mandag den 27. marts 2017

Jeg Misforstår Gerne Det Hele...

Med Jeg Misforstår Gerne Det Hele tager instruktør og koreograf Jacob Stage og The Peoples Entertainment Group livtag med Marie Keys forunderlige tekstunivers i en spændende hybridteaterforestilling på Betty Nansens Teatrets anneksscene Edison.

 
Foto: Jakob Stage
I et lyserødt univers mødes fire performere om Marie Keys forunderlige tekster og musik. Et stykke pastelfarvet hybridteater om forelskelsens og parforholdets op- og nedture. Og hvad er det så, det der hybridteater? Det vil være for nemt at forklare det som en teaterkoncert, for det er mere end det. Det er lige så meget krop, koreografi og billeder. Og med b.la. den reumertvindende Lige om lidt bliver alting meget sjovere, med tekster af Lone Hørslev, har Jacob Stage været med til at sætte hybridteater på det danske teaterlandkort.

Jeg holder rigtig meget af Marie Key og hendes musik, om end det mest er de tidlige og lidt mere popglade numre, jeg har dyrket mest. Jeg Misforstår Gerne Det Hele var for mig derfor en oplagt mulighed for at udforske Marie Keys finurlige tekstunivers dybere. Og i Jacob Stages iscenesættelse, får de plads, teksterne. Både talt og sunget.
 
Rikke Juellund har skabt en minimalistisk lyserød scenografi, der sammen med Sonja Leas lysdesign, skaber et virkningsfuldt og utrolig smukt, pastelfarvet univers, hvor siluetterne står skarpt og billederne får lov til at kravle helt ind under huden på tilskuerne.

Det er fire virkelig dygtige performere Jacob Stage har samlet. Alle er de stærke både musikalsk og kropsligt og alle formår de, hver især, at bibringe forestillingen noget af dem selv. De synger, danser og spiller instrumeter, så det er en fryd. Det er i udpræget grad en ensemblepræstation og ingen af de fire er på noget tidspunkt overflødige. Jeg bliver dog nødt til at fremhæve Thomas Bang. Med en utrolig timing og sans for fortolkning, giver han han hver sang og hver karakter nerve.

Foto: Jakob Stage
Ideen med at tage Marie Keys numre med ind i et pastelfarvet, popunivers fungerer rigtig godt. Men på trods af en spilletid på kun 60 min., kommer forestillingen dog alligevel til at virke lidt lang. Musikken, spændende nyarrangeret af Marie Louise Büllow, kommer til at fremstå meget identisk og det er desværre med til at trække tempoet ned. Et dramaturgisk blik på spændingskurven ville helt sikkert have givet forestillingen et mere dynamisk tempo. Det er midten af forestillingen, der fungerer bedst. Med et temposkift i numre som Blege knæ, fremragende "tegnssprogstolket" af Anete Lotus Jensen, og Frank, der her bliver en uhyggelig godnathistorie, kommer publikum helt frem i stolesæderne.
Hen mod slutningen daler tempoet igen, men binder samtidig en fin sløjfe på på den krog, forestillingens start hænger op. Og tilbage hænger ét spørgsmål i luften og dirrer: "Hvorfor er vi ikke fri?"

Tekst og Musik: Marie Key Iscenesættelse: Jacob Stage Scenograf Rikke Juellund Lysdesign: Sonja Lea Musik nyarrangeret af : Marie Louise von Büllow Medvirkende: Thomas Bang, Christoffer Sonnich Møller, Anete Lotus Jensen & Mia Lerdam


torsdag den 23. marts 2017

As I collapse...

Med As I Collapse sætter Recoil Performance Group menneskets selvsyn og eksistens under lup. En spændende performance med en meget lille hovedrolleindehaver.

As I collapse er skabt med et ønske om at udfordre menneskets selvsyn og vores opfattelse af hvad liv og krop er. I en scenografi af sort gulv og store goblelignende vandposer mødes 5 dansere og millioner af små lysende alger.

Foto: Søren Meisner


Det er 5 utroligt dygtige dansere, koreograf Tina Tarpgaard har samlet til forestillingen. De udviser enorm og næsten uvirkelig kropskontrol, mens de i sorte latexdragter interagerer med hinanden og de enorme vandposer.
Men forestillingens egentlige hovedperson må være Pyrocystis Fusiformis; den lille bitte alge, der i samarbejde med NaturkKRAFT i Ringkøbing og Teknologisk institut er blevet skabt til forestillingen. I pressematerialet til forestillingen står der om algen:

"Pyrocystis fusiformis er algen, som recoil performance group i samarbejde med biologer og forske-re på Teknologisk institut har opdyrket i store mængder, og som har inspireret de menneskelige kroppe på scenen. Algen er desuden selv en integreret og levende del af forestillingen. Det bemær-kelsesværdige ved Pyrocystis algen er, at den kun lyser, når den bliver berørt. Tilgengæld inviterer dens fortryllende blå skær igen og igen til interaktion. En ellers usynlig organisme, der synligt kom-munikerer, når man rører ved den."


Og det er netop her magien opstår. Ved forestillingens start får alle udleveret en sort kuvert indeholdende en pose, med hvad der ligner almindeligt vand. Men når lyset går ned og man vipper den lille pose i hånden, begynder de små at lyse. Det er som at sidde med en million små stjerneskud i hånden. Og langsomt; ganske langsomt begynder dansen. Som en verden der opstår ud af mørket. Halvvejs er det desværre som om, at forestillingen taber pusten en smule. Men den bliver fanget igen. Og da lyset gik op efter en lille time, havde jeg det, som om jeg havde været vidne til en forunderlig og ny verdens fødsel.  
Og hvad min lille kuvert af Purocytis fusiformis angår, så endte det med, at jeg adopterede den. Nu står den i min vindueskarm og lever sit eget, lille, forunderlige liv.
 
As I Collapse er første del af en triologi, der efter planen skal efterfølges af Masse (2018) og Extended Falls to Humanity (2019).

Komponist/forsker: Till Bovermann Lysdesign: Minna Tiikkainen Forskende kunstner/konsulent Pei_ying Lin Scenograf Sille Dons Heltoft Koreograf: Tina Tarpgaard Dansere: Hilde I. Sandvold, Sam Denton Nelly Zagora, Edward Lloyd & Joy Kammin Alger: Pyrocystis fusiformis


torsdag den 16. marts 2017

Vredens Druer...

Med Vredens Druer på Betty Nansen Teatret bliver nutidens flygtningeproblematik sat under lup i dramatiseringen af John Steinbecks klassisker. For findes det forjættede land? Og er det overhovedet værd at drømme om?

Foto: Natascha Rydvald
Da Tom Joad, efter fire år i fængsel vender hjem til sin families gård er intet til at kende igen. En voldsom tørke har ødelagt landet og de tidligere beboere er tvunget til at flygte, hvis de vil overleve. I en lille, gammel lastbil flygter familien Joad, i selskab med den frafaldne prædikant Jim Casey nu mod Californien og drømmen om mad, sikkerhed og fast arbejde. Men drømmen krakelerer jo længere de rejser og familien får hele tiden sværere ved at holde sammen.
Foto: Natascha Rydvald
Det er en voldsom og stor historie der rulles ud. Og heldigvis er der blevet samlet et solidt og sikkert hold skuespillere til at formidle de mange karakterer og den bastante fortælling. Det er en ensembleforestilling i sin reneste form, hvor historiefortællingen er i fokus.
Olaf Johannessen leverer et rørende portræt af den frafaldne prædikant Jim Casey, der ofrer sig og påtager sig skylden for sønnen Tom Joad, da denne i vrede har slået en politimand ned. Særligt imponerende er det, fordi Johannessen halvvejs i prøveforløbet måtte overtage rollen fra en stemmeskadet Nicolaj Kopernikus.
Kristian Halkens portræt af den desillusionerede og fordrukne Onkel John, der kæmper med skyld over at have slået sin kone ihjel, rører dybt.

Instruktør Katrine Wiedemann er en eminent historiefortæller og billedskaber. Og sammen med scenograf Maja Ravn har hun begået en genistreg. Ved at reducere dybden af den betongrå scenografi, så der kun er 1,5 m. spilleplads i dybden, kommer historien og skuespillerne meget tæt på. Og det hele kommer til at foregå lige på afgrunden, så vi i salen må holde vejret.
Med Vredens Druer fortæller Betty Nansen Teatret og det fantastisk velspillende ensemble flygtningenes historie og gør den klassiske Steinbeck fortælling hyper aktuel. Her får den voldsomme flygtningemasse et ansigt og en historie.

Jeg vil ikke spoile noget, for det er en forestilling der skal opleves og mærkes på egen krop. Men specielt slutningen rammer hårdt og trak tårer i mine øjne. Det er en fortælling og en forestilling der sidder i kroppen, længe efter lyset i salen er gået op igen. Og her er det kun på sin plads at slutte med Mor Joads ord: "Vi er det levende folk. Vi bliver ved med at komme."

Manuskript efter roman af John Steinbeck Dramatiseret af Frank Galati Dramaturg og oversætter: Karen-Marie Bille Instruktør: Katrine Wiedemann Scenografi og kostumer: Maja Ravn Medvirkende: Kristian Halken, Marie Bach Hansen, Joachim Fjelstrup, Laura Bro, Olaf Johannessen, Jens Jacob Tychsen, Lars Simonsen & Joen Højerslev