fredag den 25. august 2017

OPHELIA, Hamletscenen...

I anledning af 150 året for etableringen af Japan og Danmarks diplomatiske relationer, har Hamletscenen hentet den Japanske Noh teatergruppe Sakurama Group til Danmark, der, specielt til Shakespeare Festivallen 2017, har skabt forestillingen Ophelia; en meget fri fortolkning af Ophelias historie. Og det blev en smuk aften under stjernerne på Kronborgs vold.

En stjerneklar aften kommer Ophelias spøgelse til syne. Hun leder efter blomster, hun kan plukke. Eller er det i virkeligheden Hamlet hun leder efter? Hun vandrer hvileløst rundt og tror fejlagtigt, at stjernerne højt over hende er blomster og at blomsterne for hendes føder er stjerner, der er faldet ned. Og med tårer i øjnene begynder hun at fortælle den tragiske historie om Prins Hamlet. Ophelia er et stykke traditionel japansk Noh Teater bygget over Shakespeares Hamlet.

Foto: Hamletscenen
Det er bestemt ikke hver dag, vi her i Danmark har mulighed for at opleve den traditionelle Noh Teaterform. Og den er nærmest også så langt fra den europæiske teaterform, som den kan komme. Noh traditionen kan ledes tilbage til dansedramaer fra helligdomme og templer helt tilbage fra det 12. – 13. århundrede og fik den form, det har i dag omkring det 14. århundrede. Noh, der betyder talent eller færdighed, er, modsat det vestlige teaters narrative historiefortælling, bygget op omkring en visuel fremstilling, fuld af symboler og metaforer.  Forestillingen indeholder musik, dans, poetisk sprog og meget karakteristiske kostumer og masker. Masken der bliver båret af Ophelia i Ophelia kan fx spores helt tilbage til det 17. århundrede og kostumerne i forestillingen er over 100 år gamle, tunge og meget detaljerede. Ud over de fire skuespillere er der på scenen også et femmands kor og et orkester bestående af tre trommeslagere og en fløjtenist.

Ophelia er, som Noh traditionen foreskriver, en forestilling uden en decideret narrativ handling, men i stedet billeder, bevægelse og musik. Som ny tilskuer til Noh teatret blev jeg både udfordret, men også fanget ind i en nærmest meditativ tilstand, hvor bevægelse, musik og kostumer gik op i en højere enhed. Forestillingen var tekstet både på dansk og engelsk, men meget lidt hjælp var det desværre til, da teksterne enten var forsinkede eller kørte alt for stærkt. Jeg blev reddet af den oversættelse på papir, jeg havde fået fingre i. Det må kunne gøres bedre. Men ud over den svigtende tekstning, var det en smuk og anderledes teateroplevelse, og et modigt valg af Hamletscenen. Det er ærgerligt, at ikke flere fik muligheden for oplevelsen af ægte japansk Noh Teater. En dejlig påmindelse om, hvordan man kan få sig en ordentlig en på opleveren, hvis man engang imellem husker at lade sig udfordre.

Instruktør, tekst og komponist: Ujin Sakurama Musikere: Noh fløjte: Hiroyoki Matsuda, Lille tromme: Masayoushi Ko, Stor tromme: Hirotada Kamei, Tromme: Kuninai Komparu Kor: Iichiro Hase, Shinya Ito, Haruhiko Kitayama, Ydai Yajima, Shuntaro Makaya Skuespillere: Ujin Sakurama, Jotaro Mori, Daijiro Zenchiku og Yo Sakamoto



tirsdag den 15. august 2017

LA BOHÈME, Opera Hedeland...

Der er noget meget intimt og nært over Giacomo Puccinis La Bohème. Og derfor var jeg mere end skeptisk inden besøget på Opera Hedelands store amfiscene. For hvordan vil Rodolfo og Mimis kærlighedshistorie overhovedet nå op til bageste række, når den skal spilles på en 800 m2 scene for 3000 publikummer under åben himmel? Tja, i Lars Rudolfssons instruktion og scenografi lykkes det til fulde.
La Bohème er en af historiens mest elskede og spillede operaer. Det er historien om digteren Rodolfo og syersken Mimi, der forelsker sig hovedkulds i hinanden. Men kærligheden har trange kår, for ingen af dem ejer salt til et æg og Mimi er blevet dødeligt syg midt i vinterkulden.

Foto: Mikal Schlosser

Opera Hedelands store, runde scene er til La Bohème dækket af sne; rigtig kold, glat sne. Tanken kan virke fjollet, nærmest som et gimmick. Men den virker, sneen. Og midt på scenen står en lille ovn med skorsten. Og så sker der faktisk ikke de store ændringer i scenografien. Stole og borde bliver båret ind og ud, ligesom den berømte seng Mimi dør i til slut. Og vi er som tilskuere aldrig i tvivl om, hvornår vi er på studenternes kolde loftkammer, på torvet i latinerkvarteret eller på cafeen. Netop fordi scenografien er så enkel, bliver vi på tilskuerrækkerne tvunget til at bruge vores fantasi. Det er meget originalt tænkt scenografisk træk, der gør Puccinis intime opera egnet til den store scene og de voluminøse omgivelser i Hedelandet.

Det er et enormt fint og sammenspillet hold solister Lars Rudolfsson og Opera Hedeland har hentet ind. Alle er de velsyngende og fulde af liv og energi i deres spil. Elisabeth Meyer er både utrolig morsom og koket i rollen som Musetta, mens Aleksander Nohr synger rollen som Marchello med charme, humor og ikke mindst en varme, midt i den kolde sne. Og så er der Adam Frandsen og Hamida Kristoffersen der synger og spiller rollerne som Rudolfo og Mimi så fint, at den uundgåelige tragedie til slut, rammer os ekstra hårdt.
Det er imponerende at være vidne til hvordan, de frivillige kræfter i og omkring produktionen træder sammen og får hele aftenen til at spille. Der er faktisk ikke en finger at sætte på hele den oplevelse det er, at besøge Opera Hedeland.
Instruktør og Scenograf: Lars Rudolfsson Kostumedesign: Kersti Vitali Rudolfsson Lysdesigner: Linus Fellbom Lyddesign: Claus Pedersen Dirigent: Henrik Schaefer Orkester: Collegium Musicum Kor: Lille Muko og Roskilde Domkirkes Drengekor Solister: Adam Frandsen, Hamida Kristoffersen, Jakob Vad, Aleksander Nohr, Andreas Franzén, Elisabeth Meyer, Jakob Bloch Jespersen, Lars Køhler og Johan Gudman







lørdag den 5. august 2017

HAMLET, Hamletscenen...


Det danske sommervejr er en utilregnelig størrelse, der det ene øjeblik fryder med sol, for det næste at åbne for alle himlens sluser. Således også på Hamletscenens premiereaften på dette års store satsning Hamlet. En forestilling, der i Lars Romann Engels bearbejdelse og instruktion, er blevet skåret helt ind til benet, med en lysende Cyron Melville som Hamlet. Men også en forestilling der desværre aldrig helt bliver den thriller den gerne vil være.                                                             
Opgøret mellem den nye og gamle verden raser. Brutale traditioner udfordres af viden og dannelse. Hierarkier står for fald når den ideologisk optændte udvekslingsstudent Hamlet vender hjem fra universitetet i Wittenberg til Kroborg Slot og sin fars begravelse. Noget er forandret i Hamlet. Han er optændt af nye dannelsesidealer, og idéen om det moderne, ansvarlige menneske. På slottet hersker den gamle orden; øje for øje og tand for tand. Men kan kronprins Hamlet bryde fri af traditionens blodige bånd og bringe sit kongerige ind i en ny, mere oplyst epoke?
Foto: Søren Meisner

Han er her, der og alle vegne for tiden ham Hamlet. For tragedien om prinsen der fanget i brydningen mellem det feudale samfund og oplysningstiden, taler stadig til os. Og især i disse tider hvor holdninger brydes, kan fortællingen om den radikaliserede Hamlet bruges til at forklare og fortolke på det voldsomt foranderlige verdensbillede omkring os. 

Det er en kraftigt bearbejdet og beskåret Hamlet, vi får serveret i Lars Romann Engels version. Og rent dramaturgisk er det nogle ganske interessante beslutninger, der er blevet taget. Et stort antal af de oprindelige karakterer er i denne version skrevet ud, så forestillingen kan spilles mere rent og med et meget mindre ensemble. Det betyder bl.a., at vi ikke møder skuespillerne, der ellers plejer kommer på besøg og spiller Musefælden, Stykket-i-stykket, Hamlet har skrevet for at fælde sin faders morder. I Romann Engels fortolkning lokker Hamlet sine venner Rosenkrans og Gyldenstjerne til at opføre stykket. Det er med til at understrege Hamlets ensomhed. Den ensomhed der føles så enorm, når man er fanget i depressionens spind.
Samtidig med, at adskillige karakterer er skåret bort, er forestillingen også flyttet ind i en overvågningstid, hvor ”Big Brother” følger med fra adskillige overvågningskameraer og den nutidige mobiltelefon bliver en vigtig spiller i afsløringen af de forskellige komplots, der bliver begået igennem forestillingen. Det er en spændende måde at føre Shakespeares så kendte korridoraftaler op i en nutidig kontekst. Men det er desværre også, der går hen og bliver forestillingen akilleshæl. For der mangler konsekvens i brugen af de moderne hjælpemidler. Det ene øjeblik gives en besked gennem en telefon og det næste bliver en vigtig besked leveret af et bud med et forseglet brev i hånden. Forestillingen formår desværre ikke helt at blive den thriller, den gerne vil være og flere gange forekommer spillet nærmest statisk. Men med 2. akt liver spillet op, og i takt med at intrigerne rulles ud, får forestillingen meget lettere ben at gå på.
Det er et glimrende cast, Romann Engel har samlet; en blanding af danske og engelske skuespillere. Cyron Melville er en lysende Hamlet og brænder igennem som den sorgfulde og deprimerede Prins. Man mærker hans vrede og sorg og den altoverskyggende tristesse, der har indtaget hans sjæl. Han er langt fra den sarkastiske og ironiske Hamlet, man så ofte har set i andre fortolkninger, og det klæder rollen. Og Richard Clothier er den mest sleske og forregnede Claudius, jeg endnu har set. Et glimrende portræt af en psykopat i højeste potens. Og så er der Natalie Madueño som Ophelia. Hun formår at give en ellers ofte set skrøbelig karakter styrke og udstråling. Ophelias indre kamp mellem sin kærlighed til Hamlet og sin troskab mod sin far formår Madueño at spille, så Ophelias galskab og død bliver så ganske hjerteskærende. Et imponerende stykke karakterarbejde.
Catia Hauberg Engels scenografi og Mårten K. Axelssons lysdesign er en gevinst for Hamletscenens nye scene på Kronborgs vold. Selve slottet er tydeligt tænkt ind i de visuelle visioner for forestillingen. Og som mørket falder på, står slottet der, som en ensom og oplyst majestæt, mens en svanefamilie svømmer sig en aftentur i voldgraven og den nedgående sol maler himlen blodrød som forestillingens mange dødsfald. Den sceniske oplevelse er nærmest hele turen til Helsinør værd i sig selv.
Og nu er det jo sådan med teater under åben himmel, at vejret ikke altid er den mest pålidelige medspiller. Således også på premieren, hvor himlens sluser åbnede sig 30 minutter før forestillingens start og ikke stoppede igen før lige op til pausen. Det kan i sådanne tilfælde kun lade sig gøre at gennemføre forestillingen, fordi scenen har fået overdækning på, så skuespillerne kan komme igennem forestillingen – næsten – tørskoede. Men det kan nemt blive en kold og våd oplevelse for publikum. Men der er ikke noget der hedder dårligt vejr, kun forkert påklædning. Så husk din varmeste trøje, regntøjet og dit bedste humør, og så kan du faktisk kun få en dejlig aften på Kronborgs vold.
NB! Forestillingen spilles på engelsk med danske overtekster.
Producent: Hamletscenen og London Toast Theatre Instruktør: Lars Romann Engel Komponist: Mike Sheridan Scenografi- og kostumedesign: Catia Hauberg Engel Lysdesign: Mårten K. Axelsson Medvirkende: Cyron Melville, Natalie Madueño, Vivienne McKee, Richard Clothier, Chris Myles, Dominic Tighe, Oliver Alvin-Wilson, Jack Johns & Brett Brown