torsdag den 28. september 2017

ROCKY! Husets Teater...

Med ”Rocky!” åbner Husets Teater deres sæson med et brag. Det er taberens kamp, taberens genkomst, taberens sejr. Det er smukt, det er grimt og oplevelsen vil følge dig langt ud af teatersalen.

Vi elsker dem. Taberne der rejser sig og mod alle odds sejrer over deres eget mindreværd, den sociale arv og deres helt urimelige taberliv. Men hvad hvis det er os andre, vores værdier og eksistens, der skal besejres? Hvis det er os, der ender som taberne?

Foto: Henrik Osthen Rasmussen

I en helt tom, mørkegrå scenografi står en pænt klædt mand og kigger på os, forsøger at få øjenkontakt, smiler og begynder at fortælle. Fortælle om Rocky, filmen og den stakkels fyr af samme navn. Vestrehåndsbokseren ingen tror på. Vi griner lidt og lytter. Lytter til historien om Rocky, men også til historien om den hvide mand i socialklasse 1 med alle de rigtige meninger og holdninger, der nyder, gennem Rocky, at leve sig ind i socialklasse 5. For der slipper han for at mene noget som helst. Og så breder historien sig ud. Pludselig er Rocky blevet højreorienteret; en af dem alle os med ”de rigtige meninger” elsker at hade. Han er en halvdum, analfabet, der ikke kan sætte to sætninger sammen. Men han er stærk. Han rejser sig igen hver gang han bliver banket i gulvet. Og pludselig får Rocky fremgang. Han har tv-tække, vinder valget, får folkets stemme. Pludselig er det ham man lytter til. Og den venstreorienterede hvide mand taber slaget og… Ja, så vil jeg ikke spoile mere.
Tue Biering har skrevet og instrueret en forestilling, der følger dig ud af teatret og med hjem. Den kravler ind under huden på dig og giver sig til kende som en lille kløe, lige der på ryggen hvor du ikke selv kan nå. ”Rocky!” er, på en og samme tid, virkelig smuk og utrolig ækel. Jeg tog mig selv i flere gange at måtte kigge væk, tælle lamper i loftet eller tegne kruseduller på min notesblok, fordi både historien, men også det fysiske spil flere gange overvældede mig langt ud over min comfort zone. Det er det teatret skal kunne. Og det gør ”Rocky!”. Tak for at minde mig om hvordan det føles, når teater og kunst flytter grænser.
Morten Burian bankede mig, med sin præstation, fuldstændig flad. Han står helt alene på scenen i 100 minutter. 100 minutter hvor han har os i sin hule hånd og ikke slipper os, før forestillingen er helt slut. Han er kompromisløs på scenen og det er skræmmende, fascinerende og smukt.
Jeg ville gerne blive ved med at skrive og beskrive forestilligen, men jeg stopper her. ”Rocky!” er en forestilling der skal ses og mærkes helt rent. Med ”Rocky!” har Husets Teater skudt sæsonen i gang med et brag så stort, at det vil give genlyd mange år frem. Tak!
Tekst og instruktion: Tue Biering Scenograf: Peter Schultz Lysdesign: Ditlev Brinth Medvirkende: Morten Burian



tirsdag den 26. september 2017

HVORFOR SNAKKER VI IKKE OM MIG? Teatret ved Sorte Hest...

Med forestillingen ”Hvorfor snakker vi ikke om mig?” stiller komikerduoen FLÆS skarpt på den unge kvinde anno 2017. Det er en bidende satirisk omgang, hvor vi på tilskuerrækkerne, skiftevis griner højt og krummer tæer over det så præcise portræt af os selv og vores til tider sygeligt selvcentrerede adfærd.

“Hej mor, det’ mig. Kan jeg li’ humus? Giv mig et kald”
“Hej mor, det’ mig. Hvordan laver man friskpresset appelsinjuice? Giv mig et kald”
“Hej mor, det’ mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal kalde min førstefødte. Giv mig et kald”


Skal du dele alt med alle, eller kan det være at din historie nogen gange bare er ligegyldig? Og hvad gør du når din egen mor heller ikke orker dig mere? I dagens Danmark udfordres fælleskabets værdi konstant i takt med de sociale mediers udvikling og magt. Individets store behov for selviscenesættelse og dokumentation af alt, påvirker de nære relationer mellem mennesker og konsekvensen er en enorm selvcentreret adfærd.

Foto: Frank Flemming Jensen
Vi lever i selviscenesættelsens tid. Vi deler ALT på Facebook og Instagram, går til mindfulness og har lært at bilde os selv ind, at vi kun er forpligtet til at gøre det, vi har lyst til. Vi deler vores største sorger og vildeste glæder med Facebook og Bloggen og alle dem, der på den måde krydser vores vej. Vi søger bekræftelse i et samfund, der er blevet så fokuseret på individet og egoet, at vi må råbe højere og højere for at blive set. Og når nogen så pludselig holder et spejl op foran os, må vi nødvendigvis tvinge os selv til, at stirre dybt ind øjnene på den ikke særligt kønne refleksion.
Og det er lige præcis det de gør, Sofie Jo Kaufmanas og Mette Søndergaard Nielsen. I en skøn blanding af tekster og sange tvinger forestillingen ”Hvorfor snakker vi ikke om mig?”, os ude på tilskuerrækkerne til at se vores selviscenesættende ego dybt i øjnene. Og shit, hvor er det sjovt, mens de gør det. For det er et utroligt præcis generationsportræt, de leverer, sat så meget på spidsen, at det byder op til både høj latter og pinligt krummede tæer. For det stikker, det portræt, som de tidsler der hænger ned fra loftet i den ellers rene og minimalistiske scenografi.

Jovist gør det ondt. Men det må det nødvendigvis gøre, før det kan blive godt. ”Hvorfor snakker vi ikke om mig?” burde være pensum for hele vores generation af individualistiske, selvcentrerede råbehoveder.

Idé- og manuskript: Sofie Jo Kaufmanas og Mette Søndergaard Nielsen Kunstnerisk konsulent: Kamilla Wargo Brekling Scenografi: Sofia Stål og Emma Carlén Medvirkende: Sofie Jo Kaufmanas og Mette Søndergaard Nielsen



fredag den 22. september 2017

DEMOKRATI, Teatergrad...

Teatergrad rykker, med forestillingen ”Demokrati” ind i landets byrådssale op til det kommende kommunalvalg. En forestilling der stærkest når den fokuserer på demokratiets udfordringer og tager publikum med på råd.

Danmark. Et demokrati. Et folkestyre. En nation af medbestemmere. Men politikerleden kradser i halsen og lindres med kollektiv passivitet, der truer den skattede styreform. I forestillingen Demokrati inviterer byrumsteatret Teatergrad publikum ind i den lokale byrådssal til en forsmag på årets Kommunalvalg. Sammen med fire skuespillere indtager publikum rollerne som debattører og beslutningstagere om dagsaktuelle emner, mens en journalist udgør den fjerde statsmagt og sætter synspunkterne i perspektiv.
Foto: Per Morten Abrahamsen
D. 21 november skal Danmark til stemmeurnerne og stemme til kommunalvalget. I den forbindelse har Teatergrad, der har specialiseret sig ud i genren byrumsteater, skabt en forestilling til landets byrådssale hvor de fire skuespillere og en lokal journalist sætter demokratiet under lup. Og det er ikke teater som vi kender det, hvor vi kan få lov at læne os tilbage i de røde plyssæder i mørket og observere. Nej, her er vi selv med. Med en rød og en grøn stemmeseddel er vi med til at stemme om alt fra byggeriet på Amager Fælled, aktiv dødshjælp og om der skal være mere plads til cyklerne i København. Og i det vi publikum, på demokratisk vis, flere gange er medbestemmende, bliver ikke to forestillinger ens.

Det er en super god og sympatisk idé, at lave en forestilling om vores forhold og forventninger til demokratiet som institution. Og stærkest er forestillingen da også, når den tager os publikum med på råd, eller når journalisten, her Torben Sangild, præsenterer os for demokratiets fakta og udfordringer, som fx Fake News som en trussel mod demokratiet. Men forestillingen vil desværre alt for meget på for kort tid. Vi skal både forbi Amager Fælled, vaccinedebatten, aktiv dødshjælp og klimakampen. Det gør desværre at forestillingen bliver presset og ufokuseret, og det er synd. For det er fire gode skuespillere og rigtig gode tekster forestillingen præsenterer i en blanding af scener og fakta.
Forestillingen vil ingen løftede pegefingre og er som sagt en super god ide. Og det er bestemt heller ikke en dårlig forestilling. Den mangler bare fokus.

Instruktør: Pelle Nordhøj Kann Dramatiker: Julie Glargaard Producent: Christine Worre Kann Idé og koncept: Teatergrad Medvirkende: Rolf Hansen, Sandra Yi Sencindiver, Jacob Teglgaard, Signe Kærup Dahl og journalist Torben Sangild (På turnéen varetages journalistens rolle af en lokal journalist).


DIKTATOREN, Nørrebro Teater...

Nørrebro Teater har konverteret Charlie Chaplins ”Diktatoren” til scenen og minder os om, at historien og den blide barber, der bliver forvekslet med diktatoren, er lige så aktuel, som den var ved premieren i 1940.

Da en lille jødisk barber vågner op efter 20 år med hukommelsestab, er det til en ny og barsk virkelighed. Her spiller den opblæste diktator Hynkel badebold med verdensfreden og drømmer om den rene ariske race. Barberen, hans kæreste Hannah og deres venner tager kampen op mod Hynkel, men det ser mildest talt sort ud. Tilfældet vil dog, at barberen ligner diktatoren på en prik, og en dag bliver de to forvekslet.
Foto: Büro Jantzen

Da Chaplin i 1940 lavede filmen “Diktatoren”, vidste han ikke hvilket fatalt fingeraftryk den diktator han byggede sin diktator Hynkel på, ville komme til at sætte på verden. Det ved vi i dag, men indtryk fra verden omkring os, tyder på, at nogen desværre har glemt det igen. 77 år efter premieren på det hvide lærred bliver ”Diktatoren”, som det første sted i verden, sat på scenen på Nørrebro Teater og den er stadig rygende aktuel. Umiddelbart kan det virke som et utroligt modigt valg, at sætte Chaplins mesterværk på scenen, men i hænderne på Nikolaj Cederholm er ”Diktatoren” i de tryggeste hænder.

”Diktatoren” kræver sit af hele ensemblet. Fra start til slut spiller historien derudaf, med 200 km/t., slapstick og falden på halen. Og hele holdet leverer. Det er imponerende hvordan alle de koreograferede slapstick-sekvenser løber over scenen let og legende.

Dobbeltrollen som den lille jødiske barber og diktatoren Hynkel bliver, på allerfornemste vis, formidlet af Olaf Johannessen. De foregående par sæsoner har vi bl.a. set ham med titelroller i forestillinger som Puntila på Det Kongelige Teater og Jeppe på Bjerget på Grønnegårdsteatret. Og han imponerer mig gang på gang på gang. I ”Diktatoren” skifter han legende let mellem den blide, distræte barber til den kyniske og utroligt selvfede diktator Hynkel. Hans afsluttende tale, hvor barberen er blevet forvekslet med diktatoren, leverer han så rent, at hele salen forstummede og man kunne høre en knappenål falde til jorden.
Også Peter Zandersen, Nicolai Dahl Hamilton og Asbjørn Krogh Nissen imponerer med deres fysiske spil, der får slapstick-sekvenserne til at virke nærmest lette.
Og i damesiden af scenen sidder pianist og arrangør Oliver Antunes og bliver nærmest forestillingens 2. hovedrolle. Han leverer musik og foley til forestillingen og skal have en stor del af æren for at slapstick-scenerne bliver løftet til en helt anden dimension.

Kim Witzel har skabt en simpel og alligevel enormt kompleks scenografi, der med enkelte virkemidler går fra at være Hynkels kontor til Barberens salon, eller skyttegrav eller tagryg. Og Line Bech har skabt nogle lækre og funktionelle kostumer, der matcher universet godt.

Med sine næsten 2 timer og 45 min, er ”Diktatoren” en lang forestilling. Med et første akt, der nærmest flyver afsted, bliver andet akt desværre lidt tungere at komme igennem. Der er så mange slapstick-sekvenser, at det, selvom de er en ren fryd at se på, faktisk bliver for meget. Havde forestillingen været skåret lidt skarpere i 2. akt, havde alt været helt perfekt. For, for filan hvor er ”Diktatoren” en lækker forestilling, der efterlod mig med ømme lattermuskler og rørelsestårer ned af kinderne. En slapstick-farce der ikke glemmer sit humanistiske budskab og fulde hjerte. Nikolaj Cederholm beviser med ”Diktatoren”, at han betvinger farcen og alle dens facetter med en suveræn overlegenhed.  
Manuskript: Charles Chaplin Instruktion og dramatisering: Nikolaj Cederholm Scenografi: Kim Witzel Kostumedesign: Line Bech Koreograf: Anja Gaardbo Slapstick-konsulent: Kasper Ravnhøj Musikkonsulent: Kåre Bjerkø Medvirkende: Olaf Johannessen, Søren Pilmark, Peter Gantzler, Jimmy Jørgensen, Jesper Hyldegaard, Nicolai Dahl Hamilton, Asbjørn Krogh Nissen, Peter Zandersen, Julie Agnete Vang og Oliver Antunes (pianist og arrangør]


mandag den 18. september 2017

AMERICAN IDIOT, Den Grå Hal...

Med rock operaen ”American Idiot” i Den Grå Hal på Christiania slår Heltmus Production deres berettigelse i det danske teaterlandskab fast med syvtommersøm. ”American Idiot” er en tur tilbage til 00’erne, men også en dystopisk fremtidsvision. For hvordan finder man meningen med livet, når livet ikke længere giver mening?

”American Idiot” handler om de tre unge fyre Johnny, Tunny og Will, der forsøger at gøre oprør mod deres røvsyge liv i en lille amerikansk provinsby. Tunny og Johnny rejser til storbyen for at søge lykken, mens Will bliver hjemme og forsøger at få forholdet til sin gravide kæreste Heather til at fungere. Tunny opgiver hurtigt storbylivet, melder sig til militæret og bliver, ganske hurtigt, sendt i krig, hvor han mister sit ene ben. Will finder sig selv i hårde stoffer, men finder samtidig også en side af sig selv, han ikke kan lide, Samtidig finder han også  den store kærlighed og mister den igen. Forestillingens sange er mestendels fra albummet American Idiot, men også fra Green Days store bagkatalog.

Foto: Martin Mydtskov Rønne

Det var med absolut ingen forventninger, jeg satte mig til rette i Den Grå Hal på Christiania til Heltemus Productions seneste satsning ”American Idiot”. Eller det vil sige, at jeg ikke vidste hvad jeg skulle forvente mig. Jeg sad der og lod mig, i de 90 min. forestillingen varer, suge ind i det dystopiske, dog smukke univers forestillingen præsenterer for os. Og pludselig gik det op for mig, hvor mange af Green Days numre jeg faktisk kender, også uden rigtig at have fulgt Green Days karriere, siden jeg som 13 årig, i 1994 købte albummet Dookie i et supermarked i Cannes og hørte det på repeat på min discman, mens de sydfranske bjerge for forbi.  
Det er et suverænt og virkelig velsyngende ensemble Heltemus Productions stiller med, til ”American Idiot”, med svenske Bruno Mitsogiannis som forestillingens absolutte midtpunkt. Han synger og spiller rollen som Johnny med en sådan sikkerhed og overskud, at man næsten tror han ER Johnny. Også Rikke Hvidbjerg som hans kæreste Whatsername skal fremhæves, for sin sublime stemmekontrol og Frederikke Vedel for sit sødmefulde, dog håndfaste portræt af Wills gravide kæreste Heather.
Benjamin la Cour, der i sidste sæson lavede scenografi til Fredericia Teaters smukke ”Klokkeren fra Notre Dame”, har igen begået et scenografisk mesterværk til ”American Idiot, hvor store betonklodser, helt enkelt, hejses op og ned i løbet af forestillingen og rullende fortove/transportbånd får universet til at skifte så let og glidende, at jeg flere gange måtte hvine en lille smule af fryd.
Denne anmeldelse har udviklet sig til en mindre lovprisning af alt det gode ”American Idiot” kan. Men det er ikke løgn, ”American Idiot” er et fremragende værk. Og om du mener du er til rock eller ej, bør du unde dig selv den oplevelse der er, at se denne forestilling, i lige præcis de her rammer og i den her scenografi.

Instruktør/koreograf: Tim Zimmermann Kapelmester: Mikkel Gomard Scenograf: Benjamin la Cour Kunstnerisk leder: Thomas Bay Medvirkende: Bruno Mitsogiannis, Christoffer Brodersen, Snorre Tøndel, Anders Gjesing, Rikke Hvidbjerg, Frederikke Vedel, Ksenia Timoshenko, mf.  


søndag den 17. september 2017

SKAM 1 - Eva, Aveny-T...

Den norske hitserie SKAM har, som det første sted i verden, ramt de skrå brædder på Aveny-T på Frederiksberg. Og det fungerer over al forventning. Det er ungdomsteater med nerve og noget på sinde.

Foto: Pernille Kaalund

Med udgangspunkt i første sæson af den norske hitserie SKAM, om den unge pige Eva og hendes kvaler med kæreste, gymnasiestart, jalousi, fortid og nye – og gamle veninder, blænder Aveny-T på Frederiksberg op for teaterversionen”SKAM 1- Eva”. Med en flok håndplukkede, helt unge skuespillere – nogle friske fra Gymnasiet, andre elever på statens skuespillerskoler – har Martin Lyngbo, tidligere direktør for Mungo Park i Allerød, sat i scene. Line Mørkeby har bearbejdet, og på fineste vis formået, at få skåret hele første sæson af SKAM ned og helt ind til benet. Hun og Lyngbo formår at få essensen af tv-versionen frem, så latteren ruller og tårerne triller. Blandt andet scenen, hvor Vilde brækker sig efter en alt for vild bytur, mens hendes fire veninder holder hendes hår, til tonerne af Dejlig er Jorden, er både så absurd komisk og på samme måde så rørende fin, at jeg måtte knibe en lille tåre.

Jon Stephensens scenografi er helt enkel og har publikum på tre sider, samtidig med, at salen også inddrages som spillerum. Det er med til at give forestillingen liv og nerve og scene – og kostumeskift foregår nærmest umærkeligt og giver et godt flow til forestillingen.

De 8 medvirkede ER deres karakterer, uden på nogen måde at være en 1:1 kopi af deres tv-alterego. Det er en ensemblepræstation man sjælendt ser og man mærker kærligheden og venskabet, alle 8 i mellem. Jeg bliver dog nødt til at fremhæve Frieda Joanna Krøgholt, der, kun 17 år gammel, giver os et nuanceret og rørende portræt af Eva. Det er meget dygtigt karakterarbejde. Sammen med Sylvester Byders følsomme gestaltning af Jonas, bliver hun nerven i SKAM 1 – Eva.

Jeg må - med skam - indrømme, at jeg gik ind til forestillingen som en skeptiker. Men jeg kan roligt sige, alt er love!

Iscenesættelse: Martin Lyngbo Scenografi: Jon Stephensen Bearbejdning: Line Mørkeby
Medvirkende: Frieda Joanna Krøgholt, Sofie Salee, Asil Al-Asadi, Nanna Finding Koppel , Karla Rosendahl Rasmussen, Sylvester Byder, Mathias Käki Jørgensen og Jonathan Sthalschmidt



søndag den 10. september 2017

MARIA OG MOHAMED, Teater Grob...

Teater Grob og teaterRICH er gået sammen og har begået en sci-fi-forestillingen MARIA OG MOHAMED. En opdagelsesrejse ind i Maria og Mohameds liv. Og det er en rutsjetur mellem store følelser, grin og en klump i halsen.

Maria er født og opvokset i Hellerup med højt til loftet, følelsesmæssigt overskud, nudistforældre og økonomien i orden. Mohamed er født i Mogadishu, Somalia, flygtet til Danmark og opvokset i Kolding med flugten og krigens skygge over familien i et fremmed land. Nu mødes de på scenen. MARIA OG MOHAMED er en collage, hvor Maria og Mohamed spiller hinanden i væsentlige begivenheder og relationer i deres respektive liv. Scenerne udspiller sig i et sitrende sci fi-univers – et ukendt territorium for dem begge. MARIA OG MOHAMED går på opdagelse i to menneskers liv på godt og ondt, og er en rejse til det indre rum.

Foto: Emilia Therese

Ved første øjekast er de et pudsigt match, Maria Rich og Mohamed Ali Osman, som de træder frem for os i deres blå heldragter med ens, nærmest selvlysende sko og hver med en kasse under armen. De skal på en ekspedition, en ekspedition ind i hinandens liv og historie. Og det er her det pudsige match, pludselig giver mening. Netop fordi der er så stor forskel på de to, både fysisk, kønsligt og baggrundsmæssigt, giver rejsen ind i hinandens historie mening. Og når de så går i gang med at fortælle hinandens historier, opstår magien. For det giver forestillingen så meget intensitet, at de ikke bare fortæller deres egne historier til hinanden og os. Som når Maria, som Mohamed, fortæller om dengang, han fandt sit alterego Ozzy. Eller når Mohamed, som Maria, fortæller om dengang, hendes liv krakelerede under stress og depression. Ja, så skiftevis griner og græder vi. Og de er gode de to. De tør gå planken helt ud og fortælle os alle de mest personlige og private historier. Det er modigt og virkelig godt spillet.

Daniel Wedel har iscenesat med sans for de personlige historier, med utrolig meget humor og plads til de helt store grin. Dramaturgisk halter forestillingen desværre. Der er steder hvor forestillingen dykker og det virker som om, den ikke helt ved hvilken vej den skal. Det er en skam, for når det hele kører, er det hele utroligt seværdigt, morsomt og lærerigt. For alt det der med rumdragter og rejser ind i et sci-fi-univers er, i mine øjne, slet ikke nødvendigt. Jeg kunne ønske mig lidt mindre rumrejse og lidt mere historiefortælling.

Maria Rosendahl Chemnitz har skabt en fantastisk scenografi og nogle kostumer, der understreger præmissen i rejsen til et fremmed, indre rum, der, i samarbejde med Malte Hauges gennemarbejdede lysdesign, rammer forestillingen flot ind.

Alt i alt en intens rejse ind i Maria og Mohameds univers. Og til slut opdager vi, at de slet ikke er så forskellige de to, Maria og Mohamed, men derimod skræmmende ens. Tak fordi i tør vise os det!

Manuskript: Vivian Nielsen Tekstfragmenter: Maria Rich og Mohamed Ali Osman Iscenesættelse og dramaturgi: Daniel Wedel Scenografi og kostumer: Marie Rosendahl Chemnitz Musik og live lyddesign: Øivind Weingaarde Lysdesign: Malte Hauge Dramaturgisk konsulent: Tanja Diers Medvirkende: Maria Rich og Mohamed Ali Osman