tirsdag den 10. april 2018

TÆNDT, Husets Teater...

To kvinder leder efter kontakten, der kan tænde. Og tændte bliver vi i Kvint&Svendsens forestilling ’TÆNDT’, en provokerende, sanselig og lystfuld forestilling.

Den anmelderroste Queen of Beat, Dj & komponist, Rosa Lux leverer det musikalske univers til denne kollage af fysisk teater, tekst og billedsprog. Ud med modstand mod kroppen og ind med leg og nysgerrighed. En anarkistisk og humoristisk varieté om sanselighed, lyst og skønhed på trods.

Foto: Anna Maria Clementine Waldelius
To kvinder leder efter kontakten, der kan tænde den sidste vigtige lampe, så forestillingen kan gå i gang. Og tændt bliver den, både i symbolsk og bogstavelig betydning. Det er svært at finde en label at sætte på forestillingen ’TÆNDT’. Den er på en og samme tid en varieté, en installation, en hyldest og et spørgsmål. En collage af tanker om begrebet ’tændt’ og ’slukket’. Det er en interessant rejse ind i seksualiteten, fantasien og kroppen. 

På scenen står de to performere Helene Kvist og Line Svendsen. Helt rent står de, uden en trævl på kroppen og præsenterer sig selv, helt nøgternt og med både humor og kærlighed. I sanselige stemningsbilleder bevæger de sig rundt til rammende musik og lydbilleder af Rosa Lux og i smukke og fantasifulde kostumer af Hanne Mørup.  Og det giver os tilskuere muligheden for at give slip og bare tage forestillingen ind. ’TÆNDT’ var ikke mange minutter gammel, før jeg slappede helt af og lod mine sanser bombardere og grinene rulle.

Forestillingen er både vittig og rørende og fungerer allerbedste i de smukke dansescener, hvor de to kvinder finder hinanden uden ord og forklaringer. Her får Hanne Mørups vilde kostumer, helt fortjent, nærmest hovedrollen. Det er skønt at få lov til at gå på opdagelse i et begreb uden alt for mange ord og formaninger.

’TÆNDT’ er en provokerende, sanselig og lystfuld forestilling. Det er ikke en forestilling for dig, der insisterer på en konkretet og lineær fortælling og på at forstå. Er du derimod draget af sanselighed og abstrakte stemningsbilleder, er ’TÆNDT’ lige forestillingen. 

’TÆNDT’ er en co-produktion mellem Teater Momentum i Odense, Husets Teater i København, Teater Katapult i Aarhus og Kvint&Svendsen. Den spiller på Husets Teater i København til d. 21. april 2018 og på Teater Katapult i Aarhus fra d. 1. – 5. maj 2018 og varer 1 time uden pause. 

IDÉ OG PERFORMANCE: Helene Kvint og Line Svendsen INSTRUKTØR: Nina Kareis SCENOGRAF: Astrid Randrup KOMPONIST: Rosa Lux KOSTUMEDESIGN: Hanne Mørup LYSDESIGN: Anna Maria Clementine Waldelius


Ingen kommentarer:

Send en kommentar