REQUIEM, Betty Nansen Teatret...

Med ’Requiem’ præsenterer Betty Nansen Teatret Peer Hultbergs mastodontværk i et visuelt festfyrværkeri. Det er grotesk, morsomt og absolut seværdigt.

I en række ufiltrerede, smertelige, groteske og humoristiske selvportrætter møder vi hende, der efterhånden bare finder manden latterlig. Ham, der tager piller mod civilisationsmigræne. Og skovsvinet, diagnosenægteren, quizmusen og kontorkværulanten. Vi bærer alle på en hemmelighed. Noget, der er så skamfuldt, pinligt eller smerteligt, at vi aldrig siger det højt. I Hultbergs mesterværk REQUIEM får vi lov at kigge ind til det forbudte. Ind til hadet, forurettelsen, jalousien og mindreværdet, som flertallet oplever, men fåtallet indrømmer.
Foto: Emilia Therese
I et visuelt festfyrværkeri møder vi dem. De gående. De mange karakterer fra Peer Hultbergs mastodontværk ’Requiem’ fra 1985. Et værk, der i kraft af sin cut-up teknik og manglende plotbåret fortælling i virkeligheden slet ikke burde egne sig til teaterscenen. Men det er det alligevel blevet, i Jacob Schokkings visuelt sprudlende iscenesættelse. Schokkings baggrund i billedkunsten fornægter sig ikke i hverken scenografien, iscenesættelsen eller Stine Gudmundsen-Holmgreens farvestrålende og skæve kostumedesign. Der er en skævhed der gennemsyrer forestillingen. Gulvet, kostumerne og ikke mindst karaktererne er skæve. Det er en scene i konstant bevægelse, hvor både drejescenen og indbyggede ’løbebånd’ er med til at holde forestillingen på tæerne. Kombineret med Farvestrålende videoprojektioner, er det som at hoppe på en karrusel i fart og så bare at hænge i, følge med og forsøge at fange hvad der sker. Oppe under loftet i salen er placeret en ekstra scene. En boks hvor skuespillerne kan sidde og tale direkte til et kamera, hvor billedet projekteres op på scenen. Det fungerer rigtig godt, at flere karakterer dukker op i helt tæt videoformat, men hvorfor boksen skal placeres der, helt oppe under loftet forstår jeg ikke helt. 

’Requiem’ er i den grad en ensembleforestilling. Og samtlige medvirkende er med til at løfte forestillingen til et exceptionelt højt niveau. De forstår at spille op af hinanden og give hinanden plads i den vilde karruseltur forestillingen er. Ingen nævnt ingen glemt, skulle jeg til at sige, men særligt Olaf Johannessen og Solbjørg Højfeldt kan noget med at få selv den mindste figur til at fremstå dyb og intens. Det er sjovt, grotesk, rørende, skræmmende og absolut seværdigt.

Forestillingen er et requiem for vi levende, en mulighed for forsoning med vores egne fejl og mangler. ’Requiem’ er et spejl af vores inderste, af hverdagen, af alt det vi må forlige os med. Men mest af alt er det en kæmpe hyldest til Hultberg og hans mesterværk.

Forestillingen spiller på Betty Nansen Teatret til og med d. 18 februar 2018 og varer ca. 2 t 30 min inkl. Pause.

TEKST: Peer Hultberg DRAMATISERET AF: Karen-Maria Bille INSTRUKTION OG VISUELT DESIGN: Jacob F. Schokking KOMPONIST: Gert Sørensen KOSTUMEDESIGN: Stine Gudmundsen-Holmgreen VIDEO: Alexander Fog LYSDESIGN: Christian Alkjær MEDVIRKENDE: Lise Baastrup, Marie Bach Hansen, Elliott Crosset Hove, Solbjørg Højfeldt, Andreas Jebro, Olaf Johannessen, Steen Stig Lommer og Julie Agnete Vang

Kommentarer