomas Petri
Da DR i 1992 viste tv-serien ”Kald mig Liva” første gang, sad jeg, 11 år gammel, stum foran tv’et og sugede til mig. Jeg fandt noget i Ulla Henningsens fortolkning af Liva, jeg ikke vidste hvad var. Men siden har Livas viser fulgt mig. Det var derfor også med lige dele frygt og spænding, jeg gik ind til ”Liva” med Ellen Hillingsø i titelrollen.

”Liva” er et pudsigt miks af revy, kammerspil og teaterkoncert, der river publikum med gennem Livas smertefulde kamp for frihed. En kamp hun kommer til at dele med Poul Henningsen. Og det er rigtig langt hen ad vejen en rigtig vellykket fortælling om ikonet Liva. Der er tosserier, skænderier og heftige revynumre i en lystig blanding, når persongalleriet rundt om Liva får lov til at folde sig ud. Og så er der de øjeblikke, hvor det hele klikker, som når Birgitte Raaberg, i skikkelse af Livas påklæder Frk. Jakobsen giver os ”Sig de ord du ved”, så hele salen holder vejret.

Det er i det hele taget et rigtig stærkt hold, der er samlet på scenen. Alle velsyngende og fuld af musikalitet, når de også griber diverse instrumenter i løbet af forestillingen. Henrik Koefoed er vittig, men også dyb i sit portræt af Poul Henningsen, med den evige cigaret i mundvigen og sin skrivepult på maven, men får også lov til at gribe både trommestikker, trombone og harmonika, hvilket han gør til UG. Karsten Jansfort får lov til at rulle hele sin charme ud som den ikoniske teaterdirektør Frede Skaarup. Birgitte Raaberg skifter fint mellem veninden Ella og påklæderen ”Jakob” og beviser gang på gang, at hun er en både dygtig sanger og fortolker. I hjørnet sidder Jens Krøyer som den evige akkompagnatør, med styr på musikken og en fin følelse for forestillingens sange og tempo. Og så er der Ellen Hillingsø som Liva. Jeg må indrømme, at hun, før jeg så forestillingen, var meget langt fra mit billede af Liva. Ellen Hillingsø er smuk og har noget stoisk over sig. Men med rollen som Liva, beviser hun samtidig, at hun også kan være den voldsomme, den vilde, den grimme. Helt til stregen og lidt over. Hun synger. Ikke smukt, men rørende og rammende og formår at give sit helt eget rørende bud på karakteren Liva.

Scenograf Sisse Gerd Jørgensen har formået at skabe en enkel, men virkningsfuld scenografi, der med enkelte midler fører os gennem Livas tankespind. Og Rolf Heim har, med sikker hånd iscenesat, så det ikke kun er Livas indre kamp vi bliver vidne til, men også kulturkampen. Den kulturradikale kamp for individets frihed, der er her der og alle vegne på de danske teaterscener for tiden. Noget tyder på, at kulturkampen ikke er kæmpet helt færdig endnu. Det er svært at sige Live Weel uden at sige PH. Og det er selvfølgeligt og fuldt berettiget, at den del af historien får sin plads i forestillingen. Kulturradikalisternes kamp for individets frihed bliver en fin støtte til Livas kamp for personlig frihed. Men hvor kulturkampen vinder frem, taber Liva. Smerten bliver for stor.

Når jeg alligevel ikke synes forestillingen kommer helt i mål, er det på grund af de til tider lange ”kammerspilsscener”, der er med til at trække forestillingens tempo ned. De matcher ikke den revyagtige spillestil, der er lagt ned over de forskellige karakterer. Det er som om, at der stadig er scener der skal ”spilles varme” hen over det næste stykke tid, tekster der skal terpes og et tempo der skal findes. Det hjalp så heller ikke det hårdarbejdende hold på scenen, at de, den aften jeg så forestillingen, skulle kæmpe med et søvnigt og ukoncentreret publikum, tændte mobiltelefoner og enkelte i salen, der højlydt kommenterede forestillingen. Jeg håber og tror, at når ”Liva” har spillet sig helt varm og rammer diverse scener rundt i landet, vil røre og glæde en masse mennesker. Det har den fortjent.

DRAMATIKER: Vivian Nielsen INSTRUKTION: Rolf Heim SCENOGRAF: Sisse Gerd Jørgensen KOREOGRAF: Peter Friis KAPELMESTER: Jens Krøyer MEDVIRKENDE: Ellen Hillingsø, Birgitte Raaberg, Henrik Koefoed, Karsten Jansfort og Jens Krøyer


mandag den 20. november 2017

KNUD ROMERS ABC, BaggårdTeatret...

BaggaardTeatret, sART danseteater og Den Fynske Opera har i samarbejde skabt en lille, smuk perle med forestillingen ”Knud Romers ABC”. Det er en poetisk, vild og vidunderlig sanseforestilling for de 6 – 8årige der har knækket alfabetkoden og deres voksne.

Lad sanserne boltre sig i en underfundig og lærerig bogstavssafari, der med udgangspunkt i Knud Romers poetiske bogstavsfabler rusker alfabetet rundt og sammensætter det på ny. En interaktiv danseforestilling, hvor publikum er i bevægelse. Forestillingen er baseret på Knud Romers ABC, John Kørners billedkunstneriske dyreunivers og Bent Sørensens nykomponerede musik og skaber tilsammen en smuk koreograferet scenisk sangleg for alle fra 7 år.
Foto: Jens Wognsen
I et fuldstændig vidunderligt scenerum, bliver vi inviteret indenfor til ”Knud Romers ABC”, skabt i fælleskab af BaggårdTeatret, sART danseteater og Den Fynske Opera. Store som små stiller vi vore sko og tasker, før teaterrummet indtages. Og det er ikke et hvilket som helst teaterrum, vi får lov at træde ind i. Luise Midtgaard har, med afsæt i John Kørners smukke og farverige illustrationer til bogen ”Knud Romers ABC”, skabt et konstant foranderligt scenerum, der indtages af både spillere og publikum hele forestillingen igennem.

Sammen får vi styr på alfabetet, mens vi hører om Rotterne der sad på potten, griner af den sofistikerede giraf, der slet ikke har øje for andre end sig selv og elefanten der blev punkteret af en myg. I en blanding af musik, dans og sang, går det hele op i en højere enhed. Alle fire på scenen har hver deres forcer, der bliver udnyttet optimalt i forestillingen og Knud Romers fine rim og remser får den plads de fortjener.

Mine ledsagere til forestilling, to glade, 6 årige piger, med ualmindeligt meget krudt i rumpetten, var med hele vejen og nød, at der var plads til at kunne bevæge sig og få lov til at flytte rundt i scenerummet undervejs.

”Knud Romers ABC” er en forestilling for sanserne, kroppen og sindet. Vi får lov at føle, mærke, lege, gyse og grine. Og når forestillingen, efter små 50 min er færdig og vi ligger på ryggen og kigger op i stjernerne og ildfluerne til ordene:

”Ildfluen i det fjerne
er blevet tændt af Gud
og lyset fra en stjerne,
som for længst er gået ud”

Føles det rart i kroppen og vi er klar til at danse ud i hverdagen igen, en lille smule høje på god musik og sanseleg.

TEKST: Knud Romer KOMPONIST: Bent Sørensen BILLEDKUNSTNER: John Kørner EFTER IDE AF: Sofie Christiansen og Jakob Bjerregaard Engmann ISCENESÆTTELSE: Sofie Christiansen SCENOGRAFI: Luise Midtgaard KOSTUMEDESIGN: Alaya Riefensthal MUSIKARRANGEMENT: Anders Ringgaard Andersen MEDVIRKENDE: Anete Jensen, Karin Norrinder, Carlos Rodas og Anders Ringgaard Andersen


lørdag den 18. november 2017

PLATT-FORM - EN SMULE I OVERKANTEN, Betty Nansen Teatret

Med showet "En smule i overkanten", slår satiregruppen Platt-Form endnu engang fast, hvorfor de er toppen af den danske satirescene. Intet er helligt, men til gengæld meget, meget morsomt.

Må en hvid heteroseksuel mand overhovedet mene noget? Er professorer virkelig klogere end bloggere? Ville Jesus kunne lide jødekager? I Platt-Forms nye satireshow "En smule i overkanten" udleverer Mille Lehfeldt, Laus Høybye og Jakob Fauerby endnu en gang danskerne, og ikke mindst hinanden, med bidende satire, vanvittige kostumer og masser af velklingende ørehængere.

Foto: Oliver Hoffmeyer
Jeg ved ikke helt hvordan, de gør det, Platt-form; altså formår at lave et show, der holder os på kanten af sæderne i næsten to timer, hvor vi græder af grin. Måske er det deres sikre musikalitet? Eller deres timing? Eller deres evne til at holde energien på 120 % hele vejen?! Jeg ved det ikke. Men hvis jeg viste det, ville jeg hælde formlen på flaske og hurtigt blive millionær. Showet hedder ”En smule i overkanten” og ja, det er det – og et godt stykke over.

Vi kommer, i de to timer showet varer, omkring mange brandfarlige, satiriske emner, godt pakket ind i et dejligt hyggefilter, så den øvre middelklase har et rart safe space at søge tilflugt i. Vi møder bloggeren, der er meget klogere end professoren, DR’s nu nedlagte talekor og får historien om, hvordan vi hver jul fejrer, at en ludfattig tømrer og hans barnebrud fik en søn. Og hvad gør man egentlig, når man er en helt almindelig CIS-mand, med en helt almindelig tis’mand?

Mille Lehfeldt, Laus Høyby og Jakob Faurby har selv skrevet tekst og musik og iscenesat. Showet er stramt og velopbygget i en minimalistisk scenografi, hvor de tre får lov at stråle om kap med Nicholas Nybros sjove og veludførte kostumer. Og så er der, deres stensikre sangstemmer. Det er en fryd at høre så velklingende stemmer synge om klimakamp og om at gå i små sko. Intet er helligt, men til gengæld meget, meget morsomt. Jeg glæder mig til og håber på meget mere Platt-Form i fremtiden.

INSTRUKTION, TEKST OG MUSIK: Platt-Form KOREOGRAFI: Steffen Hulehøj Frederiksen KOSTUMER: Nicholas Nybro ARRANGØR AF MEDLEYS: Dénise Stockmann MEDVIRKENDE: Jakob Fauerby, Laus Høybye og Mille Lehfeldt


fredag den 17. november 2017

TVIND "THE MUSICAL", Teater V...

Teater V Skaber med Tvind "The Musical" et præcist og spændende generationsportræt af idealisterne, der rejste ud i verden med Tvind. Det er rørende musikteater med en vigtig historie på hjerte.

For 50 år siden, købte en flok unge mennesker en gammel bus. De ville ændre verden og spørgsmålet er om det lykkedes? 70’erne var en tid med systemændringer, tankeeksperimenter, nye undervisningsformer – en udfordring til det etablerede samfund og opfordring til radikale ændringer. Tvind var et socialt projekt i en tid, hvor man sagde Os, Vi, Sammen, i stedet for Mig, Mig, Mig. Hvor individet kun var det nødvendige tandhjul i fællesskabets maskine. Vi følger en gruppe stærke individer fra den spæde start i 70’erne og op til midt 90’erne, hvor Tvind kommer i alvorlig modvind. Vi møder ”Bannerføreren og ideologen”, der knækker. ”Den stædige”, som forbliver stærk i troen. ”Talentet”, der forråder sig selv. ”Organisatoren”, der møder kærligheden, og ”Kvinden”, der mister den.
En fortælling om en tid, hvor fællesskabet fyldte for meget, til en tid, hvor fællesskabet fylder for lidt.

Foto: Daniel Buchwald
Andreas Garfield har med Tvind ”The Musical” på Teater V i Valby skrevet en forestilling, der på fornem vis tager os med gennem Tvinds historie, fra starten, hvor unge idealister rejste jorden rundt i busser og afleverede alle deres penge i ”den gule spand”, med formålet at gøre verden til et bedre sted, til 1997, hvor Tvindloven er blevet vedtaget og selv inderkredsen af imperiet er begyndt at tvivle. Det er ikke en musical i klassisk forstand. Det er en fortælling, hvor musikken er med til at sætte stemningen og male et tidsbillede.

Tvind ”The Musical”
er en ensembleforestilling, hvor alle fem spillere, spiller fint op mod hinanden og helt umærkeligt skifter fra karakter til karakter. Iben Dorner er fin og rørende som idealisten Anne, der begynder at tvivle for til sidst at knække. Der er scener hvor hun er så presset ude af fællesskabet og hjernevasket, at det gav mig en knude i maven og våde øjne. Martin Bo Lindsten leverer et portræt af den stædige bannerfører Per, med det store hår og skæg, der sidder lige i øjet. Specielt scenen hvor han skal undervise efterskoleelever i portugisisk uden at kunne et ord af sproget, er på en gang både hylende morsom, rørende og enormt tåkrummende.  Rikke Bilde er bl.a. den store organisator Birgit, der med en pibe i mundvigen og en jysk jordbundenhed, holder fødderne solidt plantet på jorden, indtil jorden begynder at skælve under Tvind imperiet og paranoiaen sætter ind. Sune Kofoed er advokatdrengen Lasse, der gør oprør med sin borgerlige opvækst, dropper jurastudiet og tager med en af de første busser til Afghanistan. Han spiller med en afmagt i øjnene, der så fint portrætterer den tvivl mange må have stødt på. Margit Watt-Boolsen hopper med lethed ind og ud af flere karakterer. Specielt hendes portræt af Birgits lidt naive og kærlige kæreste er fint ramt. Den naive medløber der finder kærligheden, men også mister den igen. Og så er der musiker og arrangør Sune Skuldbøl Vraa. Hans tag på forestillingens ræve røde arbejdersange er rigtig godt. De numre, der ellers godt kunne have blevet lige lovlig lange i spyttet, bliver i hans arrangementer levende. Specielt versionen af ”Skipper Klements Morgensang” er med til at tegne et billede af den voksende paranoia, med en utroligt velsyngende Rikke Bilde i front.

Tvind ”The Musical”
er tro mod tiden og historien. Det er som en tidslomme, hvor historien på skift fortælles og spilles. Ved forestillingens start, er vi nærmest hensat til 70’ernes socialrealistiske gruppeteater, hvor der er plads til alle. Men langsomt ruller historien og karaktererne sig ud, og forestillingen ender med at være et rammende og fint tidsbillede. Der er ingen løftede øjenbryn eller karikaturer for latterlighedens skyld, men et ønske om at forstå tiden, Tvind og de valg de implicerede traf. Det er rørende og tankevækkende. Eneste anke skulle være, at forestillingen mangler den sidste gnist af vildskab og modhager i historien. Det hele bliver næsten for pænt. Men det er og bliver et fint og rammende portræt af en generation, der gik ind i sag med en dedikation og kom mere eller mindre amputerede ud – altså dem der kom ud. Tvind ”The Musical” er ny dansk dramatik, der skuer bagud for at forstå nutiden.

Dramatiker: Andreas Garfield Instruktør: Jens Svane Boutrup Scenograf: Julie Forchhammer Musikalske arrangementer: Sune Skuldbøl Vraa Medvirkende: Iben Dorner, Martin Bo Lindsten, Rikke Bilde, Sune Kofoed, Margit Watt-Boolsen og Sune Skuldbøl Vraa (musiker)



onsdag den 15. november 2017

CRAZY CHRISTMAS CABARET - PLANETRUMP, THE FARCE AWAKENS, Glassalen...

For 35. år i streg blænder Vivienne McKee og London Toast Theatre op for ”The Crazy Christmas Cabaret” i Glassalen i Tivoli med forestillingen ”Planetrump, the farce awakens”. Rigtig traditionsrig, engelsk ”Christmas Panto”, der sender publikum langt ud i lattergalaksen, men desværre også sine steder mister pusten.

I en galakse svimlende nær os, truer en gigantisk orange planet med at sprænge vores univers til atomer... eller måske ikke!!! Er der tale om en falsk nyhed? Vivienne McKee og Co. bringer os på randen af vanvid i den 35te Crazy Christmas.
Gør klar til en vild rutsjebane nu da... THE FARCE AWAKENS!

Foto: Thomas Petri
For 35. år i streg blænder Vivienne McKee og London Toast Theatre op for ”The Crazy Christmas Cabaret” i Glassalen i Tivoli med forestillingen ”Planetrump, the farce awakens”. Rigtig traditionsrig, engelsk ”Christmas Panto”, der er en type musikalsk komediefarce designet til familieunderholdning, der oftest spilles hen over jul og nytår. Moderne panto omfatter sange, gags, slapstick komedie, dans og skuespillere der spiller på tværs af køn. Aktuel satire blandes med en historie, løst baseret på et velkendt eventyr, fabel eller folkefortælling. Det er en deltagende form for teater, hvor publikum forventes at synge med på visse sange, råbe svar og komme med tilråb til det der foregår på scenen.  Således også i Crazy Christmas Cabaret. Vi buher af Ronald Rump, råber hooray af vores helt Luke Skystalker og kalder ”May the farce be with you”, hver gang nogen har brug for hjælp.

”The Crazy Christmas Cabaret” har et solidt og hengivent stampublikum, der har taget den engelske humor og tradition til sig. Det var helt tydeligt til premieren, hvor publikum var med, helt klar over, at de er den vigtigste medspiller til skuespillerne på scenen. Som førstegangspublikum (Jep, jeg gik til forestillingen som en vaske ægte Crazy Christmas Virgin!), er det lidt som at være inviteret med til en fest, hvor man ikke helt kender omgangstonen. Men sjovt er det og man bliver ført gennem aftenens festligheder i helt trygge hænder.

Et væld af karakterer strømmer ind og ud af scenen. Vi møder, traditionen tro, Andrew Jeffers’ ”Dame”, i år som Princess Liar i et utal af festlige og skønne kreationer af Scenograf og kostumier Kirsten Brink. Han formår at gøre sin ”mand i dametøj” virkelig morsom. Katrine Falkenberg springer fra karakter til karakter. Hun har en imponerende sangstemme og bærer de store musiknumre. Men også som replikanten Taylor Made imponerer hun med den helt rigtige kropslighed og accent. Også Vivien McKee, der også har stået for manuskript og instruktion, tager kegler. Specielt hendes Dr. van Helsingør, der viser sig at være Yoda og mesteren af god dansk hygge, er helt utrolig morsom og det er også her, forestillingen fungerer allerbedst. Men mest stråler David Bateson både som Chancellor Mærkelig (Angela Merkel), Han Zupp (Han Solo) og ikke mindst som Ronald Rump fra den gigantiske orange planet. Hans Donald Trump er skræmmende præcis i både gestik og artikulation.

”Planetrump, the farce awakens” er en forestilling med rigtig mange historier, der skal bindes sammen og løses. Det betyder også, at det bliver en meget lang affære, der sine steder desværre taber pusten. Jeg kunne ønske, at den lange skærekniv havde været fremme, specielt hen mod slutningen af første akt. For selvom det er festligt, fornøjeligt og fuld af gammelkendte traditioner, bliver de 2 timer og 30 min længe at sidde. Men dermed ikke være sagt, at ”Crazy Christmas Cabaret” ikke er værd at bruge en aften på. Julen er reddet – May the farce be with you!

Instruktør og manuskript: Vivienne McKee Kostumer og scenografi: Kirsten Brink Koreograf: Peter Friis Medvirkende: David Bateson, Jefferson Bond, Bennet Thorpe, Katrine Falkenberg, Vivienne McKee, Andrew Jeffers, Rasmus Emil Mortensen, Claus de Lichtenberg, Stuart Goodstein (musiker og kapelmester, Søren B. Petersen (musiker) og Tom Højlund Olsen (Musiker)


torsdag den 9. november 2017

STRÆBER, Teater Grob (gæstespil)...

"Mærkværk" og Teater Nordkraft sætter med forestillingen "Stræber" fokus på de tårnhøje krav der bliver stillet til nutidens unge. Og det er der er kommet en rigtig tempofyldt og fin forestilling ud af.

Velkommen til det store stræberløb! Gennem de seneste 10 år er samfundets krav til de unge steget drastisk. Man skal, tidligere end før, vælge retning, hurtigere igennem uddannelsessystemet og helst være smuk, stærk og velmotioneret samtidig. ”Stræber” handler om at vokse op i en verden af muligheder: Om rusen, når det lykkes, og om skuffelsen, når forventningerne er så høje, at man ikke når i mål. Om stress, angst, tab og hvordan dette kan ændre både ens livssyn og livsbane. Men også om at blive stædigt ved, kæmpe mod alle odds og gå efter sin passion. Og så undersøger ”Stræber” hvad der sker, hvis man giver op eller slip, giver fanden i præstationer, valg og mål, mærker sig selv og måske rækker ud efter hjælp. ”Stræber” går helt tæt på og undersøger de unges stræbsomme liv indefra.

Foto: Morten Abrahamsen

I en helt gul scenografi møder vi de tre skuespillere. Iført gule racerkørerdragter og udtværet klovnemakeup kæmper de en heftig kamp om at fordele forestillingens 5 karakterer mellem sig. Der er Cecilie og Amira, der er bedste veninder, elsker at ride og efter gymnasiet skal til Island og passe heste. Det har de aftalt. Men en dag forelsker Cecilie sig i Kasper fra 10. og Amiras verden går i sort. Og Kasper, der ikke kan forestille sig andet i hele verden, end at spille håndbold, har fået en kæmpe hjernerystelse og kommer måske aldrig til at spille igen. Og så er der ordblinde Julius, der virkelig gerne vil på Business og science linjen efter 9., men det kan han kun hvis han får 12taller. Og Nanna, der har mistet sin mor til kræft og har trukket sig ind i sig selv. I starten er målet, at de tre skal kæmpe om at komme først i det store stræberløb. Men langsomt bliver de gulklædte spillere et med deres karakterer og løbet annulleres.
Det er store emner ”Stræber” tager op. For hvad sker der med de unge der vokser op i et samfund der stiller så tårnhøje krav? Det fine ved forestillingen er, at den ikke stiller en frygtelig masse spørgsmål, eller løfter pegefingeren. I stedet viser den rigtig fint, hvad der sker, når livet tager uventede drejninger, man ikke selv kan styre. I en verden fuld af tårnhøje og urimelige krav, er der alligevel håb, hvis man tør stille sig frem, også selvom man er helt åben og sårbar.
”Stræber” er blevet til i et samarbejde mellem ”Mærkværk”, med skuespiller Anne Gry Henningsen i spidsen og Teater Nordkraft i Aalborg. ”Mærkværk” glimrer sig ved at lave forestillinger til teenagere, om de ting, der fylder i deres verden – alt fra tro til fester, alkohol og ensomhed. Og her er ”Stræber” endnu et fint eksempel på en forestilling, der falder lige ned i teenagerenes virkelighed.
Metalaget mellem de 3 gulklædte spillere og de 5 karakterer fungerer perfekt. Med meget små virkemidler er vi aldrig i tvivl om hvilket lag af historien, vi befinder os i. Det er fint tænkt og løst. Og alle tre spillere (Marie Mondrup, Mikkel Reenberg og Anne Gry Henningsen) spiller sig fint ind i forestillingens univers. Selvom de alle tre ikke længere kan gå for at være teenagere, tror vi på deres figurer og hopper med på præmissen. Selvom tempoet er højt, mister forestillingen aldrig fokus og slutter på en fin og rørende note.
”Stræber” er en forestilling for teenageren der, som alle andre teenagere, kæmper for at finde sig selv og fodfæste i en verden med meget store krav. Men det er bestemt også en forestilling til de voksne, teenagerens forældre eller lærer. Her er ingen vindere af stræberløbet, for løbet er aflyst.
”Stræber” spiller på Teater Grob til d. 18 november, for derefter at spille rundt omkring i Danmark som skoleforestillinger.
Idé: Anne Gry Henningsen Manuskript: Julie Maj Jakobsen og Petrea Søe Instruktør: Petrea Søe Scenograf: Lisbeth Burian Medvirkende: Marie Mondrup, Mikkel Reenberg og Anne Gry Henningsen


tirsdag den 7. november 2017

ENETIME, Teatret ved Sorte Hest...

Teatret ved Sorte Hest har, med absurdisten Eugène Ionescos ”Enetime”, skabt et skræmmende aktuelt tidsbillede, der er uhyggelig godt.

Mads Wille, Rosalinde Mynster og Sarah Boberg danner trekløveret i Eugène Ionescos uhyggelige komedie, hvor en tilsyneladende harmløs undervisningstime udvikler sig til vanvid mellem læreren og den unge, ivrige elev. Trods den unge piges evne til at multiplicere astronomiske tal, kan hun kun tælle til seksten. Og under et stadig større pres fra sin sadistiske lærer udvikler hun tandpine, der vokser i takt med hans eskalerende brutalitet. Ionesco kalder selv Enetime for Drame Comique, og vi skal virkelig både se drama og komedie i denne brutale, absurde klassiker, som har gået sin sejrsgang på de europæiske scener siden ur-premieren i Paris i 1951.
Sarah Boberg, Rosalinde Mynster og Mads Wille Foto: Robin Skjoldborg
Rosalinde Mynster er den smukke og videbegærlige elev, der kan multiplicere tårnhøje tal, men ikke kan tælle til mere end 16. Hendes iver og spørgelyst driver Mads Willes professor helt til vanviddets rand - og et pænt stykke ud over den, da han i sit raseri ender med at slå hende ihjel; lige som de 39 foregående elever. Imens står hans assistent Marie (Sarah Boberg) i baggrunden og hjælper ham med at redde trådende ud og gøre klar til den næste elev.

”Enetime” bliver, i Maria Vinterbergs fine iscenesættelse, skræmmende aktuel, når professoren til slut i forestillingen tager sin elev så meget med vold, at hun dør af det. Det er magtudøvelse i højeste potens og virkelig fint eksekveret, i en tid hvor #metoo hersker på de sociale medier og mange politiske systemer tager en skræmmende højredrejning.

Absurd teater kræver en virkelig stam iscenesættelse for at fungere. Og det må man sige er tilfældet med ”Enetime”, hvor instruktør Maria Vinterberg har formået at få den absurde tekst til at give mening. Mads Wille skal dog også have sin del af æren for, at denne sorte komedie rammer plet. Han giver professoren liv, vildskab og frustration med en naturlighed, der når helt op på bagerste række. Han har, ifølge programmet, lært 5728 ord udenad. Og han leverer hver eneste med intention og mening.

Det er dejligt at blive mindet om, hvordan det absurde faktisk tit er det, der giver mest mening. Jeg vil ikke spoile det fine tvist, forestillingen tager til slut. Men det er overraskende, gysende og skræmmende aktuelt.

Dramatiker: Eugène Ionesco Oversætter: Christian Ludvigsen og Frederik Dessau Instruktør: Maria Vinterberg Medvirkende: Rosalinde Mynster, Mads Wille og Sarah Boberg



lørdag den 4. november 2017

FRITZ HANSEN FOLKET, Mungo Park...

Med ”Fritz Hansen Folket” blæser Mungo Park til kamp for den blødende kulturradikalisme. En mestendels vellykket forestilling fuld af humor og selvironi.

De kulturradikale har domineret det danske åndsliv i mere end hundrede år. De har skrevet litteraturen, de har udviklet vores medier, de har designet vores møbler, og de har skabt det danske frisind og udsyn. Men nu skælver jorden. De kulturradikale bliver kaldt pladderhumanister, bedrevidende og verdensfjerne. De tidligere bannerførere er blevet en truet race. Mungo Park fremkalder Brandes-brødrene, Poul Henningsen, Klaus Rifbjerg, alle Politikens chefredaktører, arkitekterne, musikerne og forfatterne til kamp på Fritz Hansens Vej. Kan fordums storhed generobres, eller er vi vidne til landets sidste humanister? I en fri fortolkning af den kulturradikale danmarkshistorie samles hele Mungo Parks ensemble og spørger, hvem Fritz Hansen-folket er i dag – efter en jazztid.

Anders Budde Christensen og Mads Hjulmand Foto: Bjarke Maccarthy
På Fritz Hansen Vej i Allerød ligger teatret Mungo Park, i møbelfabrikken Fritz Hansens gamle monteringslokaler. Lige midt i Fritz Hansen Folkets hovedsæde. Og den aften jeg var forbi teatret til forestillingen ”Fritz Hansen Folket”, var det i høj grad også Fritz Hansen Folket selv, der fyldte sæderne. Den kulturradikale elite, pladderhumanister i egen sovs, klar til en kærlig gennemprygling. Og pryglet blev vi. Dramatiker Line Mørkeby og Mungo Parks direktør Lasse Bo Handberg har begået manuskriptet. En selvironisk, sarkastisk historie om kulturradikalismens fald fra de høje tinder.

Vi møder midaldrende Rune (Henrik Prip) i den brune fløjlsjakke, der bor i en Funkisvilla lidt uden for Allerød, elsker jazz og god Bourgogne. Rune er pacifist og humanist, har svanestolen og alle de rigtige meninger. Men han er også blevet ramt af den statslige udflytning af arbejdspladser og skal nu pludselig flytte til Esbjerg. Runes veninde Ditte (Marianne Mortensen) er i tidernes morgen uddannet fra teatervidenskab og er nu Teaterredaktør på Politiken. Eller det vil sige, hun er faktisk lige blevet fyret, for chefredaktionen har besluttet at nedlægge teaterstoffet. Der er alligevel ikke sket noget nyt på den danske teaterscene de sidste 10 år. Og så er der Runes datter Sidsel (Nana Morks), der er uddannet fra Kunstakademiet og i 5 år har levet som performancekunstner støttet af kunstrådet. Men nu har hun fået afslag på sin seneste ansøgning. Fundamentet vakler og Rune ser sig nødsaget til at fremmane Brandesbrødrene Edvard og Georg (Anders Budde Christensen og Mads Hjulmand). Og så ruller lavinen, med ”Kritisk Revy”, Josephine Baker og Poul Henningsen.

De kulturradikale har næsten siden Georg Brandes i 1871 holdt sine forelæsninger om ”Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur” siddet solidt i spidsen for det danske ånds- og kulturliv. Men faldet har været dybt og nu er kulturradikalist blevet et skældsord. Men hvordan skete det? Da Anders Fogh Rasmussen i sin nytårstale i 2001 gjorde op med smagsdommeriet, blev der blæst til kamp og den borgerlige kulturkamp blev indledt.* Og dermed er fundamentet for forestillingen ”Fritz Hansen Folket” lagt. Og det er noget af en tur, vi kommer på. Kamilla Bach Mortensen har iscenesat en forestilling med charme, tempo og en stor portion selvironi. Alle spillerne gestalter deres karakterer på fineste vis, samtidig med, at de holder tempoet oppe under musiker Morten Ærøs kyndige akkompagnement.

Det er ensembleteater når det er bedst. Men fremhæves skal dog Marianne Mortensen. Hun gestalter rollen som teaterredaktøren Ditte, med stor kærlighed og en kropslighed, der bare skriger ”alt er slut…”. Hendes figur og spil får mig til at sende kærlige tanker til radiosatiren ”I Hegnets” to ravkvinder, der bare elsker Mikael Birkkjær og københavnerbiografen Gran. Også Jonas Munck Hansen gør sig bemærket i rollen som jazzguitaristen Kristian, der først vinder stor beundring i den kulturradikale indercirkel, men kort efter lægges på is, for at have kopieret sit store ”selvkomponerede” gennembrudsnummer fra en polsk musiker. Han leverer rollen med en underspillet charme, så vi næsten kommer til at holde med hans antagonist.

”Fritz Hansen Folket” er et intelligent og bidende satirisk portræt af kulturradikalismens fald, der på fornemste vis bliver eksekveret. Jeg kan kun ærgre mig over, at forestillingens slutning bliver underlig amputeret. For ganske vist sidder vi midt i Fritz Hansen fabrikkens gamle monteringslokaler, men der kommer unødig stor fokus på de ødelagte og sodskadede designermøbler efter branden i Illums Bolighus i august 2016 og lidt for lidt fokus på den borgerlige kulturkamps endelig dødsstød til kulturradikalismen. Men en tak skal lyde, for at vi må kigge med ind i dybet, ind i kulturradikalismens blødende indre, mens ”De sidste tre humanister sidder lidt uden for Allerød og drikker rødvin.” Skål!

*Fakta hentet fra antologien ”Den Kulturradikale Udfordring” udgivet af forlaget Tiderne Skifter i 2001, med genudgivelse i 2005 (ISBN 87-7973-112-0). Her er masser af spændende viden at hente, for den der gerne vil mere om den kulturradikale kamp.

Koncept: Lasse Bo Handberg Iscenesættelse: Kamilla Bach Mortensen Dramatikere: Line Mørkeby og Lasse Bo Handberg Scenograf: Nadia Nabil Koreograf: Anja Gaardbo Medvirkende: Marianne Mortensen, Henrik Prip, Mads Hjulmand, Anders Budde Christensen, Nana Morks, Jonas Munck Hansen og Morten Ærø (musiker)


fredag den 27. oktober 2017

THE COCKA HOLA COMPANY, Sort/Hvid (gæstespil)...

Det Dramatiske Udgangspunkt serverer grim, grum og absurd komedie med THE COCKA HOLA COMPANY som gæstespil på Sort/Hvid. Det er udfordrende teater og ikke en forestilling for alle, men for den der ønsker at blive udfordret og få sat sin æstetiske sans på prøve.

En gruppe frie utilpassede personer etablerer pornoproduktionsfirmaet Desirevolution for at finansiere deres politiske aktioner i en krig mod velfærdssamfundet, menneskets hykleri og middelklassenormer. Med pornoindtægterne udfører de politiske aktioner som ’Helvede i Nabolaget’ og ’FasciNation’ – sort humoristiske angreb mod de store livsløgne om selvrealisering og individuel lykke. Målet er at stifte uro, da ingen af dem kan affinde sig med samfundets realiteter - til legen tager en drejning…
Foto: Sara Galbiati
THE COCKA HOLA COMPANY er muligvis den grimmeste forestilling, jeg nogensinde har set, med de mest usympatiske karakterer og den mest usandsynlige historie. Og nu sidder du sikkert, kære læser og tænker: ”Det lyder umiddelbart ikke særlig rart”. Og det er det heller ikke. Men jeg har regnet den ud. Forestillingen er ikke lavet for, at det skal være rart at se på. Det er en historie der på alle parametre skal være med til at vække vores afsky. Helt fra starten, hvor forestillingen åbner med en lang og malende beskrivelse af pornoselskabet ”Desirevolutions” nyeste film, til slutningen hvor ord, ord og atter ord i en afskyende sammenhæng vælter os i møde.

Det er en forestilling fuld af ord, fuld af karakterer og fuld af tempo. De fire skuespillere spiller hver en håndfuld karakterer, hvilket de alle mestrer fint. Men specielt Christine Gaski imponerede mig. Som ene høne i kurven, spiller hun på tværs af køn, alder og etnicitet. Og hvert eneste karakterskift sidder lige i kassen, både med dialekt, spillestil og karakteristika.

Det er en historie fuld af fantastiske karakterer og absurde historier. Slutningen tager, no spoilers, en spændende drejning, der desværre ikke bliver eksekveret helt godt. Dramaturgisk falder fortællingen sammen hen mod slutningen. Fakta bliver præsenteret uden at have relevans for den videre fortælling og noget bliver lidt for nemt fejet af bordet. Men hvem ved, måske er det også meningen?!

Jeg har læst andre anmeldelser og omtaler af denne forestilling. Både dem der giver 6 stjerner og dem der kun giver én. Jeg har sågar også læst en, der undrer sig over, at Det Dramatiske Udgangspunkt, der står bag forestillingen, har fået støtte af Kunstrådet til netop dette projekt. Jeg tror det er vigtigt at pointere, at THE COCKA HOLA COMPANY, er en forestilling for dig, der gerne vil udfordres, både på din æstetiske sans og på den måde du ser på kunst og individets selvrealisering. Det er ikke en forestilling du skal se, hvis du forventer at føle en masse. Og nu giver jeg jo hverken stjerner, hjerter eller balloner. Men jeg synes bestemt at THE COCKA HOLA COMPANY er værd at bruge en aften på. I sær for dig, der er vild med absurde og sorte historier.

Forestillingen er baseret på romanen THE COCKA HOLA COMPANY. SKANDINAVISK MISANTROPI, skrevet af Matias Faldbakken under pseudonymet Abo Rasul, udgivet af Cappelen 2001 og produceret i samarbejde med Salomonsson Agency. Forestillingen er produceret af Det Dramatiske Udgangspunkt under ledelse af Jonas Littauer og Eva Littauer.

Forfatter: Matias Faldbakken Instruktion og manuskript: Krzysztof Minkowski Scenografi og kostumer: Konrad Schaller Producent: Jonas Littauer Medvirkende: Christine Gaski, Jonas Littauer, Malte Joe Frid-Nielsen og Marius Bjerre Hansen


onsdag den 25. oktober 2017

MADE IN AARHUS...

Det kan hænde, man bliver nostalgisk og bare trænger til et ordentlig skud Aarhus-musik. Så er der heldigvis teaterkoncerten MADE IN AARHUS, der sætter gang i festen og er stærkest, når den får lov at udfolde de mere dybe fortolkninger af den århusianske sangskat.

MADE IN AARHUS er for de smukke og dejlige, de vilde kaniner, de første kærester på månen og dem, der står derude og banker på. De sange og ord, som for mange har været med til at forme og danne ramme for kærligheden, smerten, sorgen, men ikke mindst glæden og håbet, kommer til at iscenesætte stemningen i forestillingen og tager dig med på en rejse, hvor genkendelige følelser bliver sat i spil og udfoldet gennem det bagkatalog, som rummer utallige af huskværdige sange. MADE IN AARHUS er en teaterkoncert, der hylder 5 årtiers kendt musik fra Aarhus.

Foto: Brit Fogsgaard
Man skal nærmest være vokset op under en sten, for ikke at have haft en eller anden kontakt med det store århusianske musik-bagkatalog. Det er den musik, vi børn af 80’erne er vokset op med, har sunget med på, danset og kysset til. Og lad det være sagt med det samme, teaterkoncerten MADE IN AARHUS er lidt lige som at komme hjem, hjem til Aarhus og den trygge, musikalske havn man kender.

MADE I AARHUS er en teaterkoncert med en rammehistorie om livets tilfældigheder, kærlighed og alt det der følger med. For hvad mon der var sket, hvis bruden, fra TV2’s Kys Bruden, havde kigget bare en halv meter den anden vej? Anders Lundorph har stået for instruktionen og har, i samarbejde med forestillingens kapelmester Mikkel Rønnow, også kreeret forestillingens rammehistorie og sangvalg. Og det er langt hen af vejen løst rigtig godt. Vi ser bl.a. Trine Pallesen og Xenia Lach-Nielsen mødes og danne par i Anne Linnets ”Smuk og Dejlig”, gå fra hinanden i Tina Dicows ”Pigen ud af Aarhus”, for at mødes i en endelig konfrontation i et mashup af Helmigs ”Det er mig der står herude og banker på” og ”Nu hvor du har brændt mig af”.

MADE IN AARHUS har fem stærke performere på scenen med store sangstemmer og et godt sammenspil og er stærkest, når sangene får lov til at smelte sammen med historien i de mere alvorlige numre. Vokal-arrangør Line Groth Riis har gjort det rigtig, rigtig godt med korarrangementerne. Specielt a cappella versionen af Gnags ”Lav sol over Århus” gik lige i tårekanalerne hos mig. Det er virkelig vellyd og det er i den grad med til at løfte forestillingen. På scenen sidder også et stærkt og velspillende 10 mands orkester, med Mikkel Rønnow i spidsen. De leverer de kendte numre med overskud og stor sikkerhed.

Forestillingen er svagest, når den ikke helt ved hvilken retning, den skal gå. Jeg kan levende forestille mig hvor stort et arbejde, det har været at udvælge de ca. 50 numre, der er med i forestillingen. For alle har et yndlingsnummer og det ene nummer vækker mindelse om et andet. MADE IN AARHUS forsøger at afdække flest mulige kunstnere. Selvfølgelig er der Gnags, Bamses Venner, TV2 og Thomas Helmig, men der er også Carpark North, Tina Dicow og L.O.C. Og så er der numre af De Nattergale (”Han spurgt’ om hun vill’ danse” og ”Uha-da-da”) og Jacob Haugaard (”Hammer Hammer Fedt” og ”Malling”). Og her er det det kammer over for mig, for det er som om historien taber tråden. Specielt efter pausen, hvor Xenia Lach-Nielsen, der ellers stråler og brænder igennem, tvinges ud i en karikeret og kikset speed date med Tomas Ambt Kofod med en næsten 1:1 version af Haugaards ”Malling”. Fordi det falder så markant langt fra de andre numre i forestillingen, bliver det mere pinligt end sjovt. Der kunne med fordel været arbejdet med dramaturgien og dræbt nogle darlings.

Benjamin LaCour har begået en enkel og velfungerende turnéscenografi, der med enkle midler hurtigt kan skifte udtryk.

Efter endt spille periode i Københavns Nordhavn d. 29. oktober, tager forestillingen på turné og kan fanges rundt i landet. Og MADE IN AARHUS er en forestilling der er perfekt til en festlig aften i byen, firmaarrangementet eller til alle dem der bare virkelig elsker TV2, Gnags og Thomas Helmig, og ikke mindst til dem, der bare nogle gange trænger til at komme ”Hjem til Århus.”

Manus og sangudvalg: Anders Lundorph & Mikkel Rønnow Iscenesættelse: Anders Lundorph Musikalsk ledelse: Mikkel Rønnow Scenografi, kostumer og lysdesign: Benjamin LaCour Koreografi: Karina Dichov Lund Lyddesign: Caspar Ravn Vokal-arrangør: Line Groth Riss Orkesterarrangører: Jørgen Lauritsen, Per Ekdahl, Nikolai Bøgelund og Jesper Riis Medvirkende: Annette Heick, Trine Pallesen, Xenia Lach-Nielsen, Thomas Ambt Kofod og Kris Herman


fredag den 20. oktober 2017

SKATTESAGENS HELTE, Teater Grob...

”Skattesagens Helte” på Teater Grob er en farce om skat, sladder og masser af spin. Det er toptunet underholdning med substans og en slutning der stikker fuldstændig af.

En skattesag, en lækagesag, et folketingsvalg, en politianklage og en permanent hjemsendelse af en departementschef. Eller med andre ord:  “Var det ikke noget med at statsministerens mand er bøsse?” Skal der nedsættes en skattekommission for at finde ud af, hvem der har skylden i en skatteskandale? Og hvad skal der ske, når kommissionsarbejdet er færdigt? Har det nogen konsekvenser for de skyldige?

Foto: Anders Hjerming

Kan I huske dengang i 2010, hvor Helle Thoning Schmidt og hendes mand Stephen Kinnocks skatteforhold røg en tur i den store mediemølle? Gider vi egentlig høre mere om den sag? Var der overhovedet en sag? Og kan sagen overhovedet blive en satirisk musikforestilling? Det kan den, i hvert fald hvis man lægger den i hænderne på Off Off Produktion, der med Projekt Glemmebogen støver glemte sager fra Christiansborg af. Manuskriptet til ”Skattesagens Helte” er skrevet af skuespiller Kristian Halken, der får præsenteret hele den lettere spegede skattesag lige så absurd, som den i virkeligheden er. Det er historien om embedsmænd (og en Skatteminister) med Departementschef Peter Loft i spidsen, der på alle måder forsøgte at undslå sig. Det er historien om indviklede skatteregler; så indviklede, at selv SKATs medarbejdere ikke altid kunne finde hoved og hale i det hele. Men først og fremmest er det en historie om ansvarsfralæggelse i højeste potens.
Instruktionen står Anne Zacho Søgaard for, der med skuespillerne Ina-Miriam Rosenbaum, Andreas Jebro og Søren Bang Jensen har lavet en farce der farer afsted med 200 km/t. I godt to timer bliver et persongalleri rullet ud, skatteregler gennemgået og korridoraftaler indgået uden, at vi på tilskuerrækkerne mister hverken overblikket eller interessen. Det er ”revy-teater” med parykker der ryger af og på og sange der bryder handlingen op; sange der egentlig sagtens kunne undværes, men for det meste er med til at give et lille pusterum i den eller hektiske gennemgang af ”Stikken-hovedet-i-busken”-sagen. De tre har et virkelig fint sammenspil og leverer nogle hylende morsomme portrætter af sagens forskellige medvirkende, om det så være sig Skatteminister Troels Lund Poulsen, direktør for Skat Kbh. Erling Andersen eller Departementschef i Skatteministeriet Peter Loft. Hen mod slutningen kammer farcen dog over og bliver en underlig, syret rodebutik. Her kunne den store saks med fordel være fundet frem. For det fine fokus forestillingen ellers holder hele vejen igennem, falder her på gulvet og det hele stikker lidt for meget af.
”Skattesagens Helte” er første forestilling for Projekt Glemmebogen. Anden forestilling, ”Corydong” har premiere i februar 2019. Jeg glæder mig allerede!
Producent: Off Off/Produktion v/Ina-Miriam Rosenbaum Manuskript: Kristian Halken Sangtekster: Jens KOrse Musik: Anders Birk og Michael Andersen Journalistisk konsulent: Marie Louise Toksvig Instruktør: Anna Zacho Søgaard Scenograf: David Gehrt Koreograf: Rebekka Lund Medvirkende: Ina-Miriam Rosenbaum, Andreas Jebro, Søren Bang Jensen, Anders Birk (musiker), Michael Andersen (musiker) og René Frisch Rasmussen (Scenemester)


mandag den 16. oktober 2017

PETER PAN, Folketeatret...

J.M. Barries kendte eventyr om Peter Pan har i Folketeatrets version fået sig en gevaldig ansigtsløftning. Det er et vildt eventyr for modige børn og fantasifulde sjæle, der desværre taber pusten en smule hen mod slutningen.

Alle børn har i deres drømme besøgt en ønskeø befolket af væsener, der forsvinder som dug for solen, når nattens søvn gnides af øjnene. Når dagen går i gang, sendes børnene ud i livet med et kys på kinden af deres forældre, der stolte følger deres opvækst. Og de fleste børn glæder sig til at blive voksne. Men Peter Pan er ikke som de fleste børn. Hvis det at blive voksen betyder, at man skal gå på arbejde og ikke må lege mere, så nægter han at blive voksen. Som spæd faldt han ud af barnevognen, og nu lever han i Evighedslandet sammen med De glemte børn, som han er anfører for. I Evighedslandet hersker fantasien og den evige barndom. Landet vrimler med feer og en af dem, Klokkeblomst, er Peters egen fe. Der er drilske havfruer, listige krigere, en glubsk krokodille og ondskabsfulde pirater anført af Kaptajn Klo. Livet på Ønskeøen lyder som et eventyr. Alligevel savner Peter og de forældreløse drenge nogen - måske en mor - der kan tage sig lidt af dem og fortælle dem gode godnathistorier. Peter flyver ofte hjem til Wendy og hendes brødre, John og Michael, for at sidde og lytte ved det åbne vindue til børneværelset, når de får fortalt eventyr af deres mor. En aften bliver Peter opdaget af Wendy, og han lokker hende til at tage med til Ønskeøen. Det bliver et uforglemmeligt eventyr for Wendy. For Peter bliver mødet med den handlekraftige Wendy dog lidt anderledes, end han havde tænkt sig.

Foto: Gudmund Thai
Med Moqi Simon Trolins modige dramatisering og instruktion er Peter Pan fløjet ind på Folketeatrets store scene i Nørregade. Og det er en noget anden Peter Pan, end ham vi umiddelbart kender. Det er en dunklere version af historien om drengen, der ikke vil blive voksen i et moderniseret univers, lagt i hænderne på scenograf Julian Toldam Juhlin, der med Peter Pan beviser hvorfor, han er en af de mest toneangivne scenografer på den danske teaterscene i disse år. Scenografien er fuld af grøn, natur og neonlys. Fuld af farver og former der trækker på et naivistisk børneværelse-univers. Barnets umiddelbare fantasi har bygget ønskeøen op.
Kaptajn Klo, her farligt fortolket af Lars Bom, er blevet en androgyn psykopat i røde lakstøvler og med en grab til klo, med hvilken han fanger bamser i tivolimaskiner, river hovedet af dem og proklamerer: ”Jeg er ikke ond, jeg er ked af det!”. Ved sin side har han Smisk (Ole Boisen), der ligner en blanding af Ozzy Osbourne og en fortabt 80’er punker; hård udenpå, men blødere end smør indeni. Kristel Stjernebjerg er helt anden Klokkeblomst, end den lille fe vi er vandt til. Hun er mere et adræt insekt end en yndig fe. Et smukt, adræt insekt der folder sig sammen, folder sig ud, flyver højt oppe under himlen og gang på gang overrasker med sine artistiske evner. Hun bliver en perfekt følgesvend til Michael Slebsagers helt grønne og adrætte Peter, der for alt i verden vil undgå at føle og huske; og slet ikke vil blive voksen, for så skal man jo dø. Mille Gori er en handlekraftig Wendy med hovedet fuld af lyse krøller. Og Anne Vester Høyer og Kristian Boland er utroligt morsomme som Wendys forældre og som krigerne på ønskeøen, Tiger-Lilly og Ugh. Men mest forelskede jeg mig i Hanne Gjerstad Henrichsen, Ene Øster Bendtsen og Stina Mølgaard som de tre glemte børn (bl.a.). De tre besidder en komisk timing og et perfekt samspil, der får os i salen til at grine og gyse med dem og føle os helt trygge, selv når tingene ser sortest ud for vores venner på scenen.

Det er en moderniseret og på ingen måde Disney-fiseret Peter Pan vi bliver præsenteret for. Det er en forestilling der tør være uhyggelig og stille dybe spørgsmål, uden nødvendigvis at have alle svarerne på dem. Men desværre taber forestillingen pusten i andet akt og får den desværre ikke indhentet igen. Der er rigtig mange løse ender der skal bindes sammen hen mod slutningen, hvilket tager tid og desværre ikke lykkes hver gang, hvilket desværre får forestillingen til at virke lidt for lang. Men dermed ikke være sagt, at det ikke er en god forestilling. Jeg sad flere gange med tårer i øjnene og gåsehud over hvor fint, det hele gik op i en højere enhed. Og at dømme ud fra de børn der var til stede til premieren, gik forestillingen også rent ind hos dem. Der var grin, gys og udbrud for alle pengene.

Så tag dit mod og din fantasi i hånden og flyv med til ønskeøen, hvis du tør.

Forfatter: J.M. Barrie Dramatisering og instruktion: Moqi Simon Trolin Dramaturg: Ninette Mulvad Scenograf: Julian Toldam Juhlin Koreografi: Esa Alanne Komponist: Anders Ortman Medvirkende: Michael Slebsager, Mille Gori, Lars Bom, Christel Stjernebjerg, Kristian Boland, Anne Vester Høyer, Ole Boisen, Hanne Gjerstad Henrichsen, Ene Øster Bendtsen, Stina Mølgaard og Tine Vitkov (musiker)



mandag den 9. oktober 2017

HUMAN NATURE, Teater Grob...

Teater Katapult fra Aarhus, gæster Teater Grob med forestillingen ”Human Nature”. Det er en spændende og anderledes 3D lydoplevelse, der desværre mangler power og gennemslagskraft.
Er vi i civilisationens navn blevet fremmedgjort over for naturen? Har vi helt mistet forbindelsen til den jord, vi kommer fra, og som vi er dybt afhængige af? Og kan det være én af årsagerne til de mange kriser verden står overfor i dag? "Human Nature" handler om en moderne kvinde, der synes at havde mistet forbindelsen. Kan det hjælpe, at anerkende den naturlige forbundenhed og værdsætte naturen som noget dyrebart?


Teater Katapult fra Aarhus gæster Teater Grob med forestillingen ”Human Nature”. En 3D-lydteater forestilling, hvor der bliver leget med de gængse teaterkonventioner. I salen sidder vi alle med et sæt høretelefoner på, hvor forestillingens lydbillede og replikker strømmer ud fra, mens de tre skuespillere kravler rundt i scenografien, der ligner en kæmpe sandkasse.

Nukâka Coster-Waldau er moderen, der, efter hun er blevet mor, søger mere og mere tilbage mod naturen. Robert Reinholdt er faderen, der stadigt kraftigere forsøger at tæmme naturen med tulipaner i lige rækker og termoruder i sommerhuset. Og Lisbeth Sonne Andersen er barnet/naturen, der messer os i øret. De imponerer alle i deres meget fysiske og fortættede præstationer. Men lige meget hvor imponerende forestillingens set up er, kan jeg ikke lade være med, at føle mig en lille smule fremmegjort. Ideen med at give publikum høretelefoner på er god, og lydbilledet bliver mere intenst, end det ville have været uden. Det hele bliver for stationært og jeg har stadig ikke helt forstået, hvad forestillingen vil mig. Til tider bliver den desværre også temmelig lang i spyttet.

”Human Nature” er et digt, lyde, følelser, indtryk og udtryk. Den er uhyggelig, farlig, rørende og ekskluderende. Jeg savner noget mere power og gennemslagskraft, så alt det ovenstående var kommet forbi mine høretelefoner og helt ind under huden på mig.

Dramatiker: Line Mørkeby Instruktør Petra Bang Holbæk Scenograf, kostume- og videodesign: Igor Vasilev Lyddesigner og komponist: Kristian Hverring Lysdesigner: Anders Kjems Dramaturger: Tine Illum og Ann Sofie Oxenvad Medvirkende: Nukâka Coster-Waldau, Lisbeth Sonne Andersen, Robert Reinholdt og Irmelin Klejs (video)


mandag den 2. oktober 2017

PARANOID ANDROID - FÆNGSELSSANGE, Københavns Musikteater...

Musikforestillingen ”Paranoid Android – Fængselssange” på Københavns Musikteater giver et fint indblik i livet for indsatte og deres pårørende. En smuk og rørende forestilling, der desværre enkelte steder taber pusten og bliver lidt for tung.

En far har fået udgang for at fejre sin datter, der er blevet gift. En anden spørger sin datter, hvor hendes mand var i nat. De må være helt stille, så de ikke vækker barnet. Og i København synes et søskendepar, at de ser deres løsladte far overalt. "Paranoid Android" undersøger, hvad der sker med en familie, når familiens trygge havn er bag lås og slå. Hvordan bearbejder man sorgen? Hvordan mødes de, der ikke er i fængsel? Og hvad sker der, når den, der har siddet inde, kommer ud? Har vedkommende så sonet sin forbrydelse og betalt sin gæld til samfundet? Eller er det først uden for murene, at den rigtige straf begynder? Og hvem bærer egentlig straffen længst – den dømte eller de pårørende?
Foto: Nicolai Egense
På baggrund af forestillingen ”Venteværelse”, skabt af børn af indsatte, har dramatiker Kristian Hallberg skrevet forestillingen ”Paranoid Android – fægselssange”. En både rørende og humoristisk forestilling om, hvad det vil sige, at være barn af en indsat. Med kun fire medvirkende i en lille sal, bliver det en meget intim oplevelse. Vi tilskuere sidder tæt rundt om scenen og får på den måde både tekst og musik meget tæt på. Signe Højrup Wille-Jørgensen (Jomi Massage) har komponeret nogle stærke og rørende smukke numre, der på fornemste vis understøtter forestillingens talescener.

Og det er en vigtig forestilling med et vigtigt budskab. Er det kun den dømte der straffes? Og hvem bærer egentlig straffen længst? Den dømte eller de pårørende? Alle medvirkede giver fine karakterportrætter og fortæller deres historie med ømhed, smerte og humor. Forestillingens tekster kredser alle om den smerte, både den indsatte og den pårørende oplever, også længe efter straffen er udstået. Det er rørende, men det gør også forestillingen tung og dramaturgisk kunne den have nydt godt at nogle lettere scener at binde historien sammen med. Men det ændrer ikke på, at det er en smuk og vigtig historie forestillingen fortæller. Tak for den!

Instruktør: Pelle Hanæus Manuskript: Kristian Halberg Komponist: Signe Høirup Wille-Jørgensen Scenografi og lysdesign: Kisser Rosenquist Lyd og afvikling: Erik Christoffersen Medvirkende: Signe Høirup Wille-Jørgensen, Thomas Bang, Carl Christian Riestra og Sara Fanta Traore


torsdag den 28. september 2017

ROCKY! Husets Teater...

Med ”Rocky!” åbner Husets Teater deres sæson med et brag. Det er taberens kamp, taberens genkomst, taberens sejr. Det er smukt, det er grimt og oplevelsen vil følge dig langt ud af teatersalen.

Vi elsker dem. Taberne der rejser sig og mod alle odds sejrer over deres eget mindreværd, den sociale arv og deres helt urimelige taberliv. Men hvad hvis det er os andre, vores værdier og eksistens, der skal besejres? Hvis det er os, der ender som taberne?

Foto: Henrik Osthen Rasmussen

I en helt tom, mørkegrå scenografi står en pænt klædt mand og kigger på os, forsøger at få øjenkontakt, smiler og begynder at fortælle. Fortælle om Rocky, filmen og den stakkels fyr af samme navn. Vestrehåndsbokseren ingen tror på. Vi griner lidt og lytter. Lytter til historien om Rocky, men også til historien om den hvide mand i socialklasse 1 med alle de rigtige meninger og holdninger, der nyder, gennem Rocky, at leve sig ind i socialklasse 5. For der slipper han for at mene noget som helst. Og så breder historien sig ud. Pludselig er Rocky blevet højreorienteret; en af dem alle os med ”de rigtige meninger” elsker at hade. Han er en halvdum, analfabet, der ikke kan sætte to sætninger sammen. Men han er stærk. Han rejser sig igen hver gang han bliver banket i gulvet. Og pludselig får Rocky fremgang. Han har tv-tække, vinder valget, får folkets stemme. Pludselig er det ham man lytter til. Og den venstreorienterede hvide mand taber slaget og… Ja, så vil jeg ikke spoile mere.
Tue Biering har skrevet og instrueret en forestilling, der følger dig ud af teatret og med hjem. Den kravler ind under huden på dig og giver sig til kende som en lille kløe, lige der på ryggen hvor du ikke selv kan nå. ”Rocky!” er, på en og samme tid, virkelig smuk og utrolig ækel. Jeg tog mig selv i flere gange at måtte kigge væk, tælle lamper i loftet eller tegne kruseduller på min notesblok, fordi både historien, men også det fysiske spil flere gange overvældede mig langt ud over min comfort zone. Det er det teatret skal kunne. Og det gør ”Rocky!”. Tak for at minde mig om hvordan det føles, når teater og kunst flytter grænser.
Morten Burian bankede mig, med sin præstation, fuldstændig flad. Han står helt alene på scenen i 100 minutter. 100 minutter hvor han har os i sin hule hånd og ikke slipper os, før forestillingen er helt slut. Han er kompromisløs på scenen og det er skræmmende, fascinerende og smukt.
Jeg ville gerne blive ved med at skrive og beskrive forestilligen, men jeg stopper her. ”Rocky!” er en forestilling der skal ses og mærkes helt rent. Med ”Rocky!” har Husets Teater skudt sæsonen i gang med et brag så stort, at det vil give genlyd mange år frem. Tak!
Tekst og instruktion: Tue Biering Scenograf: Peter Schultz Lysdesign: Ditlev Brinth Medvirkende: Morten Burian



tirsdag den 26. september 2017

HVORFOR SNAKKER VI IKKE OM MIG? Teatret ved Sorte Hest...

Med forestillingen ”Hvorfor snakker vi ikke om mig?” stiller komikerduoen FLÆS skarpt på den unge kvinde anno 2017. Det er en bidende satirisk omgang, hvor vi på tilskuerrækkerne, skiftevis griner højt og krummer tæer over det så præcise portræt af os selv og vores til tider sygeligt selvcentrerede adfærd.

“Hej mor, det’ mig. Kan jeg li’ humus? Giv mig et kald”
“Hej mor, det’ mig. Hvordan laver man friskpresset appelsinjuice? Giv mig et kald”
“Hej mor, det’ mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal kalde min førstefødte. Giv mig et kald”


Skal du dele alt med alle, eller kan det være at din historie nogen gange bare er ligegyldig? Og hvad gør du når din egen mor heller ikke orker dig mere? I dagens Danmark udfordres fælleskabets værdi konstant i takt med de sociale mediers udvikling og magt. Individets store behov for selviscenesættelse og dokumentation af alt, påvirker de nære relationer mellem mennesker og konsekvensen er en enorm selvcentreret adfærd.

Foto: Frank Flemming Jensen
Vi lever i selviscenesættelsens tid. Vi deler ALT på Facebook og Instagram, går til mindfulness og har lært at bilde os selv ind, at vi kun er forpligtet til at gøre det, vi har lyst til. Vi deler vores største sorger og vildeste glæder med Facebook og Bloggen og alle dem, der på den måde krydser vores vej. Vi søger bekræftelse i et samfund, der er blevet så fokuseret på individet og egoet, at vi må råbe højere og højere for at blive set. Og når nogen så pludselig holder et spejl op foran os, må vi nødvendigvis tvinge os selv til, at stirre dybt ind øjnene på den ikke særligt kønne refleksion.
Og det er lige præcis det de gør, Sofie Jo Kaufmanas og Mette Søndergaard Nielsen. I en skøn blanding af tekster og sange tvinger forestillingen ”Hvorfor snakker vi ikke om mig?”, os ude på tilskuerrækkerne til at se vores selviscenesættende ego dybt i øjnene. Og shit, hvor er det sjovt, mens de gør det. For det er et utroligt præcis generationsportræt, de leverer, sat så meget på spidsen, at det byder op til både høj latter og pinligt krummede tæer. For det stikker, det portræt, som de tidsler der hænger ned fra loftet i den ellers rene og minimalistiske scenografi.

Jovist gør det ondt. Men det må det nødvendigvis gøre, før det kan blive godt. ”Hvorfor snakker vi ikke om mig?” burde være pensum for hele vores generation af individualistiske, selvcentrerede råbehoveder.

Idé- og manuskript: Sofie Jo Kaufmanas og Mette Søndergaard Nielsen Kunstnerisk konsulent: Kamilla Wargo Brekling Scenografi: Sofia Stål og Emma Carlén Medvirkende: Sofie Jo Kaufmanas og Mette Søndergaard Nielsen