LIVA - EN KABARET OM FRIHED, Folketeatret...

Folketeatrets ”Liva – en kabaret om frihed” er et kalejdoskopisk blik på kunstneren og mennesket Liva Weel. En anderledes forestilling, der næsten kommer tørskoet i land.


Hvad sker der når man dør? Passer det mon, at livet passerer én revy? Det lader dramatiker Vivian Nielsen det gøre for Live Weel i Folketeatrets kabaret ”Liva”, hvor vi møder den kendte revykunstnerinde da hendes liv er ved at rinde ud. I et kalejdoskopisk tilbageblik møder vi Liva og menneskene omkring hende og bliver vidne til hendes kamp for frihed, både personligt og kunstnerisk. Hun lever livet helt til grænsen. Men livet gør ondt og hun søger smerten. For så føler hun i det mindste noget.

Foto: Thomas Petri
Da DR i 1992 viste tv-serien ”Kald mig Liva” første gang, sad jeg, 11 år gammel, stum foran tv’et og sugede til mig. Jeg fandt noget i Ulla Henningsens fortolkning af Liva, jeg ikke vidste hvad var. Men siden har Livas viser fulgt mig. Det var derfor også med lige dele frygt og spænding, jeg gik ind til ”Liva” med Ellen Hillingsø i titelrollen.

”Liva” er et pudsigt miks af revy, kammerspil og teaterkoncert, der river publikum med gennem Livas smertefulde kamp for frihed. En kamp hun kommer til at dele med Poul Henningsen. Og det er rigtig langt hen ad vejen en rigtig vellykket fortælling om ikonet Liva. Der er tosserier, skænderier og heftige revynumre i en lystig blanding, når persongalleriet rundt om Liva får lov til at folde sig ud. Og så er der de øjeblikke, hvor det hele klikker, som når Birgitte Raaberg, i skikkelse af Livas påklæder Frk. Jakobsen giver os ”Sig de ord du ved”, så hele salen holder vejret.

Det er i det hele taget et rigtig stærkt hold, der er samlet på scenen. Alle velsyngende og fuld af musikalitet, når de også griber diverse instrumenter i løbet af forestillingen. Henrik Koefoed er vittig, men også dyb i sit portræt af Poul Henningsen, med den evige cigaret i mundvigen og sin skrivepult på maven, men får også lov til at gribe både trommestikker, trombone og harmonika, hvilket han gør til UG. Karsten Jansfort får lov til at rulle hele sin charme ud som den ikoniske teaterdirektør Frede Skaarup. Birgitte Raaberg skifter fint mellem veninden Ella og påklæderen ”Jakob” og beviser gang på gang, at hun er en både dygtig sanger og fortolker. I hjørnet sidder Jens Krøyer som den evige akkompagnatør, med styr på musikken og en fin følelse for forestillingens sange og tempo. Og så er der Ellen Hillingsø som Liva. Jeg må indrømme, at hun, før jeg så forestillingen, var meget langt fra mit billede af Liva. Ellen Hillingsø er smuk og har noget stoisk over sig. Men med rollen som Liva, beviser hun samtidig, at hun også kan være den voldsomme, den vilde, den grimme. Helt til stregen og lidt over. Hun synger. Ikke smukt, men rørende og rammende og formår at give sit helt eget rørende bud på karakteren Liva.

Scenograf Sisse Gerd Jørgensen har formået at skabe en enkel, men virkningsfuld scenografi, der med enkelte midler fører os gennem Livas tankespind. Og Rolf Heim har, med sikker hånd iscenesat, så det ikke kun er Livas indre kamp vi bliver vidne til, men også kulturkampen. Den kulturradikale kamp for individets frihed, der er her der og alle vegne på de danske teaterscener for tiden. Noget tyder på, at kulturkampen ikke er kæmpet helt færdig endnu. Det er svært at sige Live Weel uden at sige PH. Og det er selvfølgeligt og fuldt berettiget, at den del af historien får sin plads i forestillingen. Kulturradikalisternes kamp for individets frihed bliver en fin støtte til Livas kamp for personlig frihed. Men hvor kulturkampen vinder frem, taber Liva. Smerten bliver for stor.

Når jeg alligevel ikke synes forestillingen kommer helt i mål, er det på grund af de til tider lange ”kammerspilsscener”, der er med til at trække forestillingens tempo ned. De matcher ikke den revyagtige spillestil, der er lagt ned over de forskellige karakterer. Det er som om, at der stadig er scener der skal ”spilles varme” hen over det næste stykke tid, tekster der skal terpes og et tempo der skal findes. Det hjalp så heller ikke det hårdarbejdende hold på scenen, at de, den aften jeg så forestillingen, skulle kæmpe med et søvnigt og ukoncentreret publikum, tændte mobiltelefoner og enkelte i salen, der højlydt kommenterede forestillingen. Jeg håber og tror, at når ”Liva” har spillet sig helt varm og rammer diverse scener rundt i landet, vil røre og glæde en masse mennesker. Det har den fortjent.

DRAMATIKER: Vivian Nielsen INSTRUKTION: Rolf Heim SCENOGRAF: Sisse Gerd Jørgensen KOREOGRAF: Peter Friis KAPELMESTER: Jens Krøyer MEDVIRKENDE: Ellen Hillingsø, Birgitte Raaberg, Henrik Koefoed, Karsten Jansfort og Jens Krøyer

Kommentarer